Hvor hurtigt blev du ramt af moderfølelsen?

jeg ved ikke hvornår den kom, men sent.. meget sent.. efter et par måneder

altså jeg har holdt meget af villads siden han kom. og jeg får flere og flere følelser for ham for hver dag. og nu når han skal starte i vugger så står jeg der og føler at jeg aldrig får tid til at knuselske ham som jeg jo gør nu.. 

når han ligger inde i sengen og sover har jeg lyst til at stå og ae ham hele tiden og kysse og kigge på ham.. men det ved jeg godt at det kan jeg jo ikke.. 

og så sidder jeg og kigger på billeder af ham af og til og siger til mig selv. ihh hvor er han skøn altså

men moderfølelsen kom altså sent. og det er egentlig ikke helt gået op for mig at jeg er mor til denne dejlige dreng. men det er jeg 

Jeg elskede min datter ubetinget fra første øjeblik jeg så hende (nu fik jeg AKS så hun var vasket og fin da jeg så hende) og jeg havde nået at komme mig lidt over smerterne. Og glemme at hun faktisk var skyld i dem

Men her ramte moderkærligheden for alvor 2. nat på hospitalet. Hun græd og græd så hjerteskærende og ville hverken spise eller noget. Og det gjorde bare så ondt i mit hjerte at jeg ikke kunne trøste mit barn. 

Den moderkærlighed er bare vokset i takt med at man kan få mere og mere kontakt med hende. Og man kan se at hun også bare udviser en den der ubetingede kærlighed og tryghed. Og især her i øjeblikket er hun blevet meget morsyg. Det varmer om hjertet  

Her ramte den også først efter nogle uger ved det første barn, de to andre kom ligesom med ind under lige fra starten

Jeg havde en barsk fødsel første gang, men ellers ikke de vilde problemer. Jeg syntes bestemt at han var sød og helt perfekt - men de store følelser ramte først efter et par uger.

Jeg havde heldigvis hørt om at det var sådan for nogle, så jeg undrede mig ikke over det.

Min kom faktisk rigtig hurtigt. Tror så det har noget med at gøre at hun kun var på brystet af mig i 1 min før hun blev fjernet, suget, sagt farvel, og op på neonatal hun kom....

Med det samme de fjernede hende fra mig kom den der løvemor lissom op, og jeg følte jeg skulle beskytte hende, men jeg var samtidig udmattet. Jeg prøvede efter 1-2 timer at gå op på neo fordi jeg ville se hende og være ved hende, men kunne slet ikke komme derop, nåede hen af fødegangen og så var jeg ved at besvime. Så der gik 4 timer før jeg så hende igen. Og i næsten 14 dage lå jeg på hotellet mens hun lå på neo, og jeg følte mig som den største mislykkedes mor, fordi jeg ikke kunne være ved hende 24/7...

Men helt enig, der bliver talt alt for lidt om hvordan mødre har det med deres børn de første døgn, eller første par uger, og der er bestemt ingen skam i man ikke føler lykkefølelse, med det samme.

Fantastisk tråd. også for os der endnu ikke har oplevet, så er det rart at vide man ikke "fejler" noget hvis den ikke kommer med det samme.

Frøken J. skriver:

Kunne godt tænke mig at vide, om i blev ramt af den altoverskyggende kærlighed til jeres barn med det samme, eller om følelsen lod vente lidt på sig? Synes godt det kan være lidt tabubelagt med ikke at blive ramt af den med det samme.

Jeg må indrømme, at den ikke kom med det samme hos mig. Jeg synes da hun var dejlig og vidunderlige, men den absolutte kærlighed kom ikke med det samme. Den første tid var hård med gråd, fordi mælken ikke var løbet til, så kom ammeproblemerne da mælken kom, så kom hende lange grådperiode. Derfor var der meget stress, bekymringer og jeg var kørt ret langt ned. Synes det var svært at nyde hende!

Først her de sidste par uger, hvor det har gået godt og amningen bare kører, er jeg for ALVOR blevet ramt af moderkærligheden. Op til nu har den nok bare bygget sig langsomt op, men nu har det sagt POW! Og nu ELSKER jeg hende! Har lyst til at kysse og mysse hende, se på hende hele tiden, holde hende tæt og beskytte hende. Og det gør ONDT at læse om, når spædbørn kommer til skade, fordi jeg tænker på hvis nu det var min pige..

Hvordan var det hos dig? Det er muligt at svare anonymt, hvis det ønskes

Uden at have læst hvad andre har svaret, så tænker jeg at vi måske somemtider godt kan skyde motherhood HELT i vejret inden vi bliver mødre. Vi forventer at få den HELT store rus af kærlighed og evig lykke.

