Er livet slut, når man får børn?

Albertsen92 skriver:

Er gravid 33+5, og har virkelig hørt ting som "det kan i ikke gøre når i får barn" igennem graviditeten.
En så lille ting som at tage på Bakken, have hunden inde i bilen, have hund i det hele taget (hallo, vi har valgt at anskaffe os en hund, og det ansvar vil vi have til hun en dag ikke kan mere, har ikke tænkt mig bare at smide hende væk fordi vi får barn), vi kører tit rundt til forskellige steder og går tur med vores hund, det kan man åbenbart ikke når man har barn heller. Faktisk skal man bare holde sig hjemme, sådan en ting som at handle kan man dårligt nok. Og mange andre ting...

Og så alle de andre med, hvor hårdt det bliver, søvn får man aldrig osv. Det skal lige siges jeg er klar over, det er hårdt at få børn, det er ganske overvejet inden vi begyndte at prøve.

Så er det jeg vil høre jer kloge mødre: er det så hårdt som alle siger? Går livet virkelig i stå, bare fordi man får børn?
Kom med jeres erfaringer. HVOR meget har jeres liv ændret sig?

Jeg tænker, at barnet skal indrette sig efter verden, og verden skal ikke indrette sig efter barnet. Til en hvis grænse.

Hmm, jeg er nok bare træt af at høre alt det negative, der er kun 2, der har sagt; glæd dig, det er skønt!

Det kommer jo helt an på hvordan man vælger at leve sit lev. For nogle går livet i stå, men også fordi de selv vælger det. 

Herhjemme er livet bestemt ikke gået i stå! Vi har valgt at selvom vi har fået barn, skal vi stadig være unge og ha' det sjovt. 

Min kæreste tager stadig til diverse Brøndby kampe og kan være væk i 32 timer, og det sker 1-2 gange om måneden. Han kan faktisk gøre hvad det passer ham (næsten), hvis vi lige aftaler det inden. 

Desuden går jeg i skole, ses med mine venner, både med og uden vores datter. Jeg går i byen (meget meget sjældent, men det sker). Samtidig med det tager vi også på alle mulige ture. Så min pointe er, NEJ livet går ikke i stå fordi man får børn. Det handler bare om at finde en rytme Selvfølgelig er der også mange ting vi ikke kan, men jeg synes vi har det fint som det er. 

Det med om det er hårdt at få barn? Gu er det hårdt! Jeg vidste det ville blive hårdt, men må indrømme at jeg har undervurderet det en del. Vil dig sige at det bliver nemmere og nemmere med tiden. 

Til sidst vil jeg bare sige, GLÆD DIG! Det er f*cking-fantastisk at være mor! Det er hårdt og kan til tider trække tænder ud, men man bliver så sej og vender sig til minus søvn. Og når man kigger på sin lille guldklump er det det hele værd, uanset hvor hårdt det er 

Albertsen92 skriver:

Er gravid 33+5, og har virkelig hørt ting som "det kan i ikke gøre når i får barn" igennem graviditeten.
En så lille ting som at tage på Bakken, have hunden inde i bilen, have hund i det hele taget (hallo, vi har valgt at anskaffe os en hund, og det ansvar vil vi have til hun en dag ikke kan mere, har ikke tænkt mig bare at smide hende væk fordi vi får barn), vi kører tit rundt til forskellige steder og går tur med vores hund, det kan man åbenbart ikke når man har barn heller. Faktisk skal man bare holde sig hjemme, sådan en ting som at handle kan man dårligt nok. Og mange andre ting...

Og så alle de andre med, hvor hårdt det bliver, søvn får man aldrig osv. Det skal lige siges jeg er klar over, det er hårdt at få børn, det er ganske overvejet inden vi begyndte at prøve.

Så er det jeg vil høre jer kloge mødre: er det så hårdt som alle siger? Går livet virkelig i stå, bare fordi man får børn?
Kom med jeres erfaringer. HVOR meget har jeres liv ændret sig?

Jeg tænker, at barnet skal indrette sig efter verden, og verden skal ikke indrette sig efter barnet. Til en hvis grænse.

Hmm, jeg er nok bare træt af at høre alt det negative, der er kun 2, der har sagt; glæd dig, det er skønt!

Selvfølgelig kan man have hund, gå ture, handle ind osv med et barn.... Man har vel en barnevogn!!!?? 

Selvfølgelig er der mange ting og prioriteter der ændre sig, man kan ikke bare gå i byen, være længe ude osv som det passer en, der skal jo tages hensyn til det lille barn i mange tilfælde, selvfølgelig også afhængig af hvilket barn man har, nogle kan sove hvor som helst og når som helst, og så er det jo nemt at tage ud til venner, arrangementer osv, mens andre børn ikke kan sove ude, og så må man jo tage tidligt hjem... Men selvfølgelig går livet ikke i stå...

