Fange i min egen krop!!!

Du er nød til at gå til læge eller jm! 

Det lyder som en seriøs dep og du risikere at det fortsætter ud i en fødselsdep eller psykose! 

Hvorfor kan du ik gøre det du plejer? Vi havde ingen bil da jeg ventede noah så jeg havde intet valg op på cyklen eller gåben og afsted så jeg var meget aktiv helt til det sidste! 

M var også meget nervøs for om fødslen ville give ham problemer med at tænde efterfølgende. Han var dog på intet tidspunkt i tvivl om at han ville med men det var da noget vi snakkede om da det fyldte meget hos ham! 

Du er velkommen til at pb hvis du vil 'snakke'

Anonym skriver:

Jeg magter ikke min læge, så hun er absolut ingen støtte, så hende skal jeg bestemt ikke ned til.

Og grunden til at jeg gerne ville vente var at så kunne jeg blive færdig med min uddannelse, nu har jeg istedet måtte lægge en barsel ind i mit afgangsprojekt og været nød til at starte op på mit arbejde igen så jeg kan få lidt deltidsdagpenge og SU i min Barsel, i stedet for bare at få dagpenge eller fra A-kassen!!

Kan bare slet ikek overskue at skulle være mor...!

Er der så ikke en anden i dit lægehus eller en du stoler på du kan snakke med, det er ikke sundt at gå rundt og have det sådan hverken for dig, mand eller barn..

Jeg kan godt forstå det er træls med din uddannelse men sådan er situationen jo så bare for jer nu også må man få det bedste ud af den situation i har sat jer selv i. Og jeg tænker at du må da have nogle positive følelser over for barnet eller have haft det i hvert fald for ellers havde der jo været en anden løsning da i opdagede det.

Men gør dig selv den tjeneste at snakke med nogle om det, du lyder deprimeret og det er livet bare for kort til, taler af erfaring..

Heller ingen skideballe herfra.

Tingene ser altid så firkantede ud, når man får det skrevet ned, som man har på hjertet. Budskabet du ville ud med var at du er træt - træt af det hele tror jeg, men jeg er sikker på, at du også føler kærlighed overfor barnet.

Men du føler dig ladt i stikken og alene med de udfordringer graviditeten bringer.

Hvor gammel mon du og kæresten er?

Har du nogle graviditetsgener? Bækkenløsning, vand i kroppen, smerter?, sover du dårligt om natten?

Der er noget, der dræner dig for al din energi - hvis det ikke er gener som følge af graviditeten tipper jeg, at det er forholdet til kæresten.

Med hensyn til, at han ikke vil med til fødslen, synes jeg bare, du skal sige at han ikke må kigge med forneden (det er vist også de færeste fædre, der har lyst til) og at du virkelig har brug for at han er der og føler at han svigter dig, hvis I ikke kan være sammen om den begivenhed. Det ville virkelig også gøre ondt på mig, hvis min mand fravalgte mig og vores barn på den måde. Men jeg tror bare han skal bringes til at forstå, at han har en plads der, som han skal udfylde. Måske kan I få hjælp af jordmoderen til at få ham overbevist om det.

Din kariere behøver sandelig ikke være på spil, bare fordi du skal være mor. Jeg forstår ikke helt problematikken, hvis du siger I alligevel ville have startet nogle måneder efter kondomet sprang. Er du i gang med en uddannelse, du ikke kan nå at gøre færdig?

Med de pasningstilbud vi har i dag, har du rig mulighed for at gøre kariere hvis det er det, du vil. Der ryger et års tid nu, men du skal ingenlunde føle dig "reduceret" til mor og husmor bare fordi du får et barn. I gåseøjne fordi det slet ikke er en reduktion for nogle, mens andre har behov for mere - også dig åbenbart.

Du skal have talt ud med din mand. Det kan lægen eller en psykolog evt. hjælpe med. Men I kan da også prøve selv først. Hvad med forældre og svigerforældre - hvilket forhold har I til dem?

Det er synd, du har det, som du har det. Ja, du føler dig fanget - men der er hjælp at hente og en vej ud af den negative tankegang du er havnet i.

Jeg håber virkelig for dig, at du får "vendt kajakken". Håber du vil komme med en opdatering.

