Skælder du meget ud??

Jeg mener ikke man kommer langt ved at råbe af sine børn. En i min mødregruppe (både mor og far) brøler NEJ konstant og hele tiden og har gjort det siden drengen var 6 mdr... Det er ikke til at holde ud at høre på og i sidste ende er han hverken mere eller mindre uopdragen ( hvis man kan bruge det ord om et barn på halvandet) end vores andres børn.Vi taler meget om opdragelse herhjemme for tiden, det er som om det bliver lidt mere aktuelt, jo ældre de bliver, men er også helt enige om at skældud som sådan ikke skal praktiseres. Jeg husker min egen barndom og især en venindes forældre står helt klart- de var ALTID sure og skældte ud og snerrede, og det var altid en pinsel at skulle lege derhjemme. Og min veninde var altid ked af det.Så nej tak til skældud og ja tak til opdragelse med respekt for barnet.

Tilmeldt skriver:

Jeg fladt lige over en artikel som jeg synes sidder lige i skabet!! Den ramte i hvert fald mig, og det er lige præcis sådan jeg vil opdrage min datter; med respekt for hende, uden skæld ud!

Jeg bliver SÅ  ked af det, på børns vegne, når jeg ser en mor/far stå og skælde og smælde, og hive fat i armen, nede i Fakta osv.   Selvfølgelig kender man ik historien og årsagen til at mor/far reagerer som de gør, men jeg synes stadigvæk at der er andre måder at gøre det på!! 

http://voresborn.dk/barn-familieliv/7462-drop-skaeldud-det-hjaelper-ikke?page=1

Stine og Lisa.

Jeg er selv opdraget uden skæld ud. Jeg har aldrig oplevet mine forældre råbe af mig eller hævet stemmen.

Dette har desværre resulteret i at jeg fik RIGTIG mange nedture i børnehave og i skole. Jeg var som barn konflikt sky, jeg oplevede, som de skriver i artiklen at jeg var forkert, og at jeg ikke var god nok.

 Det gav rigtig mange nederlag og jeg har snakket med mine forældre om det siden hen. og vi er ved fælles diskution kommet frem til at en middelvej nok er mere relevant. Det er virkelig skræmmende hvis man i en alder af 5 år får en Råbende skider af en pædagog og aldrig før har oplevet folk skælder ud. den dag stoppede jeg i børnehave, jeg tudede hele dagen og natten med. Mine forældre tog til samtale i børnehaven, men jeg ville ikke tilbage. når jeg kom derop gik jeg alene rundt på legepladsen for ikke at lave noget galt.

Jeg var nok et ekstremt tilfælde, men sådan gik det mig med forældre der gjorde det de mente var bedst.

Jeg siger ikke man skal råbe af børn og skælde dem ud, men lad være med at falde i den anden grøft.

Det skal siges at den dag idag er jeg ikke mærket af noget, har bearbejdet det.  

Skal vi finde denne tråd når jeres unger bliver ældre LOL LOL

 

Nej på små råber jeg ikke , men med en 15 årige pige med støre ego end mit (hvilke siger en del !!)  og selvtillid  på størrelse med rundetårn der tror hun ejer verden , jeg kan love jer for der råbes  

Men kun en x , som bonden siger når majoren (mig åbenbart) råber så står de menige ret ...........

 

Men sorry jeg syntes det er meget naivt at tro man kan opdrage alle uden at skælde ud

Men hvis vi opdrag  Emil på 18 som vi gør med frøken jeg bestemmer alt , så var han knækket på en uge

 

Jeg grinte lidt til fodboldt i sidste uge , Benjamin på 7 stod og fjollede i rækken = forstyrede det hele , jeg stoppede ham 2 x pænt , 3 x piftede jeg , og så ved mine nu er det sg nu ellers køre vi hjem , en mor sagde hvad betød det ?? for hendes stod og fjollede med  , men min startede

Jeg svarede sidste chance for han finder sin hjerne , og han ved det !

Jeg er sort mor , men jeg gider ikke være blid når de ikke har kontakt med øverste halvdel

Ja, jeg skælder ud. Hvorfor? Fordi det af og til er nødvendigt.

