FrkRaarup skriver:
Min kæreste overvejer kraftigt at indlægge mig på psyk!
Kæmpe nederlag.. Men må nok bare sande at jeg ikke kan selv længere.
Min datters død har sat så dybe spor at jeg snart ikke kan fungere!
Jeg kan ikke handle selv, kan knap tage bussen, er konstant bange for at møde nogen jeg kender, tager ikke telefonen hvis jeg ikke kender nummeret, osv..
Han er nu (åbenbart) ved at være ret bekymret for mig


Jeg ved ikke hvad jeg vil med dette, udover at komme ud med det. Ehm. Men hvordan siger jeg til ham, at det er ok med mig? At jeg godt selv kan se jeg ikke kan komme videre selv?
Og hvornår skal vi gøre det? Nu er det jo lige straks weekend og knægten kommer (skal være hos os til onsdag), så det vil jeg næppe ødelægge.
Og hvad hvis min kæreste ikke kan få fri og være der hos mig? Er så bange for at være alene med fremmed mennesker!
OG NEJ, DETTE ER IKKE SKREVET FOR AT FÅ OPMÆRKSOMHED! Men hjælp til at takle dette, som jeg selv betegner som et kæmpe nederlag! 
Det er ikke et nederlag, det er modigt og sejt at du erkender at du har brug for mere hjælp end dine nærmeste kan give dig. Og selvfølgelig har du det - det er helt naturligt og normalt i din situation.
Lad være med at lytte til dem der skriver at du ikke skal have en indlæggelse stående i forhold til kommunen, det er noget pjat. Der er masser af mennesker der har været indlagt på psyk, som bliver forældre uden at kommunen overhovedet løfter et øjenbryn.
Det lyder som en rigtig god idé med det mobilteam.

Anmeld