Ville du donere din nyre anonymt ?

wamse skriver:

Nej det kunne jeg ikke. De må tage hvad de kan bruge, når jeg ikke er her mere, og hvis en af mine nære skulle mangle, så ville jeg gerne gøre det, men indtil da, bliver den hvor den er

Det kan jeg sagtens forstå. Men syntes det er "dejligt" at høre at du donerer når du er væk..

Stumpen skriver:

Det er fordi det er der jeg gemmer dem jeg holder af og derfor vil jeg have hjertet med mig  Den tanke fik jeg da jeg tilmeldte mig som 18 årig og den holder jeg fast i  

Sikke en fin tanke 

Det bliver jeg da lidt blød i hjertet af.. Syntes det er en rigtigt fin tanke.. 

AalborgPigen skriver:

Det kan jeg sagtens forstå. Men syntes det er "dejligt" at høre at du donerer når du er væk..

wamse skriver:

Jeg har stået i donorregistret siden jeg var 18-19 år gammel, og der er intet de ikke må tage

Det syntes jeg er super fedt !!

Jeg tror ikke jeg ville donere anonymt...eller det ville jeg ikke nej! Jeg er her for min søn og min familie, og vil derfor ikke sætte mit liv på spil for fremmede. Men min nære familie ville jeg gøre det for uden tvivl og muligvis også for mine gode veninder! Men man ved sjældent, hvordan man reagerer i en given situation før man står i den.
Når jeg er død har jeg valgt, at man gerne må bruge mine organer osv. hvis det kan rede andre.

Stumpen skriver:

Nej, det vil jeg ikke - den skal gemmes, hvis et nærtstående familie medlem skulle få brug for et og kunne bruge mit...

Men den dag jeg dør må de tage hvad de vil have - på nær mit hjerte..

Jeg har stor respekt for menneskers personlige valg! Også for dit! Og du skal helt sikkert gøre hvad du selv føler er det rigtige

Men jeg vil lige give dig en historie med på vejen til videre overvejelse.

Min barndomsvenindes ven lå i coma, da vi var 13-14 år, hans hjerne fungerede, men hans hjerte var holdt op med at slå og han blev derfor holdt kunstigt i live på lånt tid.
Samtidig (eller kort efter, det husker jeg ikke) kom en jævnaldrende dreng ind, men han var helt hjernedød, og der var ikke mere at gøre for ham. Hans hjerte kunne rede min venindes ven, men forældrene sagde nej. Det var helt forfærdeligt for forældrene og familie og venner at føle, at deres søns liv lå i andres hænder, men at de ikke ville rede ham.
HELDIGVIS ombestemte de sig i sidste øjeblik, og min venindes ven fik en hjertetransplantation og lever så vidt jeg ved den dag i dag! Han kom sig i hvert fald fint og blev velfungerende igen efter transplantationen.

Jeg har siden dengang, selvom vi ikke var så gamle, tænkt over hvor forfærdeligt de forældre må have haft det, da den anden drengs forældre sagde nej, selvom jeg selvfølgelig godt kan forstå, at det også var yderst smertefuldt for dem!!

Så jeg har selv valgt, at alt må bruges til at rede andre - min krop bliver jo ellers enten brændt eller rådner op i jorden, inklusiv mit hjerte, som måske kunne rede et andet menneske, som der er nogle der elsker, måske et barn!

Anonym skriver:

Jeg har stor respekt for menneskers personlige valg! Også for dit! Og du skal helt sikkert gøre hvad du selv føler er det rigtige

Men jeg vil lige give dig en historie med på vejen til videre overvejelse.

Min barndomsvenindes ven lå i coma, da vi var 13-14 år, hans hjerne fungerede, men hans hjerte var holdt op med at slå og han blev derfor holdt kunstigt i live på lånt tid.
Samtidig (eller kort efter, det husker jeg ikke) kom en jævnaldrende dreng ind, men han var helt hjernedød, og der var ikke mere at gøre for ham. Hans hjerte kunne rede min venindes ven, men forældrene sagde nej. Det var helt forfærdeligt for forældrene og familie og venner at føle, at deres søns liv lå i andres hænder, men at de ikke ville rede ham.
HELDIGVIS ombestemte de sig i sidste øjeblik, og min venindes ven fik en hjertetransplantation og lever så vidt jeg ved den dag i dag! Han kom sig i hvert fald fint og blev velfungerende igen efter transplantationen.

