Hvordan ville du have reageret? (Hidsig 6-årig)

FruStolpe skriver:

Hvor bliver jeg ked af det på din drengs vegne, over at du ikke vil modtage en undskyldning. Det synes jeg er urimeligt overfor en 6 årig...

Derudover synes jeg at der selvfølgelig skal være en konsekvens af dårlig opførsel. Og generalt skal dårllig opførsel ikke tolereres, men det gælder altså også for os forældre.

Vi er trods alt vores børns forbilleder (også selvom ingen af os er fejlfri)

Selvfølgelig accepterer jeg hans undskyldning, men jeg lader ham også vide at det ikke er godt nok.

Man kan ikke bare klare en så alvorlig situation som denne med en undskyldning.....

Angelspot skriver:

Jeg synes du starter med et svar på dit eget spørgsmål. Du skriver at det hele startede med noget harmløst som du ikke engang husker. Jeg tænker at det du måske opfatter som harmløst, faktisk har været ophavet til hele scenariet. Og det har, hvad jeg læser det som, betydet at din dreng har været ked af at blive misforstået/ikke hørt/ignoreret/fejet af, hvad det nu end kunne være hans reaktion på det, var.

Så kommer han på værelset og er naturligvis vred og ked af det, hvilket han er nødt til at give udtryk for. Det gør han ved at vende vreden udad og smide med ting. Det gør at du bliver vred og smider mere krudt i kanonen ved at tage mange ting fra ham som han er glad for. Det gør ham endnu mere frustreret. Så der ville jeg nok bare have lukket døren og ladet ham køle af. Og derefter få en snak. Aldrig vente en hel dag, drengen må have fået ondt i maven af det. Og så skulle du have rummet ham, skudt din egen skuffelse og overraskelse til side og have sagt til drengen da han siger undskyld, at du gerne vil høre hvad der fik ham til at reagere sådan, for det ved du ikke. Og så kunne du have endt dagen med en løst konflikt og et barn der kunne gå i skole med god samvittighed. 

Jeg siger ikke du gjorde alt galt, for man skal absolut ikke finde sig i sådan en opførsel. Men jeg vil tro du kunne have taget det i opløbet ved at se det fra sønnens perspektiv først. Men alle forældre kan blive afmægtige og reagere ud fra følelser. Så lad være at dunke dig selv i hovedet med det, men nyd at i fik talt om det og at alt er okay igen

Du spurgte selv hvordan jeg ville have reageret, så her var mit svar

Tak for svaret...

Anonym skriver:

Jeg har en søn på 6 år, i dag slog det pludselig fuldstændig klik for ham, jeg har faktisk aldrig set ham sådan før.

Det hele startede ud med et eller andet harmløst som jeg knapt husker, men i hvert fald bliver han vred, og han begynder så at skrige meget højt, hvor på jeg siger til ham at han skal stoppe, eller også må han gå ind på værelset, for jeg vil naturligvis ikke høre på sådan en skrigen. Her plejer vores konflikter så at stoppe (vi har kun ganske få konflikter, og har det i det hele taget rigtig fint sammen, og jeg føler at han respekterer mig og selvfølgelig også omvendt). I dag stopper komflikten så ikke her, i stedet går han fuldstændig amok, han skriger op slår ud efter mig, og kaster med ting. Jeg siger til ham, at den opførsel vil jeg under ingen omstændigheder se på, og jeg beder ham gå ind på sit værelse. Det gør han skam også, meget trampende, og alt på hans vej bliver kastet med. Jeg bliver naturligvis vred (og enormt provokeret) og jeg følger med ind på værelset, hvor jeg siger at han hverken skal spille eller se fjernsyn. Nu går han så til angreb på mig, han slår og sparker mig, og det gør faktisk ondt. Jeg tager hårdt fat i hans arm for at stoppe ham. På dette tidspunkt er jeg selv MEGET vred - jeg siger til ham, at jeg tager hans iPod pga. hans opførsel, og at jeg gerne vil have at han går ud og børster tænder for han skal i seng nu!

Jeg forlader ham, i mens begynder han at kaste ting ud fra sit værelse i mens han råber meget grimme ord efter mig "dumme mor, baby mor, lorte mor" osv.. Jeg ignorer ham lidt tid. Endelig bliver der ro, jeg går ind og siger til ham at han kan komme ud og få aftensmad, og derefter er det sengetid. Jeg er meget vred og derfor formentlig ikke særlig venlig at høre på. Han begynder nu at græde. Han kommer ud i køkkenet for at få noget aftensmad, han græder og siger undskyld. Jeg siger til ham at det er fint han siger undskyld, men at det ikke er godt nok, for den opførsel han lige har udvist, er simpelthen så uacceptabel. Jeg fortæller ham kort at hans iPod er inddraget på ubestemt tid, ligesom han skal i seng så snart aftensmaden er indtaget.

