De ting vi ikke kan snakke om

-Sigrid- skriver:

Hvad gør I med de ting I ikke tør snakke om? Jeg læste denne tråd;  https://www.baby.dk/debat/181658pi1/mistet-et-barn/retten-til-at-soerge.aspx og græd lidt, men jeg viste ikke hvad jeg skulle skrive for jeg kunne slet ikke forestille mig at leve uden min Agnethe.

Men hvad gør I når I ikke ved hvad I skal sige? Når I kan se at et barn er sygt eller har et mærke midt i ansigtet, en ting som er "forkert"? Hvad siger I til en mor som lige har mistet sit barn, eller fået af vide at barnet i maven ikke er raskt? Hvad siger I til forældrene/søskende/børnene som lige - eller for længe siden? - har mistet et barn?

Hvordan lærte I at se udenom kørestolen? For jeg kan ikke finde ud af det! Jeg ved ikke hvordan jeg skal håndtere det, og alligevel bliver jeg så lettet når folk spørge hvorfor Agnethes næse er blå, for så kan jeg fortælle det og vi kan komme videre?

Og hvordan ser i det smukke i barnet hvis' øjne hele tiden skeler, for det er jo det vi ligger mærke til?

Jeg tror vi alle gør det, jeg tror at når jeg går videre med Agenthe spørge folk hinanden hvorfor hendes næse er blå, så hvorfor pokker er vi så dårlige til at snakke om den berømte elefant? 

Og jeg syntes ikke jeg er et dårligt menneske for at ikke vide hvordan jeg skal håndtere det, jeg er bare et menneske som kan blive bedre til mange ting, bl. a at håndtere de svære emner 

Hoer den her duet, den er saa smuk. og saa handler den om at miste.

Yurie skriver:

Hoer den her duet, den er saa smuk. og saa handler den om at miste.

her er den:

http://www.youtube.com/watch?v=IR_mBh5mqok

-Sigrid- skriver:

Hvad gør I med de ting I ikke tør snakke om? Jeg læste denne tråd;  https://www.baby.dk/debat/181658pi1/mistet-et-barn/retten-til-at-soerge.aspx og græd lidt, men jeg viste ikke hvad jeg skulle skrive for jeg kunne slet ikke forestille mig at leve uden min Agnethe.

Men hvad gør I når I ikke ved hvad I skal sige? Når I kan se at et barn er sygt eller har et mærke midt i ansigtet, en ting som er "forkert"? Hvad siger I til en mor som lige har mistet sit barn, eller fået af vide at barnet i maven ikke er raskt? Hvad siger I til forældrene/søskende/børnene som lige - eller for længe siden? - har mistet et barn?

Hvordan lærte I at se udenom kørestolen? For jeg kan ikke finde ud af det! Jeg ved ikke hvordan jeg skal håndtere det, og alligevel bliver jeg så lettet når folk spørge hvorfor Agnethes næse er blå, for så kan jeg fortælle det og vi kan komme videre?

Og hvordan ser i det smukke i barnet hvis' øjne hele tiden skeler, for det er jo det vi ligger mærke til?

Jeg tror vi alle gør det, jeg tror at når jeg går videre med Agenthe spørge folk hinanden hvorfor hendes næse er blå, så hvorfor pokker er vi så dårlige til at snakke om den berømte elefant? 

Og jeg syntes ikke jeg er et dårligt menneske for at ikke vide hvordan jeg skal håndtere det, jeg er bare et menneske som kan blive bedre til mange ting, bl. a at håndtere de svære emner 

Det er en rigtig god debat.
Jeg fik som 12 årige konstateret schauerman og scoliose, hvilket har medført at jeg er det man på godt gammeldags kalder pukkelrygget. Det har altid medført længe blikke, hvisken, pegen, undren og mobning. Jeg har altid haft svært ved at skulle starte ny uddannelse eller job, for så vidste jeg at det hele igen skulle starte forfra og at folk i smug igen skulle tale om mit udseende.
Jeg har faktisk altid været mest glad for de mennesker der på en åben og nysgerrig respektabel måde direkte har spurgt mig "undskyld jet spørger, men har undret mig, hvad er det egentlig ned din ryg?". Det er så meget mere befriende end at omgåes folk i flere år uden de nogensinde spørger ind til det, for det er jo tydeligt de kan se det.

Nu er jeg meget nysgerrig anlagt, hvilket bestemt også kan bide mig i røven engang imellem... Men er der noget der undrer mig, jamen så spørger jeg!
Jeg er også opdraget med at spørge ind til folk, hvis de fx har mistet, er kede af det.... Det rører mig ikke, og har tit fået en positiv reaktion på det...
Hvis folk ikke har lyst til at tale om det, respekterer jeg selvfølgelig det, men holder mig aldrig tilbage

Eliza skriver:

Jeg kom forleden til at spørge en mor om det var et storkebid hendes dreng havde i nakken.. og jeg kunne godt mærke på hende at det emne ville hun helst ikke berøre.. Der blev ssagt "JA" efterfulgt af en underlig tavshed.. Tror måske det er lige det vi frygter?? at såre nogen, eller tavsheden

Jeg spørger ihvertfald ikke igen 

Må lige høre, hvad er dette 'storkebid' for noget? 

Yurie skriver:

her er den:

http://www.youtube.com/watch?v=IR_mBh5mqok

Fik gåsehud, meget smuk 

MortilElias2010 skriver:

Må lige høre, hvad er dette 'storkebid' for noget? 

det er et rødt mærke i nakken.. tror det kommer sig af historien om at børn kom med storken 

Eliza skriver:

det er et rødt mærke i nakken.. tror det kommer sig af historien om at børn kom med storken 

Det kan også komme i panden, som at storken tog fat med sit næb om hovedet

-Sigrid- skriver:

Det kan også komme i panden, som at storken tog fat med sit næb om hovedet

lede lorte stork!!..  godt han ikke kom med min Maller.. Man kan sku da ikke flyve afsted med et barn ved at bide dem i panden?? 

tror aldrig jeg har set dem i panden. troede faktisk de hed jordbærmærke hvis de sad andre steder.. eller er det kun hvis de buler??

Eliza skriver:

lede lorte stork!!..  godt han ikke kom med min Maller.. Man kan sku da ikke flyve afsted med et barn ved at bide dem i panden?? 

tror aldrig jeg har set dem i panden. troede faktisk de hed jordbærmærke hvis de sad andre steder.. eller er det kun hvis de buler??

Jeg ved det ikke, men min datter havde det i panden et par dage