Hvor hurtigt blev du ramt af moderfølelsen?

Frøken J. skriver:

Kunne godt tænke mig at vide, om i blev ramt af den altoverskyggende kærlighed til jeres barn med det samme, eller om følelsen lod vente lidt på sig? Synes godt det kan være lidt tabubelagt med ikke at blive ramt af den med det samme.

Jeg må indrømme, at den ikke kom med det samme hos mig. Jeg synes da hun var dejlig og vidunderlige, men den absolutte kærlighed kom ikke med det samme. Den første tid var hård med gråd, fordi mælken ikke var løbet til, så kom ammeproblemerne da mælken kom, så kom hende lange grådperiode. Derfor var der meget stress, bekymringer og jeg var kørt ret langt ned. Synes det var svært at nyde hende!

Først her de sidste par uger, hvor det har gået godt og amningen bare kører, er jeg for ALVOR blevet ramt af moderkærligheden. Op til nu har den nok bare bygget sig langsomt op, men nu har det sagt POW! Og nu ELSKER jeg hende! Har lyst til at kysse og mysse hende, se på hende hele tiden, holde hende tæt og beskytte hende. Og det gør ONDT at læse om, når spædbørn kommer til skade, fordi jeg tænker på hvis nu det var min pige..

Hvordan var det hos dig? Det er muligt at svare anonymt, hvis det ønskes

Havde det lige som dig. Jeg syntes da hun var kær og fin, men jeg fik absolut ikke den WOW følelse som jeg havde hørt så meget om....

Men tror faktisk hun var nærmere et par måneder og vi var ovre den evindelige gråd/skrigeri hver evig eneste aften, at jeg virkelig har oplevet den alt overskyggende kærlighed til hende....

Jeg har lidt dårlig samvittighed over den ikke er kommet før 

Den kom med det samme med begge piger... 

Den kom faktisk med det samme. Og jeg var SÅ lettet. Jeg var ellers bange for at når jeg nu skulle have kejsersnit, så ville jeg ikke få udløst de rigtige hormoner og derfor heller ikke få den der "wauw hvor er han fantastisk dejlig og MIN"-følelse. Men det fik jeg heldigvis alligevel. Gætter på det bl.a. skyldes at amningen kom hurtigt i gang - men det er som sagt bare et gæt.

Kan godt forstå at jeres hårde start har efterladt meget lidt tid til at sidde og falde i svime over vidunderet. Hvis alt går op i skrig, skrål og smerter, er der vel ikke noget at sige til, at man ikke lige har overskud til at føle en hel masse voldsomt? Dejligt at det er kommet nu - med smil og pluden

Den kom da hun blev lagt op til mig  -Men jeg vil dog lige tilføje at den først blev helt fuldent, da vi efter ca. 1½ time kom over på barselsgangen, hvor jeg for alvor fik ro og alenetid med hende, og vi bare lå og kiggede på hinanden! Når jeg tænker på den nat/morgen, kan jeg stadig begynde at græde af glæde.. - Så tror måske først det var der det for alvor gik op for mig at hun var det barn, vi havde ventet på i 9 måneder, og som lige havde været i MIN mave

Frøken J. skriver:

Det er sikkert typisk, at det er når man har en hård start, at den lader vente på sig. Men bare den kommer

Forresten tak for tøjet! Hvor er du bare sød, og hvor er der bare MEGET! Og i virkelig flot stand. Det er bare så sødt af dig!

Selv tak er glad for du kan bruge det

Skal nok lige få manden til at få hentet str. 62 hjem men er begyndt at have nogle hårde veer, så det bliver nok først i weekenden

Oliver&Troia <3 skriver:

Selv tak er glad for du kan bruge det

Skal nok lige få manden til at få hentet str. 62 hjem men er begyndt at have nogle hårde veer, så det bliver nok først i weekenden

Hovsa -

HEY!!! god fødsel!

