Skælder du meget ud??

Skæld ud er ikke ok, ligemeget hvordan man vender og drejer den. At skælde sit barn ud og råbe af det, er lige så slemt som at håndtere tingene fysisk. (Misforstå mig ej: en bestemt tone er ikke skæld ud)

Jeg har et ganske glimrende eksempel: min niece VILLE bare ud på vores altan i dag, men der var jo koldt. Hendes far sagde til hende at nu skulle hun altså stoppe, og prøvede at få hende til at holde med en smule hævet stemme. Til sidst sagde han til mig, at jeg skulle ignorere hende (Ikke surt ment, bare i håb om at hun så ville stoppe) jeg valgt at kalde på hende ogspørge om hun ville med ind og finde en bamse (hun er omkring 21 mdr) og det hjalp! Hun tøvede lidt men traskede hen til mig. Så gik vi ind og fandt en bamse, og humøret lettede. Denne situation kunne nemt have endt med en skrigende unge der blev totalt frustreret over at få skæld ud, men i stedet blev hun distraheret og det endte med et smil

Dinna88 skriver:

Skæld ud er ikke ok, ligemeget hvordan man vender og drejer den. At skælde sit barn ud og råbe af det, er lige så slemt som at håndtere tingene fysisk. (Misforstå mig ej: en bestemt tone er ikke skæld ud)

Jeg har et ganske glimrende eksempel: min niece VILLE bare ud på vores altan i dag, men der var jo koldt. Hendes far sagde til hende at nu skulle hun altså stoppe, og prøvede at få hende til at holde med en smule hævet stemme. Til sidst sagde han til mig, at jeg skulle ignorere hende (Ikke surt ment, bare i håb om at hun så ville stoppe) jeg valgt at kalde på hende ogspørge om hun ville med ind og finde en bamse (hun er omkring 21 mdr) og det hjalp! Hun tøvede lidt men traskede hen til mig. Så gik vi ind og fandt en bamse, og humøret lettede. Denne situation kunne nemt have endt med en skrigende unge der blev totalt frustreret over at få skæld ud, men i stedet blev hun distraheret og det endte med et smil

Fuldstændig enig!! 

 Jeg bruger også meget det med at aflede!! Lisa er 17mdr. og det er sq så nemt at finde på noget andet spændende når de ikke er større!!

Jeg er godt klar over at man igennem hele livet vil komme ud for nogle udfordringer og konflikter hvor man virkelig skal tælle til 10, men jeg vil  virkelig, virkelig prøve at huske mig selv på at tryk avler modtryk!!(Læs; hvis du er hidsig og råber, så vil du få  det samme igen)

 Jeg så en gang en mor nede i Kvickly, hive sin omkring  3årige dreng i armen og hvæse ham ind i ansigtet 'Nu stopper du kraftedme, din møgunge!'    Drengen skreg bare endnu mere, og jeg havde virkelig lyst til at gå hen og rive hende i armen og råbe hende ind i ansigtet!!!!    Hvem fanden kan li at blive råbt ind i ansigtet!?!?

Stine og Lisa.

Toshiba skriver:

jeg skælder ikke meget ud - men min dreng VED at når jeg hæver stemmen er det SLUT.

Hader børn der svarer igen eller er flabet - havde jeg sådan en ville jeg nok skælde en del ud hehe

Og det er jo tit dér den går galt!! Det er jo ik ungerne man skal 'hade' fordi de er nogle 'møgunger'... Det er jo forældrene der ikke har formået at opdrage dem!! Det er forældrene du skal 'hade'!

Stine og Lisa.

Preghiera skriver:

Jeg er helt enig - man skal ikke råbe ad børn og skælde ud.

Men dertil vil jeg lige tilføje at det er sundt for børn at se at mor/far også kan være vrede, sure, gale og skuffede.

Børn lærer gennem deres relationer og de voksne er ansvarlige for at vise sine børn at "når mor er vred (for self. kan hun også blive det - hun er jo menneske) så tackler hun det sådan her..." - Altså: det er okay at vise vrede, men med tilpas meget selvbeherskelse til, at børnene ved hvordan de skal agere når de føler det samme.

Men nej... ingen pegefingre og råberi. Det er ikke en voksen måde at tackle sine følelser på 

Ja, det har du ret i!!  Man kan skal selvfølgelig ikke pakke dem ind i vat, så de får en chok når de skal ud og 'opleve verden'!    Det er bare lige med at finde ballancen!

Stine og Lisa.

En ting som jeg har tænkt en del over her i de sidste ugers tid - hvor han er kommet ind i en periode hvor han bare tester konstant, og derved ikke reagerer på den stille og rolige samtale.. 

Så ja - jeg kommer til at hæve stemmen, og jeg HADER når jeg gør det. Men det er absolut ikke planlagt, eller en del af den måde jeg ønsker at opdrage min knægt på. 
Men lige pt er det blevet sådan - er ramt i en dum cirkel, og det sker.