Jeg har siden dengang, selvom vi ikke var så gamle, tænkt over hvor forfærdeligt de forældre må have haft det, da den anden drengs forældre sagde nej, selvom jeg selvfølgelig godt kan forstå, at det også var yderst smertefuldt for dem!!

Så jeg har selv valgt, at alt må bruges til at rede andre - min krop bliver jo ellers enten brændt eller rådner op i jorden, inklusiv mit hjerte, som måske kunne rede et andet menneske, som der er nogle der elsker, måske et barn!

undres over dit svar ... 

fordi det er præcist det samme svar som du selv har givet .... 

spørgsmålet lyder - ville du donere din nyre anonymt NU mens du stadig er i live ... 

serinasmor skriver:

undres over dit svar ... 

 

fordi det er præcist det samme svar som du selv har givet .... 

 

spørgsmålet lyder - ville du donere din nyre anonymt NU mens du stadig er i live ... 

Det er nu ment som i i live og ved bevidsthed og levedygtig. Men mit svar var til Stumpen, som har valgt at donere sin krop, når hun er død pånær sit hjerte. Så skrev jeg bare mit indlæg som noget at tænke over. Ikke som en kritik. For hvis man, efter at have tænkt alt igennem, stadig har det sådan, så er det ens eget personlige valg. Jeg kunne bare ikke lade være med at fortælle den historie, da jeg ofte har tænkt på den siden dengang, hvilket er MANGE år siden! Og jeg blev så glad, da jeg hørte, at den ene drengs forældre, hvis søn var hjernedød og altså ikke kunne leve videre, valgte at give hans hjerte til min venindes ven, så han kunne komme tilbage til livet og til sine forældre! På den måde fik den anden drengs forældre også lov til at hjælpe et andet forældrepar til ikke at skulle gennemleve samme sorg, som dem selv, og deres søn lever på en eller anden måde videre i min venindes søn, hvilket jeg synes er meget smukt at tænke på! Men mest af alt handler det om, at jeg syntes det ville have været SÅ forfærdeligt for de forældre at sidde tilbage med følelsen af "Hvis bare...!"

Som tingene ser ud nu, så JA.. Men når jeg får børn, ved jeg ikke om svaret er det samme, hvis det skal være til én jeg ikke kender...

Men.. Jeg ville til hver en tid give min ene nyre til min veninde.. Hun har nedsat nyrefunktion og ville ikke tøve et sekund med at give hende min ene nyre

Anonym skriver:

Jeg har stor respekt for menneskers personlige valg! Også for dit! Og du skal helt sikkert gøre hvad du selv føler er det rigtige

Men jeg vil lige give dig en historie med på vejen til videre overvejelse.

Min barndomsvenindes ven lå i coma, da vi var 13-14 år, hans hjerne fungerede, men hans hjerte var holdt op med at slå og han blev derfor holdt kunstigt i live på lånt tid.
Samtidig (eller kort efter, det husker jeg ikke) kom en jævnaldrende dreng ind, men han var helt hjernedød, og der var ikke mere at gøre for ham. Hans hjerte kunne rede min venindes ven, men forældrene sagde nej. Det var helt forfærdeligt for forældrene og familie og venner at føle, at deres søns liv lå i andres hænder, men at de ikke ville rede ham.
HELDIGVIS ombestemte de sig i sidste øjeblik, og min venindes ven fik en hjertetransplantation og lever så vidt jeg ved den dag i dag! Han kom sig i hvert fald fint og blev velfungerende igen efter transplantationen.

Jeg har siden dengang, selvom vi ikke var så gamle, tænkt over hvor forfærdeligt de forældre må have haft det, da den anden drengs forældre sagde nej, selvom jeg selvfølgelig godt kan forstå, at det også var yderst smertefuldt for dem!!

Så jeg har selv valgt, at alt må bruges til at rede andre - min krop bliver jo ellers enten brændt eller rådner op i jorden, inklusiv mit hjerte, som måske kunne rede et andet menneske, som der er nogle der elsker, måske et barn!

Jeg synes faktisk det er grotesk at familien til den syge får at vide at "to døre" længere nede er det hjerte der kan redde jeres dreng, men forældrene vil ikke give tilladelse..... For som du selv skriver, hvis ikke forældrene til den hjernedøde havde ændret mening, kunne den familien have gået rundt med hvis nu og til hvad nytte.... 

Jeg synes det er en rørerne historie du kommer med, men den får mig ikke til at ændre mening - mine andre organer må gerne redde liv, men ikke mit hjerte...