jeg er virkelig bange for at få et grimt barn

xoxotasha skriver:

Kald mig bare hård - det er jeg sådan set ligeglad med!

Jeg synes på INGEN måde at det lyder til at du er klar til at få et barn. Egentlig ikke fordi du er bange for at barnet bliver grimt, men pga. dine tanker omkring den lille.

Du nævner bl.a. tvangstanker og at du er bange for at skade det. Du føler intet for det og er slet ikke glad. Hvis det var mine følelser allerede SÅ tidligt ville jeg virkelig tænke mig om.

Hårde ord. Men det er et åbent forum og TS vælger at skrive, så må hun også tage de ting der kommer.

 

Jeg er over 30 og graviditeten var planlagt.. hvis jeg ikke var klar nu hvornår skulle jeg så blive det ?

og ja jeg har siden jeg var lille haft ocd og det er nu engang en del af mig og deraf mine tanker..

Maja88 skriver:

ej undskyld mig..

men hvis din frygt er at du får et grimt barn, så er du nok ikke klar til at blive mor..

ja undskyld de hårde ord, men bliver forarget

Jeg tror faktisk, man er mere klar til at blive mor, når man er i stand til at se i øjnene, at det ikke er ren romantik og idyl at få en baby, og at det ikke nødvendigvis bliver en lille prins eller prinsesse, som er yndig og nuttet. Nogle tænker mest på det fine tøj og det romantiske børneværelse og drømmer sig meget langt væk fra virkeligheden - andre er rædselsslagne ved tanken om det kolossale ansvar, man påtager sig livet ud.

Jeg tror helt afgjort, at TS qua sin alder og modenhed er mere bevidst om, hvor enorm en omvæltning, hun står over for og hvor forpligtende, hendes kommende opgave er, end mange andre - og jeg synes, det kræver både mod og selvindsigt at turde lufte så "forbudte" tanker.

Og til dig, TS: Jeg tror, du bliver en god mor, og at du slet og ret har brug for tid til at sunde dig og forberede dig. Jeg tror OGSÅ, det kan være til gavn for dig at få professionel hjælp til at tackle dine tanker og din frygt, så du ikke lader dem få overtaget.

Mind dig selv om, at langt de fleste mennesker - også de overfladiske, fjollede, umodne osv. - faktisk vokser med opgaven og bliver glimrende forældre. Når de kan, så kan du - som det ansvarlige, modne og realistisk indstillede menneske, du er - selvfølgelig også!!

Du virker slet ikke klar til at blive mor efter hvad du skriver. 

altså jeg er 15 uger henne nu og jeg syntes vente tiden er lang for at komme til at mærke den lille, men jeg ved at så snart jeg mærker bebse i maven, så vil jeg blive forelsket på ny igen i baby!

og hvis du frygter hvordan barnet kommer til at se ud fordi hvad måske andre vil tænke om barnet. så syntes jeg du skal tage en beslutning om du overhovedet ønsker det her barn? for det er virkelig syndt for barnet hvis det kommer til verden med en mor der syntes det er grimt? i ens mors øjne vil ens børn altid være de smukkeste på jorden, især fordi barnet er blevet lavet i hendes mave og båret med kærlighed!

undskyld hvis der er nogle lidt hårde ord, men jeg tænker bare på barnet. det har brug for en mor der vil elske den!

Anonym skriver:

Jeg er over 30 og graviditeten var planlagt.. hvis jeg ikke var klar nu hvornår skulle jeg så blive det ?

og ja jeg har siden jeg var lille haft ocd og det er nu engang en del af mig og deraf mine tanker..

Det har intet med alder at gøre hvornår man er klar. Jeg mener bare ud fra dit indlæg at du ikke virker klar. Jeg kender dig ikke og jeg besvarer ud fra det du har skrevet her.

Jeg siger bestemt heller ikke at du skal afbryde graviditeten. Jeg mener bare at du skal tænke over det hele en gang til, da det for mig virker som om du selv er meget usikker på hvad du egentlig vil. Planlagt graviditet eller ej.

xoxotasha skriver:

Det har intet med alder at gøre hvornår man er klar. Jeg mener bare ud fra dit indlæg at du ikke virker klar. Jeg kender dig ikke og jeg besvarer ud fra det du har skrevet her.

