Skælder du meget ud??

Jeg tror, det man skal hukse er, at vi allesammen kun er mennesker....

Oftest er min erfaring, fra min egne rolle som mor og i mit job som pædagog, at det er manglende overskud eller frustrationer og magtesløshed der udløser den reaktion, at man råber/skælder ud på sit/sne børn...
Vi kan hurtigt blive enige om, at det absolut ikke er den rette løsning, men hvad skal man gøre når man har prøvet alt der står i ens magt, sagt tingene på en stille og rolig måde og det fortsat ikke har nogen effekt...?

Man burde ikke gør andet end at fortsætte og sætte sine grænser... Men jeg oplever selv, at jeg godt kan blive vred - ikke på min lille datter på 9 måneder, men på min store dreng på 9 år..

Hertil mener jeg også, at der er væsentlig forskel på om man  har store eller små børn, i henhold til det frustrationsniveauet man kan opnå og oveni hatten er vi allesammen sammensat af et temperament, som veksler fra menneske til menneske.

Jeg er enormt temperamentsfuld, det samme er min store dreng. Vi ligner hinanden meget af natur og forstår hver især virkelig at trykke på hinandens knapper... Så jov, jeg skælder ud, men kun om nødvendigt. Ikke min lille pige, men min store dreng på 9 år, hvor problemstillingerne er nogle ganske andre.  Jeg råber ikke, men siger tingene meget bestemt og bliver vred. For mig handler det om at man er tydelig og viser, at mennesket består af mange følelser - alle er lige og derfor må man også godt vise, når man er vred! Er ikke nedsættende, men konkret og kontant.

Tilmeldt skriver:

Og det er jo tit dér den går galt!! Det er jo ik ungerne man skal 'hade' fordi de er nogle 'møgunger'... Det er jo forældrene der ikke har formået at opdrage dem!! Det er forældrene du skal 'hade'!

Stine og Lisa.

skrev hvis JEG havde.... kunne aldrig skælde andres børn ud

Rsa skriver:

Jeg tror, det man skal hukse er, at vi allesammen kun er mennesker....

Oftest er min erfaring, fra min egne rolle som mor og i mit job som pædagog, at det er manglende overskud eller frustrationer og magtesløshed der udløser den reaktion, at man råber/skælder ud på sit/sne børn...
Vi kan hurtigt blive enige om, at det absolut ikke er den rette løsning, men hvad skal man gøre når man har prøvet alt der står i ens magt, sagt tingene på en stille og rolig måde og det fortsat ikke har nogen effekt...?

Man burde ikke gør andet end at fortsætte og sætte sine grænser... Men jeg oplever selv, at jeg godt kan blive vred - ikke på min lille datter på 9 måneder, men på min store dreng på 9 år..

Hertil mener jeg også, at der er væsentlig forskel på om man  har store eller små børn, i henhold til det frustrationsniveauet man kan opnå og oveni hatten er vi allesammen sammensat af et temperament, som veksler fra menneske til menneske.

Jeg er enormt temperamentsfuld, det samme er min store dreng. Vi ligner hinanden meget af natur og forstår hver især virkelig at trykke på hinandens knapper... Så jov, jeg skælder ud, men kun om nødvendigt. Ikke min lille pige, men min store dreng på 9 år, hvor problemstillingerne er nogle ganske andre.  Jeg råber ikke, men siger tingene meget bestemt og bliver vred. For mig handler det om at man er tydelig og viser, at mennesket består af mange følelser - alle er lige og derfor må man også godt vise, når man er vred! Er ikke nedsættende, men konkret og kontant.

 

 

der kommer bare en tid hvor det ikke kan undgåes... det ved vi med store børn

KaLee skriver:

En ting som jeg har tænkt en del over her i de sidste ugers tid - hvor han er kommet ind i en periode hvor han bare tester konstant, og derved ikke reagerer på den stille og rolige samtale.. 

Så ja - jeg kommer til at hæve stemmen, og jeg HADER når jeg gør det. Men det er absolut ikke planlagt, eller en del af den måde jeg ønsker at opdrage min knægt på. 
Men lige pt er det blevet sådan - er ramt i en dum cirkel, og det sker.

