Hvordan ville du have reageret? (Hidsig 6-årig)

Anonym skriver:

Tak for alle svarerne/rådene. 

Nu søgte jeg ikke råd og irettesettelse, men et svar på hvordan DU ville reagerer i samme situation. Disse svar kunne jeg have brugt i refleksion over episoden. Både børn og voksne er forskellige og derfor vil vi også tackle situationer forskelligt.

I min refleksion over den pågældende episode er jeg kommet frem til, at jeg MÅSKE skulle have ladet ham rase ud på værelset, da han gik der ind dog dynes jeg det er væsenligt at han inden han gik der ind slog mig og bankede på alt på sin vej. At lade ham være der inde med fjernsyn og iPod, synes jeg ikke var ok, jeg synes han skulle vide at det han lige havde gjort var meget forkert.

Jeg accepterede hans undskyldning men lod ham også vide, at en opførsel som denne under ingen omstændigheder blot kan klares med en undskyldning. Underforstået at vi skal tale om det - og iPoden ryger væk for en periode. 

Jeg kunne godt have valgt at tale episoden igennem med ham i aften, jeg kender min søn godt nok til at vide, at hvis jeg vil snakke for hurtigt om tingene lige efter de er sket, så ryger han meget nemt tilbage i den følelse han havde, og så kan vi starte forfra, derfor valgte jeg at udskyde snakken. 

Jeg går stærkt ind for princippet om, at der skal være en sammenhæng mellem forseelsen og konsekvensen. For mig giver det ingen mening at deponere hans ipod, den har jo intet med sagen at gøre. Jeg ville, når der var faldet ro over ham, få ham til at rydde op efter sig - det hænger sammen med det, han har gjort - og så ville jeg tage imod hans undskyldning og stoppe den der. 

Han ved jo udmærket godt, at man ikke må slå og sparke, så jeg ville ikke være i tvivl om, at han havde det dårligt med sin opførsel og ikke planlagde at reagere på samme måde en anden gang. 

Uanset straffens art, så gives der ingen garanti for, at han aldrig nogensinde bliver så ukontrolleret vred igen, og det tror jeg ikke på, at han lettere kan håndtere ud fra overvejelser om, at han risikerer at få inddraget sin ipod. 

Nettemor skriver:

Jeg har ikke læst de andre svar så ved ikke om jeg gentager nogle..

Men jeg havde nok ikke fulgt efter ham ind på værelset. Han gik sådan som du sagde han skulle. Så havde jeg nok lige ladet ham dampe lidt af mens jeg selv gjorde det samme. Og SÅ ville jeg være gået ind og snakke med ham om det..

Han skal selvfølgelig ikke opføre sig sådan men jeg havde valgt at han fik lidt fred til at få styr på sine tanker. Fordi jeg ved at det ville være det jeg selv havde mest brug for.. Hvis nogen kommer med mig og vil klare situationen med det samme kan jeg ikke rumme det..

Håber I er blevet gode venner

Meget enig. Og synes I skulle have taget snakken med det samme, især når han var så ked af det. Aldrig lade solen gå ned over sin vrede - er jeg vokset op med:-)

Jeg var også blevet vred... MEN jeg tror at jeg havde taget snakken med ham der hvor du fortæller at han er vendt på en tallerken. Han "prøver" rent faktisk at sige undskydl tror jeg... ved at spørge ind til om du stadig og vred osv. Her havde jeg spurgt indtil situationen... og taget en snak om hvad det gjorde ved dig og at du ikke accepterer denne opførsel mm. Der må jo være en grund til at han pludselig blev så vred og gik amok. Sket noget i skolen? Blevet mobbet måske? Ja you name it! Men kan sagtens følge din mpde at tackle det på... havde nok bare taget snakken med ham da han var faldet ned...

Nu er min søn ikke så gammel ... menjeg er opdraget og vokset op med at man er gode venner (eller så godt som) inden man falder i søvn!

 

Anonym skriver:

 Jeg bliver naturligvis vred (og enormt provokeret) og jeg følger med ind på værelset, hvor jeg siger at han hverken skal spille eller se fjernsyn. Nu går han så til angreb på mig, han slår og sparker mig, og det gør faktisk ondt. Jeg tager hårdt fat i hans arm for at stoppe ham. På dette tidspunkt er jeg selv MEGET vred - jeg siger til ham, at jeg tager hans iPod pga. hans opførsel, og at jeg gerne vil have at han går ud og børster tænder for han skal i seng nu!

Jeg synes, det er ærgerligt, at du slås med ham i situationen.  Han er jo helt kørt op, -det er for mig at se kke et tidspunkt for yderligere konflikt (de forskellige straffe, han har i vente).

