De ting vi ikke kan snakke om

Hvad gør I med de ting I ikke tør snakke om? Jeg læste denne tråd;  https://www.baby.dk/debat/181658pi1/mistet-et-barn/retten-til-at-soerge.aspx og græd lidt, men jeg viste ikke hvad jeg skulle skrive for jeg kunne slet ikke forestille mig at leve uden min Agnethe.

Men hvad gør I når I ikke ved hvad I skal sige? Når I kan se at et barn er sygt eller har et mærke midt i ansigtet, en ting som er "forkert"? Hvad siger I til en mor som lige har mistet sit barn, eller fået af vide at barnet i maven ikke er raskt? Hvad siger I til forældrene/søskende/børnene som lige - eller for længe siden? - har mistet et barn?

Hvordan lærte I at se udenom kørestolen? For jeg kan ikke finde ud af det! Jeg ved ikke hvordan jeg skal håndtere det, og alligevel bliver jeg så lettet når folk spørge hvorfor Agnethes næse er blå, for så kan jeg fortælle det og vi kan komme videre?

Og hvordan ser i det smukke i barnet hvis' øjne hele tiden skeler, for det er jo det vi ligger mærke til?

Jeg tror vi alle gør det, jeg tror at når jeg går videre med Agenthe spørge folk hinanden hvorfor hendes næse er blå, så hvorfor pokker er vi så dårlige til at snakke om den berømte elefant? 

Og jeg syntes ikke jeg er et dårligt menneske for at ikke vide hvordan jeg skal håndtere det, jeg er bare et menneske som kan blive bedre til mange ting, bl. a at håndtere de svære emner 

-Sigrid- skriver:

Hvad gør I med de ting I ikke tør snakke om? Jeg læste denne tråd;  https://www.baby.dk/debat/181658pi1/mistet-et-barn/retten-til-at-soerge.aspx og græd lidt, men jeg viste ikke hvad jeg skulle skrive for jeg kunne slet ikke forestille mig at leve uden min Agnethe.

Men hvad gør I når I ikke ved hvad I skal sige? Når I kan se at et barn er sygt eller har et mærke midt i ansigtet, en ting som er "forkert"? Hvad siger I til en mor som lige har mistet sit barn, eller fået af vide at barnet i maven ikke er raskt? Hvad siger I til forældrene/søskende/børnene som lige - eller for længe siden? - har mistet et barn?

Hvordan lærte I at se udenom kørestolen? For jeg kan ikke finde ud af det! Jeg ved ikke hvordan jeg skal håndtere det, og alligevel bliver jeg så lettet når folk spørge hvorfor Agnethes næse er blå, for så kan jeg fortælle det og vi kan komme videre?

Og hvordan ser i det smukke i barnet hvis' øjne hele tiden skeler, for det er jo det vi ligger mærke til?

Jeg tror vi alle gør det, jeg tror at når jeg går videre med Agenthe spørge folk hinanden hvorfor hendes næse er blå, så hvorfor pokker er vi så dårlige til at snakke om den berømte elefant? 

Og jeg syntes ikke jeg er et dårligt menneske for at ikke vide hvordan jeg skal håndtere det, jeg er bare et menneske som kan blive bedre til mange ting, bl. a at håndtere de svære emner 

Mettefpigen skriver:

Jeg er normalt en rigtig udadvendt person og er åben som en bog ;-) men lige der går jeg i stå... Og jeg ved ikk, men tror (måske) grunden er at jeg ikk ved hvad folk tænker om mig..... Hvis du forstår... Istedet for at sige ' nej hvor er hun dog sød' så siger hun 'hvorfor ser hun sådan ud'......

Du har tabt mig 

-Sigrid- skriver:

Du har tabt mig 

Åh ja det er svært!!! SÅ svært!

Først vil jeg lige spørge - hvad mener du med at nogle spørger ind til Agnethes blå næse?!

Herefter vil jeg sige at jeg som alle andre også har utrolig svært ved at snakke med folk om døden, sygdom osv. Men det er kun når jeg kender folk privat/venner/bekendtskaber osv. I mit arbejde som sygeplejerske snakker jeg jo om sygdom og af og til også død med mine patienter - altid et følsomt emne hvor jeg mere lytter end taler, men jeg synes ikke det er decideret svært! Fordi jeg ikke har et forhold til patienten...

Mht om et barn skeler, har et jordbærmærke osv osv. Ja så kigger jeg ærlig talt ikke på det! Eller jo i starten er det da iøjenfaldende, men som man lærer barnet at kende (har arbejdet i børnehave) så ser man det ikke mere! Men jeg kan sagtens finde på at spørge ind til det! Både forældre og barn... "hvad er det for et mærke du har dér...?" "Det er ligesom jeg har et stort modermærke her"  eller "Jeg kender også én der har sådan ét...." Bare taler om det med barnet fx..