Han er nu vendt på en tallerken, og gør tydeligvis en masse for at vende stemningen, men jeg viser tydeligt at jeg er i dårligt humør. Han spørger flere gange "mor er du stadig vred", og jeg siger ja jeg er stadig vred. Han får spist og børstet tænder, herefter kommer han i seng. Han er naturligvis meget ked af det. Jeg fortæller ham at jeg elsker ham, og altid vil gøre det, men at den opførsel jeg har set i dag, er så forkert, at han bliver nødt til at tænke meget kraftigt over hvordan han opfører sig fremover.

Nu har jeg det faktisk helt dårligt og bliver i tvivl om hvor vidt jeg var for hård. Jeg blev simpelthen bare så vred, og der udover blev jeg faktisk også rystet over at han på denne måde kunne finde på både at slå og sparke mig med så stor en kraft....

Jeg regner med at vi skal have talt situationen igennem i morgen - både om hvorfor han blev så vred, og hvorfor mor blev så vred, og hvad vi gør for at undgå det i fremtiden.

Hvordan ville du have reageret i min situationn?

Jeg har ikke læst resten af tråden, så jeg skriver udelukkende på baggrund af dit første indlæg.

Jeg har svært ved at sige præcis hvordan jeg selv ville have reageret, men jeg kan hvertfald sige hvor jeg synes du træder meget udenfor den måde jeg ville håndtere situationen.

Jeg ville ikke følge efter min søn ind på hans værelse, hvis jeg lige havde bedt ham om at gå derind og få afreageret. Istedet for lige at give ham en chance for at få samling på det hele igen, fortsætter du konflikten ved lige at skulle regulere hvad han må og ikke må.

Og så ville jeg have taget imod hans undskyldning. Ikke dermed sagt at de straffe du har udstukket skulle anulleres, men jeg vil have grebet muligheden for at blive gode venner igen, når han nu kom til dig, istedet for at holde fast i at være sur.

Anonym skriver:

Selvfølgelig accepterer jeg hans undskyldning, men jeg lader ham også vide at det ikke er godt nok.

Man kan ikke bare klare en så alvorlig situation som denne med en undskyldning.....

hvad skulle han havde gjodt for at blive tilgivet i aften?

når undskyld ikke er nok..

Vi fortæller tit min bonusdatter (som er 4½ år) at slå, sparke, bide, nive, kaste med ting, smække med døre osv. er ikke i orden, også selvom man er sur og gal. Man må godt udtrykke at man er sur eller gal men det skal foregå på en ordentlig måde. Det snakker vi især om fordi det er et stort problem i hendes børnehave.. Men vi havde nok gjort meget ala hvad du gjorde fordi vi vil ikke acceptere sådan en adfærd, vi skal kunne fortælle hende at der er noget hun ikke må uden at hun farer op i det røde felt. Det kan godt være at de er mere selvstændige men de skal stadig opføre sig ordentligt.. Og man skal jo ikke risikere at i dit tilfælde at han kunne opføre sig sådan i skolen fordi noget ikke passede ham.

Men vi havde sikkert afsluttet sagen om aftenen, så alle var gode venner igen også selvom det var senge tid så måtte vi få det ud af verden så hun ikke er ked af det om natten.
Men ville det være sket så var hendes undskyldning også først blevet accepteret når vi var klar til at acceptere den. Selvfølgelig ikke trække det ud i uendeligheder men bare så hun ikke tror at bare fordi hun siger unskyld så bliver hun tilgivet med det samme uanset hvad hun har gjort.. Det kan jo risikere at blive en refelsk som de så bare siger hvis de altid bliver tilgivet med det samme.

Håber du får en god snak med din dreng

Anonym skriver:

Jeg har en søn på 6 år, i dag slog det pludselig fuldstændig klik for ham, jeg har faktisk aldrig set ham sådan før.