Forstå det ikke som om at jeg råber og skriger af ham, og bruger alverdens nedladende sprog og vendinger - sådan er det slet ikke. Men bare at sige hårdt "nej, det vil jeg ikke ha'", så kan jeg se at han bliver ulykkelig og løber grædende væk.

Så er det sgu svært at finde en balance imellem det man ønsker og det man gør - for den stille og rolige "nej det vil jeg ikke have" virker ikke. så griner han en lige op i fjæset!

Så ja - i er velkommen til at påpege hvor dårlig en mor jeg er for at "skælde min søn ud", men jeg tror sgu det er svært for selv den bedste at opretholde "den rene sti" hele tiden.  

Ja, det har du ret i!!

Jeg vil da også godt indrømme at jeg har hævet stemmen.. Men som du selv skriver ,så er der forskel på at råbe og skrige og hæve stemmen!! Det tror jeg man bliver nødt til nogle gange, for at.. hmm.. 'vise sin autoitet'  (kan man sige det sådan, uden det lyder for magt-liderligt!?. )  Altså, at man lige sætter foden i jorden og 'viser' hvem der er den voksne og bestemmer. Hvis du forstår!?

Lisa har fx. været meget slem til at bide (mig), når hun får tænder,og der siger jeg meget bestemt 'Jeg vil ikke ha du bider mor' el. lignende. Og det bliver ikke sagt med en lille blid sangstemme!     I sådan en situation tror jeg ikke det ville hjælpe at sige 'søde skat, jeg vil ik ha du bider mor' med en sød stemme!

Stine og Lisa.

Tilmeldt skriver:

Ja, det har du ret i!!

Jeg vil da også godt indrømme at jeg har hævet stemmen.. Men som du selv skriver ,så er der forskel på at råbe og skrige og hæve stemmen!! Det tror jeg man bliver nødt til nogle gange, for at.. hmm.. 'vise sin autoitet'  (kan man sige det sådan, uden det lyder for magt-liderligt!?. )  Altså, at man lige sætter foden i jorden og 'viser' hvem der er den voksne og bestemmer. Hvis du forstår!?

Lisa har fx. været meget slem til at bide (mig), når hun får tænder,og der siger jeg meget bestemt 'Jeg vil ikke ha du bider mor' el. lignende. Og det bliver ikke sagt med en lille blid sangstemme!     I sådan en situation tror jeg ikke det ville hjælpe at sige 'søde skat, jeg vil ik ha du bider mor' med en sød stemme!

Stine og Lisa.

Det er jo det man er nødt til. :-) 

Så du har fuldstændigt fanget det jeg mente.. :-)  

Zeus skriver:

Synes indimellem der kommer sådan en slags tråde, hvor man forherliger den ene måde at gøre tingene på.. Ligesom tråden om, hvor tit man tog til læge/vagtlæge med sine syge børn..

Jeg kunne også sige 100% ærligt, at jeg ALDRIG havde skældt Isabella ud - indtil hun blev 4. Og nej, selvfølgelig skal man ikke skælde ud på den måde som det sker i nogen af eksemplerne, men come on altså.. Kan nogen som helst sige sig fri for, at have skældt sit barn ud?? Som er lidt ældre end et par mdr..?

Dengang der var den tråd, om nogen af de hemmeligheder vi havde som mødre, hvor der var én der blev vildt glad, fordi det slet ikke var så unormalt det hun gjorde, så hun troede det var.. Vi risikerer at sætte en standard, som er fuldstændig umulig at nå, og som man kun får usikre mødre ud af..

Så nej, i mine øjne er du ikke en dårlig mor, du er en ganske alm mor

Hmm.. Ja, der har du selvfølgelig en god pointe!!

Men det var nu ikke derfor jeg oprettede denne tråd! Jeg var bare faldet over artiklen, og den ramte mig!

