Hvordan ville du have reageret? (Hidsig 6-årig)

Jeg har en søn på 6 år, i dag slog det pludselig fuldstændig klik for ham, jeg har faktisk aldrig set ham sådan før.

Det hele startede ud med et eller andet harmløst som jeg knapt husker, men i hvert fald bliver han vred, og han begynder så at skrige meget højt, hvor på jeg siger til ham at han skal stoppe, eller også må han gå ind på værelset, for jeg vil naturligvis ikke høre på sådan en skrigen. Her plejer vores konflikter så at stoppe (vi har kun ganske få konflikter, og har det i det hele taget rigtig fint sammen, og jeg føler at han respekterer mig og selvfølgelig også omvendt). I dag stopper komflikten så ikke her, i stedet går han fuldstændig amok, han skriger op slår ud efter mig, og kaster med ting. Jeg siger til ham, at den opførsel vil jeg under ingen omstændigheder se på, og jeg beder ham gå ind på sit værelse. Det gør han skam også, meget trampende, og alt på hans vej bliver kastet med. Jeg bliver naturligvis vred (og enormt provokeret) og jeg følger med ind på værelset, hvor jeg siger at han hverken skal spille eller se fjernsyn. Nu går han så til angreb på mig, han slår og sparker mig, og det gør faktisk ondt. Jeg tager hårdt fat i hans arm for at stoppe ham. På dette tidspunkt er jeg selv MEGET vred - jeg siger til ham, at jeg tager hans iPod pga. hans opførsel, og at jeg gerne vil have at han går ud og børster tænder for han skal i seng nu!

Jeg forlader ham, i mens begynder han at kaste ting ud fra sit værelse i mens han råber meget grimme ord efter mig "dumme mor, baby mor, lorte mor" osv.. Jeg ignorer ham lidt tid. Endelig bliver der ro, jeg går ind og siger til ham at han kan komme ud og få aftensmad, og derefter er det sengetid. Jeg er meget vred og derfor formentlig ikke særlig venlig at høre på. Han begynder nu at græde. Han kommer ud i køkkenet for at få noget aftensmad, han græder og siger undskyld. Jeg siger til ham at det er fint han siger undskyld, men at det ikke er godt nok, for den opførsel han lige har udvist, er simpelthen så uacceptabel. Jeg fortæller ham kort at hans iPod er inddraget på ubestemt tid, ligesom han skal i seng så snart aftensmaden er indtaget.

Han er nu vendt på en tallerken, og gør tydeligvis en masse for at vende stemningen, men jeg viser tydeligt at jeg er i dårligt humør. Han spørger flere gange "mor er du stadig vred", og jeg siger ja jeg er stadig vred. Han får spist og børstet tænder, herefter kommer han i seng. Han er naturligvis meget ked af det. Jeg fortæller ham at jeg elsker ham, og altid vil gøre det, men at den opførsel jeg har set i dag, er så forkert, at han bliver nødt til at tænke meget kraftigt over hvordan han opfører sig fremover.

Nu har jeg det faktisk helt dårligt og bliver i tvivl om hvor vidt jeg var for hård. Jeg blev simpelthen bare så vred, og der udover blev jeg faktisk også rystet over at han på denne måde kunne finde på både at slå og sparke mig med så stor en kraft....

Jeg regner med at vi skal have talt situationen igennem i morgen - både om hvorfor han blev så vred, og hvorfor mor blev så vred, og hvad vi gør for at undgå det i fremtiden.

Hvordan ville du have reageret i min situationn?

jeg tror jeg ville have gjort det samme som dig. Den opførsel er ikke acceptabel. Og synes det er super flot du fortæller ham i en god tone at du elsker ham men at du ikke vil have at han opfører sig sådan inden du putter ham så han ikke ligger og tænker over det efter der er blevet sagt godnat. Så jeg synes du har gjort det rigtige  og god ide at snakke det hele igennem imorgen når i er faldet ned.

