Piger, jeg har brug for jeres råd/hjælp!

Anonym skriver:

Jeg vælger at være anonym for at man ikke skal kunne google det, men vi i ved hvem jeg er, så er det okay, så længe dem jeg kender på FB holder tæt

Vi har jo vores handicappede pige på 3½ år. Hun er en virkelig fantastisk dejlig pige og vi elsker hende utrolig højt!

Men... Hun er jo multihandicappet og kan ikke noget selv, ikke gå, sidde, kravle, snakke eller noget. Dsv. at hun er 100% afhængig af os hele tiden. 

Udover det, så har vi vores lille pige på 10 mdr Min mand arbejder rigtig meget, så jeg står alene med begge piger, som begge er totalt afhængig af mig. 

Vi har derfor besluttet, at vores store pige skal flytte på institution. Hun er tung at bære rundt på og min fysik og mandens rygskade holder ikke til det mere. Udover det så er der en masse små ting, som også har påvirket vores beslutning. Fx når hun skal i bad, så foregår det på en badestol og hun kan bare slet ikke lide det! Hun skriger og græder HVER gang og det gør så ondt i min mave og mit hjerte hver gang jeg skal udsætte hende for det. Hun elsker badekar, men vi har bare ikke pladsen til det

Og følelsemæssigt er det bare virkelig udmattende, at blive ved med at tænke på alle de ting der kan ske på et øjeblik. Og alle de ting man skal huske. Mad (sondemad på bestemte tidpunkter), medicin, bestilling af mad, medicin, slanger og hvad der hører til. I lange perioder har hun kastet op flere gange om dagen og natten, så jeg føler slet ikke vi har sovet i 3½ år  

Indenfor 1½ måned har hun været med ambulance to gange pga. kramper der ikke ville stoppe!

Jeg synes det er virkelig hårdt, da vi jo så gerne vil have hende hjemme! Men vi kan bare ikke mere! Vi har bare ikke ressourcerne til det.

Heldigvis er det sådan, at vi kan få hende hjem så ofte vi vil, fx i weekenden.

Er vi dårlige forældre for at have "opgivet"? Jeg føler mig som i fiasko!

Og hvad så når vi nu har "givet op", mht, flere børn på et tidspunkt? Hvis vi nu gerne vil have et barn mere om 2-3 år, ville i så dømme os? At vi får et barn mere, nu hvor vi har et handicappet barn på institution, som vi måtte opgive?

Jeg ved godt, at man ikke kan sammenligne et normalt barn med et handicappet, men alligevel...?

Håber i vil komme med jeres meninger 

Syntes fandme ikke i er dårlige forældre!!! Syntes det er SÅ godt Gået!!! Stor respekt herfra. kan se at det må være frygtelig hårdt !! Men i skal også tænke på jeres alles behov. Nu har jeg arbejdet på et hjem for handicappede, og de har det godt! 

Held og lykke og skuldreklap til jer.

I er da på ingen måde dårlige forældre, tværdigmod! hvis ikke har det store overskud, hvilket ikke er realistisk at have i jeres liv lige nu, så er min mening i bliver bedre forældre af hun bor et sted hvor der er flere til at deles om hendes behov og i så har hende hjemme når i har overskudet til hende 100 % fordi hun ikke bor hjemme giver i jo ikke op, i vælger bare at give hende det hun har behov for. STOR respeckt for jeres valg og beslutning er sikker på det er det rigtige for alle parter.

Jeg kan kun sige som de andre, at I jo netop tænker på hvad der er bedst for begge pigerne og jer som familie.

Som jeg "kender" dig, så bliver hun jo ikke "parkeret" på en institution, men får et sted hvor de har de rette uddannelser og ressourser til at tage sig af hende. 
Det er vigtigt med overskud, og det får I nok i langt højere grad, hvis hun får et godt sted at bo, som I også er trygge ved.

Og selvfølgelig skal I have alle de børn I har lyst til. 
At man har fået et handicappet barn, betyder jo ikke at man så ikke må få flere. Ønsket om flere vil jo ikke blive mindre af den grund.

