Piger, jeg har brug for jeres råd/hjælp!

DianaBaastrup skriver:

Først og fremmest vil jeg sige hvor er jeg ked af det på jeres vejne. Jeg har ingen erfaring med et handicappet barn, men jeg har da tænker omkring dette. Jeg synes i har hold ud og prøvet og hold da op det må have været hårdt. Krav og resurser skal hænge sammen for at man kan få livet til at hænge sammen, og at i vælger at give hende et hjem hvor der måske der er lige stillede, og pædagoger er i mine øjne ikke at give op, men netop at vise hende at i elske hende. I har jo også et andet barn at tænke på som også har krav der skal stilles. I giver jo ikke op og siger ikke at i ikke vil se hende mere, som du skriver kan i jo få hende hjem i weekenderne jeg ville i hvert fald ikke dømme jer med at få flere børn, jeg ville dog være bekymret hvis det var mig hvor stor chancen for endnu et multi handicappet barn ville være og om der er ressourcer til det men som sagt ved jeg ikke hvor store chancerne er for dette. Håber ikke mit svar blev for indviklet og rigtig held og lykke til jer <3

Chancen for et handicappet barn mere er 1:7.000.000 Og vores datter på 10 mdr, fejler absolut intet

Det er virkelig super hårdt, og vi føler bare ikke vi kan mere nu, og især fordi, at vi ikke har ressourcerne mere. 

Der kommer vist en plads til efteråret, så der er ikke længe til - men hold op hvor bliver det altså bare så hårdt!

Anonym skriver:

Det er nu ikke fordi, at vi ikke har tid til at give hende bad, men mere fordi at jeg synes det er så synd for hende, når hun bare slet ikke kan lide det

Det var også rigtig vigtigt for os, at der er altid er personer med 100% overskud til hende derude. Det var vigtigt for vores beslutning.

Og også det, at hun kan komme hjem, når vi gerne vil fx i weekenden - hun skal jo stadig med til alt og være en del af familien.

Med badet tænkte jeg også mere på, at de på en institution kunne give hende et karbad nemlig, sådan et badet ville blive en god oplevelse for hende. Og der er jo ofte bedre ressourcer sådan et sted, da hun jo ikke er den eneste der har et behov for det. Er slet ikke i tvivl om, at I gerne vil hende det bedste 

Men det vil jo garanteret også resultere i, at i har et bedre overskud til hende, når hun så kommer hjem i nogle weekender

Men jeg vil helt klart anbefale jer, at tage ud og se på nogle forskellige steder, da det er forskelligt hvordan institutionen arbejder og hvad de lægger vægt på I deres daglige arbejde.

Yurie skriver:

1

Selv tak.
Jeg ved hvor meget i elsker begge jeres piger og at I aldrig ville svigte nogen af dem. I er gode forældre og hvis nogen siger noget andet, så ignorer dem, for hvis de dømmer jer, er de ikke rigtige vener/familie. Man skal altid støtte dem man holder af og jeg er sikker på at hun vil elske at være og elske alt den overskud i vil have når hun kommer hjem i weekend.
Angående det med et barn, igen hvis folk dømmer jer, er de idioter. Det er ikke deres valg og i skifter jo ikke L(ved ik om jeg må skrive navnet. Rimelig sikker på jeg ved hvem du er) ud. I giver hende en lillebror/søster.
Og husk: I har IKKE opgivet hende, i hjælper hende, tænker på hendes behov.

Du ved hvem jeg er, kan jeg afslører

Jeg vil prøve, at ignorere dem der mener andet, selvom det virkelig er svært! For et eller andet sted, så vil man nok altid have dårlig samvittighed over for L, men åhh - må bare få rystet det af mig.

Anonym skriver:

Jeg vælger at være anonym for at man ikke skal kunne google det, men vi i ved hvem jeg er, så er det okay, så længe dem jeg kender på FB holder tæt

Vi har jo vores handicappede pige på 3½ år. Hun er en virkelig fantastisk dejlig pige og vi elsker hende utrolig højt!

Men... Hun er jo multihandicappet og kan ikke noget selv, ikke gå, sidde, kravle, snakke eller noget. Dsv. at hun er 100% afhængig af os hele tiden. 

Udover det, så har vi vores lille pige på 10 mdr Min mand arbejder rigtig meget, så jeg står alene med begge piger, som begge er totalt afhængig af mig. 