Chraz skriver:

jeg tror jeg ville have gjort det samme som dig. Den opførsel er ikke acceptabel. Og synes det er super flot du fortæller ham i en god tone at du elsker ham men at du ikke vil have at han opfører sig sådan inden du putter ham så han ikke ligger og tænker over det efter der er blevet sagt godnat. Så jeg synes du har gjort det rigtige  og god ide at snakke det hele igennem imorgen når i er faldet ned.

Tak, det er altid rart at få lidt andre øjne på, og selvfølgelig også rart at du synes jeg har gjort det godt...

Anonym skriver:

Jeg har en søn på 6 år, i dag slog det pludselig fuldstændig klik for ham, jeg har faktisk aldrig set ham sådan før.

Det hele startede ud med et eller andet harmløst som jeg knapt husker, men i hvert fald bliver han vred, og han begynder så at skrige meget højt, hvor på jeg siger til ham at han skal stoppe, eller også må han gå ind på værelset, for jeg vil naturligvis ikke høre på sådan en skrigen. Her plejer vores konflikter så at stoppe (vi har kun ganske få konflikter, og har det i det hele taget rigtig fint sammen, og jeg føler at han respekterer mig og selvfølgelig også omvendt). I dag stopper komflikten så ikke her, i stedet går han fuldstændig amok, han skriger op slår ud efter mig, og kaster med ting. Jeg siger til ham, at den opførsel vil jeg under ingen omstændigheder se på, og jeg beder ham gå ind på sit værelse. Det gør han skam også, meget trampende, og alt på hans vej bliver kastet med. Jeg bliver naturligvis vred (og enormt provokeret) og jeg følger med ind på værelset, hvor jeg siger at han hverken skal spille eller se fjernsyn. Nu går han så til angreb på mig, han slår og sparker mig, og det gør faktisk ondt. Jeg tager hårdt fat i hans arm for at stoppe ham. På dette tidspunkt er jeg selv MEGET vred - jeg siger til ham, at jeg tager hans iPod pga. hans opførsel, og at jeg gerne vil have at han går ud og børster tænder for han skal i seng nu!

Jeg forlader ham, i mens begynder han at kaste ting ud fra sit værelse i mens han råber meget grimme ord efter mig "dumme mor, baby mor, lorte mor" osv.. Jeg ignorer ham lidt tid. Endelig bliver der ro, jeg går ind og siger til ham at han kan komme ud og få aftensmad, og derefter er det sengetid. Jeg er meget vred og derfor formentlig ikke særlig venlig at høre på. Han begynder nu at græde. Han kommer ud i køkkenet for at få noget aftensmad, han græder og siger undskyld. Jeg siger til ham at det er fint han siger undskyld, men at det ikke er godt nok, for den opførsel han lige har udvist, er simpelthen så uacceptabel. Jeg fortæller ham kort at hans iPod er inddraget på ubestemt tid, ligesom han skal i seng så snart aftensmaden er indtaget.

Han er nu vendt på en tallerken, og gør tydeligvis en masse for at vende stemningen, men jeg viser tydeligt at jeg er i dårligt humør. Han spørger flere gange "mor er du stadig vred", og jeg siger ja jeg er stadig vred. Han får spist og børstet tænder, herefter kommer han i seng. Han er naturligvis meget ked af det. Jeg fortæller ham at jeg elsker ham, og altid vil gøre det, men at den opførsel jeg har set i dag, er så forkert, at han bliver nødt til at tænke meget kraftigt over hvordan han opfører sig fremover.

Nu har jeg det faktisk helt dårligt og bliver i tvivl om hvor vidt jeg var for hård. Jeg blev simpelthen bare så vred, og der udover blev jeg faktisk også rystet over at han på denne måde kunne finde på både at slå og sparke mig med så stor en kraft....

Jeg regner med at vi skal have talt situationen igennem i morgen - både om hvorfor han blev så vred, og hvorfor mor blev så vred, og hvad vi gør for at undgå det i fremtiden.

Hvordan ville du have reageret i min situationn?

Har du spurgt ham, hvorfor han blev så vred, nu hvor det har lagt sig? Han kan jo blive vred ligesom du kan, han er bare ikke voksen og kan ikek takle det på en voksen måde. Måske har noget fået bægret til at flyde helt over for ham og det er jo synd, han er tydeligvis ked af (og måske også lidt skræmt over) sin opførsel. Det er fint med konsekvenser, men ville bare lige høre dig, om i fik snakket om det og du fik hørt ham bagefter?

