Fange i min egen krop!!!

Anonym skriver:

Ih hvor er du sød!!

Min mor er desværre et par broer væk og kan ikke kører bil. Hun er super men ikke en jeg ville have med til min fødsel.

Min veninde er inden for sundhedssektoren, så hun er inde i det.

Men fristes efterhånden til at ville selv / kunne selv, lyder åndsvagt at pive over det og så ville selv, og kunne få frie tøjler som min jordemor så smukt sagde det!

Det er ogsaa imponerende at gore det alene - men hvem vil du imponere?

Fatter ikke at kaeresten ikke vil med - men min har ogsaa forsogt at erklaere, at han desvaerre skal i biffen den dag vand gaar, men det er bare aergerligt, saa maa han jo laane dvd'en, naar den udkommer....

Det maa vaere lidt stridt at han taenker paa, at det odelaegger jeres sexliv.... sikke da et pres at ha paa sine skuldre oven i at vaere gravid...

Frøken Førstegangsmor :D skriver:

Det er ogsaa imponerende at gore det alene - men hvem vil du imponere?

Fatter ikke at kaeresten ikke vil med - men min har ogsaa forsogt at erklaere, at han desvaerre skal i biffen den dag vand gaar, men det er bare aergerligt, saa maa han jo laane dvd'en, naar den udkommer....

Det maa vaere lidt stridt at han taenker paa, at det odelaegger jeres sexliv.... sikke da et pres at ha paa sine skuldre oven i at vaere gravid...

Hov - og saa vil jeg lige paapege, at hvis du har den der 'kan selv/vil selv'-fornemmelse saa ER der alligevel noget loveinde-instinkt i dig

Maaske er du ikke helt saa ligeglad med bebsen alligevel, naar den stolthen overmander dig...?

Det er en kæmpe start at du skriver det herinde.... Men som du også selv skriver, så få en rigtig god snak med jordemoderen om det næste gang, for det er nogle trælse tanker at sidde med selv!

Mht din kæreste, har du så prøvet at forklare ham hvor stor en ting det er at føde OG være med til en fødsel? At se sit barn blive født er den mest fantastiske oplevelse(ihvertfald for mig)
Han går virkelig glip af noget, og det der med at det vil ødelægge jeres sexliv - er det bare en undskyldning fordi han måske er skide bange for den fødsel? Det er absolut ingen skam at indrømme!!

Den der moderfølelse oplever alle jo ikke med det samme de ser 2 streger på G-testen, og nogen skal altså lige have ungen ud og lære hinanden at kende før følelsen kommer!

Du får et KÆMPE stort kram herfra Og pøj pøj med det hele!
Kathrine

Anonym skriver:

Tja, som jeg også har skrevet(og tak for det ekstra salt i såret) er det også noget af det der går mig på. Jeg blev gravid så let som ingenting, og ved der findes mange som ikke kan. Og så går jeg bare rundt og er vildt utaknemlig over det.

Og jeg er ikke ligeglad, hvis jeg var det ville jeg drikke og ikke passe en skid på mig selv!!! Men som mange andre skriver kommer en mor følelse ikke bare af at der kommer 2 streger og alt er ikke bare fantastisk fordi man er gravid.

Det er måske derfor sådan en som mig har det som jeg har det, fordi det er TABU ikke at være himmelhenrykt over at man venter sig...! Hele ens liv bliver lavet om, det er sgu for nogen en kamel at sluge!

Men tak for saltet!

Kære du, jeg kan ikke skrive nogen nye råd for jeg synes dem (de saglige) der er skrevet er super gode og helt i tråd med det jeg ville have svaret:-) jeg var en af de første der læste din tråd men ventede med vilje med at svare for jeg reagerede lige så dumt inde i hovede som visse andre men tænkte også at der måtte ligge mere bag end den voldsomme udmelding...Nu efter at have trukket vejret og fulgt med hele dagen så synes jeg at det er fantastisk modigt af dig at lægge hovedet på blokken! Jeg er selv en af dem der ikke kan få børn og vi var 6 år og 8 måneder om at få vores barn og jeg gik altså også lige ned på noget identitetskrise SELVOM jeg har ønsket mig vores lille datter i alle de år! Så hvad jeg prøver at sige er at jeg faktisk godt kan følge dig i nogle af dine følelser og tanker. Jeg håber at det hele vender sig og at du går lysere tider i møde! Jeg tror nu faktisk at det nok skal blive godt igenmor Jer:-) 

Kram herfra! Jeg undskylder at der ingen afsnit er men skriver fra mobilen:-)

Anonym skriver:

Hej

Jeg er i uge 32, og jeg er SÅ træt af at være gravid, træt af at være fanget i min egen krop. Synes ikke om når ungen sparker, og kan bestemt ikke lide tanken om at jeg om 2 måneder skal være mor. Jeg kan slet slet ikke overskue det, håber der sker noget så jeg ikke kan blive mor, og straks efter bliver jeg overvældet af verdens største dårlige samvittighed over at tænke sådan.