Forstå det ikke som om at jeg råber og skriger af ham, og bruger alverdens nedladende sprog og vendinger - sådan er det slet ikke. Men bare at sige hårdt "nej, det vil jeg ikke ha'", så kan jeg se at han bliver ulykkelig og løber grædende væk.

Så er det sgu svært at finde en balance imellem det man ønsker og det man gør - for den stille og rolige "nej det vil jeg ikke have" virker ikke. så griner han en lige op i fjæset!

Så ja - i er velkommen til at påpege hvor dårlig en mor jeg er for at "skælde min søn ud", men jeg tror sgu det er svært for selv den bedste at opretholde "den rene sti" hele tiden.  

L.J.L skriver:

Nej aldrig! Hørte forleden en mor i gården skrige " nu holder i kraftedemer op lige nu for fucking satan møgunger!!!" og var ved at falde om af forargelse og havde bare ondt af hendes børn. Når min søn gør noget han ikke må er det "det der er ikke i orden" "det gør av på mor når du slår" eller lign.

Tænk at stille sig sådan op i det offentlige!! Det er da direkte pinligt og meget lidt overskud agtigt!!!

Og jeg har det fuldstændigt lige som dig.. Jeg tager det virkelig ind under huden, når jeg opserverer sådan noget!!

Stine og Lisa.

Tilmeldt skriver:

Fuldstændig enig!! 

 Jeg bruger også meget det med at aflede!! Lisa er 17mdr. og det er sq så nemt at finde på noget andet spændende når de ikke er større!!

Jeg er godt klar over at man igennem hele livet vil komme ud for nogle udfordringer og konflikter hvor man virkelig skal tælle til 10, men jeg vil  virkelig, virkelig prøve at huske mig selv på at tryk avler modtryk!!(Læs; hvis du er hidsig og råber, så vil du få  det samme igen)

 Jeg så en gang en mor nede i Kvickly, hive sin omkring  3årige dreng i armen og hvæse ham ind i ansigtet 'Nu stopper du kraftedme, din møgunge!'    Drengen skreg bare endnu mere, og jeg havde virkelig lyst til at gå hen og rive hende i armen og råbe hende ind i ansigtet!!!!    Hvem fanden kan li at blive råbt ind i ansigtet!?!?

Stine og Lisa.

Ja, det er jo lige det! Og ungerne er jo ikke "besværlige" for at provokere, men fordi de ikke ved bedre

Jeg er helt enig med dig! Det nytter altså heller ikke noget, at ens barn er godt opdraget fordi det er bange. Man er jo det voksne menneske, og så nytter det ikke noget, at man ikke er en god rollemodel. Man kan bruge imod mig, at jeg ikke selv har børn, men det er uden betydning. Når jeg får børn, kommer jeg ALDRIG til at skælde dem ud - det er bare ikke OK i mine øjne, og som du skriver: det nytter ikke noget.

EJ, stakkels dreng!! Seriøst, altså. Hvem fanden gør sådan noget... Jeg var i REMA her den anden dag. Da jeg kommer ud f butikken kan jeg høre en råbe, men jeg tænker faktisk at det nok er nogle børn der leger. Da jeg kommer tættere på kan jeg se at det er en mor og to små børn - måske 5 og 6 år. Drengen har været løbet ud på vejen, og moren er HYSTERISK! Hun råber og skriger af ham, hive i arm og hyler lige op i hovedet af ham. Jeg blev stående til de kørte fordi jeg virkelig var bange for hvad der ville ske og fordi jeg stod og gruplede over hvad jeg skulle gøre - jeg havde VIRKELIG lyst til at gå derhen og sige at NU måtte hun holde ellers ville jeg ringe til politiet. Det var psykisk terror af den lille dreng, han græd ikke en gang, han var SKRÆKSLAGEN. Søsteren var helt tavs, og da moderen så hev drengen ind i bilen (hun rev så hårdt i ham, at han faldt) skyndte pigen sin ind i bilen på den anden side - "man må jo hellere makke ret!"-agtigt.  Sindssygt. 

KaLee skriver:

En ting som jeg har tænkt en del over her i de sidste ugers tid - hvor han er kommet ind i en periode hvor han bare tester konstant, og derved ikke reagerer på den stille og rolige samtale.. 

Så ja - jeg kommer til at hæve stemmen, og jeg HADER når jeg gør det. Men det er absolut ikke planlagt, eller en del af den måde jeg ønsker at opdrage min knægt på. 
Men lige pt er det blevet sådan - er ramt i en dum cirkel, og det sker.

Forstå det ikke som om at jeg råber og skriger af ham, og bruger alverdens nedladende sprog og vendinger - sådan er det slet ikke. Men bare at sige hårdt "nej, det vil jeg ikke ha'", så kan jeg se at han bliver ulykkelig og løber grædende væk.

Så er det sgu svært at finde en balance imellem det man ønsker og det man gør - for den stille og rolige "nej det vil jeg ikke have" virker ikke. så griner han en lige op i fjæset!

