Anonym skriver:
Jeg vælger at være anonym for at man ikke skal kunne google det, men vi i ved hvem jeg er, så er det okay, så længe dem jeg kender på FB holder tæt 
Vi har jo vores handicappede pige på 3½ år. Hun er en virkelig fantastisk dejlig pige og vi elsker hende utrolig højt!
Men... Hun er jo multihandicappet og kan ikke noget selv, ikke gå, sidde, kravle, snakke eller noget. Dsv. at hun er 100% afhængig af os hele tiden.
Udover det, så har vi vores lille pige på 10 mdr
Min mand arbejder rigtig meget, så jeg står alene med begge piger, som begge er totalt afhængig af mig.
Vi har derfor besluttet, at vores store pige skal flytte på institution. Hun er tung at bære rundt på og min fysik og mandens rygskade holder ikke til det mere. Udover det så er der en masse små ting, som også har påvirket vores beslutning. Fx når hun skal i bad, så foregår det på en badestol og hun kan bare slet ikke lide det! Hun skriger og græder HVER gang og det gør så ondt i min mave og mit hjerte hver gang jeg skal udsætte hende for det. Hun elsker badekar, men vi har bare ikke pladsen til det 
Og følelsemæssigt er det bare virkelig udmattende, at blive ved med at tænke på alle de ting der kan ske på et øjeblik. Og alle de ting man skal huske. Mad (sondemad på bestemte tidpunkter), medicin, bestilling af mad, medicin, slanger og hvad der hører til. I lange perioder har hun kastet op flere gange om dagen og natten, så jeg føler slet ikke vi har sovet i 3½ år
Indenfor 1½ måned har hun været med ambulance to gange pga. kramper der ikke ville stoppe!
Jeg synes det er virkelig hårdt, da vi jo så gerne vil have hende hjemme!
Men vi kan bare ikke mere! Vi har bare ikke ressourcerne til det.
Heldigvis er det sådan, at vi kan få hende hjem så ofte vi vil, fx i weekenden.
Er vi dårlige forældre for at have "opgivet"? Jeg føler mig som i fiasko!
Og hvad så når vi nu har "givet op", mht, flere børn på et tidspunkt? Hvis vi nu gerne vil have et barn mere om 2-3 år, ville i så dømme os? At vi får et barn mere, nu hvor vi har et handicappet barn på institution, som vi måtte opgive?
Jeg ved godt, at man ikke kan sammenligne et normalt barn med et handicappet, men alligevel...?
Håber i vil komme med jeres meninger 
I er overhovedet IKKE nogle dårlige forældre!!! Og grunden til, at I ikke er det, er at i kommer frem til denne løsning udfra både jeres datters behov og jeres egne. (lyder det som om I mine øjne) 
Jeres datter vil have mulighed for, at komme hen et sted hvor der 100% kan blive taget hensyn til hendes behov og hvad hun har brug for. Her tænker jeg f.eks. med badet. (Det skal ikke forstås som om at I ikke kan tage hensyn til hendes behov). Men et andet sted har de måske bedre ressourcer og tid til det end I har.
Derudover synes jeg det er vigtigt, at i besøger hende og hun dermed også kommer hjem på weekend til jer, så hun stadig vil føle sig som en del af familien. Men dette lyder det heller ikke som om, at I er i tvivl om at i vil gøre
Jeg tager hatten af for jeres beslutning, for det må bestemt ikke have været en nem beslutning. Og det vigtigste er, at beslutningen er taget ud fra jeres datters behov, jeres behov og samt jeres barn på 10 mdr. 
Derudover vil jeg overhovedet ikke dømme jer, hvis I vælger, at få flere børn på et tidspunkt. Selvom det lyder hårdt, så er der forskel på, at få børn med et handicap og børn uden et handicap.
Jeg har været i praktik et sted, for unge med en udviklingshæmning, hvor nogle også tidligt kom f.eks. på institution og de har altså stadig en rigtig god kontakt med familien og er stadig hjemme på weekend besøg.