Men set ud fra, at du selv mister din besindelse, så synes jeg faktisk, du klarer det ok. Det er svært at være "perfekt", når man er vred, og der er ofte stor forskel på teori og praksis.

Men husk på, at det er din opgave som forælder at løse konflikter - ikke at bære brænde til bålet  Men det ved du naturligvis godt.

Anonym skriver:

Selvfølgelig accepterer jeg hans undskyldning, men jeg lader ham også vide at det ikke er godt nok.

Man kan ikke bare klare en så alvorlig situation som denne med en undskyldning.....

Vi har en datter på 4 år, som har et voldsomt temperament og også sparker, slår, river niver og bider, når hun er gal.. Jeg bad om hjælp, for vi kunne slet ik håndtere hende..
I fakse kommune har de noget familierådgivning og det var rigtig godt.
Vi havde altså også sådan nogle ture, som din søn havde, HVER dag!
Jeg havde også rigtig svært ved at acceptere hendes undskyldninger bagefter, men har jeg lært nu. Skal bare gladeligt acceptere og komme videre! Det fik vi afvide og de ved jo altså hvad de snakker om
Vores problem var så også at vi netop snakkede FOR meget med hende under og efter et flip. Det må vi så ik, for hun hører og forstår ik noget af det alligevel. Hun er jo så også kun 4..

Men skal siges jeg sagtens forstår din reaktion! Jeg havde nok gjort det på samme måde, dog bare med lidt mere accept af undskyldningen
Men når man er blevet slået og sparket på og de har smadret deres værelse halvt til plukfisk, så kan det sgu være svært!

Min datter lærte så at gå på potte/toilet og efter det, er hun blevet en helt anden pige.. Så glad, stor og selvstændig, tror meget mere på sig selv nu. Vi regnede også med det var dét der trykkede hende..
Nu har hun kun de der ture hver 14 dag eller sådan noget deeeejligt!
Vi tager bare sådan helt let på det nu..
Og får hun en tur, får hun afvide hun kan gå på værelset og skrige ligeså tosset hun vil, og slå på en boksepude, så hun kommer ud med sin vrede.. Måske det også kunne hjælpe på din søn? Vi fik tippet fra hende rådgiveren.. Så går det måske ik ud over dig!

Anonym skriver:

Tak for alle svarerne/rådene. 

Nu søgte jeg ikke råd og irettesettelse, men et svar på hvordan DU ville reagerer i samme situation. Disse svar kunne jeg have brugt i refleksion over episoden. Både børn og voksne er forskellige og derfor vil vi også tackle situationer forskelligt.

I min refleksion over den pågældende episode er jeg kommet frem til, at jeg MÅSKE skulle have ladet ham rase ud på værelset, da han gik der ind dog dynes jeg det er væsenligt at han inden han gik der ind slog mig og bankede på alt på sin vej. At lade ham være der inde med fjernsyn og iPod, synes jeg ikke var ok, jeg synes han skulle vide at det han lige havde gjort var meget forkert.

Jeg accepterede hans undskyldning men lod ham også vide, at en opførsel som denne under ingen omstændigheder blot kan klares med en undskyldning. Underforstået at vi skal tale om det - og iPoden ryger væk for en periode. 

Jeg kunne godt have valgt at tale episoden igennem med ham i aften, jeg kender min søn godt nok til at vide, at hvis jeg vil snakke for hurtigt om tingene lige efter de er sket, så ryger han meget nemt tilbage i den følelse han havde, og så kan vi starte forfra, derfor valgte jeg at udskyde snakken. 

Min pointe med mit indlæg var at jeg måske nok kunne have bedt min søn om at gå for sig selv og rase ud, hvis han var blevet så sur at situationen ikke havde en chance for at ende godt, men jeg ville ikke have fulgt efter ham. Det var ikke ment som et råd, men som det jeg ville have gjort. Jeg ville, i modsætning til dig, have givet ham mulighed for at falde ned igen.

Det var det jeg ville have gjort, ikke en irettesættelse af dig.

Og så vil jeg til enhver tid reagere på en undskyldning fra min søn, ved at tage imod den...

jeg syntes desværre du griber det forkert an, men kan godt være det bare er mig,

hart du tænkt over at din søn kunne være ked af noget i forvejen, du har ikke sat dig ned og hørt ham hvad han er så sur/ked over, der kan være sket noget i skolen eller andre steder som han er ked af og ikke har kunne få ud på andre måder?

altså vi alle har forskellige opdragelses måder men jeg kunne aldrig finde på at smide min søn i seng fordi han havde været træls eller gjort noget han ikke må, for mig er sengen og værrelset et trygt sted og ikke et sted man kommer hen når man har været uartig,

det osse fint du tager hans ipod, men drengen er 6 år og skal efter min mening ikke have den taget på ubestemt tid, men vide hvornår han kan få den igen, om det er om en time, en dag eller en uge bare han ved det, så ungår du selv megen efterspørgen efter at få hans ipod igen

 

 

bare min mening'(:

Anonym skriver:

Jeg har en søn på 6 år, i dag slog det pludselig fuldstændig klik for ham, jeg har faktisk aldrig set ham sådan før.