Moms

Frøken J. skriver:

Kunne godt tænke mig at vide, om i blev ramt af den altoverskyggende kærlighed til jeres barn med det samme, eller om følelsen lod vente lidt på sig? Synes godt det kan være lidt tabubelagt med ikke at blive ramt af den med det samme.

Jeg må indrømme, at den ikke kom med det samme hos mig. Jeg synes da hun var dejlig og vidunderlige, men den absolutte kærlighed kom ikke med det samme. Den første tid var hård med gråd, fordi mælken ikke var løbet til, så kom ammeproblemerne da mælken kom, så kom hende lange grådperiode. Derfor var der meget stress, bekymringer og jeg var kørt ret langt ned. Synes det var svært at nyde hende!

Først her de sidste par uger, hvor det har gået godt og amningen bare kører, er jeg for ALVOR blevet ramt af moderkærligheden. Op til nu har den nok bare bygget sig langsomt op, men nu har det sagt POW! Og nu ELSKER jeg hende! Har lyst til at kysse og mysse hende, se på hende hele tiden, holde hende tæt og beskytte hende. Og det gør ONDT at læse om, når spædbørn kommer til skade, fordi jeg tænker på hvis nu det var min pige..

Hvordan var det hos dig? Det er muligt at svare anonymt, hvis det ønskes

uhha tror ikke min kom da han blev lagt op, tror lige jeg skulle komme mig over fødslen, kæresten græd, men han havde jo ikke været i smertehelvede  men da jeg lige havde lagt med ham lidt så kom det så stille

Jamen her kom det først sent lærke var syg og tabte sig meget de første 4 uger, så blev vi indlagt på børne afd og tror faktisk først det så småt kom da vi kom hjem og fik en ok hverdag i gang

Og ja nu er hun jo bare min eneste en

Hmm.. godt spørgsmål...

Jeg tror nok den var der med det samme, stort set.... men kan ærligt ikke huske det, for det er ikke noget jeg har tænkt så meget på...

Under minde grædeture i starten fik jeg da mine tvivl, men det var hormonerne der overtog min hjerne.... hehe...

men elsker hende højere og højere for hver dag

Frøken J. skriver:

Kunne godt tænke mig at vide, om i blev ramt af den altoverskyggende kærlighed til jeres barn med det samme, eller om følelsen lod vente lidt på sig? Synes godt det kan være lidt tabubelagt med ikke at blive ramt af den med det samme.

Jeg må indrømme, at den ikke kom med det samme hos mig. Jeg synes da hun var dejlig og vidunderlige, men den absolutte kærlighed kom ikke med det samme. Den første tid var hård med gråd, fordi mælken ikke var løbet til, så kom ammeproblemerne da mælken kom, så kom hende lange grådperiode. Derfor var der meget stress, bekymringer og jeg var kørt ret langt ned. Synes det var svært at nyde hende!

Først her de sidste par uger, hvor det har gået godt og amningen bare kører, er jeg for ALVOR blevet ramt af moderkærligheden. Op til nu har den nok bare bygget sig langsomt op, men nu har det sagt POW! Og nu ELSKER jeg hende! Har lyst til at kysse og mysse hende, se på hende hele tiden, holde hende tæt og beskytte hende. Og det gør ONDT at læse om, når spædbørn kommer til skade, fordi jeg tænker på hvis nu det var min pige..

Hvordan var det hos dig? Det er muligt at svare anonymt, hvis det ønskes

Jeg aner det faktisk ikke. Det var ikke noget jeg sådan rigtigt gik og tænkte på.

Men jeg ved 100%, at man mellemste, der er født 14 dage før, ham følte jeg stor beskytter trang ved, fra første sekund han kom til verden. Og jeg har det stadig sådan. Føler sådan jeg skal beskytte ham mod alle onder i verden.

Selvfølgelig har jeg også beskytter trang for de 2 andre, men da min mellemste blev født, var han bare så lille og skrøblig.

Med de 2 andre, der har jeg haft moderfølelsen så længe jeg kan huske, men den rigtige kærlighed kom, da de blev opmærksomme og kunne smile og give lidt igen

*Camilla