Skælder du meget ud??

Jeg må indrømme, at jeg skælder ud engang imellem herhjemme... det sker ikke tit, men det sker tit, at jeg irettesætter... men man kan bare ikke gå gennem livet uden at skælde ud...

Her i huset kan det forekomme, når jeg gentagende gange har irettesat og får en flabet svar tilbage af en teenager... så sker der er en eksploson inde i mig og så TALER jeg med meget store ord... Så har jeg tilgengæld en teenager, som høre efter... Dette sker ikke tit, men det sker.. hun er inde i en periode, hvor hun mener, at hun ved bedst og har ret i alt.. dette kan gå ud over hendes lillebror på 6... Hun skal ikke irettesætte, det skal jeg... hun skal heller ikke drille/mobbe... det vil jeg simpelhen ikke have i mit hjem... her snakker vi ordentlig til hinanden og med respekt for hinanden... ( hun er min bonus datter og jeg elsker hende, som min egen) Hun har en anden standart ved hendes mor, som lige skal ud af systemet, når hun lander her...

Lige pt har jeg en 6 årige dreng, som i den grad prøver grænser, så han får jævnlig en timeout... Den blir brugt i perioder her i huset.. og ja han har også fået skældud indimellem... og hvis jeg synes, at jeg mistede fodfæstet (i stressende situation, plus jeg pt har stress/angst), så sætter jeg mig ned og siger undskyld og vi snakker om hvorfor det skete, som det gjorde... for det mener jeg er enormt vigtigt, at man kan sige undskyld til sine børn...

Jeg må nok indrømme, at jeg ikke gir meget for alle de artikler omkring, hvad der er rigtig og forkert... det er en tand for pædagogisk... og ja jeg er pædagog... men jeg tænker, at når du står i situationen, så tænker man ik lige, hvordan var det lige med den artikel omkring skældud... jeg tager afsæt i min egen opdragelse... jeg er mødt med meget kærlighed, og grænser... og jeg mener selv, at jeg viderefører det samme... de får tonsvis af forståelse, kærlighed og grænser... men børn er børn og de prøver grænser af hele tiden, og jeg synes kun det er et sundhedstegn... 

Tilmeldt skriver:

Jeg fladt lige over en artikel som jeg synes sidder lige i skabet!! Den ramte i hvert fald mig, og det er lige præcis sådan jeg vil opdrage min datter; med respekt for hende, uden skæld ud!

Jeg bliver SÅ  ked af det, på børns vegne, når jeg ser en mor/far stå og skælde og smælde, og hive fat i armen, nede i Fakta osv.   Selvfølgelig kender man ik historien og årsagen til at mor/far reagerer som de gør, men jeg synes stadigvæk at der er andre måder at gøre det på!! 

http://voresborn.dk/barn-familieliv/7462-drop-skaeldud-det-hjaelper-ikke?page=1

Stine og Lisa.

Engang imellem bliver man nu nødt til at løfte stemmen og sige fra, for det er ikke i alle situationer man kan argumentere sig ud af tingene med børn..og det vil du selv finde ud af
Så er det, at man kan blive nødt til at hæve stemmen og sige: NU er det nok!!! Og så gøre kort proces

Men nej..jeg hader at skælde ud..det skal jeg lige sige..og det er ikke noget vi praktiserer her i huset, hvis vi kan undgå det.
Men de fleste børn har bare en periode eller to igennem opvæksten, hvor man netop kan blive fanget i den onde udskælds-cirkel, og man havner i den rolle uden at ville det.
Så er det, at man bliver nødt til at tage fat i sig selv og få vendt bøtten.
De fleste forældre med større børn, vil uden tvivl nikke genkendende til det jeg siger her..de har alle sammen været igennem den.

Men ja, det er vigtigt, at man prøver at styre livet for sig selv og sine børn, så man ikke skælder ud fra morgen til aften, men at det kun bliver brugt meget sjældent, og så kan man godt skælde ud med lav stemme..det er nemlig måden tingene bliver sagt og tonelejets eftertryk, der har virkning.