Knus og kram herfra

Moms

 

Anonym skriver:

iikikkikkeKK

Jeg hader ikke min Baby, men jeg elsker den heller ikke. Jeg tør ikke, et familie medlem mistede sin 2 dage før fødslen. Jeg her bange for at elske den for så vil det bare gøre meget mere ondt hvis jeg mister...

Okay, som jeg læser det, så er der egentlig ikke fordi du ikke VIL, men mere fordi du er bange for at du ikke KAN?

Det er også enormt overvældende at blive mor... efter en uge brød jeg lidt sammen, fordi jeg tænkte at det her kan jeg da slet ikke finde ud af.. blev lige ramt af at hvis jeg lavede fejl gik det ud over den lille guldklump, der lå her i mine arme. Men efter nogle dage gik det over... dwr er ikke for at skræmme dig, for ja man vælger fra når man bliver mor, men prøv at tænk på alt det du får i stedet. Det kan godt være at din karriere bliver sat på standby, men til gengæld får du en lille pige eller lille dreng, der kommer til at elske dig ubeskriveligt højt. Og det er ho ikke fordi du ikke kan gøre det færdigt, din uddannelse. Jeg selv fødte en måned før jeg skulle aflevere bachelorprojekt, men fik det afleveret, gik til mundtligt forsvar af projektet da Emil var to måneder, og da Emil var 5 måneder startede jeg på kandidaten... jeg har så klaret det hjemmefra mens jeg var på barsel. Men med ændre ord, man kan sagtens klare uddannelse og andre ting selvom man har barn - der skal bare prioriteres anderledes.

Men mht at du er bange for at elske dit ufødte barn, så synes jeg du skal snakke med din jordemoder.

Anonym skriver:

Hej

Jeg er i uge 32, og jeg er SÅ træt af at være gravid, træt af at være fanget i min egen krop. Synes ikke om når ungen sparker, og kan bestemt ikke lide tanken om at jeg om 2 måneder skal være mor. Jeg kan slet slet ikke overskue det, håber der sker noget så jeg ikke kan blive mor, og straks efter bliver jeg overvældet af verdens største dårlige samvittighed over at tænke sådan.

Jeg synes ikke det er fedt at være gravid, jeg føler mig så fanget og umyndig gjort i min krop. Jeg må jo ingenting, kan ikke det jeg plejer at kunne, jeg kan ikke selv alt mere...!
"Jamen du får jo et lille vidunder"
Tjaa jeg får en lille snylter som jeg skal passe på og forsørge og have ansvar for resten af mit liv, faren skal arbejde og tænker slet ikke på at jeg også gerne vil kunne gøre karriere!

Faren trøster mig når jeg er ked, han siger han altid vil være der for mig, men han vil ikke engang med til fødslen, da han er bange for at det vil ødelægge hans sexliv. Jeg har bare ikke lyst til ham mere, væmmes når han prøver at gøre tilnærmelser... Og så er jeg bare SÅ træt af hans brok.

Ungen blev til ved et sprunget kondom, og var først tiltænkt at blive til nogle måneder senere... Så den er delvist planlagt, men nu kan jeg slet ikke overskue det... Ville ønske jeg kunne trylle det væk....


Jeg er bare SÅ træt af det hele...!!!!  

Hm, jeg tænker at jeg ville være blevet ked af nogle af de svar der er kommet på din tråd, hvis det var mig der havde startet den...

Jeg havde heller ingen følelser for min baby hele graviditeten, og synes at det var decideret ulækkert at tænke på at han snyltede på mig via navlestrengen... Det var irriterende når han sparkede mig i blæren, og endnu mere irriterende når han sov og ikke gjorde det... Ikke fordi at jeg var bekymret som "mor" men fordi at alle andre ville gå i brædderne hvis der var sket noget... Og det skuespil det ville medføre fra min side magtede jeg bare ikke...

