Polkaprik skriver:
Nu har jeg ikke læst alle indlæg i denne tråd, men jeg kan fortælle at vi herhjemme også har haft mange diskutioner/debatter med venner og bekendte omkring opdragelse. Disse venner har både været nogle med og uden børn.
De synes ofte at vi har mange regler og er strikse. De synes det er syndt for ungerne hvis de får at vide de skal sidde ordenligt ved bordet når vi spiser, skal spise en rimelig portion mad inden de får lov til at spise guf, tale ordenligt til hinanden og ikke bruge alverdens grimme ord, at de skal smage på maden inden man har lov til at sige man ikke kan lide det osv osv.
Dog får vi altid at vide når vi er sammen med folk at vi har nogle dejlige velopdragne børn!
Jeg ser derimod mange af vores venners børn som uopdragne og evigt grænsesøgende. Ofte har jeg tænkt at jeg ikke orker at have besøg af visse familier da jeg ikke kan holde ud at se hvordan forældrene enten render deres unger i røven hele tiden fordi de gør ting de ikke må/bør, men hvor forældrene ikke formår at sætte en grænser men hellere render rundt og flytter ting de ikke skal pille ved mm. Eller nogle forældre der ikke gør en dyt ved at deres børn hopper i sofaen, spiller fodbold indendørs, render frem og tilbage fra middagsbordet mens de spiser og ja...
Vi har 4 børn. 1 fælles på 4 år og 3 delebørn på 8, 10 og 12 år. Så vi er en stor familie og fylder meget når vi kommer ud og jeg vil bare ikke have at folk skal sidde og tænke at de ikke orker besøg af os fordi vores unger kravler på væggene eller at vi som forældre ikke opdrager vores børn!
Jeg synes der er blevet en rigtig kedelig tendens til at se orden "opdragelse" som noget negativt! Vi vil så gerne være vores børns bedste venner ogikke sige nej til dem. Vi vil helst ikke begrænse dem i deres udfoldelser og gøre dem kede eller vrede.
Jeg syntes det er frygteligt og forskruet. Børn har brug for grænser, forudsigelighed, tydelig voksne og konsekvenser! At give dem det udelukker ikke kys, kram, kærtegn og ros!
Min fornemmeste opgave er at lære mine børn at tro på sig selv, lære dem rigtigt fra forkert, lære dem at vise hensyn og omsorg for andre, lære dem at der er konsekvenser for alt hvad man gør her i livet godt som skidt. Det er ikke min opgave at være deres bedste ven! Det er okay at de bliver vrede på mig når de får et nej.
Et par stykker skriver herinde at deres børn ikke skal gøre noget af pligt. Hvordan pokker skal de så klare de krav der bliver stillet til dem i den virkelige verden? Der er da masser af ting man bliver nød til at gøre af pligt her i livet selvom man ikke lige synes det er det fedeste!
Åh jeg kunne blive ved men hold op det er svært at få alle sine tanker skrevet ned på sammenhængende og forståelig måde, men håber det lykkedes nogenlunde
God dag til jer alle
Min datter er også meget velopdraget - er høflig og opfører sig generelt godt - især når vi er ude.
Jeg kan sætte mig og drikke en kop kaffe med en veninde, mens min datter leger, for jeg VED, hun ikke gør noget, hun ikke må.
Det ved jeg fordi, hun får sat grænser og har fået det fra starten af, men ikke ved at blive straffet for at gøre noget forkert, men fordi det har mor sagt, og sådan er det
Jeg er/bliver heller ikke mine børns bedste ven, jeg er deres forælder, og man må tage det sure med det søde.
Ang det at løbe efter barnet fordi, det ikke hører efter/ikke gør som der bliver sagt. Jeg har også nogle veninder, der bliver nødt til det, og jeg synes, det er synd for begge parter, at børnene ikke har lært, hvad det vil sige, at nej, det må du ikke.
Men man kan godt lære sine børn det, uden at have brugt nogen former for straf.
Selv når min datter er sammen med jævnaldrende venner, og disse venner løber længere væk feks, end de må, så bliver min datter, hvor grænsen er sat - helt uden at jeg skal fortælle hende det
