Anonym skriver:
Jeg fødte min dreng ved kejsersnit under fuld narkose, da jeg vågnede var jeg meget dårlig. Efter et stykke tid kom min mand og en jordmoder med min dreng. han var pakket helt ind så jeg ikke kunne se ham. Jeg for at vide at min dreng er sulten så han bliver lagt til mit bryst og han spiser med det samme. Men jeg kunne ikke se ham
jeg så engang imellem lidt hår. Jeg var forvirret, havde meget ondt og var ekstremt dårlig og skuffet. Da vi kommer op på afdelingen beder jeg en sygeplejeske om hjælp til at "pakke" min dreng lidt ud så jeg i det mindste kunne se hans ansigt. Men hun tager ham og siger nu skal lillemanden sove og ligger ham ned i en "kurv" med hjul på, som står ved siden af sengen. Jeg forsøger at protestere men der er hun gået. Jeg har slanger på mig så min bevægelserum var meget kort . Jeg er stadigvæk meget dårlig, men jeg kan høre at han laver smaske lyde og så kan jeg lige pludselig se en lille hånd. Jeg kæmper alt hvad jeg kan for, at nå den lille hånd og i mit iver for at nå den, for jeg rykket en slange af. Det starter åbenbart en alarm et sted, for ind i stuen kommer en ny sygeplejeske. Som med det samme kan se at hvad problemet er. Hun tager ham op og "pakker" ham lidt ud og spørger "har I 2 hilst ordentlig på hinanden?? jeg begynder straks at stor tude og siger "nej jeg har ikke set ham" og hun løfter ham hen til mit hoved og min dreng åbner øjnene og de yndigste øjne kigger på mig..
Jeg blev total forelsket. Den nye sygeplejeske siger så "I 2 trænger da vist til hinanden" og så begynder hun på at bakse rundt med mig, slanger, dyner, sengegavle og hvad ved jeg, så vi kan ligge ved siden af hinanden og se hinanden. Så min moderfølelse kom først rigtigt da jeg så ham om aften.
.. Dumme hormoner, så tuder jeg igen hehe 
Anmeld