Vi har hvad jeg (og vores familie og omgangskreds) vil kategorisere som et svært barn, og det har bestemt ikke været nemt at være social til længere end kl 18-19 stykker om aftenen, for så skulle han hjem og have ro....

Men det er blevet meget nemmere nu hvor han er lidt ældre, vi ses da med venner, vi går i byen, vi laver kæresteting osv osv... Og ja vi har også hund!!!! og sørme om ikke også vi får handlet ind, vores søn elsker at være med ude og handle og gå tur og opleve noget... Så det er noget pjat hvad folk siger...

Det kan være pissehårdt og frustrerende med børn der ikke lige opfører sig eksemplarisk altid, og nogle gange er man ved at blive skør og ville gøre alt for bare en enkelt dag alene i fred og ro, men glæd dig, der er SÅ mange glæder ved det udover frustrationerne og søvnmanglen  Og det bliver bare sjovere og sjovere jo ældre de bliver!!

Livet starter først den dag man får børn

jeg har min søn på snart 5 år, været alene med ham i 4 1/2 år, har hund og læser til pædagog.. Til tider ER det hårdt, men jeg gør gerne det hele igen.. 

Der vil komme skod dage og fantastiske dage.. 

ofte kommer de modbydlige kommentare fra mennesker der ikke har børn.. 

jeg har aldrig haft behov for at skulle i byen hele weekenden, men engang imellem (måske en gang om måneden), så er jeg sammen med en flok fra klassen eller veninder til hygge/fest

Ellers laver jeg alt med min søn og han er altid med ude og handle, besøge familie osv de fleste af mine veninder har børn, så aldrig et problem

Albertsen92 skriver:

Er gravid 33+5, og har virkelig hørt ting som "det kan i ikke gøre når i får barn" igennem graviditeten.
En så lille ting som at tage på Bakken, have hunden inde i bilen, have hund i det hele taget (hallo, vi har valgt at anskaffe os en hund, og det ansvar vil vi have til hun en dag ikke kan mere, har ikke tænkt mig bare at smide hende væk fordi vi får barn), vi kører tit rundt til forskellige steder og går tur med vores hund, det kan man åbenbart ikke når man har barn heller. Faktisk skal man bare holde sig hjemme, sådan en ting som at handle kan man dårligt nok. Og mange andre ting...

Og så alle de andre med, hvor hårdt det bliver, søvn får man aldrig osv. Det skal lige siges jeg er klar over, det er hårdt at få børn, det er ganske overvejet inden vi begyndte at prøve.

Så er det jeg vil høre jer kloge mødre: er det så hårdt som alle siger? Går livet virkelig i stå, bare fordi man får børn?
Kom med jeres erfaringer. HVOR meget har jeres liv ændret sig?

Jeg tænker, at barnet skal indrette sig efter verden, og verden skal ikke indrette sig efter barnet. Til en hvis grænse.

Hmm, jeg er nok bare træt af at høre alt det negative, der er kun 2, der har sagt; glæd dig, det er skønt!

LIVET GÅR IKKE I STÅ! 

Nogle mener det er hårdt at få børn, andre mener det er en ren leg... I må for guds skyld ikke lytte til folk, man er så forskellige alle sammen.. 

Jeg syntes SLET IKKE at det er hårdt at have barn, har en pige på 1 år, hun har simpelthen været SÅ nem, hele vejen igennem! 

Søvn får i intet af, sikke da noget vrøvl, det gør man altså.. Det er hvad man selv gør det til... :-) Der er nætter hvor barnet er rigtig ked og sådan er det, men søvn kommer til den der venter.  

Jeg har selv en veninde som ikke engang kan tage sit barn med ud at handle, fordi det er for hårdt, så hun handler når manden er hjemme til at passe barnet, det syntes jeg er noget værre fis... 

Jeg har både haft min pige med ud at handle, i fitness osv.  

 

Så for at berolige dig - Det er hvad folk selv gør det til..

Og held og lykke fremover. 

Livet går ikke i stå. Nej, men man lære at prioterer nogle andre ting i livet. Og med tiden er det det rigtige for en.
Da isabella var helt lille kunne vi sagtens gøre noget spontant som at bare tage et smut ud til familien på turer osv.
Da hun blev lidt ældre skulle vi tage hensyn til hendes lurer da hun ikke sov så godt hos andre mennesker.
Men vi tog stadig spontant ud til familien.
Nu er Isabella 2,3 år og vi tager stadig spontant ud til familien om eftermiddagen når vi har hentet hende fra vs.

