jeg er virkelig bange for at få et grimt barn

N&J skriver:

Jeg syntes man skal være klar til det som livet nu byder med et barn - selvfølgelkig kan man ikke 100 % vide hvad der venter, men når du ved at du har tvangstanker, som eventuelt præger dig i hverdagen, så mener jeg det er nødvendigt med en snak med læge og evt. en eller anden form for psykriatiske læge, så du ved hvad du går ind til og træffer et valg ud fra de vilkår du nu engang kommer til at stå med.

 

jeg har skam snakket med lægen... er i medicinsk udtrapning og ved der er masser af tilbud på psykolog osv men da jeg kun er 6 uger henne kan jeg ikke få tilbudt noget endnu da lægen siger jeg skal snakke med jordmoderen om det omkring uge 13

først en stor

jeg var som sådan ikke bekymret da jeg var gravid, men da jeg havde født kom alle bekymringerne

jeg hadede mig selv for at føle som jeg gjorde, jeg kunne ikke indfinde mig med at være mor lige pludselig, vidste ikke om jeg elskede hende, og havde mest lyst til at "aflevere" hende tilbage

jeg talte så med min tætte veninde om det, hvilket var MEGET svært.. men da hun sagde at hun havde følt nøjagtig det samme, kunne jeg slappe mere af..

dagene efter voksede min moderfølelse mere og mere og så blev jeg dybt forelsket i min datter og elsker hende højere end livet selv

man skal jo også lige lære den lille at kende, og det hele er så nyt..

jeg skammer mig faktisk lidt over at jeg følte sådan, for alle siger jo at man elsker barnet fra det kommer ud..

men nogen mødre skal åbenbart lige have tid til at lære at elske det lille væsen inkl mig selv..

det hele skal nok gå

jeg har selv en psykisk diagnose og det gør mig bestemt ikke til en dårligere mor..

merle2010 skriver:

først en stor

jeg var som sådan ikke bekymret da jeg var gravid, men da jeg havde født kom alle bekymringerne

jeg hadede mig selv for at føle som jeg gjorde, jeg kunne ikke indfinde mig med at være mor lige pludselig, vidste ikke om jeg elskede hende, og havde mest lyst til at "aflevere" hende tilbage

jeg talte så med min tætte veninde om det, hvilket var MEGET svært.. men da hun sagde at hun havde følt nøjagtig det samme, kunne jeg slappe mere af..

dagene efter voksede min moderfølelse mere og mere og så blev jeg dybt forelsket i min datter og elsker hende højere end livet selv

man skal jo også lige lære den lille at kende, og det hele er så nyt..

jeg skammer mig faktisk lidt over at jeg følte sådan, for alle siger jo at man elsker barnet fra det kommer ud..

men nogen mødre skal åbenbart lige have tid til at lære at elske det lille væsen inkl mig selv..

det hele skal nok gå

jeg har selv en psykisk diagnose og det gør mig bestemt ikke til en dårligere mor..

øj det var lige sådan jeg også havde det

og nemlig man kan sagens være jordens bedste mor selv om man har en diagonose, jeg har adhd i mellem svær grad og ja det påvirker min hverdag, men tilgengæld får vi virkelig lavet nogle kreative ting herhjemme

Maja88 skriver:

hvorfor ville du ikke turde det??

Fordi man kunne risikere at personen bag tråden ikke bare udtrykker noget overfladisk, men helt reelt kæmper med nogle alvorlige problemer, som vekommende har brug for hjælp til at komme over.

Og dette tilfælde beskriver TS selv at hun lider af OCD... Så alene af den grund kunne jeg ikke drømme om ikke at tage indlægget seriøst - hvis det så var en joke eller noget ligegyldigt, jamen så er der i det mindste ingen skade sket.

Her var der mange hårde ord.....

Gør det mig til en dårlig mor, hvis jeg ikke synes, at alle andre små børn i verden er bedårende?

Jeg elsker mine egne to over alt på jorden, men jeg forsøger alligevel at være realist. Jeg ved godt, at alle andre mennesker i verden ikke ser på dem på samme måde, for ens egne er altid i en særposition. Hvordan skal man egentlig kunne forestille sig den følelse, sålænge man ikke selv har erfaret den?

Det er vel egentlig der det ligger. At TS har problemer med at forestille sig de følelser, som er involveret og som opstår. Hun er seks uger på vej, og har endnu ikke mærket liv eller været til scanning eller noget som helst. Jeg synes ikke, at det er spor mærkeligt, hvis hun er usikker på, hvad som venter. Det var jeg da også selv, da jeg gik gravid med den første! Nervøsitet i forhold til om man magter opgaven er vel heller ikke usædvanlig. Jeg ser det mere som et tegn på, hvor alvorligt hun tager opgaven, og hvor bange hun er for at gøre noget forkert i forhold til babyen. Og for babyen kan det jo være vel så god en start, som hvis hun viklede sig ind i urealistiske lyserøde drømme. Er vi ikke mange som har tænkt "Hvad nu hvis jeg får fødselsdepression?" "Hvad nu hvis babyen har kolik?" "Hvad nu hvis jeg ikke takler at være vågen sammen med babyen hver nat?" "Hvad nu hvis jeg ikke kan finde ud af at amme alligevel?" osv osv osv.