Vi har derfor besluttet, at vores store pige skal flytte på institution. Hun er tung at bære rundt på og min fysik og mandens rygskade holder ikke til det mere. Udover det så er der en masse små ting, som også har påvirket vores beslutning. Fx når hun skal i bad, så foregår det på en badestol og hun kan bare slet ikke lide det! Hun skriger og græder HVER gang og det gør så ondt i min mave og mit hjerte hver gang jeg skal udsætte hende for det. Hun elsker badekar, men vi har bare ikke pladsen til det

Og følelsemæssigt er det bare virkelig udmattende, at blive ved med at tænke på alle de ting der kan ske på et øjeblik. Og alle de ting man skal huske. Mad (sondemad på bestemte tidpunkter), medicin, bestilling af mad, medicin, slanger og hvad der hører til. I lange perioder har hun kastet op flere gange om dagen og natten, så jeg føler slet ikke vi har sovet i 3½ år  

Indenfor 1½ måned har hun været med ambulance to gange pga. kramper der ikke ville stoppe!

Jeg synes det er virkelig hårdt, da vi jo så gerne vil have hende hjemme! Men vi kan bare ikke mere! Vi har bare ikke ressourcerne til det.

Heldigvis er det sådan, at vi kan få hende hjem så ofte vi vil, fx i weekenden.

Er vi dårlige forældre for at have "opgivet"? Jeg føler mig som i fiasko!

Og hvad så når vi nu har "givet op", mht, flere børn på et tidspunkt? Hvis vi nu gerne vil have et barn mere om 2-3 år, ville i så dømme os? At vi får et barn mere, nu hvor vi har et handicappet barn på institution, som vi måtte opgive?

Jeg ved godt, at man ikke kan sammenligne et normalt barn med et handicappet, men alligevel...?

Håber i vil komme med jeres meninger 

NEJ!!! I er ikke dårlige forældre. I gør det der er bedst for jer.  Man skal altid huske på at livet også drejer sig om resten af familien og ikke kun om det handicappede barn man har. Det nytter jo ikke at familien går i opløsning, fordi det er vigtigt at beholde hende hjemme. I kan sagtens være gode og deltagende forældre fordi I er nødt til at flytte jeres datter på institution hvor alle hjælpemidlerne er tilstede og hvor der er pædagogisk personale som er uddannet til at tage sig af de behov jeres datter måtte have.

Jeg synes slet ikke man kan tillade sig at dømme andre folk på sådan en beslutning. Jeg har svært ved at forestille mig at det er en beslutning der er taget uden en masse tårer og overvejelser.

Fordi I vælger en institution til jeres handicappede datter, så slutter livet jo ikke og har I lyst til at berige jeres liv med et barn mere, så i gang med det.  Børn er pragtfulde.

Masser af tanker og stor forståelse herfra.

KH Malene

Anonym skriver:

Du ved hvem jeg er, kan jeg afslører

Jeg vil prøve, at ignorere dem der mener andet, selvom det virkelig er svært! For et eller andet sted, så vil man nok altid have dårlig samvittighed over for L, men åhh - må bare få rystet det af mig.

Tænkte jeg nok.
Selvfølgelig vil det altid ligge i baghovedet; svigter jeg min datter, hvis jeg får et barn til? Og i er nok ikke de første der har barn på institution og det et barn mere? Og i vil jo elske alle tre børn, der tvivler jeg ikke på.
Folk dømmer altid og stiler spørgsmål til alt. Jeg blev engang spurgt om jeg ikke havde dårlig samvittighed over at min far ikke fundet en ny kone, i stedet for at koncentrere sig om min søster og jeg? Og nej det har jeg ik, for det var hans valg.
Så hvis i mener om 2-3år at I kan magte et barn til, er andres meninger ligegyldige. I skal bare lytte til jeres hjerter.

Anonym skriver:

Du ved hvem jeg er, kan jeg afslører

Jeg vil prøve, at ignorere dem der mener andet, selvom det virkelig er svært! For et eller andet sted, så vil man nok altid have dårlig samvittighed over for L, men åhh - må bare få rystet det af mig.

Tænkte jeg nok.
Selvfølgelig vil det altid ligge i baghovedet; svigter jeg min datter, hvis jeg får et barn til? Og i er nok ikke de første der har barn på institution og det et barn mere? Og i vil jo elske alle tre børn, der tvivler jeg ikke på.
Folk dømmer altid og stiler spørgsmål til alt. Jeg blev engang spurgt om jeg ikke havde dårlig samvittighed over at min far ikke fundet en ny kone, i stedet for at koncentrere sig om min søster og jeg? Og nej det har jeg ik, for det var hans valg.
Så hvis i mener om 2-3år at I kan magte et barn til, er andres meninger ligegyldige. I skal bare lytte til jeres hjerter.