I vores familie har vi nogle ret stride gener, der gør at vi som små kan være nogle møgutålelige bavianer, og der er et velplaceret brøl, så ungen hopper en gang, yderst virkningsfuldt..men kun i ekstreme tilfælde. Og så virker det ofte bedre hvis bedsteforældrene opdrager på børnebørnene...selvfølgelig i fælles forståelse med forældrene.
Min farmor opdragede på mig med velsignelse fra mine forældre, mine forældre har opdraget på mine unger, og...jeg opdrager på mine børnebørn..og faktisk er det tit en velsignelse for forældrene, at der rent faktisk kan være en bufferzone, så de store dramatiske konflikter undgåes mellem forældre og børn.
Selvfølgelig kræver det at forældre og bedsteforældre er enige om de store grundtræk i hvordan børn netop skal opdrages, men det har vi nu ingen problemer med.
Masser af kærlighed, respekt for den enkeltes individualitet, få men enkle regler, og viden om at det er de voksne der bestemmer.
Og så det at man altid taler pænt til hinanden og er højt elsket..også hvis man får skæld ud

Kærligst
Sussie

Tilmeldt skriver:

Ingen har skrevet noget om dårlig mor!!  Jeg blev bare meget fanget af artiklen!!

Jeg ved ik om du hentyder til Dina's historie med drengen der var rendt på vejen og mor der hiver i armen, men det hun skriver er jo at moren hiver ham i armen EFTER ham var rendt ud, og hun hysterisk råbte og skreg af ham!!                       Jeg går ikke ud fra at det er det, du mener du gør?!?!?!?

Jeg ville da også klart tage min datter i armen, hvis hun var på vej ud på vejen!!!!!                                                         Men jeg ville ikke stille mig op og gøre det bagefter, og være hysterisk! Jeg er godt klar over at moren nok er blevet mega forskrækket over det, men i min optik hjælper det ikke at stå og blive hysterisk!! Så ville jeg hellere vise min bekymring og prøve at forklarer hvor farligt det er!? (Alt efter alderen på barnet, selvfølgelig)

Stine og Lisa.

men hvordan ved du at du ik vil reagere, som den pågældende mor..?

Man kan jo ikke sige sig fri for, at man kan komme i situationer, hvor man reagere panisk... netop som i den pågældende situation,hvor barnet render ud på gaden... kan godt være det ikke hjælper, men man er jo ikke herre over ens følelser i en sådan en situation..

Så kan man altid bagefter forklare barnet, at mor lige reageret lidt uhensigtmæssigt... men jeg ville ikke kunne sige, at jeg ikke ville gå i total panik, hvis min guldklump rendte ud på vejen...

Jeps, jeg skælder ud en gang imellem. Oftest er jeg bare meget konsekvent. Altså jeg råber ikke, men de ryger på værelset hvis de ikke hører efter.

Hvis jeg har meget lidt overskud, så plejer jeg at advarer dem: "Det er altså virkelig ikke idag, du skal skabe dig, for jeg bliver stiktosset", siger jeg, og det ved de godt at de skal respektere.

Men jeg kan også sige undskyld til dem. Det har min far altid gjort til mig, hvis han tabte hovedet og skældte for meget ud, og det var rart.

Hej...

Om jeg skælder ud.... Det har jeg længe tænkt over...

Jeg tror faktisk, jeg er en af dem, der skælder ud. Men jeg gør det sjældent. Jeg kan sagtens hæve min stemme, hvis der er behov for det, men at stå og råbe og hagle skæld ud ned over barnet, gør jeg ikke.

Jeg irettersætter barnet og det er der også behov for, når jeg gør det. Jeg har 3 drenge på 7½, 12 og snart 14 år. Og hvis vi skal have hjemmet, familien og livet til at fungere, skal vi samarbejde. Og det kommer vi ikke frem til, ved at skælde ud  

Det er vigtigt for min mand og jeg, at vi er forbilleder. Vi skændes heller aldrig, kalder aldrig hinanden grimme ting og behøver skam heller ikke at være enige. Vi er forskellige mennesker, men vores handlinger kan vi have brug for hjælp og retning til.

Det er vigtigt, der er respekt i familien, men det skal jo læres. Det er man ikke født med.

Vi er ikke ret pædagogiske, men alle kommer til orde alligevel.

Vi har ikke altid gjort tingene på den rigtige måde, men har snakket en del om det og hvad man kan gøre fremadrettet og har fået et fælles mål (opdragelse) Og nu med de store drenge, snakker vi jo med dem. Vi prøver at rette os ind efter hinanden og finde en løsning på "problemet" som vi alle kan være tjent med.

Mathias Villads skriver:

men hvordan ved du at du ik vil reagere, som den pågældende mor..?

Man kan jo ikke sige sig fri for, at man kan komme i situationer, hvor man reagere panisk... netop som i den pågældende situation,hvor barnet render ud på gaden... kan godt være det ikke hjælper, men man er jo ikke herre over ens følelser i en sådan en situation..

Så kan man altid bagefter forklare barnet, at mor lige reageret lidt uhensigtmæssigt... men jeg ville ikke kunne sige, at jeg ikke ville gå i total panik, hvis min guldklump rendte ud på vejen...

