Jeg er enlig mor til en lille gut på 2,5 år. Jeg er alene, fordi faderen og jeg ikke kunne sammen og vi gik derfor fra hinanden for knap halvandet år siden.
For det første, så er det hårdt arbejde at være alene om et barn, og det er selvom jeg har en rigtig nem dreng. Det kræver overskud, og det skal findes selvom jeg ikke har sovet en nat, fordi der er tænder på vej, er syg eller fordi min søn synes vi skal holde "fest". Der skal ikke være meget slinger i valsen, før jeg sidder og halvsover i sofaen kl. 20 om aften, fordi jeg er træt.
For det andet, så er det svært at undvære sit barn, og så er "skilsmisselivet" svært for et barn, uanset hvor lykkeligt sådan et forhold kan være. Barnet vil altid savne en forælder. For mig har der været en del dårlig samvittighed forbundet med det liv min søn har, og jeg bliver især ramt, når min søn grædende siger farvel til far, fordi det er svært for ham at sige farvel.
Jeg vil ikke pege fingere af dig, eller fortælle dig hvad du skal gøre, du skal bare have en idé om, hvad du går ind til, hvis du vælger at få et (dele)barn med din kammerat.
Held og lykke med det!
Louise
Anmeld