Anonym skriver:

Jeg vælger at være anonym for at man ikke skal kunne google det, men vi i ved hvem jeg er, så er det okay, så længe dem jeg kender på FB holder tæt

Vi har jo vores handicappede pige på 3½ år. Hun er en virkelig fantastisk dejlig pige og vi elsker hende utrolig højt!

Men... Hun er jo multihandicappet og kan ikke noget selv, ikke gå, sidde, kravle, snakke eller noget. Dsv. at hun er 100% afhængig af os hele tiden. 

Udover det, så har vi vores lille pige på 10 mdr Min mand arbejder rigtig meget, så jeg står alene med begge piger, som begge er totalt afhængig af mig. 

Vi har derfor besluttet, at vores store pige skal flytte på institution. Hun er tung at bære rundt på og min fysik og mandens rygskade holder ikke til det mere. Udover det så er der en masse små ting, som også har påvirket vores beslutning. Fx når hun skal i bad, så foregår det på en badestol og hun kan bare slet ikke lide det! Hun skriger og græder HVER gang og det gør så ondt i min mave og mit hjerte hver gang jeg skal udsætte hende for det. Hun elsker badekar, men vi har bare ikke pladsen til det

Og følelsemæssigt er det bare virkelig udmattende, at blive ved med at tænke på alle de ting der kan ske på et øjeblik. Og alle de ting man skal huske. Mad (sondemad på bestemte tidpunkter), medicin, bestilling af mad, medicin, slanger og hvad der hører til. I lange perioder har hun kastet op flere gange om dagen og natten, så jeg føler slet ikke vi har sovet i 3½ år  

Indenfor 1½ måned har hun været med ambulance to gange pga. kramper der ikke ville stoppe!

Jeg synes det er virkelig hårdt, da vi jo så gerne vil have hende hjemme! Men vi kan bare ikke mere! Vi har bare ikke ressourcerne til det.

Heldigvis er det sådan, at vi kan få hende hjem så ofte vi vil, fx i weekenden.

Er vi dårlige forældre for at have "opgivet"? Jeg føler mig som i fiasko!

Og hvad så når vi nu har "givet op", mht, flere børn på et tidspunkt? Hvis vi nu gerne vil have et barn mere om 2-3 år, ville i så dømme os? At vi får et barn mere, nu hvor vi har et handicappet barn på institution, som vi måtte opgive?

Jeg ved godt, at man ikke kan sammenligne et normalt barn med et handicappet, men alligevel...?

Håber i vil komme med jeres meninger 

jeg syntes ikke at i er dårlige forældre, tilgengæld syntes jeg at i har klaret det rigtig godt (er ikke sikker på at jeg ville kunne have holdt så længe hvis jeg havede et så handicappet barn) og jeg syntes i har taget den rigtig beslutning, for hvis i ikke kan klare det hårde arbejde risiker i jo bare at i begge få en deprison på et tidspunk, og lige på det her punkt syntes jeg ikke at der ville ske noget ved at i fik et barn til senere så længe at man bare husker det andet barn stadig. hvis du forstå hvad jeg mener

Jeg synes at det er en meget svær og meget flot beslutning i har taget for hele jeres familie 

Jeg kan fortælle dig at jeg selv arbejder på en døgninst for multihandicappede børn, og vi har et meget tæt samarbejde med familien som må komme og gå som de vil og være med i alle beslutninger.

vi  som passer børnene gør alt det bedste for dem og de får meget kærlighed livskvalitet og omsorg og udvikling. jeg personlig nyder mit arbejde meget  både børnene og forældresamarbejdet

 held og lykke    hilsen Heidi

Anonym skriver:

Jeg vælger at være anonym for at man ikke skal kunne google det, men vi i ved hvem jeg er, så er det okay, så længe dem jeg kender på FB holder tæt

Vi har jo vores handicappede pige på 3½ år. Hun er en virkelig fantastisk dejlig pige og vi elsker hende utrolig højt!

Men... Hun er jo multihandicappet og kan ikke noget selv, ikke gå, sidde, kravle, snakke eller noget. Dsv. at hun er 100% afhængig af os hele tiden. 

Udover det, så har vi vores lille pige på 10 mdr Min mand arbejder rigtig meget, så jeg står alene med begge piger, som begge er totalt afhængig af mig. 

Vi har derfor besluttet, at vores store pige skal flytte på institution. Hun er tung at bære rundt på og min fysik og mandens rygskade holder ikke til det mere. Udover det så er der en masse små ting, som også har påvirket vores beslutning. Fx når hun skal i bad, så foregår det på en badestol og hun kan bare slet ikke lide det! Hun skriger og græder HVER gang og det gør så ondt i min mave og mit hjerte hver gang jeg skal udsætte hende for det. Hun elsker badekar, men vi har bare ikke pladsen til det

Og følelsemæssigt er det bare virkelig udmattende, at blive ved med at tænke på alle de ting der kan ske på et øjeblik. Og alle de ting man skal huske. Mad (sondemad på bestemte tidpunkter), medicin, bestilling af mad, medicin, slanger og hvad der hører til. I lange perioder har hun kastet op flere gange om dagen og natten, så jeg føler slet ikke vi har sovet i 3½ år  

Indenfor 1½ måned har hun været med ambulance to gange pga. kramper der ikke ville stoppe!

