Hvor hurtigt blev du ramt af moderfølelsen?

Kunne godt tænke mig at vide, om i blev ramt af den altoverskyggende kærlighed til jeres barn med det samme, eller om følelsen lod vente lidt på sig? Synes godt det kan være lidt tabubelagt med ikke at blive ramt af den med det samme.

Jeg må indrømme, at den ikke kom med det samme hos mig. Jeg synes da hun var dejlig og vidunderlige, men den absolutte kærlighed kom ikke med det samme. Den første tid var hård med gråd, fordi mælken ikke var løbet til, så kom ammeproblemerne da mælken kom, så kom hende lange grådperiode. Derfor var der meget stress, bekymringer og jeg var kørt ret langt ned. Synes det var svært at nyde hende!

Først her de sidste par uger, hvor det har gået godt og amningen bare kører, er jeg for ALVOR blevet ramt af moderkærligheden. Op til nu har den nok bare bygget sig langsomt op, men nu har det sagt POW! Og nu ELSKER jeg hende! Har lyst til at kysse og mysse hende, se på hende hele tiden, holde hende tæt og beskytte hende. Og det gør ONDT at læse om, når spædbørn kommer til skade, fordi jeg tænker på hvis nu det var min pige..

Hvordan var det hos dig? Det er muligt at svare anonymt, hvis det ønskes

Der gik ca 1.uges tid. Jeg var i denne uge konstant bange , husker denne tid meget dårlig, husker den slet ikke faktisk. Vi fik så forskellig oplysninger omkring gulsot tal på vores dreng, konstant afsted til prøver, ligge på grænsen til indlæggelse . Meeeen ..da vi så fik afvide de endelig var på vej ned tallene, gik det op for mig hvad der lå i mine arme , og moder følelsen susede gennem kroppen , fra top til tå

her gik der ca en uge

jeg kunne ikke forstå at hun var min, og blev lettet når personalet tog hende om natten, men alligevel kunne jeg ikke sove når hun ikke var der

de tog hende om natten fordi hun skreg hele natten, min mælk var ikke løbet ordentligt til, og de gav hende lidt mælk på kop..

det var meget mærkeligt det hele, jeg var så smadret efter fødslen, og det hele var så uvirkeligt...

men da moderfølelsen endelig kom, var jeg fuldstændig lamslået af kærlighed.. elsker min datter højere end alt andet

Frøken J. skriver:

Kunne godt tænke mig at vide, om i blev ramt af den altoverskyggende kærlighed til jeres barn med det samme, eller om følelsen lod vente lidt på sig? Synes godt det kan være lidt tabubelagt med ikke at blive ramt af den med det samme.

Jeg må indrømme, at den ikke kom med det samme hos mig. Jeg synes da hun var dejlig og vidunderlige, men den absolutte kærlighed kom ikke med det samme. Den første tid var hård med gråd, fordi mælken ikke var løbet til, så kom ammeproblemerne da mælken kom, så kom hende lange grådperiode. Derfor var der meget stress, bekymringer og jeg var kørt ret langt ned. Synes det var svært at nyde hende!

Først her de sidste par uger, hvor det har gået godt og amningen bare kører, er jeg for ALVOR blevet ramt af moderkærligheden. Op til nu har den nok bare bygget sig langsomt op, men nu har det sagt POW! Og nu ELSKER jeg hende! Har lyst til at kysse og mysse hende, se på hende hele tiden, holde hende tæt og beskytte hende. Og det gør ONDT at læse om, når spædbørn kommer til skade, fordi jeg tænker på hvis nu det var min pige..

Hvordan var det hos dig? Det er muligt at svare anonymt, hvis det ønskes

Her gik der lang tid. Flere måneder. Ikke at jeg havde direkte noget imod ham, han symboliserede bare en afslutning og en begyndelse som jeg på ingen måde havde taget stilling til. Ved ikke helt hvad jeg havde forestillet mig, men havde slet ikke overvejet hvad der skulle ske efter det der frygtindgydende kejsersnit - bare det at håndtere panikken over måske/måske ikke nå at gå i fødsel opslugte mig fuldstændigt.

Den kom snigende, den der dybe kærlighed. Som han begyndte at give mig en respons på de ting jeg gjorde for ham, begyndte kærligheden at tage sit indtog.