Jeg siger bestemt heller ikke at du skal afbryde graviditeten. Jeg mener bare at du skal tænke over det hele en gang til, da det for mig virker som om du selv er meget usikker på hvad du egentlig vil. Planlagt graviditet eller ej.

Tror måske alle mine "forbudte" tanker overskygger glæden hvis det gir mening ?

KaLee skriver:

Har godt set din anger senere i tråden og smidt en thumbs up efter dig for det.. men du fortjener sgu et par flere 

Det kræver også sin kvinde at indrømme sine fejl 

Mange tak for alle de konstruktive svar so far

kan desværre umuligt overskue at svare alle men sætter pris på alle svar

isabellamor skriver:

efter jeg har skrevet lidt med nogle af de andre ser jeg også meget anderledes på dit indlæg end jeg gjorde til at starte med. og jeg kan godt forstå dine tanker, jeg havde dog ikke helt de samme så jeg kan ikke føle med dig. men jeg kan godt se at det er normalt at have det som du har det.. og normalt mener jeg at størstedelen af gravide har den slags følelser og frygt... 

jeg er så en af dem der falder udenfor normen, men det skal der jo være  

men jeg vil lige sige undskyd for at have dømt dig lidt for hårdt...  jeg læste det ikke som værende kun tanker og følelser men som reele handlinger selvom de ikke er sket.. så det er mig der har været helt gal på den..

og jeg håber på at du får styr på dine følelser og tanker og får dig en god graviditet hvis det er det du ønsker... 

håber ikke jeg har været for grov... 

No worrys

Anonym skriver:

Hej alle

Jeg er gravid i 6 uge og det var plantlagt men jeg føler absolut ingen glæde... kun tristhed og bekymringer

Lige da jeg testede positiv var jeg glad men glæden var kort.. allerede dagen efter gik virkeligheden op for mig og så fik jeg da virkelig skidt da jeg pludselig slet ikke føler mig klar

Det er meget få børn jeg synes er søde/kønne og når jeg ser en af dem ønsker jeg mit barn bliver lige så charmerende.. jeg skammer mig over det men jeg er virkelig bange for at få et grimt barn som frastøder mig eller jeg intet føler overfor..

Jeg kan på ingen måde forestille mig livet som mor da jeg føler mig som datter 100 % og har ingen små børn i familien som jeg kan relatere til...

Jeg er bange for at få en fødselsdepression og bange for at skade barnet, da jeg også lider af tvangstanker

bange for jeg aldrig kommer til at elske barnet og alle snakker om ih og åh det er så dejligt at være gravid men det er det absolut ikke når man ingen glæde har og ikke kan føle noget for det der nu er i maven

 

Jeg syntes man skal være klar til det som livet nu byder med et barn - selvfølgelkig kan man ikke 100 % vide hvad der venter, men når du ved at du har tvangstanker, som eventuelt præger dig i hverdagen, så mener jeg det er nødvendigt med en snak med læge og evt. en eller anden form for psykriatiske læge, så du ved hvad du går ind til og træffer et valg ud fra de vilkår du nu engang kommer til at stå med.

Anonym skriver:

No worrys

Synes simpelthen du skal lade dem der er så snæversynet at de ikke kan se ud over deres egne briller falde op og ned på samme sted og lade deres kommentarer fordufte som en dårlig prut...

jeg er sikker på at du er klar på at blive mor.. det er nemlig EN DEL AF DET når man tænker alle de tanker.. og jeg tror faktisk de fleste af os har haft den ene eller den anden frygt, jeg er vågnet en million gange badet i sved af frygt for at tabe min søn ned af vores brede store solide trappe der ikke er stejl.. Jeg har også tænkt gad vide hvordan han ser ud ( fordi vi som forældre ser meget forskellige ud)  og jeg er mere end klar..

Når man har prøvet igennem en tidsperiode at blive gravid så har man også en forestilling om hvordan tingene de bliver, og ved du hvad? Glem dem. Vi prøvede i 6 mdr at blive gravide og da jeg testede positiv tudede jeg og tænkte fuck fuck fuck hvad gør jeg nu? Kan jeg overhoved arbejde. Må jeg løbe? jeg var ovenud glad også kom panikken også kom glæden og den svinger op og ned og det er helt normalt...

masser af tanker og kram til dig