I weekenderne venter vi altid med at lave noget til hun har sovet til middag. Fordi hun ikke kan finde ud af at sove i klapvognen eller i andres senge med mindre det er til overnatning.
Og det har vi det fint med. Det er bare sådan det er blevet hos os og sådan er det.
Hun snupper en weekend hos mormor, farmor og farfar en gang imellem. Og hun elsker det.
Der har vi så noget kærestetid. Samt om aftenen når hun er kommet i seng.
Når de er helt små og de ikke har rytme endnu har man ikke så meget kærestetid. Og ja det kan være rigtig hårdt mange gange. Men alt det gode opvejer det dårligere.

Det eneste jeg synes der er forskel på før og efter vi har fået Isabella er bare at vi skal planlægge efter hendes rytme. Self kan man ikke bare sige amen nu tager vi sgu i biffen for barnet skal passes. Og man skal når barnet bliver større have en daglig rytme med aftensmad og den slags man kan ikke bare vælge og spise kl 21. Men igen det er det mindste problem.

Det er super hårdt at have børn ja. Men det er sgu også det mest givende og fantastiske i verden. Man oplever ikke en kærlighed som den man har til sit barn andre steder.

Vi fik også alle de der stikpiller da jeg var gravid og vi tænkte også bare amen helt ærligt hvis det var så hårdt var der jo ingen der fik flere end et barn.
Men self blev vi klogere for når man ikke får sin søvn og barnet skriger 24/7 pga sygdom eller lign. Så rykker det satme tænder ud.

Men som sagt alt det dårlige bliver opvejet med det gode. Og selvom det til tider er møde hårdt ville jeg ikke være det foruden.

Albertsen92 skriver:

Er gravid 33+5, og har virkelig hørt ting som "det kan i ikke gøre når i får barn" igennem graviditeten.
En så lille ting som at tage på Bakken, have hunden inde i bilen, have hund i det hele taget (hallo, vi har valgt at anskaffe os en hund, og det ansvar vil vi have til hun en dag ikke kan mere, har ikke tænkt mig bare at smide hende væk fordi vi får barn), vi kører tit rundt til forskellige steder og går tur med vores hund, det kan man åbenbart ikke når man har barn heller. Faktisk skal man bare holde sig hjemme, sådan en ting som at handle kan man dårligt nok. Og mange andre ting...

Og så alle de andre med, hvor hårdt det bliver, søvn får man aldrig osv. Det skal lige siges jeg er klar over, det er hårdt at få børn, det er ganske overvejet inden vi begyndte at prøve.

Så er det jeg vil høre jer kloge mødre: er det så hårdt som alle siger? Går livet virkelig i stå, bare fordi man får børn?
Kom med jeres erfaringer. HVOR meget har jeres liv ændret sig?

Jeg tænker, at barnet skal indrette sig efter verden, og verden skal ikke indrette sig efter barnet. Til en hvis grænse.

Hmm, jeg er nok bare træt af at høre alt det negative, der er kun 2, der har sagt; glæd dig, det er skønt!

Hvem har dog fyldt dig med sådan en omgang l...! 

Da vi fik vores søn for snart 6 år siden, var hjemmet med hunde, katte og gnavere. Vi rejste med og uden ham (Nu studere vi så pengene er ikke lige til det). Mødtes/mødes tit med venner og familie. 

Vores søn er ganske normalt begavet og har et sundt heldbred. 

Det er dog rigtig at i starten er man super træt pga man skal finde en rytme med sådan en lille kaosengel og pga natteroderi. Men det finder man ud af. 

Vores liv er kun blevet rigere af st få barn. Jul og andre højtider er blevet mere magiske. Vi har lært at åbne øjnene på en ny måde UDEN at miste det vi havde før. 

Det er så vigtigt ikke at kun være mor og far, men også være jer selv og som par. 

Nyd jeres lille spire og luk ørene for det vrøvl

Hmmm jeg vil sige at mit liv først rigtig begyndte da vi fik vores søn. 

ja man kan da ikke gøre ting i samme facon som da man ikke havde børn. Men man kan da stadig gøre de ting. Ork, vi har da lavet alt det vi gjorde før vi fik Villads, vi har bare planlagt det sådan så det passede ind i vores kram. 