Hehe... Nej, det har du også ret i! Jeg kan selvfølgelig ik vide hvordan jeg ville reagerer i en siuation, jeg ikke har været i, men så vil jeg sige at jeg regner med jeg ikke vil reagerer sådan!!  

Jeg har dog oplevet lidt i 'den retning'.

Lisa sidder i sin triptrap stol, uden sele på, og jeg går i køkkenet, vi har sådan en halvmur, så hun sidder lige foran mig, men på den anden side af væggen. Og pludselig, da jeg har kigget væk i 2sek. sidder hun oppe på bordet og jeg når kun lige hen og griber hende, inden hun tager den ud over kanten.    Jeg blev MEGA forskrækket over at hun havde været så hurtig og vred på mig selv over jeg ikke havde givet hende sele på, og jeg kunne sagtens mærke at det hele boblede i mig, men jeg reagerede ved at kramme hende helt vildt, og snakke 'trøstende' til hende! (og nok også til mig selv!!. )   Så jeg går ud fra at det er sådan jeg vil reagerer i lignende situationer, hvor der er fare på færde!!  Men jo, du har en pointe!

Stine og Lisa.

SussieThyssen skriver:

Engang imellem bliver man nu nødt til at løfte stemmen og sige fra, for det er ikke i alle situationer man kan argumentere sig ud af tingene med børn..og det vil du selv finde ud af
Så er det, at man kan blive nødt til at hæve stemmen og sige: NU er det nok!!! Og så gøre kort proces

Men nej..jeg hader at skælde ud..det skal jeg lige sige..og det er ikke noget vi praktiserer her i huset, hvis vi kan undgå det.
Men de fleste børn har bare en periode eller to igennem opvæksten, hvor man netop kan blive fanget i den onde udskælds-cirkel, og man havner i den rolle uden at ville det.
Så er det, at man bliver nødt til at tage fat i sig selv og få vendt bøtten.
De fleste forældre med større børn, vil uden tvivl nikke genkendende til det jeg siger her..de har alle sammen været igennem den.

Men ja, det er vigtigt, at man prøver at styre livet for sig selv og sine børn, så man ikke skælder ud fra morgen til aften, men at det kun bliver brugt meget sjældent, og så kan man godt skælde ud med lav stemme..det er nemlig måden tingene bliver sagt og tonelejets eftertryk, der har virkning.

I vores familie har vi nogle ret stride gener, der gør at vi som små kan være nogle møgutålelige bavianer, og der er et velplaceret brøl, så ungen hopper en gang, yderst virkningsfuldt..men kun i ekstreme tilfælde. Og så virker det ofte bedre hvis bedsteforældrene opdrager på børnebørnene...selvfølgelig i fælles forståelse med forældrene.
Min farmor opdragede på mig med velsignelse fra mine forældre, mine forældre har opdraget på mine unger, og...jeg opdrager på mine børnebørn..og faktisk er det tit en velsignelse for forældrene, at der rent faktisk kan være en bufferzone, så de store dramatiske konflikter undgåes mellem forældre og børn.
Selvfølgelig kræver det at forældre og bedsteforældre er enige om de store grundtræk i hvordan børn netop skal opdrages, men det har vi nu ingen problemer med.
Masser af kærlighed, respekt for den enkeltes individualitet, få men enkle regler, og viden om at det er de voksne der bestemmer.
Og så det at man altid taler pænt til hinanden og er højt elsket..også hvis man får skæld ud

Kærligst
Sussie

OMG ja.... De større børn.................

Ja det er jo ikke mange dage siden, jeg skrev et indlæg om, hvilken blødning, jeg fik af min store teenager....

Jeg tror det er godt at have en idé om, hvordan man vil gøre ell ikke gøre. Men jeg er helt overbevist om, at man ikke ved hvordan det er at have fx teenagere med total hormonforstyrrelser, før man har prøvet det... Og man elsker dem jo alligevel

Mathias Villads skriver:

Jeg må indrømme, at jeg skælder ud engang imellem herhjemme... det sker ikke tit, men det sker tit, at jeg irettesætter... men man kan bare ikke gå gennem livet uden at skælde ud...

Her i huset kan det forekomme, når jeg gentagende gange har irettesat og får en flabet svar tilbage af en teenager... så sker der er en eksploson inde i mig og så TALER jeg med meget store ord... Så har jeg tilgengæld en teenager, som høre efter... Dette sker ikke tit, men det sker.. hun er inde i en periode, hvor hun mener, at hun ved bedst og har ret i alt.. dette kan gå ud over hendes lillebror på 6... Hun skal ikke irettesætte, det skal jeg... hun skal heller ikke drille/mobbe... det vil jeg simpelhen ikke have i mit hjem... her snakker vi ordentlig til hinanden og med respekt for hinanden... ( hun er min bonus datter og jeg elsker hende, som min egen) Hun har en anden standart ved hendes mor, som lige skal ud af systemet, når hun lander her...