Det der med at man bliver "mor" det sekund der er 2 streger på testen fatter jeg ikke en meter af...

faktisk gik der et par måneder eller 3 førend jeg begyndte rigtigt at føle mig som mor... altså efter at han kom til  verden... i dag er jeg glad for mit barn, og elsker ham meget høj. Ville ikke undvære ham, selvom han er dyr i drift og til tider er pisse irriterende - for det er de sgu engang imellem 

Anyway, jeg led/lider hverken af den ene eller anden slags depression... Jeg var i en udviklingskrise, noget som alle kommer igennem i løbet af deres liv. Jeg skulle finde min rolle, vænne mig til en masse nye ting i og uden for min krop, og indstille mig på at mit liv ville blive anderledes. Ikke at jeg ikke vidste det før, men det bliver meget mere nærværende når man ER gravid...

Selvfølgelig er det (meget) muligt at du har det man lkalder en fødselsdepression (og jo, den kan godt starte inden fødslen). Det håber jeg virkelig IKKE for dig, for det er en grim ting. Jeg HÅBER at du bare har en rigtig øv-dag i dag, og det hele er kammet over...

Hvis ikke, så vil jeg medgive de andre at du bliver nødt til at søge læge. Er der ikke en anden i dit lægehus du kan gå til, må du kontakte kommunen og se at få skiftet læge... Skulle du have en fødselsdepression, skal du have en henvisning til psykolog, det kan jm ikke hjælpe dig med. Hun kan måske give dig flere onsultationer, og det samme med SP når den tid kommer... Men det er vigtigt at komme i behandling, så du kan komme ovenpå og få det bedste ud af dit liv (og bebsens).

Under alle omsrtændigheder bør du nok overveje en psykolog konsultation, nu er bange for at knytte dig til baby da du er bange for at den dør. HUSK det sker yderst sjældent! Psykolog kan måske også hjælpe dig i forhold til de negative følelser og tanker omkring din mand, og evt give dig nogle redskaber til at få talt ud med ham...

Når det er sagt, så ville jeg have KVÆRKET ham, for de udmeldinger, hvis han var min mand... Og når man er så gravid som du, skal han holde pølsesnitterne for sig selv, når ikke du gider sex - han er vel ikke lam i armene?!!!!?

Anonym skriver:

Hej

Jeg er i uge 32, og jeg er SÅ træt af at være gravid, træt af at være fanget i min egen krop. Synes ikke om når ungen sparker, og kan bestemt ikke lide tanken om at jeg om 2 måneder skal være mor. Jeg kan slet slet ikke overskue det, håber der sker noget så jeg ikke kan blive mor, og straks efter bliver jeg overvældet af verdens største dårlige samvittighed over at tænke sådan.

Jeg synes ikke det er fedt at være gravid, jeg føler mig så fanget og umyndig gjort i min krop. Jeg må jo ingenting, kan ikke det jeg plejer at kunne, jeg kan ikke selv alt mere...!
"Jamen du får jo et lille vidunder"
Tjaa jeg får en lille snylter som jeg skal passe på og forsørge og have ansvar for resten af mit liv, faren skal arbejde og tænker slet ikke på at jeg også gerne vil kunne gøre karriere!

Faren trøster mig når jeg er ked, han siger han altid vil være der for mig, men han vil ikke engang med til fødslen, da han er bange for at det vil ødelægge hans sexliv. Jeg har bare ikke lyst til ham mere, væmmes når han prøver at gøre tilnærmelser... Og så er jeg bare SÅ træt af hans brok.

Ungen blev til ved et sprunget kondom, og var først tiltænkt at blive til nogle måneder senere... Så den er delvist planlagt, men nu kan jeg slet ikke overskue det... Ville ønske jeg kunne trylle det væk....


Jeg er bare SÅ træt af det hele...!!!!  

Først et stort

Jeg havde det lidt på samme måde, som du beskriver.. Jeg HADEDE at være gravid. Var sygemeldt med bækkenløsning meget tidligt, og lavede intet andet end at sumpe i min egen selvmedlidenhed.

Det var et ønskebarn, men jeg ønskede ikke at have hende.. Min dårlige graviditet overskyggede alle glæder ved at skulle være mor. Jeg talte med min jordemoder om det, og hun var rigtig god til at lytte.

Det endte heldigvis rigtig lykkeligt, min datter er nu tre måneder, og jeg elsker hende af hele mit hjerte!