Det hele startede ud med et eller andet harmløst som jeg knapt husker, men i hvert fald bliver han vred, og han begynder så at skrige meget højt, hvor på jeg siger til ham at han skal stoppe, eller også må han gå ind på værelset, for jeg vil naturligvis ikke høre på sådan en skrigen. Her plejer vores konflikter så at stoppe (vi har kun ganske få konflikter, og har det i det hele taget rigtig fint sammen, og jeg føler at han respekterer mig og selvfølgelig også omvendt). I dag stopper komflikten så ikke her, i stedet går han fuldstændig amok, han skriger op slår ud efter mig, og kaster med ting. Jeg siger til ham, at den opførsel vil jeg under ingen omstændigheder se på, og jeg beder ham gå ind på sit værelse. Det gør han skam også, meget trampende, og alt på hans vej bliver kastet med. Jeg bliver naturligvis vred (og enormt provokeret) og jeg følger med ind på værelset, hvor jeg siger at han hverken skal spille eller se fjernsyn. Nu går han så til angreb på mig, han slår og sparker mig, og det gør faktisk ondt. Jeg tager hårdt fat i hans arm for at stoppe ham. På dette tidspunkt er jeg selv MEGET vred - jeg siger til ham, at jeg tager hans iPod pga. hans opførsel, og at jeg gerne vil have at han går ud og børster tænder for han skal i seng nu!

Jeg forlader ham, i mens begynder han at kaste ting ud fra sit værelse i mens han råber meget grimme ord efter mig "dumme mor, baby mor, lorte mor" osv.. Jeg ignorer ham lidt tid. Endelig bliver der ro, jeg går ind og siger til ham at han kan komme ud og få aftensmad, og derefter er det sengetid. Jeg er meget vred og derfor formentlig ikke særlig venlig at høre på. Han begynder nu at græde. Han kommer ud i køkkenet for at få noget aftensmad, han græder og siger undskyld. Jeg siger til ham at det er fint han siger undskyld, men at det ikke er godt nok, for den opførsel han lige har udvist, er simpelthen så uacceptabel. Jeg fortæller ham kort at hans iPod er inddraget på ubestemt tid, ligesom han skal i seng så snart aftensmaden er indtaget.

Han er nu vendt på en tallerken, og gør tydeligvis en masse for at vende stemningen, men jeg viser tydeligt at jeg er i dårligt humør. Han spørger flere gange "mor er du stadig vred", og jeg siger ja jeg er stadig vred. Han får spist og børstet tænder, herefter kommer han i seng. Han er naturligvis meget ked af det. Jeg fortæller ham at jeg elsker ham, og altid vil gøre det, men at den opførsel jeg har set i dag, er så forkert, at han bliver nødt til at tænke meget kraftigt over hvordan han opfører sig fremover.

Nu har jeg det faktisk helt dårligt og bliver i tvivl om hvor vidt jeg var for hård. Jeg blev simpelthen bare så vred, og der udover blev jeg faktisk også rystet over at han på denne måde kunne finde på både at slå og sparke mig med så stor en kraft....

Jeg regner med at vi skal have talt situationen igennem i morgen - både om hvorfor han blev så vred, og hvorfor mor blev så vred, og hvad vi gør for at undgå det i fremtiden.

Hvordan ville du have reageret i min situationn?

I det øjeblik han siger undskyld og ligefrem begynder at græde, burde du have grebet den og stoppet konflikten.

 Synes det er vildt synd at du ikke accepterer hans undskyldning. Du siger til ham at en undskyldning ikke er nok. Hvad vil du ellers have han skal gøre?

 Drengen griber efter en livline og det er dit job som mor at tage imod og løse konflikten med det samme i stedet for at holde ham på pinebænken. Han er jo fuldt ud klar over at det han har gjort er forkert, og det at han siger undskyld skal du se som en kæmpe styrke hos ham.

Ydermere straffer du ham efter han har sagt undskyld. Det er ikke fair. Han siger undskyld og du reagerer ved at tage hans IPod fra ham.  

Kan sagtens forstå du bliver vred over at han slår og sparker dig, men du burde som den voksne have trukket vejret og talt til 10 før du sagde en masse ting som du nu sidder og er i tvivl om var for hårde. Man kan ikke tage ord tilbage.

Så ja jeg synes du har handlet forkert. Men vi er alle kun mennesker, og så længe du får samlet op på episoden og får fortalt ham hvorfor du blev vred og sagde de ting du sagde, så skal det nok gå det hele. Men vigtigt at du snakker med ham om hvad der skete, og vigtigst af alt viser ham at du knuselsker ham uanset hvad.

jeg kunne godt tænke mig at vide hvad du så syntes er okay hvis en undskyldning ikke er nok ? drengen er 6 hvad mere kan han gøre du har tydeligt set at han er dybt ulykkelig og pænt sagt undskyld hvad mere skal han gør ? før det er okay i dine øjne ?