Gigl skriver:

Har du spurgt ham, hvorfor han blev så vred, nu hvor det har lagt sig? Han kan jo blive vred ligesom du kan, han er bare ikke voksen og kan ikek takle det på en voksen måde. Måske har noget fået bægret til at flyde helt over for ham og det er jo synd, han er tydeligvis ked af (og måske også lidt skræmt over) sin opførsel. Det er fint med konsekvenser, men ville bare lige høre dig, om i fik snakket om det og du fik hørt ham bagefter?

Vi har ikke talt om det endnu, da det skete så sent, at han skulle sove. Jeg regner med vi tager den i morgen eftermiddag - jeg er naturligvis også meget interesseret i at vide hvad der fik ham til at reagerer så kraftigt.

Han er netop startet i 1. klassse, så måske er han bare lidt presset for tiden. Og du har ret han var meget ked af sin opførsel. Men jeg vil også gerne have ham til at forstå, at det han gjorde var MEGET forkert, og noget jeg aldrig vil se igen....

Jeg synes du har handlet korrekt. Jeg ville have gjort det samme! Husk nu og ikke give efter hans ønsker om at få iPod'en tilbage. Han skal vide hvad han har gjort forkert. Så det ikke gentager sig.

jeg har helt ondt i maven...

på din søns vejne

 

når et barn flejgner sådan ud.. går de det af en grund.. ikke for at være provokerende.

og nej hans opførsel er ikke ok.. men det er din heller ikke.

du optrapper konflikten fra starten af.

hvis du var rigtig gal på din mand.. forde du havde en dårligdag. og han så svarede gå ind på dit værelse jeg gider dig ikke nu... hvordan ville du reagere?

han fortrækker så til sidst til sit værelse for at få ro.. hvorfor lader du ham ikke bare være og rydder op?

men du går mens han indre stadig er i oprør og laver nogle restrektioner..ingen tv.. ingen ipad og i seng. det komme man altså ikke godt fra.. jeg forstår godt han sparker og slår.. 

 

og når han  så kommer til dig burde du havde tilgivet. stakkels stakkels barn at blive sendt i seng af en mor der har lagt på på is.. og først vil tale om det i morgen.. når det passer dig.

 

det er dig der har fået det til at kamme over ergo må du tage dit ansvar på dig. og havde tilgivet. det er dig der er den voksende og derfor har du ansvaret for ikke at eskalere en konflikt.. så i begge når der ud hvor i var.. for det kan en 6 årig ikke.

 

Anonym skriver:

Jeg har en søn på 6 år, i dag slog det pludselig fuldstændig klik for ham, jeg har faktisk aldrig set ham sådan før.

Det hele startede ud med et eller andet harmløst som jeg knapt husker, men i hvert fald bliver han vred, og han begynder så at skrige meget højt, hvor på jeg siger til ham at han skal stoppe, eller også må han gå ind på værelset, for jeg vil naturligvis ikke høre på sådan en skrigen. Her plejer vores konflikter så at stoppe (vi har kun ganske få konflikter, og har det i det hele taget rigtig fint sammen, og jeg føler at han respekterer mig og selvfølgelig også omvendt). I dag stopper komflikten så ikke her, i stedet går han fuldstændig amok, han skriger op slår ud efter mig, og kaster med ting. Jeg siger til ham, at den opførsel vil jeg under ingen omstændigheder se på, og jeg beder ham gå ind på sit værelse. Det gør han skam også, meget trampende, og alt på hans vej bliver kastet med. Jeg bliver naturligvis vred (og enormt provokeret) og jeg følger med ind på værelset, hvor jeg siger at han hverken skal spille eller se fjernsyn. Nu går han så til angreb på mig, han slår og sparker mig, og det gør faktisk ondt. Jeg tager hårdt fat i hans arm for at stoppe ham. På dette tidspunkt er jeg selv MEGET vred - jeg siger til ham, at jeg tager hans iPod pga. hans opførsel, og at jeg gerne vil have at han går ud og børster tænder for han skal i seng nu!

