De ting vi ikke kan snakke om

MinNoah skriver:

Åh ja det er svært!!! SÅ svært!

Først vil jeg lige spørge - hvad mener du med at nogle spørger ind til Agnethes blå næse?!

Herefter vil jeg sige at jeg som alle andre også har utrolig svært ved at snakke med folk om døden, sygdom osv. Men det er kun når jeg kender folk privat/venner/bekendtskaber osv. I mit arbejde som sygeplejerske snakker jeg jo om sygdom og af og til også død med mine patienter - altid et følsomt emne hvor jeg mere lytter end taler, men jeg synes ikke det er decideret svært! Fordi jeg ikke har et forhold til patienten...

Mht om et barn skeler, har et jordbærmærke osv osv. Ja så kigger jeg ærlig talt ikke på det! Eller jo i starten er det da iøjenfaldende, men som man lærer barnet at kende (har arbejdet i børnehave) så ser man det ikke mere! Men jeg kan sagtens finde på at spørge ind til det! Både forældre og barn... "hvad er det for et mærke du har dér...?" "Det er ligesom jeg har et stort modermærke her"  eller "Jeg kender også én der har sådan ét...." Bare taler om det med barnet fx..

Tror ikke der er et gyldent svar på at tale om døden.... Andet end altid lægge ud med at spørge om det er okay jeg spørger... eller om personen har lyst til at tale om det,

Ej hvor er jeg misundelig på at du kan finde ud af at snakke om det, jeg kan ikke finde ud af det og trækker mig væk, kan ikke engang finde ud af det online, jeg er bange for at være den der elefant som træder på andres tær

http://voreslille.blogspot.dk/2012/06/billedspam.html På nogle af billederne kan man se hun har et underligt mærke på venstre side af næsen

LilyMarleen skriver:

Men hvorfor har hun så en blå næse ?? Det andet er vel fordi at folk ikke vil såre unødigt, så derfor kommentere man ikke den detalje. Detaljen er måske også bedøvende ligegyldig. Når først man har lært barnet at kende.. ??

Vi ved det ikke, skal til en speciallist med det til september

Kan godt se at den lille detalje med næsen er ligegyldigt, men hende jeg linker til vil jo gerne have at man snakker om hendes datter, men det er vi jo stadig mange som er utrygge ved?

StineW79 skriver:

Hvorfor er hendes næse blå?? Ja nu er jeg jo nød til at spørge, for sådan er jeg bare!

Jeg arbejder til dagligt med handicappet børn og for mig er det ik rigtig et tabu belagt emne, for jeg er jo nød til at spørge om rigtig mange ting, for at gøre mit arbejde bedst muligt.

Hvordan man snakker med forældre, søskende osv, afhænger meget af dem syntes jeg! 

Min bedste veninde ville ha haft termin om 2 dage, men mistede desvære baby i uge 8. Jeg har termin i morgen og min graviditet har været rigtig svær for hende. Men fordi vi er bedste veninder snakker vi om alt. 

Tror i det hele taget at måden man snakker sammen om ting, er forskellig fra person til person. Altså hva der fungere for mig, er jo ik sikkert virker for dig. Gir det mening? Vh stine

Vi ved det ikke men venstre side er blå og hævet, skal til en speciallist med det til september

Din stakkels veninde Og held og lykke lige om lidt!

Ja, det gør det faktisk

Isabella_mor skriver:

fordi at vi er opdraget med "mind your own business"

mine forældre sagde altid, ikke kigge... hold op med at stirre, man glor ikke. og hvis vi spurgte nogle der så anderledes ud eller sådan noget, så blev vi skældt ud fordi at sådan noget gjorde man altså ikke. det var frækt at opføre sig sådan osv osv..

så det er simpelthen fordi at mange af os er flasket op med at man ikke skal blande sig og spørge ind og så videre.

 MEN vi kan jo heldigvis ændre det. fordi at vi er en ny generation, med nye børn og de lærer af os. så lad os da lære dem at det er OK at spørge, at det er ok at tale om, osv... 

nedlæg tabuerne. hjælp vores børn med at lære at det er ok...

