Zeus skriver:
Jeg TROR det er, hvor man er ved sengen.. Når barnet begynder at græde eller bliver utilfreds, så tager man barnet op og trøster, men man bevæger sig ikke væk fra sengen.. Lige så snart barnet er rolig, så lægger man det igen.. Og det gør man indtil barnet til sidst falder i søvn, op og ned, op og ned.
På den måde finder barnet ud af, at man er der for at trøste, men at det er sengen man sover i.
Vi gjorde det med Cajsa da hun var lille, og ikke ville sove, og det hjalp.. Måske det skulle afprøves igen, for hun vil heller ikke sove nu, og nu nærmer klokken sig 21.30-22 inden hun overgiver sig, hvor det før var 18.30 
18.30 er da også vældigt tidligt....
Her putter vi kl 20,og indimellem så vil de ikke sove.
Jeg er nok bare typen,der tænker det er en fase -det går over.
Og det gør det også 
Men i min verden ,så handler det om tryghed.
Og for et barn på 2 år,kan verden være voldsom stor,og måske er man en lille bitte smule bange for at mor/far forsvinder imens man sover.
Og så er et bare vældig dejligt at de sidder lige ved siden af,sådan at man kan se dem når man liiiige kigger lidt.
Det ER svært,især når man selv er træt.
Men børn tænker ikke logisk eller med ret meget tanke på at deres forældre rigtig gerne vil have de sover-og at der ingenting sker bare fordi man skal ligge alene.
De er styret af lyst,og instinkter-og de er ikke sådan at styre