Lige pt har jeg en 6 årige dreng, som i den grad prøver grænser, så han får jævnlig en timeout... Den blir brugt i perioder her i huset.. og ja han har også fået skældud indimellem... og hvis jeg synes, at jeg mistede fodfæstet (i stressende situation, plus jeg pt har stress/angst), så sætter jeg mig ned og siger undskyld og vi snakker om hvorfor det skete, som det gjorde... for det mener jeg er enormt vigtigt, at man kan sige undskyld til sine børn...

Jeg må nok indrømme, at jeg ikke gir meget for alle de artikler omkring, hvad der er rigtig og forkert... det er en tand for pædagogisk... og ja jeg er pædagog... men jeg tænker, at når du står i situationen, så tænker man ik lige, hvordan var det lige med den artikel omkring skældud... jeg tager afsæt i min egen opdragelse... jeg er mødt med meget kærlighed, og grænser... og jeg mener selv, at jeg viderefører det samme... de får tonsvis af forståelse, kærlighed og grænser... men børn er børn og de prøver grænser af hele tiden, og jeg synes kun det er et sundhedstegn... 

Jeg har faktisk samme holdning som dig, til sådanne artiker, men den her ramte noget i mig. Jeg læste den op for kæresten, og så fik vi en rigtig god og lang snak/debat ud af det.   Vi vil jo alle sammen gerne ha nogle børn der er til at holde ud at være sammen med!

Jeg er også godt med på at der er nogle andre udfordringer ved at ha et barn på 17mdr. og en på 17år. (og du har jo så nogle helt 3. udfordringer ved at ha delebarn) Men jeg tænker bare at hvis man fra start har opdraget med respekt for barnet og givet forståelse istedet for forbud og 'NEJ, NEJ, NEJ'  så kommer det vel én tilgode i teenagerårene!? Eller hvad??   Jeg ved det ik, men det er min tanker om det!         Jeg synes også det er en rigtig vigtig detaje du siger, med at du sætter dig ned og snakker med dem om det, hvis bølgerne er gået højt!!  Det er da virkelig noget de kan lære af; at det er iorden at indrømme og sige undskyld!! Det kan jeg se på mig selv, at det er jeg ikke blevet opdraget med, så det er jeg desværre mega dårlig til!!

Stine og Lisa.

Kloster skriver:

OMG ja.... De større børn.................

Ja det er jo ikke mange dage siden, jeg skrev et indlæg om, hvilken blødning, jeg fik af min store teenager....

Jeg tror det er godt at have en idé om, hvordan man vil gøre ell ikke gøre. Men jeg er helt overbevist om, at man ikke ved hvordan det er at have fx teenagere med total hormonforstyrrelser, før man har prøvet det... Og man elsker dem jo alligevel

Hehe nemlig.

Ud trådte en dejlig unge og ind kom en alien

Men skønne er de..jeg har altid elsket bavianerne fra 12 år +

De er bare en stor slagmark af følelser og hormoner, og kan ikke finde ud af noget som helst, men at guide dem igennem, så de bare nogenlunde helskindet når frem til deres 18 års fødselsdag, er et privilegium.

mortilflere skriver:

Skal vi finde denne tråd når jeres unger bliver ældre LOL LOL

 

Nej på små råber jeg ikke , men med en 15 årige pige med støre ego end mit (hvilke siger en del !!)  og selvtillid  på størrelse med rundetårn der tror hun ejer verden , jeg kan love jer for der råbes  

Men kun en x , som bonden siger når majoren (mig åbenbart) råber så står de menige ret ...........

 

Men sorry jeg syntes det er meget naivt at tro man kan opdrage alle uden at skælde ud

Men hvis vi opdrag  Emil på 18 som vi gør med frøken jeg bestemmer alt , så var han knækket på en uge

 

Jeg grinte lidt til fodboldt i sidste uge , Benjamin på 7 stod og fjollede i rækken = forstyrede det hele , jeg stoppede ham 2 x pænt , 3 x piftede jeg , og så ved mine nu er det sg nu ellers køre vi hjem , en mor sagde hvad betød det ?? for hendes stod og fjollede med  , men min startede

Jeg svarede sidste chance for han finder sin hjerne , og han ved det !

Jeg er sort mor , men jeg gider ikke være blid når de ikke har kontakt med øverste halvdel