 

Og du fik lige sagt det jeg egentlig gerne ville

Kan huske første gang jeg så en dværg vendte jeg mig rundt efter ham fordi jeg var så overrakset (6 år gammel), og min mor rev mig rundt igen

Mon ikke det er fordi mennesker efterhånden er blevet så pokkers besatte af at være perfekte, og se perfekte ud, udad til.

Da Isabella blev født havde hun et jordbærmærke på sit håndled, og jeg må da indrømme jeg virkelig ønskede at det snart gik væk, og ja et eller andet sted håbede jeg nok også at folk ikke lagde mærke til det... Hvorfor?? Ja jeg ved det ikke, måske fordi jeg ville have folk så hende som perfekt, ligesom jeg syntes hun var.....

Mht. det at miste, så tror jeg at grunden til at jeg holder mig tilbage er fordi at jeg tror/troede at dem der havde mistet helst ikke ville snakke om det. Jeg ville ikke ribbe op i noget smertefuldt ved at spørge ind til det.
Men f.eks. mht. Talbutikkens sørgelige historie, der ville jeg da heller end gerne høre om hendes lille pige, både da hun var i live, og hvordan de alle tackler det, nu hun er taget fra dem. Men jeg ville ikke bryde mig om at spørge ind til det, fordi jeg som sagt havde troet at det var værre for dem at snakke om hende end ikke.

Håber ikke det blev for forvirrende

Eliza skriver:

Jeg kom forleden til at spørge en mor om det var et storkebid hendes dreng havde i nakken.. og jeg kunne godt mærke på hende at det emne ville hun helst ikke berøre.. Der blev ssagt "JA" efterfulgt af en underlig tavshed.. Tror måske det er lige det vi frygter?? at såre nogen, eller tavsheden

Jeg spørger ihvertfald ikke igen 

Ja, det er aldrig sjovt, men for nogle af os ånder vi næsten lettet op når folk spørge ind til det og anerkender at det ikke er kønt, men det genere ikke og er derfor okay. Men det kan også være fordi at en blå tud kunne være tegn på misbrug at jeg bliver glad når folk spørge 

jeg er bange for at såre...

 

måske ikke lige med blå næse /handicap eller lign..

 

prøver at være naturlig omrking det (men er ret sikker på jeg opfører mig anderledes når en er i nærheden der er anderledes)

 

men min kærestes lillebror skød sig selv for et par år siden (9 mdr. inden jeg begyndte at komme sammen med min kæreste) og jeg ville SÅ gerne snakke med svigerfamilien om det, men er SÅÅÅ bange for at såre dem...

er så bange for at sige noget forkert, er bange for de ikke har lyst til at tale om det.

 

vi snakker tit om ham, men kun om ting han har gjort, hans barndomsår i den dur. aldrig om selve episoden...

er nok også vokset op med "mind your one buisness)

-Sigrid- skriver:

Hvad gør I med de ting I ikke tør snakke om? Jeg læste denne tråd;  https://www.baby.dk/debat/181658pi1/mistet-et-barn/retten-til-at-soerge.aspx og græd lidt, men jeg viste ikke hvad jeg skulle skrive for jeg kunne slet ikke forestille mig at leve uden min Agnethe.

Men hvad gør I når I ikke ved hvad I skal sige? Når I kan se at et barn er sygt eller har et mærke midt i ansigtet, en ting som er "forkert"? Hvad siger I til en mor som lige har mistet sit barn, eller fået af vide at barnet i maven ikke er raskt? Hvad siger I til forældrene/søskende/børnene som lige - eller for længe siden? - har mistet et barn?

Hvordan lærte I at se udenom kørestolen? For jeg kan ikke finde ud af det! Jeg ved ikke hvordan jeg skal håndtere det, og alligevel bliver jeg så lettet når folk spørge hvorfor Agnethes næse er blå, for så kan jeg fortælle det og vi kan komme videre?