Tror ikke der er et gyldent svar på at tale om døden.... Andet end altid lægge ud med at spørge om det er okay jeg spørger... eller om personen har lyst til at tale om det,

Mettefpigen skriver:

Mener at hvis jeg møder dig og ser din datter.. så spørger jeg dig hvorfor hun har en blå næse..... Men jeg ved ikk hvad du tænker om det.. Jeg ved ikk om du synes jeg er fræk, dømmende.... For jeg burde måske sige at hun er vildt sød istedet for at spørge hvorfor hun har en blå næse....

Nårh på den måde Det gør de også tit, men hun (syntes jeg ) er meget charmerende, så det får vi jo tit af vide

Hendes næse er ikke så tydeligt blå længere, men det var mere om hvordan folk fik spurgt ind til den slags ting som er sårbare emner?

-Sigrid- skriver:

Hvad gør I med de ting I ikke tør snakke om? Jeg læste denne tråd;  https://www.baby.dk/debat/181658pi1/mistet-et-barn/retten-til-at-soerge.aspx og græd lidt, men jeg viste ikke hvad jeg skulle skrive for jeg kunne slet ikke forestille mig at leve uden min Agnethe.

Men hvad gør I når I ikke ved hvad I skal sige? Når I kan se at et barn er sygt eller har et mærke midt i ansigtet, en ting som er "forkert"? Hvad siger I til en mor som lige har mistet sit barn, eller fået af vide at barnet i maven ikke er raskt? Hvad siger I til forældrene/søskende/børnene som lige - eller for længe siden? - har mistet et barn?

Hvordan lærte I at se udenom kørestolen? For jeg kan ikke finde ud af det! Jeg ved ikke hvordan jeg skal håndtere det, og alligevel bliver jeg så lettet når folk spørge hvorfor Agnethes næse er blå, for så kan jeg fortælle det og vi kan komme videre?

Og hvordan ser i det smukke i barnet hvis' øjne hele tiden skeler, for det er jo det vi ligger mærke til?

Jeg tror vi alle gør det, jeg tror at når jeg går videre med Agenthe spørge folk hinanden hvorfor hendes næse er blå, så hvorfor pokker er vi så dårlige til at snakke om den berømte elefant? 

Og jeg syntes ikke jeg er et dårligt menneske for at ikke vide hvordan jeg skal håndtere det, jeg er bare et menneske som kan blive bedre til mange ting, bl. a at håndtere de svære emner 

Hvorfor er hendes næse blå?? Ja nu er jeg jo nød til at spørge, for sådan er jeg bare!

Jeg arbejder til dagligt med handicappet børn og for mig er det ik rigtig et tabu belagt emne, for jeg er jo nød til at spørge om rigtig mange ting, for at gøre mit arbejde bedst muligt.

Hvordan man snakker med forældre, søskende osv, afhænger meget af dem syntes jeg! 

Min bedste veninde ville ha haft termin om 2 dage, men mistede desvære baby i uge 8. Jeg har termin i morgen og min graviditet har været rigtig svær for hende. Men fordi vi er bedste veninder snakker vi om alt. 

Tror i det hele taget at måden man snakker sammen om ting, er forskellig fra person til person. Altså hva der fungere for mig, er jo ik sikkert virker for dig. Gir det mening? Vh stine

fordi at vi er opdraget med "mind your own business"

mine forældre sagde altid, ikke kigge... hold op med at stirre, man glor ikke. og hvis vi spurgte nogle der så anderledes ud eller sådan noget, så blev vi skældt ud fordi at sådan noget gjorde man altså ikke. det var frækt at opføre sig sådan osv osv..

så det er simpelthen fordi at mange af os er flasket op med at man ikke skal blande sig og spørge ind og så videre.

 MEN vi kan jo heldigvis ændre det. fordi at vi er en ny generation, med nye børn og de lærer af os. så lad os da lære dem at det er OK at spørge, at det er ok at tale om, osv... 

nedlæg tabuerne. hjælp vores børn med at lære at det er ok...

Jeg kom forleden til at spørge en mor om det var et storkebid hendes dreng havde i nakken.. og jeg kunne godt mærke på hende at det emne ville hun helst ikke berøre.. Der blev ssagt "JA" efterfulgt af en underlig tavshed.. Tror måske det er lige det vi frygter?? at såre nogen, eller tavsheden

Jeg spørger ihvertfald ikke igen