Piger, jeg har brug for jeres råd/hjælp!

Anonym skriver:

Jeg vælger at være anonym for at man ikke skal kunne google det, men vi i ved hvem jeg er, så er det okay, så længe dem jeg kender på FB holder tæt

Vi har jo vores handicappede pige på 3½ år. Hun er en virkelig fantastisk dejlig pige og vi elsker hende utrolig højt!

Men... Hun er jo multihandicappet og kan ikke noget selv, ikke gå, sidde, kravle, snakke eller noget. Dsv. at hun er 100% afhængig af os hele tiden. 

Udover det, så har vi vores lille pige på 10 mdr Min mand arbejder rigtig meget, så jeg står alene med begge piger, som begge er totalt afhængig af mig. 

Vi har derfor besluttet, at vores store pige skal flytte på institution. Hun er tung at bære rundt på og min fysik og mandens rygskade holder ikke til det mere. Udover det så er der en masse små ting, som også har påvirket vores beslutning. Fx når hun skal i bad, så foregår det på en badestol og hun kan bare slet ikke lide det! Hun skriger og græder HVER gang og det gør så ondt i min mave og mit hjerte hver gang jeg skal udsætte hende for det. Hun elsker badekar, men vi har bare ikke pladsen til det

Og følelsemæssigt er det bare virkelig udmattende, at blive ved med at tænke på alle de ting der kan ske på et øjeblik. Og alle de ting man skal huske. Mad (sondemad på bestemte tidpunkter), medicin, bestilling af mad, medicin, slanger og hvad der hører til. I lange perioder har hun kastet op flere gange om dagen og natten, så jeg føler slet ikke vi har sovet i 3½ år  

Indenfor 1½ måned har hun været med ambulance to gange pga. kramper der ikke ville stoppe!

Jeg synes det er virkelig hårdt, da vi jo så gerne vil have hende hjemme! Men vi kan bare ikke mere! Vi har bare ikke ressourcerne til det.

Heldigvis er det sådan, at vi kan få hende hjem så ofte vi vil, fx i weekenden.

Er vi dårlige forældre for at have "opgivet"? Jeg føler mig som i fiasko!

Og hvad så når vi nu har "givet op", mht, flere børn på et tidspunkt? Hvis vi nu gerne vil have et barn mere om 2-3 år, ville i så dømme os? At vi får et barn mere, nu hvor vi har et handicappet barn på institution, som vi måtte opgive?

Jeg ved godt, at man ikke kan sammenligne et normalt barn med et handicappet, men alligevel...?

Håber i vil komme med jeres meninger 

I har ikke opgivet - I har valgt den beslutning der er bedst for jer, jeres familie og ikke mindst jeres datter. Det er stærkt at "indrømme", at man har brug for hjælp, og jeg tror de færreste ville kunne klare et mulitihandicappet barn derhjemme. 

ØS

nielsen2013 skriver:

I er da på ingen måde dårlige forældre, tværdigmod! hvis ikke har det store overskud, hvilket ikke er realistisk at have i jeres liv lige nu, så er min mening i bliver bedre forældre af hun bor et sted hvor der er flere til at deles om hendes behov og i så har hende hjemme når i har overskudet til hende 100 % fordi hun ikke bor hjemme giver i jo ikke op, i vælger bare at give hende det hun har behov for. STOR respeckt for jeres valg og beslutning er sikker på det er det rigtige for alle parter.

Tak - du har ret

Jeg er også sikker på, at det er det rigtige for os ... Men det gør det bare ikke mindre hårdt! Hun er jo vores lille pige og hold op hvor vil jeg savne hende 

Nessie skriver:

Jeg kan kun sige som de andre, at I jo netop tænker på hvad der er bedst for begge pigerne og jer som familie.

Som jeg "kender" dig, så bliver hun jo ikke "parkeret" på en institution, men får et sted hvor de har de rette uddannelser og ressourser til at tage sig af hende. 
Det er vigtigt med overskud, og det får I nok i langt højere grad, hvis hun får et godt sted at bo, som I også er trygge ved.

Og selvfølgelig skal I have alle de børn I har lyst til. 
At man har fået et handicappet barn, betyder jo ikke at man så ikke må få flere. Ønsket om flere vil jo ikke blive mindre af den grund.

Tak søde 

Nej vi ville bestemt aldrig bare efterlade hende på en institution  Hun skal fortsat være med til alt familie tamtam og være hjemme i weekenden  

Jeg er overbevist om at I elsker jeres datter, og derfor har taget den beslutning!

Og hvis der er nogen som kan finde på at dømme jer, ja så syntes jeg at det siger mere om dem end om jer!

I er absolut ikke dårlige forældre!

Kæmpe

Tak  

Vi elsker hende så utrolig højt, men det skal jo også fungere som helhed og det gør det bare ikke lige nu

Så selvom det er rigtig hårdt, så føler jeg det er den rigtige beslutning.

Anonym skriver:

Tak  

Vi elsker hende så utrolig højt, men det skal jo også fungere som helhed og det gør det bare ikke lige nu

Så selvom det er rigtig hårdt, så føler jeg det er den rigtige beslutning.