Jeg synes ikke det er fedt at være gravid, jeg føler mig så fanget og umyndig gjort i min krop. Jeg må jo ingenting, kan ikke det jeg plejer at kunne, jeg kan ikke selv alt mere...!
"Jamen du får jo et lille vidunder"
Tjaa jeg får en lille snylter som jeg skal passe på og forsørge og have ansvar for resten af mit liv, faren skal arbejde og tænker slet ikke på at jeg også gerne vil kunne gøre karriere!

Faren trøster mig når jeg er ked, han siger han altid vil være der for mig, men han vil ikke engang med til fødslen, da han er bange for at det vil ødelægge hans sexliv. Jeg har bare ikke lyst til ham mere, væmmes når han prøver at gøre tilnærmelser... Og så er jeg bare SÅ træt af hans brok.

Ungen blev til ved et sprunget kondom, og var først tiltænkt at blive til nogle måneder senere... Så den er delvist planlagt, men nu kan jeg slet ikke overskue det... Ville ønske jeg kunne trylle det væk....


Jeg er bare SÅ træt af det hele...!!!!  

synes du skal opsøge en psykolog. ellers kan det gå grueligt galt hvis du fortsat har disse tanker når du har født.

ej du skal sku ikke føde alene.. holder du "skankerne" samlet i tiden ud, og evt bor på sjælland så melder jeg mig sku os gerne som støtte..!  

skal bare lige ha overstået min egen først

 

Jeg kan SAGTENS følge dig i at det er hårdt at være gravid! har/har haft det på samme måde som du , mht. at ville have sit hylster tilbage.. har godtnok ikke tænkt at jeg ikke ønskede mit barn, og det må da være en forfærdelig følelse  og da bestemt ikke rar at gå med alene, især når det nu er en SÅ forbudt tanke i både dine egen og andres øjne.. Dog kan jeg egentlig godt sætte mig ind i det, mit barn er ønsket, men tanken om at ligge ham i skabet et par dage, hvis muligheden bød sig er sku egentlig ikke så fremmet.. jeg savner at være herre over min egen krop, og ha den i fred..

 jeg håber du trods det er svært nu, får styr på dine tanker, følelser og at du og barnet trods alt får en go start på jeres nye liv sammen..

Dorthe1986 skriver:

Er ked af at høre at du gennemgår så trælse følelser og jeg føler virkelig med dig. Det er på ingen måde sjovt, når noget der normalt skal være fantastisk, går hen og bliver det modsatte.

Har du nogen følelser for baby? Altså føler du dig knyttet til den?

Men tror at det vil være godt for dig at få snakket med en læge eller jordemoder om det, for ellers risikerer du at det bliver endnu værre når først den lille er kommet til verden, og det er ingen af jer tjent med.
Og så vil jeg sige til din mand at det er noget pjat, han har altså været med til at gøre dig gravid, så må han sku også være med hele vejen. Og kan da sige at vores sexliv på ingen måde er blevet dårligere..:

Men tænker lidt om det er sin frustration over din mand, der gør at du har set dig negativ på baby?

Men se om du ikke kan få noget hjælp, så i kan få en dejlig start sammen.

Anonym skriver:

Tak, tror måske du har ret. Jeg sover ikke så godt for tiden og havde en hård start i min graviditet (kvalme) som gjorde at min skole afslutning bare blev rykket endnu længere væk. Jeg ville bare så gerne være færdig nu. Jeg trænger til at blive færdig med skole det har varet det meste af mit liv nu (med folkeskolen 19 år), og jeg er altså tættere på de 30 end på de 25 fødselsdage efterhånden. Jeg manglede 2 måneder fra at være færdig.

Måske elsker jeg også barnet, da lægen spurgte om den skulle fjernes fordi det var blevet til for tidligt, blev jeg bare SÅ ked af det.Og da en tidligere skrev jeg skulle overveje at gave det til en anden familie blev jeg også meget ked af det, for det har jeg slet ikke lyst til..

Synes bare det hele hænger på mig, planlægning indkøb, graviditet og at min kæreste bare kører sit eget løb med sit eget liv. Men har også bare den holdning at han har ret til at sige fra hvis han ikke vil med. Snakkede med min jordemor og hun sagde hun måske helst havde været foruden manden ved hendes side da hun så ville føle sig mere fri.. !

Mine forældre er en dejlig støtte, de bor bare på den anden side af nogle broer, og har i realiteten søde svigerforældre, men jeg har ikke længere noget fortroligtforhold til min svigermor da hun ikke rigtigt holder det for sig selv!