Jeg forlader ham, i mens begynder han at kaste ting ud fra sit værelse i mens han råber meget grimme ord efter mig "dumme mor, baby mor, lorte mor" osv.. Jeg ignorer ham lidt tid. Endelig bliver der ro, jeg går ind og siger til ham at han kan komme ud og få aftensmad, og derefter er det sengetid. Jeg er meget vred og derfor formentlig ikke særlig venlig at høre på. Han begynder nu at græde. Han kommer ud i køkkenet for at få noget aftensmad, han græder og siger undskyld. Jeg siger til ham at det er fint han siger undskyld, men at det ikke er godt nok, for den opførsel han lige har udvist, er simpelthen så uacceptabel. Jeg fortæller ham kort at hans iPod er inddraget på ubestemt tid, ligesom han skal i seng så snart aftensmaden er indtaget.

Han er nu vendt på en tallerken, og gør tydeligvis en masse for at vende stemningen, men jeg viser tydeligt at jeg er i dårligt humør. Han spørger flere gange "mor er du stadig vred", og jeg siger ja jeg er stadig vred. Han får spist og børstet tænder, herefter kommer han i seng. Han er naturligvis meget ked af det. Jeg fortæller ham at jeg elsker ham, og altid vil gøre det, men at den opførsel jeg har set i dag, er så forkert, at han bliver nødt til at tænke meget kraftigt over hvordan han opfører sig fremover.

Nu har jeg det faktisk helt dårligt og bliver i tvivl om hvor vidt jeg var for hård. Jeg blev simpelthen bare så vred, og der udover blev jeg faktisk også rystet over at han på denne måde kunne finde på både at slå og sparke mig med så stor en kraft....

Jeg regner med at vi skal have talt situationen igennem i morgen - både om hvorfor han blev så vred, og hvorfor mor blev så vred, og hvad vi gør for at undgå det i fremtiden.

Hvordan ville du have reageret i min situationn?

jeg kan godt forstå dig, jeg har selv en søn på 6 år om 3 måneder, og jeg ved hvordan de små kan være

MEN , jeg synes det var forkert at du ikke modtog hans undskyldning, det lyder som om at han er meg tked af at han fik opført sig sådan...

men synes i skulle have haft snakken inden han kom i seng, for måske ligger han og tænker på at Mor stadig er vred, og gør ham ked af det ...

Anonym skriver:

Vi har ikke talt om det endnu, da det skete så sent, at han skulle sove. Jeg regner med vi tager den i morgen eftermiddag - jeg er naturligvis også meget interesseret i at vide hvad der fik ham til at reagerer så kraftigt.

Han er netop startet i 1. klassse, så måske er han bare lidt presset for tiden. Og du har ret han var meget ked af sin opførsel. Men jeg vil også gerne have ham til at forstå, at det han gjorde var MEGET forkert, og noget jeg aldrig vil se igen....

Jeg vilel nok have talt med det samme efter - det kan nemt virke sært at skulle tage snakken så længe efter det er sket og der er en nats søvn imellem, så er det ligesom passé - og så føler han måske han får skæld ud over noget han allerede har fået skæld ud over. Men du kan jo godt være undrene og høre til om der er noget der nager ham og så nævne at du blev lidt forskrækket over at han blev så gal i går, da det ikke ligner ham

Jeg tror på han godt ved det er meget forkert, bare din vrede har gjort det klart for ham - selv uden du har sagt noget. Det er jeg sikker på. Men det er aldrig rart har selv en dreng på snart 5. 

Er han lige startet i skole?

Det lyder som om du er ved at få et lille selvstændigt væsen i hjemmet helt naturligt og en del af hans udvikling.

Du skal dog sætte grænser for ham så han ved hvor han har dig.

Men det lyder ikke helt unormalt. Og lyder som om han er ved at opdage sider af sig selv.

Måske i morgen, du kan spørge ham om hvad der gik galt? Om han er ked af noget, måske? Det kan jo også være en reaktion på noget andet. Men umiddelbart genkender jeg det du skriver

*C