jeg er virkelig bange for at få et grimt barn

Anonym skriver:

Hej alle

Jeg er gravid i 6 uge og det var plantlagt men jeg føler absolut ingen glæde... kun tristhed og bekymringer

Lige da jeg testede positiv var jeg glad men glæden var kort.. allerede dagen efter gik virkeligheden op for mig og så fik jeg da virkelig skidt da jeg pludselig slet ikke føler mig klar

Det er meget få børn jeg synes er søde/kønne og når jeg ser en af dem ønsker jeg mit barn bliver lige så charmerende.. jeg skammer mig over det men jeg er virkelig bange for at få et grimt barn som frastøder mig eller jeg intet føler overfor..

Jeg kan på ingen måde forestille mig livet som mor da jeg føler mig som datter 100 % og har ingen små børn i familien som jeg kan relatere til...

Jeg er bange for at få en fødselsdepression og bange for at skade barnet, da jeg også lider af tvangstanker

bange for jeg aldrig kommer til at elske barnet og alle snakker om ih og åh det er så dejligt at være gravid men det er det absolut ikke når man ingen glæde har og ikke kan føle noget for det der nu er i maven

 

Jeg havde det præcis som dig.. Jeg frygtede også at jeg ville syntes mit barn var grim.. Men da hun kom ud syntes jeg hun var den smukkeste baby der nogensinde havde set verden. Når jeg ser billeder af hende idag som nyfødt syntes jeg faktisk hun er grim, men hun er min smukke lille pige og jeg elsker hende højere end livet selv.

Du skal være forberedt på at nå hele følelses registret igennem gang 100 inden du får dit barn i armene men det er det hele værd.

MHT til en potentiel fødselsdep. er mit eneste råd til dig. SNAK SNAK SNAK SNAK SNAK om det der er hårdt/gør ondt osv.Jeg havde en rigtig hård fødsel og var tæt på at få en selv men fik snakket mig ud af min sorg. Og det er okay at græde og føle man ikke slår til som mor der har de fleste været.

NYD din graviditet, snak med din læge/jordmoder om dine bekymringer og så luk dem ude som udelukkende hakker på dig. Det er sgu så nemt at sparke til folk som ligger ned men øv hvor er det grimt at gøre!

Der er intet unormalt (i min verden) ved din frygt og dine tanker!!!

dorthemus skriver:

Det er bestemt heller ikke min opfattelse af dig

åh det er jeg glad for at høre.. var sgu helt bange for at ende med at blive jagtet ud herfra med høtyve og ildfakler.. 

Tutter skriver:

Kære TS...

Jeg kender lidt til dine følelser, uden egentlig at kende dem.. Jeg er ikke gravid endnu, men er igang med behandling med donor!

Ja, jeg er også bange for at få et grimt barn, men ved du hvad? Det er meget få nyfødte der er smukke! De fleste er trykkede, maste, skæve, hævede osv at se på - de første mange dage.. Men lige meget hvad, så vil du altid synes dit barn er det smukkeste - Ikke nødvendigvis på det ydre, men på det indre - og det er det vigtigste

Samtidig vil jeg sige, at det er sgu helt normale følelser du render rundt med.. Jeg var gravid for 2½ år siden, dog kun i et par dage, men der meldte alverdens følelser, skræmmescenarier osv sig i mit sind.. Og det er sgu iorden! Så hør ikke på de andre der mener anderledes, hver blot glad for at DU har turde og åbne for en emne, som åbenbart er ret tabu

Derefter vil jeg ønske dig ALT held og lykke! Jeg er sikker på du nok skal klarer det hele, pas på dig selv! Og nyd tiden så godt du kan

Tror slet ikke du skal bekymre dig.....

Man kan IKKE forestille sig den kærlighed man får til sit barn før man har prøvet det.... Jeg kunne slet ikke forestille mig at blive mor, og da jeg fødte tænkte jeg "Øhm, var det, det?" Jeg fik slet ikke den der WOW følelse mange snakker om.... Men stille og roligt, i takt med jeg forstod at jeg altså virkelig var blevet mor, så elskede jeg min datter mere og mere, og jeg fatter slet ikke at nogen kan betyde SÅ meget for en, som min datter gør for mig 

Jeg tror dine tanker er helt normale første gangs graviditets tanker, og de forsvinder så snart du får dit lille barn, og oplever hvor overvældende kærligheden er....