Det hele startede ud med et eller andet harmløst som jeg knapt husker, men i hvert fald bliver han vred, og han begynder så at skrige meget højt, hvor på jeg siger til ham at han skal stoppe, eller også må han gå ind på værelset, for jeg vil naturligvis ikke høre på sådan en skrigen. Her plejer vores konflikter så at stoppe (vi har kun ganske få konflikter, og har det i det hele taget rigtig fint sammen, og jeg føler at han respekterer mig og selvfølgelig også omvendt). I dag stopper komflikten så ikke her, i stedet går han fuldstændig amok, han skriger op slår ud efter mig, og kaster med ting. Jeg siger til ham, at den opførsel vil jeg under ingen omstændigheder se på, og jeg beder ham gå ind på sit værelse. Det gør han skam også, meget trampende, og alt på hans vej bliver kastet med. Jeg bliver naturligvis vred (og enormt provokeret) og jeg følger med ind på værelset, hvor jeg siger at han hverken skal spille eller se fjernsyn. Nu går han så til angreb på mig, han slår og sparker mig, og det gør faktisk ondt. Jeg tager hårdt fat i hans arm for at stoppe ham. På dette tidspunkt er jeg selv MEGET vred - jeg siger til ham, at jeg tager hans iPod pga. hans opførsel, og at jeg gerne vil have at han går ud og børster tænder for han skal i seng nu!

Jeg forlader ham, i mens begynder han at kaste ting ud fra sit værelse i mens han råber meget grimme ord efter mig "dumme mor, baby mor, lorte mor" osv.. Jeg ignorer ham lidt tid. Endelig bliver der ro, jeg går ind og siger til ham at han kan komme ud og få aftensmad, og derefter er det sengetid. Jeg er meget vred og derfor formentlig ikke særlig venlig at høre på. Han begynder nu at græde. Han kommer ud i køkkenet for at få noget aftensmad, han græder og siger undskyld. Jeg siger til ham at det er fint han siger undskyld, men at det ikke er godt nok, for den opførsel han lige har udvist, er simpelthen så uacceptabel. Jeg fortæller ham kort at hans iPod er inddraget på ubestemt tid, ligesom han skal i seng så snart aftensmaden er indtaget.

Han er nu vendt på en tallerken, og gør tydeligvis en masse for at vende stemningen, men jeg viser tydeligt at jeg er i dårligt humør. Han spørger flere gange "mor er du stadig vred", og jeg siger ja jeg er stadig vred. Han får spist og børstet tænder, herefter kommer han i seng. Han er naturligvis meget ked af det. Jeg fortæller ham at jeg elsker ham, og altid vil gøre det, men at den opførsel jeg har set i dag, er så forkert, at han bliver nødt til at tænke meget kraftigt over hvordan han opfører sig fremover.

Nu har jeg det faktisk helt dårligt og bliver i tvivl om hvor vidt jeg var for hård. Jeg blev simpelthen bare så vred, og der udover blev jeg faktisk også rystet over at han på denne måde kunne finde på både at slå og sparke mig med så stor en kraft....

Jeg regner med at vi skal have talt situationen igennem i morgen - både om hvorfor han blev så vred, og hvorfor mor blev så vred, og hvad vi gør for at undgå det i fremtiden.

Hvordan ville du have reageret i min situationn?

Jeg havde også et enormt temperament da jeg var barn. Mit temperament kom sig af en far der ikke kunne opføre sig ordentligt, en mor der lå langt under gulvbrædderne og alt det der nu kommer sig af det.

Jeg ville sådan have ønsket der var en eller anden der havde stoppet og og kigget på hvorfor jeg havde alt det temperament. Istedet blev jeg straffet for at komme ud med de frustrationer, som der naturligt blev bygget op i det hjem som mine forældre nu havde fået sig lavet. Hvor ville jeg havde ønsket der var en der kunne rumme det. Istedet blev jeg stemplet som "hysterisk" og "krævende". Jeg var i realiteten et voldsoffer der skreg på hjælp.

Er det noget han gør tit? Så vil jeg snakke med ham. Hele tiden. Spørge ind til dit og dat, uden det lyder som om jeg afhørede ham. Måske der er ting i hans hverdag der går ham på, men han ved ikke helt hvordan han skal have hul på det?