Jeg synes det er virkelig hårdt, da vi jo så gerne vil have hende hjemme! Men vi kan bare ikke mere! Vi har bare ikke ressourcerne til det.

Heldigvis er det sådan, at vi kan få hende hjem så ofte vi vil, fx i weekenden.

Er vi dårlige forældre for at have "opgivet"? Jeg føler mig som i fiasko!

Og hvad så når vi nu har "givet op", mht, flere børn på et tidspunkt? Hvis vi nu gerne vil have et barn mere om 2-3 år, ville i så dømme os? At vi får et barn mere, nu hvor vi har et handicappet barn på institution, som vi måtte opgive?

Jeg ved godt, at man ikke kan sammenligne et normalt barn med et handicappet, men alligevel...?

Håber i vil komme med jeres meninger 

I skal da overhovedet ikke have det dårligt med jeres beslutning. Den bliver jo truffet for at tage hensyn til L og hendes lillesøster og jer. Sommer læser det handler det jo om at give L en hverdag et sted med bedre ressourcer og ikke fordi i ikke gider hende!
Jeg syntes det er flot at i tør erkende at det bedste for jer som familie er at hun bor et andet sted og kan komme hjem til nogle forældre der har max overskud til hende når hun er hjemme på besøg. Jeg er overbevist om det har været en rigtig svær beslutning men jeg føler mig overbevist om at i alle vil trives bedre når i ved der bliver taget rigtig godt hånd om L. Du får lige en med på vejen!

Anonym skriver:

Jeg vælger at være anonym for at man ikke skal kunne google det, men vi i ved hvem jeg er, så er det okay, så længe dem jeg kender på FB holder tæt

Vi har jo vores handicappede pige på 3½ år. Hun er en virkelig fantastisk dejlig pige og vi elsker hende utrolig højt!

Men... Hun er jo multihandicappet og kan ikke noget selv, ikke gå, sidde, kravle, snakke eller noget. Dsv. at hun er 100% afhængig af os hele tiden. 

Udover det, så har vi vores lille pige på 10 mdr Min mand arbejder rigtig meget, så jeg står alene med begge piger, som begge er totalt afhængig af mig. 

Vi har derfor besluttet, at vores store pige skal flytte på institution. Hun er tung at bære rundt på og min fysik og mandens rygskade holder ikke til det mere. Udover det så er der en masse små ting, som også har påvirket vores beslutning. Fx når hun skal i bad, så foregår det på en badestol og hun kan bare slet ikke lide det! Hun skriger og græder HVER gang og det gør så ondt i min mave og mit hjerte hver gang jeg skal udsætte hende for det. Hun elsker badekar, men vi har bare ikke pladsen til det

Og følelsemæssigt er det bare virkelig udmattende, at blive ved med at tænke på alle de ting der kan ske på et øjeblik. Og alle de ting man skal huske. Mad (sondemad på bestemte tidpunkter), medicin, bestilling af mad, medicin, slanger og hvad der hører til. I lange perioder har hun kastet op flere gange om dagen og natten, så jeg føler slet ikke vi har sovet i 3½ år  

Indenfor 1½ måned har hun været med ambulance to gange pga. kramper der ikke ville stoppe!

Jeg synes det er virkelig hårdt, da vi jo så gerne vil have hende hjemme! Men vi kan bare ikke mere! Vi har bare ikke ressourcerne til det.

Heldigvis er det sådan, at vi kan få hende hjem så ofte vi vil, fx i weekenden.

Er vi dårlige forældre for at have "opgivet"? Jeg føler mig som i fiasko!

Og hvad så når vi nu har "givet op", mht, flere børn på et tidspunkt? Hvis vi nu gerne vil have et barn mere om 2-3 år, ville i så dømme os? At vi får et barn mere, nu hvor vi har et handicappet barn på institution, som vi måtte opgive?

Jeg ved godt, at man ikke kan sammenligne et normalt barn med et handicappet, men alligevel...?

Håber i vil komme med jeres meninger 

Jeg tror godt, at jeg ved, hvem du er, men kan ikke huske dit brugernavn.
Hvis du smider en privat besked til mig, så har jeg nogle oplysninger, der kan hjælpe dig.