Jeg vælger at være anonym for at man ikke skal kunne google det, men vi i ved hvem jeg er, så er det okay, så længe dem jeg kender på FB holder tæt

Vi har jo vores handicappede pige på 3½ år. Hun er en virkelig fantastisk dejlig pige og vi elsker hende utrolig højt!

Men... Hun er jo multihandicappet og kan ikke noget selv, ikke gå, sidde, kravle, snakke eller noget. Dsv. at hun er 100% afhængig af os hele tiden. 

Udover det, så har vi vores lille pige på 10 mdr Min mand arbejder rigtig meget, så jeg står alene med begge piger, som begge er totalt afhængig af mig. 

Vi har derfor besluttet, at vores store pige skal flytte på institution. Hun er tung at bære rundt på og min fysik og mandens rygskade holder ikke til det mere. Udover det så er der en masse små ting, som også har påvirket vores beslutning. Fx når hun skal i bad, så foregår det på en badestol og hun kan bare slet ikke lide det! Hun skriger og græder HVER gang og det gør så ondt i min mave og mit hjerte hver gang jeg skal udsætte hende for det. Hun elsker badekar, men vi har bare ikke pladsen til det

Og følelsemæssigt er det bare virkelig udmattende, at blive ved med at tænke på alle de ting der kan ske på et øjeblik. Og alle de ting man skal huske. Mad (sondemad på bestemte tidpunkter), medicin, bestilling af mad, medicin, slanger og hvad der hører til. I lange perioder har hun kastet op flere gange om dagen og natten, så jeg føler slet ikke vi har sovet i 3½ år  

Indenfor 1½ måned har hun været med ambulance to gange pga. kramper der ikke ville stoppe!

Jeg synes det er virkelig hårdt, da vi jo så gerne vil have hende hjemme! Men vi kan bare ikke mere! Vi har bare ikke ressourcerne til det.

Heldigvis er det sådan, at vi kan få hende hjem så ofte vi vil, fx i weekenden.

Er vi dårlige forældre for at have "opgivet"? Jeg føler mig som i fiasko!

Og hvad så når vi nu har "givet op", mht, flere børn på et tidspunkt? Hvis vi nu gerne vil have et barn mere om 2-3 år, ville i så dømme os? At vi får et barn mere, nu hvor vi har et handicappet barn på institution, som vi måtte opgive?

Jeg ved godt, at man ikke kan sammenligne et normalt barn med et handicappet, men alligevel...?

Håber i vil komme med jeres meninger 

Respekt herfra!

Synes det er stort at i tænker på jeres barns behov, det kan i ikke blive ved med at dække når i ikke selv har overskud.

Jeg er sikker på hun får det helt fantastisk, og en masse skønne medarbejdere står klar til at give hende alt det hun fortjener.

mht til flere børn - der ved jeg faktisk ikke hvad jeg ville ha' gjort. Tror personligt jeg ville være plaget af dårlig samvittighed overfor det barn på institution. - men ville aldrig dømme nogle for at vælge anderledes

Maja88 skriver:

Synes ikke jeres valg gør jer til dårlige forældre,men du skal nok regne med der ikke er god samvittighed i starten..

Puha hvor har jeg gennem mit arbejde set en del,især mødre, med dårlig samvittoghed over for dette institutions barn som så glemmer dem derhjemme igen...

Har også set folk gå i den anden grøft.. har gode intentioner fra start,men når først barnet så er på insti. Så er det hele bare meget nemmere og de kommer mindre og mindre hjem..

Så tror det er vigtigt man holder fast i hvem man er som menneske og ens holdninger og værdier.

Tror du har ret. 

Men jeg ved også med mig selv, at jeg aldrig ville glemme hende og jeg aldrig vil lade hende glemme os. 

Det er meget vigtigt for mig, at jeg fortsat er mor for hende. Altså køber hendes tøj, tager hende til frisør og ridning og den slags ting. Og selvfølgelig at hun stadig kommer med til familie tamtam og vi kommer ud til hende flere gange om ugen!

Anonym skriver:

Jeg vælger at være anonym for at man ikke skal kunne google det, men vi i ved hvem jeg er, så er det okay, så længe dem jeg kender på FB holder tæt

Vi har jo vores handicappede pige på 3½ år. Hun er en virkelig fantastisk dejlig pige og vi elsker hende utrolig højt!

Men... Hun er jo multihandicappet og kan ikke noget selv, ikke gå, sidde, kravle, snakke eller noget. Dsv. at hun er 100% afhængig af os hele tiden. 

Udover det, så har vi vores lille pige på 10 mdr Min mand arbejder rigtig meget, så jeg står alene med begge piger, som begge er totalt afhængig af mig. 