Men kan jeg sætte mig til at tude ved tanken om ham? Nej. Han er stadig det absolut hårdeste stykke arbejde jeg nogensinde har påtaget mig, jeg begynder bare at kunne se fordelene i den lille sjæl.

Det er kun et tabu hvis vi ikke taler åbent om det, som vi giver plads til kvinder der knytter et umiddelbart bånd, skal der være plads til os andre der lige skal se personen lidt an først. Er der sq intet flovt i

Hmm jeg tror det gik et par uger inden selve moderfølelsen kom. Men jeg er ikke i tvivl om, at jeg elskede hende i maven og da hun kom ud.

Jeg var meget overrasket over, hvordan hun så ud, da hun kom. Hun lignede ikke det barn jeg forventede at få. Og det har fyldt rigtig meget i mig, at jeg ikke kunne kende hende da hun kom. Jeg kan stadig kigge på hende og tænke hmm hende har jeg båret og født, hun har mine gener MEN hvem er hun? Giver det mening?

Min datter er snart 3 og om lidt komme hendes lillebror/søster og denne gang er jeg parat, jeg ved, at jeg ikke ved hvem der dukker op

Jeg elsker min søn, og har gjort det fra det øjeblik han kom ud

Jeg ved ikke hvornår moderfølelsen kom, jeg har hele tiden elsket ham og haft en trang til at beskytte det lille dejlige væsen, men jeg gjorde det af pligt og fordi det gør man for babyer !!

Jeg er ked og pinlig over at indrømme at det først var da han begyndte at give noget igen, at moderfølelsen for alvor kom op i mig..

Jeg er pinlig over det, og jeg er SÅ ked af at det har været sådan, men sådan er det, og jeg har på intet tidspunkt ikke-elsket ham.. Jeg elsker ham mere og mere for hver dag !!

Nååh, men jeg aner ikke hvornår moderfølelsen kom

Min moderfølelse, som i jeg elsker dig følelse er først for alvor kommet her de sidste par uger op til at hun bliver 2 måneder her den 29. Og det selv om vi havde en relativ let start, på trods af lidt ammeproblemer de første 2 uger.

Mens jeg heletiden har haft ur-moder følelsen, beskytter trangen - som i jeg har-bare-lagt-for-meget-energi-og-smerte-i-dig-til-at-der-skal-ske-dig-noget!-følelsen

Hvor er jeg glad for at du nævnte det her, jeg gik og troede at jeg var sådan lidt underlig på det område....

Min kom faktisk først da han var omkring 16 måneder... Men jeg led også af fødselsdepr. Men det skal lige siges at nu er det der også med ekstra

med det samme ligefra han kom op påå brystet og ligge.. da han så søgte til mit bryst blev kærligheden bare endnu større jeg var blevet mor til verdens mest perfekte lille menneske

Frøken J. skriver:

Kunne godt tænke mig at vide, om i blev ramt af den altoverskyggende kærlighed til jeres barn med det samme, eller om følelsen lod vente lidt på sig? Synes godt det kan være lidt tabubelagt med ikke at blive ramt af den med det samme.

Jeg må indrømme, at den ikke kom med det samme hos mig. Jeg synes da hun var dejlig og vidunderlige, men den absolutte kærlighed kom ikke med det samme. Den første tid var hård med gråd, fordi mælken ikke var løbet til, så kom ammeproblemerne da mælken kom, så kom hende lange grådperiode. Derfor var der meget stress, bekymringer og jeg var kørt ret langt ned. Synes det var svært at nyde hende!

Først her de sidste par uger, hvor det har gået godt og amningen bare kører, er jeg for ALVOR blevet ramt af moderkærligheden. Op til nu har den nok bare bygget sig langsomt op, men nu har det sagt POW! Og nu ELSKER jeg hende! Har lyst til at kysse og mysse hende, se på hende hele tiden, holde hende tæt og beskytte hende. Og det gør ONDT at læse om, når spædbørn kommer til skade, fordi jeg tænker på hvis nu det var min pige..

Hvordan var det hos dig? Det er muligt at svare anonymt, hvis det ønskes

blev ramt af den med det samme, hun kom op på maven af mig ca 2 timer efter jeg fik lavet AKS og lå bare og nussede hende i over en time, det var simpelthen bare vidunderligt

Mine kom med det samme da jeg vågnede fra narkosen og så mine prinsesser  får helt ondt i maven af lykke engang imellem når jeg sidder og kigger på dem lege, eller når det endelig er tid til jeg kan hente dem i VS...