Jeg siger mig heller ikke fri fra at hæve stemmen eller opdrage, men som flere skriver, så er der jo forskel på råbe, skrige og skælde ud, og hæve stemmen og råde og opdrage barnet! Ja, Lisa er kun 17mdr. så jeg er selvfølgelig ikke så langt i livet som  mor, og de udfordringer det bri nger,  men jeg tror i virkeligheden også det kommer an på ens temperament og holdning!       Kan man tælle til 10 eller når man kun til 3!?

Jeg tror ikke man kommer ret langt med respekt af frygt!!

Stine og Lisa.

hmm ja det er et lidt svært emne.

jeg har altid sagt og stået ind for at der skal være konsekvens ved dårlig handling. om det så er en slags "skæld ud", tja det er vel hvem der ser det.

jeg synes egentlig der er ok at få skæld ud engang imellem, og det tror jeg på ingen måde et barn tager skade af. man skal selvfølgelig ikke tale ned til barn, eller stå og skrige det ind i hovedet. men helt ærligt, så tror jeg også man skal passe på med at vikle dem ind i bobbleplast. i den "virkelige verden" bliver der jo heller ikke altid talt pænt til en.

så hvordan reagere barnet når det bliver voksent og for første gang i sit liv oplever en råbe eller skælde det ud? det ved da overhovedet ikke hvordan det skal reagere.

man kan ikke altid undlade at skælde ud (tror jeg ikke) skal man så heller ikke skælde ud hvis et barn bider,slår eller sparker for tyvende gang og alle de andre gange har fået at vide i en pæn tone at det må man ikke for det gør ondt. jo selvfølgelig skal barnet have skæld ud der, og hvis det var mig havde jeg højst sandsynligt sat det i timeout, så det kunne forstå alvoren.

så jeg synes bestemt ikke man er en dårlig mor hvis man skælder ud. der erselvfølgelig grænser... jeg skælder ud indimellem (siger tingene i en bestemt tone) og bruger timeout. jeg er bestemt ikke en dårlig mor, og min datter stort trives og er altid glad. så er der andre ting som jeg er mere large med. 

nå det blev måske lidt langt og rodet

Jeg skælder ud, når jeg taber mig selv, og ikke magter at være den mor jeg tror på er det bedste for mine børn. Det vil sige, hvis jeg er træt, ikke har overskud, m.m. Så skælder jeg af afmagt ud, selvom jeg tror på at inddrage mine børn i en dialog, for det udvikler dem i mine øjne bedst muligt.  Når jeg er "kommet til" at skælde, så kan jeg sagtens selv se det, og undskylder overfor mine børn, og snakker med dem istedet for.

Jeg er ikke i tvivl om, at der hos mig er sammenhæng med min psykiske balance og om jeg skælder ud.

Tilmeldt skriver:

Ja, det har du ret i!!  Man kan skal selvfølgelig ikke pakke dem ind i vat, så de får en chok når de skal ud og 'opleve verden'!   Det er bare lige med at finde ballancen!

Stine og Lisa.

Er glad for, du forstod mig Hader bare når der står en mor overfor et TOTALT frustreret og hysterisk barn og taler med muse-stemme "søde skat nu skal du se her, vi skal bare liiige købe en mælk ikk'os" - Barnet bliver da kun mere frustreret af ikke at få anerkendt sine følelser?!?

Pyyh.. nåh. Men vi er vist enige

wamse skriver:

Jeg skælder ud, når jeg taber mig selv, og ikke magter at være den mor jeg tror på er det bedste for mine børn. Det vil sige, hvis jeg er træt, ikke har overskud, m.m. Så skælder jeg af afmagt ud, selvom jeg tror på at inddrage mine børn i en dialog, for det udvikler dem i mine øjne bedst muligt.  Når jeg er "kommet til" at skælde, så kan jeg sagtens selv se det, og undskylder overfor mine børn, og snakker med dem istedet for.

Jeg er ikke i tvivl om, at der hos mig er sammenhæng med min psykiske balance og om jeg skælder ud.

Lige netop!!! Når min stress presser på, så er mit overskud væk - og der er sikkert mange som tænker at jeg er meget lidt overskudsagtig, men det er jo så også rigtigt observeret, for så er der bare ikke noget overskud! Og så kan man dunke sig selv oven i hovedet bagefter - og sige undskyld til sine børn