Fandt denne her artikel:
"Søskende er ikke nødvendigvis lykken, viser en ny undersøgelse. Enebørn er ikke ensomme eller ulykkelige. Tværtimod. Sunday Times har kunne afsløre, at enebørn er væsentligt mere lykkelige end børn i en søskendeflok på to eller mere. Ja faktisk er børn mere ulykkelige - jo flere søskende, de har.
Enebørn er ikke bare selvoptagede og forkælede, men også ensomme. Sådan lyder fordommen i hvert fald, men nu viser en ny britisk undersøgelse, at enebørn rent faktisk trives overordentligt godt og generelt er gladere og mere tilfredse end de børn, der må dele deres forældre med en eller flere søskende.
Det er det statsstøttede, britiske forskningsråd The Economic and Social Research Council, der står bag undersøgelsen, hvor forskere fra flere universiteter har spurgt 2500 unge briter om, hvor glade og tilfredse de egentlig er.
Undersøgelsen afslører, at jo flere søskende man har, des mere ulykkelig er man generelt. Det skyldes blandt andet, at man må kæmpe med andre søskende om forældrenes opmærksomhed og anerkendelse, og at der er langt flere konflikter i familier med flere end et barn.
31 procent af de adspurgte, som havde en eller flere søskende, svarede eksempelvis, at de "ofte" eller "ret ofte" blev sparket eller slået af en af deres søskende, og 18 procent af de adspurgte havde oplevet, at deres brødre eller søstre havde hugget nogle af deres ting. Samtidig afslørede undersøgelsen, at næsten hver tredje var blevet kaldt "ubehagelige øgenavne" af deres søskende.
Forskerne understreger, at det ikke kun er det enkelte barn, der bliver påvirket af en søskendekonflikt, men at resten af familien også bliver ramt, når to søskende har problemer med hinanden. Nogle forældre bøjer af og dropper helt at blande sig, og det baner vejen for mere drilleri og – mener forskerne – en mindre lykkelig barndom."
Det er da også værd at tage i betragtning når der er så meget fokus på at have søkende. Min ældste søn er 9 og min yngste er snart 5 mdr og jeg regnede ikke med at jeg skulle have mere end et barn og jeg har også måtte høre mange gange, hvornår mon nr. 2 kom mv. Det havde jeg ingen planer om før min ældste var over 7 år af mange forskellige årsager, men det kan være svært for folk at forstå og nu skal jeg bare høre for at de jo først får glæde af hinanden senere i livet. Ja måske, men man skal jo ikke få børn af pligt, men af lyst og fordi man har noget at tilbyde dem.

Så nej der er der intet galt i at være enebarn. Min kærestes mor kunne kun få et barn og ville da godt have haft flere, men sådan noget bestemmer man ikke altid selv og det er da også ubehageligt i sådan en situation, at skulle opleve folks kommentarer.