Føler mig bare SÅ utaknemlig, vi havde ingen problemer med at blive gravid, og bortset fra de første 3 måneder har jeg ikke haft nogen gener af min graviditet, min unge fejler ikke noget, mange andre har det bare så svært... Men ikke mig. Og alligevel føler jeg mig ikke særlig glad og forventningsfuld..

Tak, igen. Fik det faktisk bedre af dit indslag!!!

Marts<3 skriver:

Ved ikke om dette kan hjælpe dig! 

 

Jeg er selv gravid i uge 37! Barnet var mildt talt IKKE planlagt, da jeg blev gravid, iflg terminen 10 dage efter at have mødt min kæreste. 

Jeg har så været heldig at være overskuds gravid. Jeg har ingen problemer haft, OVERHOVDET. Ingen kvamle ingenting. En smule halsbrand måske. 

Alle syntes det var så fantastisk og sejt. Og jeg smilede bare! 

Lige indtil jeg var hos jordemoren i sidste uge, og hun spurgte om jeg glædet mig til at være mor, da jeg virkede trist og indelukket. . Jeg græd som pisken! Af angst over at skulle være mor, bange for at min kæreste ikke syntes jeg var god nok, tænk hvis jeg ikke kunne elske det nok osv. Altså har jeg hele tiden kæmpet for at stille andre tilfreds at jeg helt glemte hvad pointen var i at være gravid. 

Jeg elsker mit barn, og gør alt i verden for at han skal have det godt i maven. Køber kun mærkevare, økologisk osv til ham. Fordi jeg INGEN var bange for at nogle skulle se min usikkerhed og pege fingere af mig. 

Jeg delte disse tanker med min jordemor for første gang. Og det var det bedste jeg har gjort for mig selv og min søn. Hun var helt rolig og forstående. Og intet af det jeg sagde, havde hun ikke hørt før. Inden for 10 min havde vi allerede en plan for hvordan dette skulle klares. Og bedst af alt så fik hun også fortalt mig at jeg bestemt ikke skulle være bange for noget som helt, for der var mange mennesker som nok skulle hjælpe med at varetage det her problem uden at jeg vil blive set ned på, eller min søn vil blive taget fra mig. 

Efterfølgende har jeg delt disse tanker med min kæreste. Og han har hverdag ligesiden fortalt mig at dette er VORES projekt, og at han nok skal støtte mig. Han ved og tror på at jeg er den helt rigtige at få børn med. Jeg er nu på 5 dage blevet mere klar og TØR sige fra. Nu kan min søn bare komme an, så skal jeg nok være hans enestående mor

Mit råd til dig er at få snakket med din jordemor. Der er intet at frygte. Tværtimod, så gør det dig kun stærkere og en bedre mor ved at erkende dit problem. Hellere det, end konsekvensen af hvad der sker hvis ikke du for hjælp. Ingen er perfekte. 

 

Håber dette måske kunne hjælpe dig.

Hilsen en, der selv var bange.... 

Jeg er enig i alle de kloge ting der er blevet skrevet til dig allerede!

Min kæreste var usikker på hvad han syntes om alt det der "fødsel". Han vidste ikke om han ville klippe navlesnoren, om han kunne holde ud at stå ved siden af, hvor meget blod ville der være, og hvad med afføring og andet ulækkert?!! 
Jeg forsøgte at være rimelig cool omkring hans usikkerhed (læs= jeg flippede skråt en million gange ...) Omkring uge 34-35 stykker fandt vi en fælles forståelse af, at det her "fødsel" ligesom bare var noget vi begge var nødt til at deltage i, og tage oppefra og nedefter.

Det var jo ikke fordi jeg havde LYST til at ligge der, med spredte ben foran x antal ukendte mennesker, men jeg havde ligesom ikke noget valg. Han havde hele tiden et valg, men helt fra start ville han gerne med til fødslen (og betragte alt fra et hjørne langt væk-agtigt). Han var (med egne ord) "bange for at få præstationsangst, første gang vi skulle dyrke sex". Han forsøgte vidst at sige det med humor, jeg slagtede ham verbalt og forklarede, at så længe det var hans største problem behøvede han ikke spekulere over at skulle deltage!

Men som nævnt, vi fandt en fælles forståelse, uden egentlig at have talt så meget om det. Jeg tror vi begge forventede han ville være ved hovedenden hele tiden, men han så baby komme ud, klippede navlesnor og klarede blod, afføring og mærkelige lyde i stiv arm! OG han er så stolt! Og det er jeg også! 

Nåh, måske blev det en masse sludder, jeg ville bare fortælle dig, at de kan nå at ændre mening, og indse at det ER den mest fantastiske oplevelse.. 

Jeg håber du har god støtte i din mor og dine veninder, og at du får talt godt med jordmoderen næste gang.

og held og lykke med det vigtigste job i hele dit liv: at være nogens mor! Man behøver ikke elske at være gravid, at føde eller endog at amme, for at blive og være en fuldstændigt fantastisk mor!