Fange i min egen krop!!!

Anonym skriver:

hmm mit forrige indlæg(citat) var for hårdt, jeg har rettet det.

Jeg havde bare mere brug for nogle løsninger og ikke flere dunk i hovedet, for dem kan jeg sagtens forsyne mig selv med!

Kan godt sætte mig ind i din situation, og forventer ikke du forstår min, men jeg har bare brug for at få det ud. og hvis jeg er gået lidt for meget til makronerne i min formulering var det mest for at være over the edge og for at få andre svar end.

det er bare vidunderligt at være gravid.

Eller det ændre sig når barnet bliver født.

eller tænk dog på alle dem der ikke kan få børn!

Som sagt ja det lyder negativt, men hvis jeg ikke fik det ud ville det stadig ligge over mig i mit lille sorte hul...! Og som bonus fik jeg endda nogle gode råd til at komme op af hullet!

Jeps, men når jeg pt står i den situation som jeg gør, hvor der ikke er andre muligheder end at skulle i behandling for barnløshed, så er det sku ikke fedt at læse om andre der egenligt ikke vil have deres barn, alligvel.. Jeg ville blive over lykkelig hvis jeg stod med 2 streger, mest fordi jeg har fået af vide at hvis jeg bliver graivd på egen hånd, så er det et mirakel barn. 

Derfor forstår jeg ikke folk ikke kan være glade og glæde sig til guld 

husk at gå efter bolden og ikke efter manden det er et følsomt emne!

God dag til alle!

Ved ikke om dette kan hjælpe dig! 

 

Jeg er selv gravid i uge 37! Barnet var mildt talt IKKE planlagt, da jeg blev gravid, iflg terminen 10 dage efter at have mødt min kæreste. 

Jeg har så været heldig at være overskuds gravid. Jeg har ingen problemer haft, OVERHOVDET. Ingen kvamle ingenting. En smule halsbrand måske. 

Alle syntes det var så fantastisk og sejt. Og jeg smilede bare! 

Lige indtil jeg var hos jordemoren i sidste uge, og hun spurgte om jeg glædet mig til at være mor, da jeg virkede trist og indelukket. . Jeg græd som pisken! Af angst over at skulle være mor, bange for at min kæreste ikke syntes jeg var god nok, tænk hvis jeg ikke kunne elske det nok osv. Altså har jeg hele tiden kæmpet for at stille andre tilfreds at jeg helt glemte hvad pointen var i at være gravid. 

Jeg elsker mit barn, og gør alt i verden for at han skal have det godt i maven. Køber kun mærkevare, økologisk osv til ham. Fordi jeg INGEN var bange for at nogle skulle se min usikkerhed og pege fingere af mig. 

Jeg delte disse tanker med min jordemor for første gang. Og det var det bedste jeg har gjort for mig selv og min søn. Hun var helt rolig og forstående. Og intet af det jeg sagde, havde hun ikke hørt før. Inden for 10 min havde vi allerede en plan for hvordan dette skulle klares. Og bedst af alt så fik hun også fortalt mig at jeg bestemt ikke skulle være bange for noget som helt, for der var mange mennesker som nok skulle hjælpe med at varetage det her problem uden at jeg vil blive set ned på, eller min søn vil blive taget fra mig. 

Efterfølgende har jeg delt disse tanker med min kæreste. Og han har hverdag ligesiden fortalt mig at dette er VORES projekt, og at han nok skal støtte mig. Han ved og tror på at jeg er den helt rigtige at få børn med. Jeg er nu på 5 dage blevet mere klar og TØR sige fra. Nu kan min søn bare komme an, så skal jeg nok være hans enestående mor

Mit råd til dig er at få snakket med din jordemor. Der er intet at frygte. Tværtimod, så gør det dig kun stærkere og en bedre mor ved at erkende dit problem. Hellere det, end konsekvensen af hvad der sker hvis ikke du for hjælp. Ingen er perfekte. 

 

Håber dette måske kunne hjælpe dig.

Hilsen en, der selv var bange.... 

Anonym skriver:

Hej

Jeg er i uge 32, og jeg er SÅ træt af at være gravid, træt af at være fanget i min egen krop. Synes ikke om når ungen sparker, og kan bestemt ikke lide tanken om at jeg om 2 måneder skal være mor. Jeg kan slet slet ikke overskue det, håber der sker noget så jeg ikke kan blive mor, og straks efter bliver jeg overvældet af verdens største dårlige samvittighed over at tænke sådan.

Jeg synes ikke det er fedt at være gravid, jeg føler mig så fanget og umyndig gjort i min krop. Jeg må jo ingenting, kan ikke det jeg plejer at kunne, jeg kan ikke selv alt mere...!
"Jamen du får jo et lille vidunder"
Tjaa jeg får en lille snylter som jeg skal passe på og forsørge og have ansvar for resten af mit liv, faren skal arbejde og tænker slet ikke på at jeg også gerne vil kunne gøre karriere!

Faren trøster mig når jeg er ked, han siger han altid vil være der for mig, men han vil ikke engang med til fødslen, da han er bange for at det vil ødelægge hans sexliv. Jeg har bare ikke lyst til ham mere, væmmes når han prøver at gøre tilnærmelser... Og så er jeg bare SÅ træt af hans brok.

