Anonym skriver:
Jeg har en søn på 6 år, i dag slog det pludselig fuldstændig klik for ham, jeg har faktisk aldrig set ham sådan før.
Det hele startede ud med et eller andet harmløst som jeg knapt husker, men i hvert fald bliver han vred, og han begynder så at skrige meget højt, hvor på jeg siger til ham at han skal stoppe, eller også må han gå ind på værelset, for jeg vil naturligvis ikke høre på sådan en skrigen. Her plejer vores konflikter så at stoppe (vi har kun ganske få konflikter, og har det i det hele taget rigtig fint sammen, og jeg føler at han respekterer mig og selvfølgelig også omvendt). I dag stopper komflikten så ikke her, i stedet går han fuldstændig amok, han skriger op slår ud efter mig, og kaster med ting. Jeg siger til ham, at den opførsel vil jeg under ingen omstændigheder se på, og jeg beder ham gå ind på sit værelse. Det gør han skam også, meget trampende, og alt på hans vej bliver kastet med. Jeg bliver naturligvis vred (og enormt provokeret) og jeg følger med ind på værelset, hvor jeg siger at han hverken skal spille eller se fjernsyn. Nu går han så til angreb på mig, han slår og sparker mig, og det gør faktisk ondt. Jeg tager hårdt fat i hans arm for at stoppe ham. På dette tidspunkt er jeg selv MEGET vred - jeg siger til ham, at jeg tager hans iPod pga. hans opførsel, og at jeg gerne vil have at han går ud og børster tænder for han skal i seng nu!
Jeg forlader ham, i mens begynder han at kaste ting ud fra sit værelse i mens han råber meget grimme ord efter mig "dumme mor, baby mor, lorte mor" osv.. Jeg ignorer ham lidt tid. Endelig bliver der ro, jeg går ind og siger til ham at han kan komme ud og få aftensmad, og derefter er det sengetid. Jeg er meget vred og derfor formentlig ikke særlig venlig at høre på. Han begynder nu at græde. Han kommer ud i køkkenet for at få noget aftensmad, han græder og siger undskyld. Jeg siger til ham at det er fint han siger undskyld, men at det ikke er godt nok, for den opførsel han lige har udvist, er simpelthen så uacceptabel. Jeg fortæller ham kort at hans iPod er inddraget på ubestemt tid, ligesom han skal i seng så snart aftensmaden er indtaget.
Han er nu vendt på en tallerken, og gør tydeligvis en masse for at vende stemningen, men jeg viser tydeligt at jeg er i dårligt humør. Han spørger flere gange "mor er du stadig vred", og jeg siger ja jeg er stadig vred. Han får spist og børstet tænder, herefter kommer han i seng. Han er naturligvis meget ked af det. Jeg fortæller ham at jeg elsker ham, og altid vil gøre det, men at den opførsel jeg har set i dag, er så forkert, at han bliver nødt til at tænke meget kraftigt over hvordan han opfører sig fremover.
Nu har jeg det faktisk helt dårligt og bliver i tvivl om hvor vidt jeg var for hård. Jeg blev simpelthen bare så vred, og der udover blev jeg faktisk også rystet over at han på denne måde kunne finde på både at slå og sparke mig med så stor en kraft....
Jeg regner med at vi skal have talt situationen igennem i morgen - både om hvorfor han blev så vred, og hvorfor mor blev så vred, og hvad vi gør for at undgå det i fremtiden.
Hvordan ville du have reageret i min situationn?
Jeg synes du starter med et svar på dit eget spørgsmål. Du skriver at det hele startede med noget harmløst som du ikke engang husker. Jeg tænker at det du måske opfatter som harmløst, faktisk har været ophavet til hele scenariet. Og det har, hvad jeg læser det som, betydet at din dreng har været ked af at blive misforstået/ikke hørt/ignoreret/fejet af, hvad det nu end kunne være hans reaktion på det, var.
Så kommer han på værelset og er naturligvis vred og ked af det, hvilket han er nødt til at give udtryk for. Det gør han ved at vende vreden udad og smide med ting. Det gør at du bliver vred og smider mere krudt i kanonen ved at tage mange ting fra ham som han er glad for. Det gør ham endnu mere frustreret. Så der ville jeg nok bare have lukket døren og ladet ham køle af. Og derefter få en snak. Aldrig vente en hel dag, drengen må have fået ondt i maven af det. Og så skulle du have rummet ham, skudt din egen skuffelse og overraskelse til side og have sagt til drengen da han siger undskyld, at du gerne vil høre hvad der fik ham til at reagere sådan, for det ved du ikke. Og så kunne du have endt dagen med en løst konflikt og et barn der kunne gå i skole med god samvittighed.
Jeg siger ikke du gjorde alt galt, for man skal absolut ikke finde sig i sådan en opførsel. Men jeg vil tro du kunne have taget det i opløbet ved at se det fra sønnens perspektiv først. Men alle forældre kan blive afmægtige og reagere ud fra følelser. Så lad være at dunke dig selv i hovedet med det, men nyd at i fik talt om det og at alt er okay igen 