B&J skriver:

NEJ!

det er nemlig det i ikke er. i er fantastisk forælder fordi i tør sige sandheden over for jer selv. jeg tror virkelig det er jordens hårdeste opgave det i gør og jeg må indrømme jeg tror heller ikke selv jeg kunne klare det på noget tidspunkt....

jeg syntes det lyder som en vidunderlig ide og i kan jo få hende hjem når i har lyst. og når i får hende hjem har i jo så meget mere energi til hende ind nu hvor det hele er så hårdt... og i får mere søvn jamen jeg syntes det lyder så godt

Tak for dit svar 

Det er rart at vide, at man ikke blive set på som en dårlig mor 

LMX skriver:

Kæmper krammer til jer...

Mener som resten i tråden at I handler fuldstændigt som I skal. I giver jeres datter mulighed for at være blandt ligesindede og blandt folk der ved hvad hendes handicaps indebærer.

Det er bestemt ingen falliterklæring at smide håndklædet delvist i ringen.

Respekt herfra.

Og selvfølgelig skal I ha en baby mere hvis det er det I vil. Det skal andre da slet ikke bestemme.

Nej, du har ret i, at det skal andre ikke bestemme, men det er bare rigtig svært, for nogen vil måske se det som at vi ikke magter - men det er bare noget andet med et handicappet barn. 

Man bliver drænet både energimæssigt og følelsesmæssigt med et handicappet barn, det gør man ikke med et almindeligt barn på samme måde.

Anonym skriver:

Jeg vælger at være anonym for at man ikke skal kunne google det, men vi i ved hvem jeg er, så er det okay, så længe dem jeg kender på FB holder tæt

Vi har jo vores handicappede pige på 3½ år. Hun er en virkelig fantastisk dejlig pige og vi elsker hende utrolig højt!

Men... Hun er jo multihandicappet og kan ikke noget selv, ikke gå, sidde, kravle, snakke eller noget. Dsv. at hun er 100% afhængig af os hele tiden. 

Udover det, så har vi vores lille pige på 10 mdr Min mand arbejder rigtig meget, så jeg står alene med begge piger, som begge er totalt afhængig af mig. 

Vi har derfor besluttet, at vores store pige skal flytte på institution. Hun er tung at bære rundt på og min fysik og mandens rygskade holder ikke til det mere. Udover det så er der en masse små ting, som også har påvirket vores beslutning. Fx når hun skal i bad, så foregår det på en badestol og hun kan bare slet ikke lide det! Hun skriger og græder HVER gang og det gør så ondt i min mave og mit hjerte hver gang jeg skal udsætte hende for det. Hun elsker badekar, men vi har bare ikke pladsen til det

Og følelsemæssigt er det bare virkelig udmattende, at blive ved med at tænke på alle de ting der kan ske på et øjeblik. Og alle de ting man skal huske. Mad (sondemad på bestemte tidpunkter), medicin, bestilling af mad, medicin, slanger og hvad der hører til. I lange perioder har hun kastet op flere gange om dagen og natten, så jeg føler slet ikke vi har sovet i 3½ år  

Indenfor 1½ måned har hun været med ambulance to gange pga. kramper der ikke ville stoppe!

Jeg synes det er virkelig hårdt, da vi jo så gerne vil have hende hjemme! Men vi kan bare ikke mere! Vi har bare ikke ressourcerne til det.

Heldigvis er det sådan, at vi kan få hende hjem så ofte vi vil, fx i weekenden.

Er vi dårlige forældre for at have "opgivet"? Jeg føler mig som i fiasko!

Og hvad så når vi nu har "givet op", mht, flere børn på et tidspunkt? Hvis vi nu gerne vil have et barn mere om 2-3 år, ville i så dømme os? At vi får et barn mere, nu hvor vi har et handicappet barn på institution, som vi måtte opgive?

Jeg ved godt, at man ikke kan sammenligne et normalt barn med et handicappet, men alligevel...?

Håber i vil komme med jeres meninger 

Jeg er overbevist om at I elsker jeres datter, og derfor har taget den beslutning!

Og hvis der er nogen som kan finde på at dømme jer, ja så syntes jeg at det siger mere om dem end om jer!

I er absolut ikke dårlige forældre!

Kæmpe

Masig skriver:

I er bestemt ikke dårlige forældre. Tænk på hvor meget overskud i vil have til hende når i har hende hjemme, hvis hun kommer på institution. Det vil være så meget bedre for hende at være omgivet af mennesker (både forældre og hjælpere) som har overskud og energi til hende og hendes behov hver dag.  