Jeg synes du burde tale med din jordemoder om det. Hun er god til at lytte, og kan give dig gode råd, til hvad du skla være obs på efter fødslen, ifht. fødselsdepression.

Og til sidst, så tror jeg ærligt at de fleste gravide har sådan en dag eller periode, hvor man bare ikke gider mere! Man må ingenting, man kan ingenting, det gør ondt, det er et følelsesmæssigt kaos, som man slet ikke kan overskue. Det er okay at have de følelser, men de skal ikke blive hængende.

Og hey - min kæreste var med til fødslen, og vores sexliv er på ingen måde blevet dårligere. Underlgit nok, så er det så meget bedre for os begge efter fødslen.. Så det er noget fis, din mand siger. Synes jeg

Anonym skriver:

Hej

Jeg er i uge 32, og jeg er SÅ træt af at være gravid, træt af at være fanget i min egen krop. Synes ikke om når ungen sparker, og kan bestemt ikke lide tanken om at jeg om 2 måneder skal være mor. Jeg kan slet slet ikke overskue det, håber der sker noget så jeg ikke kan blive mor, og straks efter bliver jeg overvældet af verdens største dårlige samvittighed over at tænke sådan.

Jeg synes ikke det er fedt at være gravid, jeg føler mig så fanget og umyndig gjort i min krop. Jeg må jo ingenting, kan ikke det jeg plejer at kunne, jeg kan ikke selv alt mere...!
"Jamen du får jo et lille vidunder"
Tjaa jeg får en lille snylter som jeg skal passe på og forsørge og have ansvar for resten af mit liv, faren skal arbejde og tænker slet ikke på at jeg også gerne vil kunne gøre karriere!

Faren trøster mig når jeg er ked, han siger han altid vil være der for mig, men han vil ikke engang med til fødslen, da han er bange for at det vil ødelægge hans sexliv. Jeg har bare ikke lyst til ham mere, væmmes når han prøver at gøre tilnærmelser... Og så er jeg bare SÅ træt af hans brok.

Ungen blev til ved et sprunget kondom, og var først tiltænkt at blive til nogle måneder senere... Så den er delvist planlagt, men nu kan jeg slet ikke overskue det... Ville ønske jeg kunne trylle det væk....


Jeg er bare SÅ træt af det hele...!!!!  

jeg håber virkelig du vil søge noget hjælp! og det skal være med det samme . . . .

syntes det er så synd hvis barnet bliver født i en verden det ikk er ønsket i

Puha, jeg får det ekstremt dårligt over at læse dit indlæg! Får sååå ondt i maven!! Her går jeg og ikke kan blive gravid, og du er ligeglad med dit ufødte barn?!?! Du går og håber på det rent faktisk dør, så du slipper for at være mor!! Føj, jeg har ikke andet at sige, da jeg alligevel ikke kan sige noget pænt! Skam dig!

Moms skriver:

Heller ingen skideballe herfra.

Tingene ser altid så firkantede ud, når man får det skrevet ned, som man har på hjertet. Budskabet du ville ud med var at du er træt - træt af det hele tror jeg, men jeg er sikker på, at du også føler kærlighed overfor barnet.

Men du føler dig ladt i stikken og alene med de udfordringer graviditeten bringer.

Hvor gammel mon du og kæresten er?

Har du nogle graviditetsgener? Bækkenløsning, vand i kroppen, smerter?, sover du dårligt om natten?

Der er noget, der dræner dig for al din energi - hvis det ikke er gener som følge af graviditeten tipper jeg, at det er forholdet til kæresten.

Med hensyn til, at han ikke vil med til fødslen, synes jeg bare, du skal sige at han ikke må kigge med forneden (det er vist også de færeste fædre, der har lyst til) og at du virkelig har brug for at han er der og føler at han svigter dig, hvis I ikke kan være sammen om den begivenhed. Det ville virkelig også gøre ondt på mig, hvis min mand fravalgte mig og vores barn på den måde. Men jeg tror bare han skal bringes til at forstå, at han har en plads der, som han skal udfylde. Måske kan I få hjælp af jordmoderen til at få ham overbevist om det.