Vi har derfor besluttet, at vores store pige skal flytte på institution. Hun er tung at bære rundt på og min fysik og mandens rygskade holder ikke til det mere. Udover det så er der en masse små ting, som også har påvirket vores beslutning. Fx når hun skal i bad, så foregår det på en badestol og hun kan bare slet ikke lide det! Hun skriger og græder HVER gang og det gør så ondt i min mave og mit hjerte hver gang jeg skal udsætte hende for det. Hun elsker badekar, men vi har bare ikke pladsen til det

Og følelsemæssigt er det bare virkelig udmattende, at blive ved med at tænke på alle de ting der kan ske på et øjeblik. Og alle de ting man skal huske. Mad (sondemad på bestemte tidpunkter), medicin, bestilling af mad, medicin, slanger og hvad der hører til. I lange perioder har hun kastet op flere gange om dagen og natten, så jeg føler slet ikke vi har sovet i 3½ år  

Indenfor 1½ måned har hun været med ambulance to gange pga. kramper der ikke ville stoppe!

Jeg synes det er virkelig hårdt, da vi jo så gerne vil have hende hjemme! Men vi kan bare ikke mere! Vi har bare ikke ressourcerne til det.

Heldigvis er det sådan, at vi kan få hende hjem så ofte vi vil, fx i weekenden.

Er vi dårlige forældre for at have "opgivet"? Jeg føler mig som i fiasko!

Og hvad så når vi nu har "givet op", mht, flere børn på et tidspunkt? Hvis vi nu gerne vil have et barn mere om 2-3 år, ville i så dømme os? At vi får et barn mere, nu hvor vi har et handicappet barn på institution, som vi måtte opgive?

Jeg ved godt, at man ikke kan sammenligne et normalt barn med et handicappet, men alligevel...?

Håber i vil komme med jeres meninger 

Isabella_mor skriver:

Jeg kan godt forstå dine følelser for hun er jo jeres datter, men det er et krævende arbejde at håndtere og når man ikke har resourcerne til at klare jobbet får jeres datter jo heller ikke jeres overskud at føle. Derfor må man jo se sig nødsaget til at sige fra, selvom det er jeres datter så skal det jo også være bedst for hende. Alle børn har bedst af at være hos sine forældre men når forældrene ikke har overskud så er mulighederne jo ikke så mange. Så hvis i føler at det er den ritige beslutning for jer og for jeres datter, så er det sådan det er. Og så skid hul i hvad andre siger og om i bliver dømt. De fleste vil jo ikke kende til jeres hverdag og derfor ikke have ret til at dømme jer alligevel. 

Hun er jo stadig jeres datter og i giver hende jo ikke bæk, i giver hende muligheden for at blive plejet af nogle der netop modsat jer selv HAR resurserne til det.

sp kan hun få nogle forældre der har mere overskud til at give hene kærlighed omsorg og tryghed når i ser hende. Det er da vigtiere end forældre der kun kan overskue praktiske ting og ellers er mere udbrændte. Og det vil måske for jeres vedkomne gøre at jeres mindste datter også får lov til at få mere opmærksomhed. Uden at det skal være en kamp. 

held og lykke med beslutningen og fremtiden. 

 

Tak for dit svar  

Vi føler mange gange at vi kun har overskud til det praktiske og det er så synd for hende, men der er såååå mange ting HELE tiden, at det bare er så svært at følge med.

Så er ikke i tvivl om, at det er den rigtige beslutning for os alle.

Lenats31 skriver:

Først et STORT 

 

Hos mig bliver du ikke dømt. I har udtømt alle muligheder og I kan ikke mere. Jeg er sikker på at det er den sværeste beslutning I har skulle tage og at den er velovervejet. I har ikke bare givet op og sendt hende afsted er jeg ret sikker på.

 

jeg er mor til en pige med infantil autisme samt lettere til moderat retardering og hun er noget mindre krævende end din datter. Hun kan rigtig mange ting selv. Vi er blevet informeret om muligheden for at få hende på institution, og det ligger bare SÅ fjernt fra os som noget kan. Så jeg kan godt følge dig i dine tanker. At læse dit indlæg er som at se mine egne tanker og følelser sort på hvidt. Vi har selv haft en hel del natteroderi, men hvor hun bare ikke kunne sove. jeg ville selv føle mig som en fiasko. Så jeg håber ikke at vi nogensinde kommer i din/jeres situation.

jeg har mødt flere forældrepar som har måttet "opgive" at have deres handicappede barn hjemme simpelthen fordi de blev for pleje- og/eller opmærksomhedskrævende. TRO MIG det har ikke været en nem beslutning for nogen af dem. Det har været den absolut sidste udvej.

Prøv at se på det som en "aflastning" af jer. Kan I ikke besøge hende på hverdage?

Tilsidst  for at have klaret det i så langt

 

Det har også indtil nu ligget meget fjernt fra mig, at skulle have hende på institution, men vi kan bare ikke mere. 

Jo vi kan besøge hende alt det vi vil og hun må komme hjem alt det vi kan overskue, så vi kommer jo til at se hende flere gange om ugen

Men min samvittighed overfor hende er virkelig skidt og det kommer til, at gøre så forfærdelig ondt! Men jeg ved også, at det er den bedste beslutning.