Jeg har haft en multihandicappet kusine, som heller intet kunne, og hun kom først på institution da hun var 18 år og hun livede fuldstændig op. Der var andre i hendes situation, som hun kunne identificere sig med, der var folk der tog sig af hende med overskud og energi, og forældrene og søskende havde så meget mere glæde af hende og omvendt når hun var hjemme fremfor dengang hun boede hjemme...

Så jeg synes det lyder som en god beslutning udfra det du skriver. Mht flere børn, så synes jeg ikke man skal tænke på om man har et handicappet barn eller ej, men om man har lyst og overskud til flere, på samme vilkår som hvis man havde et sundt og raskt barn.... I kan jo ikke gøre for jeres datter er handicappet og kræver mere end i har ressourcer til, men det er der jo råd for og jeg synes ikke det skal forhindre at man får flere børn. Men det skal jo være JERES beslutning, og synes i skal gøre hvad i føler for og ikke hvad andre tænker om det 

Jeg håber der sker det samme med vores pige som der gjorde med din kusine, altså at hun liver op blandt børn der er som hende. Hun er i forvejen i aflastning derude, og har det rigtig godt der og de er bare så gode til hende.

Så det gør mig også mere rolig at det er derud hun skal

Jeg håber selvfølgelig, at der kommer et barn mere på et tidspunkt, men jeg er stadig bange for at folk ikke tror vi magter det. Men igen, vi kender da flere par der har fået flere børn efter. Og folk som ikke har et handicappet barn, kan jo alligevel ikke vide hvor stor forskellen egentlig er. 

Anonym skriver:

Jeg vælger at være anonym for at man ikke skal kunne google det, men vi i ved hvem jeg er, så er det okay, så længe dem jeg kender på FB holder tæt

Vi har jo vores handicappede pige på 3½ år. Hun er en virkelig fantastisk dejlig pige og vi elsker hende utrolig højt!

Men... Hun er jo multihandicappet og kan ikke noget selv, ikke gå, sidde, kravle, snakke eller noget. Dsv. at hun er 100% afhængig af os hele tiden. 

Udover det, så har vi vores lille pige på 10 mdr Min mand arbejder rigtig meget, så jeg står alene med begge piger, som begge er totalt afhængig af mig. 

Vi har derfor besluttet, at vores store pige skal flytte på institution. Hun er tung at bære rundt på og min fysik og mandens rygskade holder ikke til det mere. Udover det så er der en masse små ting, som også har påvirket vores beslutning. Fx når hun skal i bad, så foregår det på en badestol og hun kan bare slet ikke lide det! Hun skriger og græder HVER gang og det gør så ondt i min mave og mit hjerte hver gang jeg skal udsætte hende for det. Hun elsker badekar, men vi har bare ikke pladsen til det

Og følelsemæssigt er det bare virkelig udmattende, at blive ved med at tænke på alle de ting der kan ske på et øjeblik. Og alle de ting man skal huske. Mad (sondemad på bestemte tidpunkter), medicin, bestilling af mad, medicin, slanger og hvad der hører til. I lange perioder har hun kastet op flere gange om dagen og natten, så jeg føler slet ikke vi har sovet i 3½ år  

Indenfor 1½ måned har hun været med ambulance to gange pga. kramper der ikke ville stoppe!

Jeg synes det er virkelig hårdt, da vi jo så gerne vil have hende hjemme! Men vi kan bare ikke mere! Vi har bare ikke ressourcerne til det.

Heldigvis er det sådan, at vi kan få hende hjem så ofte vi vil, fx i weekenden.

Er vi dårlige forældre for at have "opgivet"? Jeg føler mig som i fiasko!

Og hvad så når vi nu har "givet op", mht, flere børn på et tidspunkt? Hvis vi nu gerne vil have et barn mere om 2-3 år, ville i så dømme os? At vi får et barn mere, nu hvor vi har et handicappet barn på institution, som vi måtte opgive?

Jeg ved godt, at man ikke kan sammenligne et normalt barn med et handicappet, men alligevel...?

Håber i vil komme med jeres meninger 

Synes ikke jeres valg gør jer til dårlige forældre,men du skal nok regne med der ikke er god samvittighed i starten..

