De ting vi ikke kan snakke om

-Sigrid- skriver:

Og du fik lige sagt det jeg egentlig gerne ville

Kan huske første gang jeg så en dværg vendte jeg mig rundt efter ham fordi jeg var så overrakset (6 år gammel), og min mor rev mig rundt igen

 nemlig... det er sådan vi er "oplært"

Kris89 skriver:

jeg er bange for at såre...

 

måske ikke lige med blå næse /handicap eller lign..

 

prøver at være naturlig omrking det (men er ret sikker på jeg opfører mig anderledes når en er i nærheden der er anderledes)

 

men min kærestes lillebror skød sig selv for et par år siden (9 mdr. inden jeg begyndte at komme sammen med min kæreste) og jeg ville SÅ gerne snakke med svigerfamilien om det, men er SÅÅÅ bange for at såre dem...

er så bange for at sige noget forkert, er bange for de ikke har lyst til at tale om det.

 

vi snakker tit om ham, men kun om ting han har gjort, hans barndomsår i den dur. aldrig om selve episoden...

er nok også vokset op med "mind your one buisness)

Du er jo heller ikke selv bange for at snakke om ting som har såret dig

Peders storebror skød også sig selv, og Peder har aldrig snakket om nogen om det. Jeg var den første han snakkede med det om. Det var 2 år efter, og hans bror var hans bedste ven Han var så så fuld at han ramte i skulderen, men svigtet sidder dybt i ham

Det tror jeg at vi alle er 

-Sigrid- skriver:

Er hendes mærke så gået væk? Jeg har det jo på samme måde som dig

Ja, det der med at rive op i det, man er bange for at gøre folk kede af det

Det er kun meget svagt nu. Og det bør gå væk omkring 3-4 års alderen.
Men hvor er det forfærdeligt man har det sådan i stedet for bare at se det som en del af barnet. Men jeg vil så nødigt mit barn falder udenfor, eller andre snakker om hende

Hvem? skriver:

Døden, sygdomme eller andre særpræget ting er aldrig sjove at tale om, jeg bemærker det efterhånden ikke mere mht. udseende, man er jo som man er, og jeg ser noget smukt i alle mennesker, og dømmer bestemt ikke på det ydre, men her er det altså det indre der tæller.

Jeg har gennem mit arbejde (plejehjem) gennem 6 år oplevet meget sygdom og død, og jeg har fundet ud af - jo mere man snakker om det, jo bedre bliver man til at håndtere det, jeg husker stadig mit første opklad til en pårørende, hvor ægtefællen var død, glemmer det aldrig, men her var man jo mere "den lyttende" end "den talende".

Jeg går stadig ind for, at det er dét indre der tæller, jeg er bedøvende ligeglad med om der mangler et ben, øre, hånd, er skeløjet o.s.v. det er sådan man er, og det er da fantastiske vi ikke er ens.

Hvad angør døden er noget helt andet, og der er slet ikke nogen der er tjent med, at skulle begrave sit barn, jeg blir så trist når jeg læser at unge / især børn er døde, det sætter sig i mig og jeg tænker meget over det også selvom det er børn jeg ikke kender, det er forfærdeligt og ikke rigtigt at børn skal dø.

Py, det blev langt - jeg beklager..

Jeg er fuld af respekt for at du kan være sådan, jeg prøver men det går bare ikke særlig godt. Men hvem kan man lige "øve" på? Syntes det er svært at lære

Lange svar er godt

StineW79 skriver:

Bliver da spændene hva de ka finde ud af!! 

Som hun selv siger, så gør det, det hele lidt nemmer at hun vidste at jeg var gavid, da hun selv opdagede at hun var gravid. Det ville ha været " være" for hende hvis jeg havede opdaget det efter hun havde mistet ( hendes mening ) og hun er jo mega glad på vores vejen, men rigtig ked af det på deres. 

Syntes at hun er så dejlig og ville godt nok ha haft en noget tister graviditet uden hendes støtte og vi har lige haft en dejlig kreativ hygge dag, hvor vi har syet og snakket om det hele. Det betyder så meget at nogen at snakke med! Vh stine

Vi glæder os også, især fordi den skifter farve og det skræmmer mig lidt nogle gange

Din veninde lyder bare fantastisk, hvor er det bare storsindet!

Isabella_mor skriver:

 nemlig... det er sådan vi er "oplært"

Forhåbelig oplærer vi vores børn bedre - og også til at de kan svare på de hårde spørgsmål så spørgeren ikke bliver "bange"

Jeg har det nok lidt på samme måde, at det nogle gange kan være svært, andre gange falder det naturligt. Jeg tror hvad mig selv angår jeg ikke ønsker at gøre folk kede af det osv, hvilket kan gøre sådan noget svært. Man vil jo ikke spørge om en pige er gravid hvis man ikke er sikker, samtidig kan den gravide pige blive skuffet og ked hvis man ikke spørger fordi man ikke er sikker

Hvor pinligt, nu har jeg set så mange billeder af smukke Nethe og har aldrig lagt mærke til eller tænkt over det :-0 føler mig da en smule flov over jeg måske burde ha set det. Jeg har jo bare set den lille glade charmebasse. Måske jeg så burde spørge hvorfor hun er blå ;-)

Loa skriver:

Det er kun meget svagt nu. Og det bør gå væk omkring 3-4 års alderen.
Men hvor er det forfærdeligt man har det sådan i stedet for bare at se det som en del af barnet. Men jeg vil så nødigt mit barn falder udenfor, eller andre snakker om hende

Det er præcis sådan jeg har det! Jeg er mega bange for at andre børn ikke kan se hende i øjene fordi mærket er så tæt på, eller at de driller! Det er en detalje, og Tanja. herindefra syntes faktisk at det er charmerende, men som mor er der jo alle de der dumme bekymringer på forhånd

-Sigrid- skriver:

Jeg er fuld af respekt for at du kan være sådan, jeg prøver men det går bare ikke særlig godt. Men hvem kan man lige "øve" på? Syntes det er svært at lære

Lange svar er godt

Prøv at være "open mineded"

Jeg selv er vokset om med en mor der var meget overvægtig, hun havde den indstilling at det skulle ikke gå ud over hendes børn, så hun tog "gladeligt" os med i svømmehal o.s.v. hvor ALLE vendte hovede og hviskede at hende - jeg kan tydelig huske hende hviske til os; Det er ikke det ydre der tæller, men det indre - husk det, mine kære små"

 Og jeg elsker hende (også) for det

-Sigrid- skriver:

Forhåbelig oplærer vi vores børn bedre - og også til at de kan svare på de hårde spørgsmål så spørgeren ikke bliver "bange"

nemlig.. vi skal bare være bevidste om det.