Mit barn er hverken bange for mig eller har mangel på respekt men han kan være noget så uartig og så kammer det af og til over.

Jeg har én gang midt på gågaden taget fat i ham, sat ham foran på mig RÅBT og NU var det simpelthen nok. Da havde ungen skreget i 30 minutter fordi han ville gå en anden vej ud af en butik, end den man skulle.

Så tja, jeg er nok en af de forældre hvor I får ondt af børnene and so be it. Jeg er kærlig og omsorgsfuld men nogle gange flyder bærgeret bare over og sådan er det.


Vi taler altid bagefter om, hvorfor mor blev så vred.

Ja jeg skælder ud!!!!!

Og jeg er overhovedet ikke pinlig over at stå ved det, for nogen gange kommer man bare derud hvor man bare gør det også er det først bagefter man tænker " Okay Louise, du skulle måske liiiiige have talt til 10"

Jeg har en søn på 4 år som er MEGET børnehave barn og han er desværre blevet koblet på en anden dreng som er meget social belastet og som gør ALT det man ikke må, og det er jo klart at det tager min søn til sig..... Og når han før 5 gang slår sin lillebror fordi at det siger drengen i børnehaven at man bare skal, så råber jeg sku højt at nu er det slut....

Jeg forsøger ALTID at tale med mine børn i første omgang, men må også indrømme at når det er som at tale til en dør så bliver jeg gal og det er ikke altid jeg når at tælle til ti inden jeg for 10endene gang skal sige de skal stoppe.....

Men det er langt fra noget som sker dagligt fordi de heldigvis for det meste høre efter.....

Zeus skriver:

Synes indimellem der kommer sådan en slags tråde, hvor man forherliger den ene måde at gøre tingene på.. Ligesom tråden om, hvor tit man tog til læge/vagtlæge med sine syge børn..

Jeg kunne også sige 100% ærligt, at jeg ALDRIG havde skældt Isabella ud - indtil hun blev 4. Og nej, selvfølgelig skal man ikke skælde ud på den måde som det sker i nogen af eksemplerne, men come on altså.. Kan nogen som helst sige sig fri for, at have skældt sit barn ud?? Som er lidt ældre end et par mdr..?

Dengang der var den tråd, om nogen af de hemmeligheder vi havde som mødre, hvor der var én der blev vildt glad, fordi det slet ikke var så unormalt det hun gjorde, så hun troede det var.. Vi risikerer at sætte en standard, som er fuldstændig umulig at nå, og som man kun får usikre mødre ud af..

Så nej, i mine øjne er du ikke en dårlig mor, du er en ganske alm mor

GUD, hvor rart at møde én hernede på jorden!

For du har (i min optik) fuldstændig ret... Af samme årsag, har jeg også haft pauser herfra, fordi min moralefølelse nåede et stressniveau af den anden verden, da jeg f.eks. fortalte at jeg uden problemer, vil købe en barnevogn brugt. Den var værre! 

 

Som jeg har skrevet før, så lærer børnene igennem deres relationer til voksne. I min verden betyder dette at:

Det nytter ikke noget at mor står nervøst og smiler og hvisker til det frustrerede barn at: "nej-nej skat... Så! nu er vi glade ikk'os, du må ikke græde, vi skal også snart hjem så får du en is.. shhhhh" 

På denne måde bliver barnet slet ikke anerkendt for sine følelser! Det eneste barnet fanger af det her er, at "mor er sådan set ligeglad med, du står og skriger fordi du er træt, for mor synes at alt er godt... og ti nu stille."

Barnet skal VIDE at mor godt forstår, hvad han/hun føler, og så skal barnet VIDE at lige nu, er det ikke i orden at stå og skrige i fakta, for så går der længere tid og andre i butikken kan blive generet af det.

-Og dét budskab kan sagtens komme hen over bordet uden at man råber eller river fat i dem. Stemmen er et godt virkemiddel og mimik fatter børn altså også. Så rynkede øjenbryn og en dyb, fast stemme... det forstår alle mennesker. At barnet så ikke gør hvad der bliver sagt... Well, det kan bunde i så meget andet.

