Hvor hurtigt blev du ramt af moderfølelsen?

Ved nummer 2 og 3 kom det stort set med det samme, men det gjorde det ikke ved den første.

jeg tror det havde meget med omgivelserne at gøre, og min unge alder.

Jeg var 18, og var stort set lige flyttet hjemmefra. Jeg kom fra et meget dysfunktionelt hem, og havde nok mest af alt, haft brug for ro, til at finde mig selv. Men valgte altså at få et barn med min kæreste. Selvom min kæreste var 25, så var han på ingen måde klar til at blive far, for han tog i byen hver weekend. Jeg kunne ikke finde ud af, at få amningen til at fungere, og havde en svigermor, der meget gerne fortalte mig, hvor ringe det var af mig.

Mim mor forsøgte at hjælpe ved at komme og være meget sammen med ham, men det hjalp ikke på min tilknytning til ham.

Han var ørebarn, og meget urolig, og jeg en aften magtede jeg bare ikke det hele mere. Kæresten ville over til nogle venner og drikke igen igen, og jeg bad ham om, at tage ham med i barnevognen, fordi de skulle sidde på terrassen. Jeg kunne simpelthen ikke holde hans gråd ud mere.

I løbet af et par timer, hvor jeg sad helt alene i lejligheden og græd, så begyndte  savnen at melde sig, og jeg kunne mærke at jeg ville have ham tæt på mig, for at være sikker på at han var okay. Lige der for 18 år siden, vendte det hele for mig, og jeg var mor til min vidunderlige lille dreng Jeg ringede efter min kæreste, og han kom hjem med min dreng, der bare havde sovet hele tiden på terassen Så stort føltes det, at jeg her 18 år efter sidder og kan huske det, som var det i går. 

Jeg har også været ramt med det samme. Faktisk så meget så der gik lang tid med min første får jeg kunne holde ud af nogen (også faren) tog ham med ud alene. Det var faktisk ikke sjovt fordi jeg var så bekymret for ham når jeg ikke selv havde ham hos mig.

Jeg blev vist ramt med det samme. Og ligesaa vel gjorde min mand, som ikke have vist meget interesse under graviditeten.

Men mht min mand, saa var han ogsaa den foerste der saa vores datter og var sammen med hende den foerste time af hendes liv, mens jeg vaagnede op af narkose. Det tror jeg gjorde noget helt specielt for ham. Ham der aldrig havde holdt en nyfoedt foer.

Mht mig selv, saa startede det saa snart jeg blev koert ind paa vaerelset og saa hende. Det smukkeste i hele verden, synes jeg dengang. Idag kan jeg godt se hun lignede en lille trold. En soed trold, men en lille trold.

Vi havde taget boeger og den slags med, til at slaa tiden ihjel paa hospitalet, men vi oplevede begge at vi laeste en linie mens vores datter sov, saa drejede hovederne af sig selv og blikket faldt paa vores lille guldklump og der blev det. Vi fik overhovedet intet lavet end at sidde og agere totalt nyforelskede i vores lille mirakel.

Hun har ogsaa alle dage vaeret et enormt nemt barn.

Med nicklas var det fra første splitsekundt. denne her gang viste jeg jo hvad jeg gik ind til så blev ikke lige så overraket over følelsen af at blive mor.

Elsker Naia overalt på jorden og vil gøre alt for hende, dog har vores start ikke været den bedste har op til flere gange ledt efter byttemærket på hende uden held.

Men elsker hende det gør jeg utrolig meget, Nicklas har bare en helt special plads hos sin mor og ja det har Naia også bare på hver deres måde.

Jeg fødte min dreng ved kejsersnit under fuld narkose, da jeg vågnede var jeg meget dårlig. Efter et stykke tid kom min mand og en jordmoder med min dreng. han var pakket helt ind så jeg ikke kunne se ham. Jeg for at vide at min dreng er sulten så han bliver lagt til mit bryst og han spiser med det samme. Men jeg kunne ikke se ham  jeg så engang imellem lidt hår. Jeg var forvirret, havde meget ondt og var ekstremt dårlig og skuffet. Da vi kommer op på afdelingen beder jeg en sygeplejeske om hjælp til at "pakke" min dreng lidt ud så jeg i det mindste kunne se hans ansigt. Men hun tager ham og siger nu skal lillemanden sove og ligger ham ned i en "kurv" med hjul på, som står ved siden af sengen. Jeg forsøger at protestere men der er hun gået. Jeg har slanger på mig så min bevægelserum var meget kort . Jeg er stadigvæk meget dårlig, men jeg kan høre at han laver smaske lyde og så kan jeg lige pludselig se en lille hånd. Jeg  kæmper alt hvad jeg kan for, at nå den lille hånd og i mit iver for at nå den, for jeg rykket en slange af. Det starter åbenbart en alarm et sted, for ind i stuen kommer en ny sygeplejeske. Som med det samme kan se at hvad problemet er. Hun tager ham op og "pakker" ham lidt ud og spørger "har I 2 hilst ordentlig på hinanden?? jeg begynder straks at stor tude og  siger "nej jeg har ikke set ham" og hun løfter ham hen til mit hoved og min dreng åbner øjnene og de yndigste øjne kigger på mig..