Sker det meget sjældent? Så tror jeg, jeg ville have kigget indad. Var jeg stresset i situationen? Fik jeg hørt ordentligt efter da han spurgte mig om noget, eller gik jeg på autopilot og fik han bare et standardsvar? Jeg ved det kan være meget svært at bevare roen når barnet går amok, men jeg vil påstå at din sindsro vil kunne smitte af på din dreng. Sæt dig på gulvet, så er du ikke truende i din adfærd. Spørg ham, hvorfor er du så vred? Er der ikke noget jeg kan gøre, for du ikke er så vred? Få ham til at sætte ord på sine følelse, lige dér i øjeblikket - så viser du ham en vej ud af temperamentet.

Jeg vil ikke løfte pegefingre, du ved jo godt selv at vi skal godtage og acceptere en undskyldning. Bare det, at han kan reflektere over en situation og komme og give dig en undskyldning, fortæller dig lidt om at han ikke kommer i den der trancelignende tilstand under sine raseri-anfald. Bare dét burde du varme dig ved, du har en empatisk og følsom lille dreng - måske det er der svaret skal findes i, hvorfor han mon tror vi forhandler med raseri?

Den er svær. Jeg forstår sagtens at du reagerede som du gjorde, og det kunne meget vel være at jeg selv havde gjort det samme, men set i bagklogskabens klare lys, var det måske ikke så smart at følge efter ham ind på værelset og fortsætte konflikten - det "rigtige" havde nok været at lade ham køle lidt ned der, og så tage den når I begge to var kølet ned.

Du er stadig den voksne og den der skal styre dit temperament og ikke eskalere konflikten, og uanset om det var din mening eller ej, var det præcist hvad du gjorde, da du gik efter ham. Du trængte ham op i en krog pga. din egen vrede og han reagerede. Det betyder ikke at hans reaktion er i orden, men du er også nødt til at acceptere din del af ansvaret.

Jeg synes også at du trækker konflikten i langdrag, både ved at fortsætte med at være vred (eller i det mindste lade ham det vide så tydeligt) og ved at udsætte snakken - den skulle nok have været taget (eller i det mindste startet umiddelbart efter der var ro på gemytterne igen).

Jeg håber at der er kommet lidt ro på og at I begge får snakket om det

jeg har helt ondt i maven...

på din søns vejne

 

når et barn flejgner sådan ud.. går de det af en grund.. ikke for at være provokerende.

og nej hans opførsel er ikke ok.. men det er din heller ikke.

du optrapper konflikten fra starten af.

hvis du var rigtig gal på din mand.. forde du havde en dårligdag. og han så svarede gå ind på dit værelse jeg gider dig ikke nu... hvordan ville du reagere?

han fortrækker så til sidst til sit værelse for at få ro.. hvorfor lader du ham ikke bare være og rydder op?

men du går mens han indre stadig er i oprør og laver nogle restrektioner..ingen tv.. ingen ipad og i seng. det komme man altså ikke godt fra.. jeg forstår godt han sparker og slår.. 

 

og når han  så kommer til dig burde du havde tilgivet. stakkels stakkels barn at blive sendt i seng af en mor der har lagt på på is.. og først vil tale om det i morgen.. når det passer dig.

 

det er dig der har fået det til at kamme over ergo må du tage dit ansvar på dig. og havde tilgivet. det er dig der er den voksende og derfor har du ansvaret for ikke at eskalere en konflikt.. så i begge når der ud hvor i var.. for det kan en 6 årig ikke.

 

Jeg har ikke læst hele tråden, men må erklære mig enig her. Det er jo helt tydeligt at der er en konkret grund til at drengen ud af det blå opfører sig sådan, og det giver endnu mere mening med skolestart.

Personligt går jeg ikke ind for straf i form af at der bliver frataget goder, men det er ikke så vigtigt i den her sammenhæng.

Men jeg synes at det er helt skævt at blive ved med at være vred på en 6-årig dreng efter at han siger undskyld og begynder at græde. I stedet for at tage en dialog og lytte til hvad han har at sige. Hvis det betyder at han kommer i seng en halv time for sent - og hvad så? Det er da vigtigere at få løst problemerne. 

Jeg ville have ladet ham dampe af - og vigtigt - ladet mig selv dampe af. Og så ville jeg have taget en snak. Selvfølgelig gjort det klart at man ikke opfører sig sådan og at mor blev både vred og ked af det. Og spurgt ind til hvorfor han blev så rasende. Det skete før aftensmaden, så der må have været tid til at snakke, f.eks hen over maden. Og så ville jeg have givet ham et stort knus.