Så: råberi er ikke nødvendigt (og kan i øvrigt også udstråle afmagt, som avler TOTALT oprør hos børnene), men for Guds skyld heller ingen "happy-place"-tvang når barnet er ked af det eller frustreret. (For det er da OM NOGET mere frustrerende at være sur og stå overfor én der tvinger dig til at være stille og pakke dine følelser ned)

Og jo... hvis barnet ikke hører efter, så

 

altså når min søn gør noget som jeg har forklaret ham 50 gange, så har jeg ikke tålmodighed mere, hisser jeg nogle gange min stemme og siger til ham at han må sætte sig på en stol i to minutter hvis han ikke stopper??? og jeg er en dårlig mor pga det? men helt seriøst hvis min søn ville til at løbe ud på vejen hvor der ville være biler, ja jeg ville nok bare reagere så hurtigt ved at tage fat i hans arm.. jeg vil sku da ikke have min søn bliver kørt over fordi han ikke høre efter?????

wamse skriver:

Jeg skælder ud, når jeg taber mig selv, og ikke magter at være den mor jeg tror på er det bedste for mine børn. Det vil sige, hvis jeg er træt, ikke har overskud, m.m. Så skælder jeg af afmagt ud, selvom jeg tror på at inddrage mine børn i en dialog, for det udvikler dem i mine øjne bedst muligt.  Når jeg er "kommet til" at skælde, så kan jeg sagtens selv se det, og undskylder overfor mine børn, og snakker med dem istedet for.

Jeg er ikke i tvivl om, at der hos mig er sammenhæng med min psykiske balance og om jeg skælder ud.

Den er jeg enig med dig i!

Jeg er også godt klar over at vi alle sammen har forskellige grænser! Men det jeg så også hæfter mig ved , er at du skriver at du bagefter sætter dig ned og snakker med dem om det og hvorfor det gik som det gjorde, og det synes jeg er stort!!  Det er da virkelig noget de kan lære af!!   

Det kan jeg se på dig selv. Jeg er blevet opdraget med meget skæld ud (og en røvfuld ind imellem, men det er en heeelt anden snak), men jeg fik sq aldrig en undskyldning eller forklaring, og det er jeg overbevist om, at det har gjort mig mega dårlig til at indrømme og undskylde, den dag i dag!!

Så du har, efter min mening,  en vigtig pointe i det!!

Stine og Lisa.

anikaingibjorg skriver:

altså når min søn gør noget som jeg har forklaret ham 50 gange, så har jeg ikke tålmodighed mere, hisser jeg nogle gange min stemme og siger til ham at han må sætte sig på en stol i to minutter hvis han ikke stopper??? og jeg er en dårlig mor pga det? men helt seriøst hvis min søn ville til at løbe ud på vejen hvor der ville være biler, ja jeg ville nok bare reagere så hurtigt ved at tage fat i hans arm.. jeg vil sku da ikke have min søn bliver kørt over fordi han ikke høre efter?????

Ingen har skrevet noget om dårlig mor!!  Jeg blev bare meget fanget af artiklen!!

Jeg ved ik om du hentyder til Dina's historie med drengen der var rendt på vejen og mor der hiver i armen, men det hun skriver er jo at moren hiver ham i armen EFTER ham var rendt ud, og hun hysterisk råbte og skreg af ham!!                        Jeg går ikke ud fra at det er det, du mener du gør?!?!?!?

Jeg ville da også klart tage min datter i armen, hvis hun var på vej ud på vejen!!!!!                                                          Men jeg ville ikke stille mig op og gøre det bagefter, og være hysterisk! Jeg er godt klar over at moren nok er blevet mega forskrækket over det, men i min optik hjælper det ikke at stå og blive hysterisk!! Så ville jeg hellere vise min bekymring og prøve at forklarer hvor farligt det er!? (Alt efter alderen på barnet, selvfølgelig)

Stine og Lisa.