Puha hvor har jeg gennem mit arbejde set en del,især mødre, med dårlig samvittoghed over for dette institutions barn som så glemmer dem derhjemme igen...

Har også set folk gå i den anden grøft.. har gode intentioner fra start,men når først barnet så er på insti. Så er det hele bare meget nemmere og de kommer mindre og mindre hjem..

Så tror det er vigtigt man holder fast i hvem man er som menneske og ens holdninger og værdier.

louisevl skriver:

Med badet tænkte jeg også mere på, at de på en institution kunne give hende et karbad nemlig, sådan et badet ville blive en god oplevelse for hende. Og der er jo ofte bedre ressourcer sådan et sted, da hun jo ikke er den eneste der har et behov for det. Er slet ikke i tvivl om, at I gerne vil hende det bedste 

Men det vil jo garanteret også resultere i, at i har et bedre overskud til hende, når hun så kommer hjem i nogle weekender

Men jeg vil helt klart anbefale jer, at tage ud og se på nogle forskellige steder, da det er forskelligt hvordan institutionen arbejder og hvad de lægger vægt på I deres daglige arbejde.

Vi ved allerede hvor hun skal hen

Det er der hun er i aflastning og de er bare så super søde og helt fantastiske med hende

Anonym skriver:

Jeg vælger at være anonym for at man ikke skal kunne google det, men vi i ved hvem jeg er, så er det okay, så længe dem jeg kender på FB holder tæt

Vi har jo vores handicappede pige på 3½ år. Hun er en virkelig fantastisk dejlig pige og vi elsker hende utrolig højt!

Men... Hun er jo multihandicappet og kan ikke noget selv, ikke gå, sidde, kravle, snakke eller noget. Dsv. at hun er 100% afhængig af os hele tiden. 

Udover det, så har vi vores lille pige på 10 mdr Min mand arbejder rigtig meget, så jeg står alene med begge piger, som begge er totalt afhængig af mig. 

Vi har derfor besluttet, at vores store pige skal flytte på institution. Hun er tung at bære rundt på og min fysik og mandens rygskade holder ikke til det mere. Udover det så er der en masse små ting, som også har påvirket vores beslutning. Fx når hun skal i bad, så foregår det på en badestol og hun kan bare slet ikke lide det! Hun skriger og græder HVER gang og det gør så ondt i min mave og mit hjerte hver gang jeg skal udsætte hende for det. Hun elsker badekar, men vi har bare ikke pladsen til det

Og følelsemæssigt er det bare virkelig udmattende, at blive ved med at tænke på alle de ting der kan ske på et øjeblik. Og alle de ting man skal huske. Mad (sondemad på bestemte tidpunkter), medicin, bestilling af mad, medicin, slanger og hvad der hører til. I lange perioder har hun kastet op flere gange om dagen og natten, så jeg føler slet ikke vi har sovet i 3½ år  

Indenfor 1½ måned har hun været med ambulance to gange pga. kramper der ikke ville stoppe!

Jeg synes det er virkelig hårdt, da vi jo så gerne vil have hende hjemme! Men vi kan bare ikke mere! Vi har bare ikke ressourcerne til det.

Heldigvis er det sådan, at vi kan få hende hjem så ofte vi vil, fx i weekenden.

Er vi dårlige forældre for at have "opgivet"? Jeg føler mig som i fiasko!

Og hvad så når vi nu har "givet op", mht, flere børn på et tidspunkt? Hvis vi nu gerne vil have et barn mere om 2-3 år, ville i så dømme os? At vi får et barn mere, nu hvor vi har et handicappet barn på institution, som vi måtte opgive?

Jeg ved godt, at man ikke kan sammenligne et normalt barn med et handicappet, men alligevel...?

Håber i vil komme med jeres meninger 

hejsa
I er overhovedet IKKE nogle dårlige forældre selv om i ikke her jer lille pige hjemme vil det ikke være godt at have mere tid til jer pige når hun så være hjemme ved jer for tro mig i vil bliv brand ud om ikke mange år vis i ikke få ro på nu og hat af for i vil gør når godt for jer pige og i elsker jer lille pige og hvorfor kan i ikke få flere børn jo det kan i da for i elsker jer pige på jer må og hun kom jo også hjemme til jer