Man går som førstegangsmor ind i en helt ny rolle, og man stilles over for udfordringer og et ansvar, man strengt taget ikke har forudsætninger for at forestille sig 100%. Man må bare stole på kroppen og instinkterne og sin egen inteligens og trøste sig med, at siden det ser ud til at "alle" andre finder ud af det, så kommer jeg sikkert også til at klare det...

Før jeg fik min første fattede jeg ikke, at forældrer til småbørn kunne finde ud af alt det der med rigtig påklædning i forhold til vejret, hvilken mad babyerne tåler hvornår, hvad man kan forvente af de små til hvilken tid osv. Og da jeg først stod i det sjonglerede jeg jo selv rundt med soverutiner, flaskesterilisering, vådservietter og babygrød uden de store problemer. Man finder ud af det hele efterhånden.

Og til TS: Sender en . Min anbefaling vil være at fortælle jordmor/læge om alle dine tanker. De har stor erfaring med den slags og de ved helt sikkert, hvad slags hjælp, du har behov for, for at kunne takle detteher på en god måde.

Til lykke med graviditeten! Jeg er sikker på, at du kommer til at klare detteher!

millesofie skriver:

øj det var lige sådan jeg også havde det

og nemlig man kan sagens være jordens bedste mor selv om man har en diagonose, jeg har adhd i mellem svær grad og ja det påvirker min hverdag, men tilgengæld får vi virkelig lavet nogle kreative ting herhjemme

det er da rart at høre at det ikke kun var mig der følte sådan

jeg følte mig som sådan en dårlig mor, tænk at man ikke elsker sit barn fra første øjekast

ja self kan min psykiske sygdom, som er borderline også påvirke hverdagen lidt engang imellem, men jeg gør det så godt som jeg kan

krejl skriver:

Jeg synes godt nok det er en hård konklusion, at TS burde få en abort! Jeg tror helt ærligt mere hun har brug for noget opbakning end at andre bruser ud med hvad de mener er rigtigt og forkert.

 

Til TS: Jeg håber du genfinder glæden over din graviditet og et kæmpe herfra!

ENIG!!!

Isabellasmor: Jeg sys godt nok det er en langt ude kommentar!! Du kender ikke TS og du mener hun ikke er stabil og at det bedste ville være at få en abort!!! Hold nu op hvor jeg krummer tær liiiige nu...

Til TS: Jeg kan godt forstå at der melder sig mange tanker...  MEN lyt til dit hjerte... Det er dit barn... og man elsker det trods skæve tænder eller ej!

merle2010 skriver:

det er da rart at høre at det ikke kun var mig der følte sådan

jeg følte mig som sådan en dårlig mor, tænk at man ikke elsker sit barn fra første øjekast

ja self kan min psykiske sygdom, som er borderline også påvirke hverdagen lidt engang imellem, men jeg gør det så godt som jeg kan

 ja osse mig, øv jeg følte mig ussel (og jeg var self ikke typen der sagde noget)

men nej det handler jo ikke om diagonosen med hvordan man takler livet, hvis man bare læner sig tilbage og siger >jamen jeg er jo syg, så jeg kan ikke noget- hjælp mig< så kommer man ikke langt, men hvis man der i mod kæmper, og ikke acceptere at have det dårligt, så kommer livet til at se lysere ud (med op og nedture med det høre jo til livet)

MorDk skriver:

ENIG!!!

Isabellasmor: Jeg sys godt nok det er en langt ude kommentar!! Du kender ikke TS og du mener hun ikke er stabil og at det bedste ville være at få en abort!!! Hold nu op hvor jeg krummer tær liiiige nu...

Til TS: Jeg kan godt forstå at der melder sig mange tanker...  MEN lyt til dit hjerte... Det er dit barn... og man elsker det trods skæve tænder eller ej!

må lige henvise dig til at læse de sidste par sider hvor hun faktisk gennemført anerkender at hun har lavet en kæmpe brøler og undskylder til TS  

Anonym skriver:

jeg har skam snakket med lægen... er i medicinsk udtrapning og ved der er masser af tilbud på psykolog osv men da jeg kun er 6 uger henne kan jeg ikke få tilbudt noget endnu da lægen siger jeg skal snakke med jordmoderen om det omkring uge 13

Men det er ikke helt det jeg mener.. 

havde skrevet en helt masse og så gik com ned...