Faith skriver:

I det øjeblik han siger undskyld og ligefrem begynder at græde, burde du have grebet den og stoppet konflikten.

 Synes det er vildt synd at du ikke accepterer hans undskyldning. Du siger til ham at en undskyldning ikke er nok. Hvad vil du ellers have han skal gøre?

 Drengen griber efter en livline og det er dit job som mor at tage imod og løse konflikten med det samme i stedet for at holde ham på pinebænken. Han er jo fuldt ud klar over at det han har gjort er forkert, og det at han siger undskyld skal du se som en kæmpe styrke hos ham.

Ydermere straffer du ham efter han har sagt undskyld. Det er ikke fair. Han siger undskyld og du reagerer ved at tage hans IPod fra ham.  

Kan sagtens forstå du bliver vred over at han slår og sparker dig, men du burde som den voksne have trukket vejret og talt til 10 før du sagde en masse ting som du nu sidder og er i tvivl om var for hårde. Man kan ikke tage ord tilbage.

Så ja jeg synes du har handlet forkert. Men vi er alle kun mennesker, og så længe du får samlet op på episoden og får fortalt ham hvorfor du blev vred og sagde de ting du sagde, så skal det nok gå det hele. Men vigtigt at du snakker med ham om hvad der skete, og vigtigst af alt viser ham at du knuselsker ham uanset hvad.

Jeg er enig.

Anonym skriver:

Og det er så det jeg lærer min søn ikke er ok. Derudover vil jeg gerne poientere at jeg reagerer ekstra kraftigt i og med at han slår og sparker mig (med fuld kraft), hvilket jeg faktisk synes er meget uacceptabelt, og ikke noget jeg på nogen måde vil stå model til.

Vold er aldrig i orden, og det skal der slåes hårdt ned på - det MÅ ikke gentage sig.

Jeg har lidt svært ved at sige om din reaktion er rigtig eller forkert, da min søn kun er 10 mdr og jeg ikke ved hvordan jeg selv ville have reageret, så mit svar kommer fra en der ikke selv har stået i det.


umiddelbart, tror jeg at jeg havde stoppet den, ved at han gik ind på hans værelse. Jeg tænker at værelse skal være et "fristed" hvor man godt må rase af og ulme og være sur på "dumme mor". Og så komme ud.

Som andre også skriver, så ville det nok have været godt at tage imod hans undskyldning, så han ved at det ikke er utilgiveligt det han har gjort.

Men udover det, så tror jeg at det er VIGTIGT at der ikke er tale om vold, eller at han sår og sparker for at skade dig. Det er jo bare alle de følelser der slet ikke er plads til inde i kroppen og som slet ikke kan komme ud igennem munden, og så kommer de ud sådan.

Så tror det er vigtig at anerkende følelserne og samtidig sige at man ikke må slå og sparke. Men udfra hvad du skriver, så handler det slet ikke om vold.


Og så lige for at du tænker tingene igennem og lader os andre komme med indput. eg håber jeg kommer til at have det samme overskud!

Tak for alle svarerne/rådene. 

Nu søgte jeg ikke råd og irettesettelse, men et svar på hvordan DU ville reagerer i samme situation. Disse svar kunne jeg have brugt i refleksion over episoden. Både børn og voksne er forskellige og derfor vil vi også tackle situationer forskelligt.

I min refleksion over den pågældende episode er jeg kommet frem til, at jeg MÅSKE skulle have ladet ham rase ud på værelset, da han gik der ind dog dynes jeg det er væsenligt at han inden han gik der ind slog mig og bankede på alt på sin vej. At lade ham være der inde med fjernsyn og iPod, synes jeg ikke var ok, jeg synes han skulle vide at det han lige havde gjort var meget forkert.

Jeg accepterede hans undskyldning men lod ham også vide, at en opførsel som denne under ingen omstændigheder blot kan klares med en undskyldning. Underforstået at vi skal tale om det - og iPoden ryger væk for en periode. 

Jeg kunne godt have valgt at tale episoden igennem med ham i aften, jeg kender min søn godt nok til at vide, at hvis jeg vil snakke for hurtigt om tingene lige efter de er sket, så ryger han meget nemt tilbage i den følelse han havde, og så kan vi starte forfra, derfor valgte jeg at udskyde snakken.