Ungen blev til ved et sprunget kondom, og var først tiltænkt at blive til nogle måneder senere... Så den er delvist planlagt, men nu kan jeg slet ikke overskue det... Ville ønske jeg kunne trylle det væk....


Jeg er bare SÅ træt af det hele...!!!!  

Ved du hvad, jeg havde det stort set på samme måde som dig!! Dog ville jeg bare gerne ha ungen ud, så jeg kunne få min krop tilbage!!   Jeg nød det sq heller ik til sidst.. Det va skide tungt, det pressede helt vildt på mine lunger, så jeg følte jeg hev efter vejret, og jeg kunne jo ingenting, synes jeg!

Men bare vent, når baby kommer ud og der er gået en månedes tid, hvor du lige har vænnet dig til ham/hende, så har du glemt alt om de tanker du gjorde dig nu her!  Sådan havde jeg det i hvert fald, og tænk en gang, nu sidder jeg her sq igen og er i 4.mdr.!  

Opå med humøret, det hele skal nok blive bedre om nogle mdr. når du har vænnet dig til rollen som nybagt mor!

Kæmpe stor  til dig!!

MajaBaby skriver:

Jeps, men når jeg pt står i den situation som jeg gør, hvor der ikke er andre muligheder end at skulle i behandling for barnløshed, så er det sku ikke fedt at læse om andre der egenligt ikke vil have deres barn, alligvel.. Jeg ville blive over lykkelig hvis jeg stod med 2 streger, mest fordi jeg har fået af vide at hvis jeg bliver graivd på egen hånd, så er det et mirakel barn. 

Derfor forstår jeg ikke folk ikke kan være glade og glæde sig til guld 

Så ville du vel ikke bryde dig om at folk skrev at du skulle tage dig sammen og adoptere i stedet. da der jo er børn der mangler gode forældre... eller at det er du da bare selv skyld i..

Jeg føler med dig, har selv altid måtte kæmpe for rigtig mange ting, bare ikke lige det med at blive gravid..

Men jeg krydser fingre for at du skal lykkedes med det. Jeg er faktisk selv sådan et "mirakkel"...

Ønsker dig det bedste!

Anonym skriver:

Så ville du vel ikke bryde dig om at folk skrev at du skulle tage dig sammen og adoptere i stedet. da der jo er børn der mangler gode forældre... eller at det er du da bare selv skyld i..

Jeg føler med dig, har selv altid måtte kæmpe for rigtig mange ting, bare ikke lige det med at blive gravid..

Men jeg krydser fingre for at du skal lykkedes med det. Jeg er faktisk selv sådan et "mirakkel"...

Ønsker dig det bedste!

Nej, det ville ikke gøre mig noget folk sagde sådan til mig.. Angående at det er min egen skyld, VED jeg at det ikke er

Tak, og i lige måde

MajaBaby skriver:

Jeps, men når jeg pt står i den situation som jeg gør, hvor der ikke er andre muligheder end at skulle i behandling for barnløshed, så er det sku ikke fedt at læse om andre der egenligt ikke vil have deres barn, alligvel.. Jeg ville blive over lykkelig hvis jeg stod med 2 streger, mest fordi jeg har fået af vide at hvis jeg bliver graivd på egen hånd, så er det et mirakel barn. 

Derfor forstår jeg ikke folk ikke kan være glade og glæde sig til guld 

Din situation er absolut urimelig, men at negligere TS problem på den måde er bare slet ikke iorden

Det er trist du ikke selv kan stå med en tyk mave lige nu, men det ændrer ikke på det store dilemma og psykologiske pres TS står i lige nu.

Som hun selv skriver, kan hun sagtens selv dunke sig selv oveni hovedet.

Jeg håber for dig det snart vil lykkes, og at du kan lade TS have lov til at føle det hun nu føler, ligesom du selv føler frustration over ikke at få de to streger.....

De bedste hilsner Jo

Synes du skal kontakte din jm og få en snak der med henblik på ekstra støtte graviditeten ud og bagefter. Lyder som du projicerer alle dine nagative følelser over på barnet og giver det skylden for at du ikke når/ kan det du gerne vil. Det kan være tegn på depression og derfor er det smadder vigtigt du får talt med din jm om det. Desuden synes jeg din kæreste skal med til fødslen. Det er fandme pivet af ham at han ikke tør! Jo ingen der siger han skal kigge ned hvor tingene sker. Synes han skal med til jm og have talt om hvad en fødsel egentlig er, for tror i bund og grund din kæreste er bange. Jeg ville ikke være i et forhold hvor manden ikke vile støtte i det mest intense og fantastiske øjeblik du nogensiden skal igennem. Jeg ville bare ikke affinde mig med det. Så til din kæreste: mand dig op og lad vær med at være så egocentrisk - gå ud over dit sexliv bla bla min bare r... Og til dig søde; få nu snakket med din jm, accepterer dine følelser og tro på at nok skal gå. Du må bare bede om hjælp. Er din læge ikke god så skift! Vigtigt med tillid til ens læge. Stort kram og tro på dig selv. Forresten skal du nok få den fede karriere! Men tænk du også oveni i dit liv bliver velsignet med et barn. Se det sådan her ; alle kan få en karriere, hvis de vil. Men desværre kan alle ikke få barnet selvom det er deres højeste ønske. Tænk du får begge dele! 