Din kariere behøver sandelig ikke være på spil, bare fordi du skal være mor. Jeg forstår ikke helt problematikken, hvis du siger I alligevel ville have startet nogle måneder efter kondomet sprang. Er du i gang med en uddannelse, du ikke kan nå at gøre færdig?

Med de pasningstilbud vi har i dag, har du rig mulighed for at gøre kariere hvis det er det, du vil. Der ryger et års tid nu, men du skal ingenlunde føle dig "reduceret" til mor og husmor bare fordi du får et barn. I gåseøjne fordi det slet ikke er en reduktion for nogle, mens andre har behov for mere - også dig åbenbart.

Du skal have talt ud med din mand. Det kan lægen eller en psykolog evt. hjælpe med. Men I kan da også prøve selv først. Hvad med forældre og svigerforældre - hvilket forhold har I til dem?

Det er synd, du har det, som du har det. Ja, du føler dig fanget - men der er hjælp at hente og en vej ud af den negative tankegang du er havnet i.

Jeg håber virkelig for dig, at du får "vendt kajakken". Håber du vil komme med en opdatering.

Knus og kram herfra

Moms

 

Tak, tror måske du har ret. Jeg sover ikke så godt for tiden og havde en hård start i min graviditet (kvalme) som gjorde at min skole afslutning bare blev rykket endnu længere væk. Jeg ville bare så gerne være færdig nu. Jeg trænger til at blive færdig med skole det har varet det meste af mit liv nu (med folkeskolen 19 år), og jeg er altså tættere på de 30 end på de 25 fødselsdage efterhånden. Jeg manglede 2 måneder fra at være færdig.

Måske elsker jeg også barnet, da lægen spurgte om den skulle fjernes fordi det var blevet til for tidligt, blev jeg bare SÅ ked af det.Og da en tidligere skrev jeg skulle overveje at gave det til en anden familie blev jeg også meget ked af det, for det har jeg slet ikke lyst til..

Synes bare det hele hænger på mig, planlægning indkøb, graviditet og at min kæreste bare kører sit eget løb med sit eget liv. Men har også bare den holdning at han har ret til at sige fra hvis han ikke vil med. Snakkede med min jordemor og hun sagde hun måske helst havde været foruden manden ved hendes side da hun så ville føle sig mere fri.. !

Mine forældre er en dejlig støtte, de bor bare på den anden side af nogle broer, og har i realiteten søde svigerforældre, men jeg har ikke længere noget fortroligtforhold til min svigermor da hun ikke rigtigt holder det for sig selv!

Føler mig bare SÅ utaknemlig, vi havde ingen problemer med at blive gravid, og bortset fra de første 3 måneder har jeg ikke haft nogen gener af min graviditet, min unge fejler ikke noget, mange andre har det bare så svært... Men ikke mig. Og alligevel føler jeg mig ikke særlig glad og forventningsfuld..

Tak, igen. Fik det faktisk bedre af dit indslag!!!

Madam Blå skriver:

Først et stort

Jeg havde det lidt på samme måde, som du beskriver.. Jeg HADEDE at være gravid. Var sygemeldt med bækkenløsning meget tidligt, og lavede intet andet end at sumpe i min egen selvmedlidenhed.

Det var et ønskebarn, men jeg ønskede ikke at have hende.. Min dårlige graviditet overskyggede alle glæder ved at skulle være mor. Jeg talte med min jordemoder om det, og hun var rigtig god til at lytte.

Det endte heldigvis rigtig lykkeligt, min datter er nu tre måneder, og jeg elsker hende af hele mit hjerte!

Jeg synes du burde tale med din jordemoder om det. Hun er god til at lytte, og kan give dig gode råd, til hvad du skla være obs på efter fødslen, ifht. fødselsdepression.

Og til sidst, så tror jeg ærligt at de fleste gravide har sådan en dag eller periode, hvor man bare ikke gider mere! Man må ingenting, man kan ingenting, det gør ondt, det er et følelsesmæssigt kaos, som man slet ikke kan overskue. Det er okay at have de følelser, men de skal ikke blive hængende.

Og hey - min kæreste var med til fødslen, og vores sexliv er på ingen måde blevet dårligere. Underlgit nok, så er det så meget bedre for os begge efter fødslen.. Så det er noget fis, din mand siger. Synes jeg

Tak...!