Og btw. min datter ER virkelig jordens smukkeste pige, så tror virkelig heller ikke du skal være bange for at du ikke vil syntes dit barn er kønt.... Selvfølgelig vil du det, det er jo DIT barn.... 

isabellamor skriver:

åh det er jeg glad for at høre.. var sgu helt bange for at ende med at blive jagtet ud herfra med høtyve og ildfakler.. 

isabellamor skriver:

jeg kan godt se hvor jeg har trådt forkert. og jeg læste også hendes indlæg igennem et par gange til og kan se at jeg har trådt rimelig godt i spinaten... 

og jeg har også skrevet med TS... og givet hende en undskyldning.. for det er ikke fair af mig at holde fast i den slags, når jeg kan se det er mig der har lavet fejlen.. så beklager... 

( det er sket for mig før!! )

Har godt set din anger senere i tråden og smidt en thumbs up efter dig for det.. men du fortjener sgu et par flere 

Det kræver også sin kvinde at indrømme sine fejl 

dorthemus skriver:

Hahaha ja så blir det ikke af mig...man kan sagtens være uenige uden at blive uvenner

 men nu er vi jo enige... 

Preghiera skriver:

Er ret sikker på at det med om barnet bliver "grimt" eller ej også bare er et udtryk for om det er perfekt (ved godt helbred, sundt sind etc..)

Tager det ikke så bogstaveligt... ens hoved er jo ved Gud ikke særlig velfungerende under alle de hormoner og jeg nægter at tro på at tråden handler om det ydre. Og selvom den gjorde.... ja så vil jeg i hvert fald ikke turde andet end skrive et par støttende ord.

hvorfor ville du ikke turde det??

ESV skriver:

Jeg havde det præcis som dig.. Jeg frygtede også at jeg ville syntes mit barn var grim.. Men da hun kom ud syntes jeg hun var den smukkeste baby der nogensinde havde set verden. Når jeg ser billeder af hende idag som nyfødt syntes jeg faktisk hun er grim, men hun er min smukke lille pige og jeg elsker hende højere end livet selv.

 

Du skal være forberedt på at nå hele følelses registret igennem gang 100 inden du får dit barn i armene men det er det hele værd.

 

MHT til en potentiel fødselsdep. er mit eneste råd til dig. SNAK SNAK SNAK SNAK SNAK om det der er hårdt/gør ondt osv.Jeg havde en rigtig hård fødsel og var tæt på at få en selv men fik snakket mig ud af min sorg. Og det er okay at græde og føle man ikke slår til som mor der har de fleste været.

 

NYD din graviditet, snak med din læge/jordmoder om dine bekymringer og så luk dem ude som udelukkende hakker på dig. Det er sgu så nemt at sparke til folk som ligger ned men øv hvor er det grimt at gøre!

Der er intet unormalt (i min verden) ved din frygt og dine tanker!!!

Tror bestemt ikke du skal være bange Jeg havde præcis de samme tanker som dig, både med udseende, og om jeg nu kunne finde ud af at tage ansvar for mit barn og passe ordentligt på det! Jeg var bestemt også i tvivl og tænkte på, om det nu også var det her vi skulle (på trods af at det var planlagt), især de første uger efter jeg testede positivt.

Dem der siger, at det er frygteligt at du SÅ tidligt i graviditeten har de tanker - de har i min verden misforstået noget! Det er da NETOP så tidligt at man "skal" have dem... alt er endnu meget meget nyt, testen er dårligt tør, og man har hverken set/hørt hjertet eller baby m.m. Som graviditeten skrider frem og man mærker mere og mere til det lille nye liv, så fortoner angsten sig - nogle gange stikker den hovedet frem igen (jeg gik nærmest rundt i et konstant angstanfald i de sidste 3 uger inden fødslen). Men når baby kommer ud, vil den være det skønneste og mest bedårende væsen i hele verden.

Jeg tænker, at det altid er en god ide at dele tvivl og frygt med JM og læge, som mange andre skriver. Men jeg tror ikke du behøver at frygte om du kan være en god mor. Man vokser i den grad med opgaven - både under og efter graviditeten