Så ja - i er velkommen til at påpege hvor dårlig en mor jeg er for at "skælde min søn ud", men jeg tror sgu det er svært for selv den bedste at opretholde "den rene sti" hele tiden.  

Jeg synes ikke du er en dårlig mor Der er forskel på at opdrage på sit barn, og på at skælde sit barn ud. Det er de færreste småørn der kan opdrages med et smil på læben - de skal jo lære hvad der er rigtigt og forkert. Og børns temperament er jo også vidt forskelligt.

Jeg har dog endnu ikke oplevet at min niece ikke kunne tales til ro. Vi havde en episode i Bilka hvor hun fik øje på en dukkevogn og blev ulykkelig da vi gik væk fra den. Og skreg og skreg og skreg. Men jeg fandt ud af, at så længe jeg gik og snakkede stille og roligt ud i luften, med hende på armen, om at hun jo havde en dukkevogn (hun forstod jo ikke halvdelen af hvad jeg sagde, hun var ikke så gammel) så faldt hun til ro, men var dog stadig RIGTIG ked af det. Men det hjalp rigtig meget.

Man kan aldrig generalisere og sige, at man kan håndtere alle børn sådan - men jeg synes bare det er forkert at skælde ud Men som jeg skrev tidligere, så er der STOR forskel på at opdrage og skælde ud.

KaLee skriver:

En ting som jeg har tænkt en del over her i de sidste ugers tid - hvor han er kommet ind i en periode hvor han bare tester konstant, og derved ikke reagerer på den stille og rolige samtale.. 

Så ja - jeg kommer til at hæve stemmen, og jeg HADER når jeg gør det. Men det er absolut ikke planlagt, eller en del af den måde jeg ønsker at opdrage min knægt på. 
Men lige pt er det blevet sådan - er ramt i en dum cirkel, og det sker.

Forstå det ikke som om at jeg råber og skriger af ham, og bruger alverdens nedladende sprog og vendinger - sådan er det slet ikke. Men bare at sige hårdt "nej, det vil jeg ikke ha'", så kan jeg se at han bliver ulykkelig og løber grædende væk.

Så er det sgu svært at finde en balance imellem det man ønsker og det man gør - for den stille og rolige "nej det vil jeg ikke have" virker ikke. så griner han en lige op i fjæset!

Så ja - i er velkommen til at påpege hvor dårlig en mor jeg er for at "skælde min søn ud", men jeg tror sgu det er svært for selv den bedste at opretholde "den rene sti" hele tiden.  

Synes indimellem der kommer sådan en slags tråde, hvor man forherliger den ene måde at gøre tingene på.. Ligesom tråden om, hvor tit man tog til læge/vagtlæge med sine syge børn..

Jeg kunne også sige 100% ærligt, at jeg ALDRIG havde skældt Isabella ud - indtil hun blev 4. Og nej, selvfølgelig skal man ikke skælde ud på den måde som det sker i nogen af eksemplerne, men come on altså.. Kan nogen som helst sige sig fri for, at have skældt sit barn ud?? Som er lidt ældre end et par mdr..?

Dengang der var den tråd, om nogen af de hemmeligheder vi havde som mødre, hvor der var én der blev vildt glad, fordi det slet ikke var så unormalt det hun gjorde, så hun troede det var.. Vi risikerer at sætte en standard, som er fuldstændig umulig at nå, og som man kun får usikre mødre ud af..

Så nej, i mine øjne er du ikke en dårlig mor, du er en ganske alm mor

Dinna & Zeus: 

Jeg deltog også i den debat der var med en kvinde som opdrog / skældte en dreng ud som spyttede i en salatbar.
For jeg ser ikke sådan noget som at hæve stemmen som decideret skæld ud, men som en irettesættelse.

Men når man læser sådan en artikel og læser hvad folk skriver rundt omkring, så virker det til at man aldrig må hæve stemmen overhoevdet, ellers har man sat dybe sår i barnets sjæl. Og det synes jeg sgu er at overdrive ;-)

Jeg har nu på fornemmelsen at jeg gør det godt nok - og normalt gør han også det jeg siger - altså for det meste.. han er jo barn og skal teste en i forhold til hans udvikling.

grunden til at jeg skrev som jeg skrev er bare at jeg ikke gad at sidde og "være hellig" på nogen måde - ikke at jeg siger at i er det overhovedet. Men ligesom vise at selvom man har de bedste intentioner for sit barn - eller måden at være på overfor barnet - jamen så sker livet altså indimellem.

F.eks. siger artiklen at når man har travlt skælder man mere ud. og man kan bare få den anden til at hjælpe.... Æhm... ja det giver jeg sådan set den fine forsker i, men... Jeg er mig, og har også nogle ting jeg skal nå i dagligdagen. og hvis jeg tager mig bedre tid end jeg gør nu, så er det ligefør at jeg skal stå op klokken 5 ;-)

Men ja - ulempen ved sådanne tråde er at nogle kan føle sig uretfærdigt gokket i nødden.... Men jeg holder stadig på at jeg ikke skælder ud, men opdrager ;-)