Og hvordan ser i det smukke i barnet hvis' øjne hele tiden skeler, for det er jo det vi ligger mærke til?

Jeg tror vi alle gør det, jeg tror at når jeg går videre med Agenthe spørge folk hinanden hvorfor hendes næse er blå, så hvorfor pokker er vi så dårlige til at snakke om den berømte elefant? 

Og jeg syntes ikke jeg er et dårligt menneske for at ikke vide hvordan jeg skal håndtere det, jeg er bare et menneske som kan blive bedre til mange ting, bl. a at håndtere de svære emner 

Døden, sygdomme eller andre særpræget ting er aldrig sjove at tale om, jeg bemærker det efterhånden ikke mere mht. udseende, man er jo som man er, og jeg ser noget smukt i alle mennesker, og dømmer bestemt ikke på det ydre, men her er det altså det indre der tæller.

Jeg har gennem mit arbejde (plejehjem) gennem 6 år oplevet meget sygdom og død, og jeg har fundet ud af - jo mere man snakker om det, jo bedre bliver man til at håndtere det, jeg husker stadig mit første opklad til en pårørende, hvor ægtefællen var død, glemmer det aldrig, men her var man jo mere "den lyttende" end "den talende".

Jeg går stadig ind for, at det er dét indre der tæller, jeg er bedøvende ligeglad med om der mangler et ben, øre, hånd, er skeløjet o.s.v. det er sådan man er, og det er da fantastiske vi ikke er ens.

Hvad angør døden er noget helt andet, og der er slet ikke nogen der er tjent med, at skulle begrave sit barn, jeg blir så trist når jeg læser at unge / især børn er døde, det sætter sig i mig og jeg tænker meget over det også selvom det er børn jeg ikke kender, det er forfærdeligt og ikke rigtigt at børn skal dø.

Py, det blev langt - jeg beklager..

-Sigrid- skriver:

Vi ved det ikke men venstre side er blå og hævet, skal til en speciallist med det til september

Din stakkels veninde Og held og lykke lige om lidt!

Ja, det gør det faktisk

Bliver da spændene hva de ka finde ud af!! 

Som hun selv siger, så gør det, det hele lidt nemmer at hun vidste at jeg var gavid, da hun selv opdagede at hun var gravid. Det ville ha været " være" for hende hvis jeg havede opdaget det efter hun havde mistet ( hendes mening ) og hun er jo mega glad på vores vejen, men rigtig ked af det på deres. 

Syntes at hun er så dejlig og ville godt nok ha haft en noget tister graviditet uden hendes støtte og vi har lige haft en dejlig kreativ hygge dag, hvor vi har syet og snakket om det hele. Det betyder så meget at nogen at snakke med! Vh stine

Loa skriver:

Mon ikke det er fordi mennesker efterhånden er blevet så pokkers besatte af at være perfekte, og se perfekte ud, udad til.

Da Isabella blev født havde hun et jordbærmærke på sit håndled, og jeg må da indrømme jeg virkelig ønskede at det snart gik væk, og ja et eller andet sted håbede jeg nok også at folk ikke lagde mærke til det... Hvorfor?? Ja jeg ved det ikke, måske fordi jeg ville have folk så hende som perfekt, ligesom jeg syntes hun var.....

Mht. det at miste, så tror jeg at grunden til at jeg holder mig tilbage er fordi at jeg tror/troede at dem der havde mistet helst ikke ville snakke om det. Jeg ville ikke ribbe op i noget smertefuldt ved at spørge ind til det.
Men f.eks. mht. Talbutikkens sørgelige historie, der ville jeg da heller end gerne høre om hendes lille pige, både da hun var i live, og hvordan de alle tackler det, nu hun er taget fra dem. Men jeg ville ikke bryde mig om at spørge ind til det, fordi jeg som sagt havde troet at det var værre for dem at snakke om hende end ikke.

Håber ikke det blev for forvirrende

Er hendes mærke så gået væk? Jeg har det jo på samme måde som dig

Ja, det der med at rive op i det, man er bange for at gøre folk kede af det