Som du siger, så syntes du at hun var dejlig og vidunderlig, og sådan tror jeg det skal være Vi kender jo ikke engang det lille barn der dukker op, så det virker ikke underligt på mig, at den dybe kærlighed blot kommer med tiden. Jeg var selv helt forelsket i min søn da han kom ud, men en dybe kærlighed kom stille og roligt, for han var heller ikke just den nemmeste baby det første stykke tid. Det turde jeg næsten ikke indrømme, at jeg ikke syntes han var helt nem for det er jo så rart at kunne sige "ja, han er så nem, så nem!", men det er bare ikke altid virkeligheden.

Jeg tror simpelthen det kan skyldes for store forventinger engang imellem.

Frøken J. skriver:

Kunne godt tænke mig at vide, om i blev ramt af den altoverskyggende kærlighed til jeres barn med det samme, eller om følelsen lod vente lidt på sig? Synes godt det kan være lidt tabubelagt med ikke at blive ramt af den med det samme.

Jeg må indrømme, at den ikke kom med det samme hos mig. Jeg synes da hun var dejlig og vidunderlige, men den absolutte kærlighed kom ikke med det samme. Den første tid var hård med gråd, fordi mælken ikke var løbet til, så kom ammeproblemerne da mælken kom, så kom hende lange grådperiode. Derfor var der meget stress, bekymringer og jeg var kørt ret langt ned. Synes det var svært at nyde hende!

Først her de sidste par uger, hvor det har gået godt og amningen bare kører, er jeg for ALVOR blevet ramt af moderkærligheden. Op til nu har den nok bare bygget sig langsomt op, men nu har det sagt POW! Og nu ELSKER jeg hende! Har lyst til at kysse og mysse hende, se på hende hele tiden, holde hende tæt og beskytte hende. Og det gør ONDT at læse om, når spædbørn kommer til skade, fordi jeg tænker på hvis nu det var min pige..

Hvordan var det hos dig? Det er muligt at svare anonymt, hvis det ønskes

I løbet af det første døgn.

Da han lige var kommet ud, var jeg mest bare overrasket, forundret og nysgerrig..

Frøken J. skriver:

Kunne godt tænke mig at vide, om i blev ramt af den altoverskyggende kærlighed til jeres barn med det samme, eller om følelsen lod vente lidt på sig? Synes godt det kan være lidt tabubelagt med ikke at blive ramt af den med det samme.

Jeg må indrømme, at den ikke kom med det samme hos mig. Jeg synes da hun var dejlig og vidunderlige, men den absolutte kærlighed kom ikke med det samme. Den første tid var hård med gråd, fordi mælken ikke var løbet til, så kom ammeproblemerne da mælken kom, så kom hende lange grådperiode. Derfor var der meget stress, bekymringer og jeg var kørt ret langt ned. Synes det var svært at nyde hende!

Først her de sidste par uger, hvor det har gået godt og amningen bare kører, er jeg for ALVOR blevet ramt af moderkærligheden. Op til nu har den nok bare bygget sig langsomt op, men nu har det sagt POW! Og nu ELSKER jeg hende! Har lyst til at kysse og mysse hende, se på hende hele tiden, holde hende tæt og beskytte hende. Og det gør ONDT at læse om, når spædbørn kommer til skade, fordi jeg tænker på hvis nu det var min pige..

Hvordan var det hos dig? Det er muligt at svare anonymt, hvis det ønskes

jeg fik AKS og havde kun nået at være på sygehuset i ca. 40 min før min søn var ude, så jeg havde slet ikke kunnet nå at følge med.

Så da jeg så min søn for første gang, kunne jeg slet ikke forstå at han var min, og jeg kunne jo heller ikke rigtig holde ham pga. bedøvelsen. Da jeg lå på opvågningen begyndte det lige så stille at gå op for mig, men der gik i hvert fald nogle timer.

Og så var jeg indlagt 16 døgn pga. SSF, så den første tid var også meget turbolent, og jeg havde meget ambivalente følelser. På den ene side var han det bedste der var sket i mit liv, på den anden side var jeg lige ved at miste mit liv! Og havde også problemer med amningen, da jeg pga. sygdommen ikke rigtig kunne producere noget mælk i starten. Så da jeg kom hjem var jeg bare misundelig på alle dem, der trillede rundt med deres nyfødte i barnevogn og så totalt overskudsagtige ud....

Men altså moderfølelsen har været der fra starten af, den har bare været blandet med modløshed, følelsen af afmagt, og mangelen på søvn der kan drive én rigtig langt ud...

Men ja god tråd til at give plads for alle de tanker og følelser man også kan have!