Jeg blev total forelsket. Den nye sygeplejeske siger så "I 2 trænger da vist til hinanden" og så begynder hun på at bakse rundt med mig, slanger, dyner, sengegavle og hvad ved jeg, så vi kan ligge ved siden af hinanden og se hinanden. Så min moderfølelse kom først rigtigt da jeg så ham om aften.

Lige så snart han blev lagt op!

Anonym skriver:

Jeg fødte min dreng ved kejsersnit under fuld narkose, da jeg vågnede var jeg meget dårlig. Efter et stykke tid kom min mand og en jordmoder med min dreng. han var pakket helt ind så jeg ikke kunne se ham. Jeg for at vide at min dreng er sulten så han bliver lagt til mit bryst og han spiser med det samme. Men jeg kunne ikke se ham  jeg så engang imellem lidt hår. Jeg var forvirret, havde meget ondt og var ekstremt dårlig og skuffet. Da vi kommer op på afdelingen beder jeg en sygeplejeske om hjælp til at "pakke" min dreng lidt ud så jeg i det mindste kunne se hans ansigt. Men hun tager ham og siger nu skal lillemanden sove og ligger ham ned i en "kurv" med hjul på, som står ved siden af sengen. Jeg forsøger at protestere men der er hun gået. Jeg har slanger på mig så min bevægelserum var meget kort . Jeg er stadigvæk meget dårlig, men jeg kan høre at han laver smaske lyde og så kan jeg lige pludselig se en lille hånd. Jeg  kæmper alt hvad jeg kan for, at nå den lille hånd og i mit iver for at nå den, for jeg rykket en slange af. Det starter åbenbart en alarm et sted, for ind i stuen kommer en ny sygeplejeske. Som med det samme kan se at hvad problemet er. Hun tager ham op og "pakker" ham lidt ud og spørger "har I 2 hilst ordentlig på hinanden?? jeg begynder straks at stor tude og  siger "nej jeg har ikke set ham" og hun løfter ham hen til mit hoved og min dreng åbner øjnene og de yndigste øjne kigger på mig..

Jeg blev total forelsket. Den nye sygeplejeske siger så "I 2 trænger da vist til hinanden" og så begynder hun på at bakse rundt med mig, slanger, dyner, sengegavle og hvad ved jeg, så vi kan ligge ved siden af hinanden og se hinanden. Så min moderfølelse kom først rigtigt da jeg så ham om aften.

Så tudede Rosa  Så fint, og så hjerteskærende beskrevet!!! 

Rosa skriver:

Så tudede Rosa  Så fint, og så hjerteskærende beskrevet!!! 

os mig! 

Frøken J. skriver:

Kunne godt tænke mig at vide, om i blev ramt af den altoverskyggende kærlighed til jeres barn med det samme, eller om følelsen lod vente lidt på sig? Synes godt det kan være lidt tabubelagt med ikke at blive ramt af den med det samme.

Jeg må indrømme, at den ikke kom med det samme hos mig. Jeg synes da hun var dejlig og vidunderlige, men den absolutte kærlighed kom ikke med det samme. Den første tid var hård med gråd, fordi mælken ikke var løbet til, så kom ammeproblemerne da mælken kom, så kom hende lange grådperiode. Derfor var der meget stress, bekymringer og jeg var kørt ret langt ned. Synes det var svært at nyde hende!

Først her de sidste par uger, hvor det har gået godt og amningen bare kører, er jeg for ALVOR blevet ramt af moderkærligheden. Op til nu har den nok bare bygget sig langsomt op, men nu har det sagt POW! Og nu ELSKER jeg hende! Har lyst til at kysse og mysse hende, se på hende hele tiden, holde hende tæt og beskytte hende. Og det gør ONDT at læse om, når spædbørn kommer til skade, fordi jeg tænker på hvis nu det var min pige..

Hvordan var det hos dig? Det er muligt at svare anonymt, hvis det ønskes

Første gang ved jeg ikke om det var moderfølelse, men beskyttertrangen var ENORM og blev afløst af den her dybe intense kærlighed, som slet ikke kan beskrives, men som næsten gør ondt.

 Han var født 4 uger før termin, og jeg vogtede ham som en løvinde...

Og den slags mor er stadig

Nu har jeg bare tre drenge jeg føler sådan for