Hej

Jeg er i uge 32, og jeg er SÅ træt af at være gravid, træt af at være fanget i min egen krop. Synes ikke om når ungen sparker, og kan bestemt ikke lide tanken om at jeg om 2 måneder skal være mor. Jeg kan slet slet ikke overskue det, håber der sker noget så jeg ikke kan blive mor, og straks efter bliver jeg overvældet af verdens største dårlige samvittighed over at tænke sådan.

Jeg synes ikke det er fedt at være gravid, jeg føler mig så fanget og umyndig gjort i min krop. Jeg må jo ingenting, kan ikke det jeg plejer at kunne, jeg kan ikke selv alt mere...!
"Jamen du får jo et lille vidunder"
Tjaa jeg får en lille snylter som jeg skal passe på og forsørge og have ansvar for resten af mit liv, faren skal arbejde og tænker slet ikke på at jeg også gerne vil kunne gøre karriere!

Faren trøster mig når jeg er ked, han siger han altid vil være der for mig, men han vil ikke engang med til fødslen, da han er bange for at det vil ødelægge hans sexliv. Jeg har bare ikke lyst til ham mere, væmmes når han prøver at gøre tilnærmelser... Og så er jeg bare SÅ træt af hans brok.

Ungen blev til ved et sprunget kondom, og var først tiltænkt at blive til nogle måneder senere... Så den er delvist planlagt, men nu kan jeg slet ikke overskue det... Ville ønske jeg kunne trylle det væk....


Jeg er bare SÅ træt af det hele...!!!!  

På den ene side synes jeg da også at det ville være en god ide at snakke med nogen om hvordan du har det.. for set i bakspejlet burde jeg havde gjort det samme.

Jeg havde det meget ligesom dig, da jeg kom tættere på fødslen..
Det hele var så uoverskueligt, jeg havde ondt og jeg var bange for hvordan det var at blive mor.

Tror det kan kommen når man bliver pludselig gravid.
Jeg oplevede så tit at når jeg sagde f.eks. nu er der kun 5 uger til at jegs kal føde, så sagde mange org du går da over tid det gør alle 1. gangs fødende.. det blev så i mit hovedet til at der jo sagtens kunne gå meeeeget længe.. altså flere mdr. ekstra... så da jeg fik veer en uge før termin var jeg noget overrasket, og det fik faktisk først op for mig at jeg skulle være mor det øjeblik hvor jeg så ham..

Tilgengæld, var det øjeblik også det det mest fantastiske i mit liv, det er så overvældende og lykken overstrømmer en, og alle smerter fra graviditet og fødsel, trætheden efter ikke have have sovet overhovedet det seneste døgn og ikke have sovet godt i mange måneder er blæst væk...

Jeg håber du får den samme oplevelse.. Og så synes jeg at du skal acceptere at det er iorden at hade at være gravid, det er der mange der gør. det er ikke altid så rosenrødt at skulle have barn....

 

og gik så lige faren et los i løgene og sig at han skal med til fødslen, og er han bange for det, så skal han snakke med jeres jm om det.. og det ødelægger altså ikke hans sexliv.. og det vil kun være praktisk hvis han ikke har lyst lige bagefter, selvom jeg nu ikke tror det bliver sådan..

 

 herfra til dig..

Anonym skriver:

Tja, som jeg også har skrevet(og tak for det ekstra salt i såret) er det også noget af det der går mig på. Jeg blev gravid så let som ingenting, og ved der findes mange som ikke kan. Og så går jeg bare rundt og er vildt utaknemlig over det.

Og jeg er ikke ligeglad, hvis jeg var det ville jeg drikke og ikke passe en skid på mig selv!!! Men som mange andre skriver kommer en mor følelse ikke bare af at der kommer 2 streger og alt er ikke bare fantastisk fordi man er gravid.

Det er måske derfor sådan en som mig har det som jeg har det, fordi det er TABU ikke at være himmelhenrykt over at man venter sig...! Hele ens liv bliver lavet om, det er sgu for nogen en kamel at sluge!

Men tak for saltet!

Flot svar, på et virkelig grimt indlæg.. som du da helt klart bare skal ignorere fuldstændig og ikke lade gå ind...

Forstår godt at det kan være død frustrende for folk der har problemer med at blive gravide, at andre laver upsere, får aborter og har det dårligt med at være gravide.
Men livet er ikke altid retfærdigt og sådan er det bare..

Og at havde det elendigt i sin graviditet er normalt..

Og jeg kan så sige at det kan altså også være super ufedt at lave en upser mens nogen man holder af kæmper for at blive gravide.. så kommer man der "hovsa"...

jkeg oplevede en veninde miste mens jeg var omkring halvejs og vi var nogenlunde lige langt.. gud hvor ville jeg dog have ønsket at jeg kunne suge maven ind..