Tror mange er sortseere når det kommer til at få børn og glemner sig selv, det kan umuligt være sundt, glemmer man sig selv bliver man jo deprimeret, og det kan børn jo mærke, så ja du har fået barn, du har et ansvar og du skal også huske at livet ikke handler om børnetøj, lortebleer, havregrød og tigerspring. Så lev livet sammen med dit barn/dine børn. Gør ting som du har lyst til at gøre, og ting som du har brug for som dig selv uden børn. 

livet er hvad man gør det til

Albertsen92 skriver:

Er gravid 33+5, og har virkelig hørt ting som "det kan i ikke gøre når i får barn" igennem graviditeten.
En så lille ting som at tage på Bakken, have hunden inde i bilen, have hund i det hele taget (hallo, vi har valgt at anskaffe os en hund, og det ansvar vil vi have til hun en dag ikke kan mere, har ikke tænkt mig bare at smide hende væk fordi vi får barn), vi kører tit rundt til forskellige steder og går tur med vores hund, det kan man åbenbart ikke når man har barn heller. Faktisk skal man bare holde sig hjemme, sådan en ting som at handle kan man dårligt nok. Og mange andre ting...

Og så alle de andre med, hvor hårdt det bliver, søvn får man aldrig osv. Det skal lige siges jeg er klar over, det er hårdt at få børn, det er ganske overvejet inden vi begyndte at prøve.

Så er det jeg vil høre jer kloge mødre: er det så hårdt som alle siger? Går livet virkelig i stå, bare fordi man får børn?
Kom med jeres erfaringer. HVOR meget har jeres liv ændret sig?

Jeg tænker, at barnet skal indrette sig efter verden, og verden skal ikke indrette sig efter barnet. Til en hvis grænse.

Hmm, jeg er nok bare træt af at høre alt det negative, der er kun 2, der har sagt; glæd dig, det er skønt!

Den kommentar får vi også smidt i hovedet alle steder Ja vi er godt klar over at nogle ting er nødt til at være anderledes fremover, men både mig kæresten har det sådan MAN KAN HVAD MAN VIL Og hvis vi vil ud og se noget så gør vi da det, og vil vi have hund med så gør vi da også det
vi vil bare sørge for at komme ud og opleve noget og så have lilleputten med, selvfølge bliver det på andre primisser med feks spise og sovetider osv, men barnet skal ikke være nogen hindring for at vi stadig kan komme til de ting vi vil.

Hvis vi blot blev hjemme døgnet rundt tror jeg også vi som par ville blive dødtrætte af hinanden og situationen og det vil vi for alt i verden undgå.

Albertsen92 skriver:

Er gravid 33+5, og har virkelig hørt ting som "det kan i ikke gøre når i får barn" igennem graviditeten.
En så lille ting som at tage på Bakken, have hunden inde i bilen, have hund i det hele taget (hallo, vi har valgt at anskaffe os en hund, og det ansvar vil vi have til hun en dag ikke kan mere, har ikke tænkt mig bare at smide hende væk fordi vi får barn), vi kører tit rundt til forskellige steder og går tur med vores hund, det kan man åbenbart ikke når man har barn heller. Faktisk skal man bare holde sig hjemme, sådan en ting som at handle kan man dårligt nok. Og mange andre ting...

Og så alle de andre med, hvor hårdt det bliver, søvn får man aldrig osv. Det skal lige siges jeg er klar over, det er hårdt at få børn, det er ganske overvejet inden vi begyndte at prøve.

Så er det jeg vil høre jer kloge mødre: er det så hårdt som alle siger? Går livet virkelig i stå, bare fordi man får børn?
Kom med jeres erfaringer. HVOR meget har jeres liv ændret sig?

Jeg tænker, at barnet skal indrette sig efter verden, og verden skal ikke indrette sig efter barnet. Til en hvis grænse.

Hmm, jeg er nok bare træt af at høre alt det negative, der er kun 2, der har sagt; glæd dig, det er skønt!

Først og fremmest vil jeg sige, at livet ikke går mere i stå end du lader det gøre.

Når det så er sagt, så skal du ikke regne med, at barnet skal indrette sig efter verden. Det er dig der skal sørge for, at få jeres dag til at passe ind i barnets rytme, altså ikke gå ud af døren når du ved, at barnet er sulten om 10 min osv.

Vi har bevidst ikke faret rundt med vores barn hver dag. Jeg ved, hvor påvirket et barn bliver af alle de indtryk de får når de er på farten, også når de er helt små. Et barn bruger rigtig meget energi på, at bearbejde de indtryk de får og nogle børn bruger mere end andre.

Men for at vende tilbag til det jeg startede med, så syntes jeg ikke, det har været så voldsomt en omveltning for os, men det kommer jo også helt klart an på hvilket liv man lever i forvejen

Det er vel, hvad man selv gør det til... Det kræver bare planlægning  .....

 

Vil man ud, så komme man ud

vil man ikke ud fordi man syntes det er besværligt, så komme man ikke ud