Skælder du meget ud??

SussieThyssen skriver:

Hehe nemlig.

Ud trådte en dejlig unge og ind kom en alien

Men skønne er de..jeg har altid elsket bavianerne fra 12 år +

De er bare en stor slagmark af følelser og hormoner, og kan ikke finde ud af noget som helst, men at guide dem igennem, så de bare nogenlunde helskindet når frem til deres 18 års fødselsdag, er et privilegium.

Vil altså også nok sige, jeg hæver stemmen en del mere på den mindste på 7½, end jeg gør på de store. Det er som om, de er "opdraget". De skal "bare" guides nu.

Også håber vi bare..............

Kloster skriver:

Vil altså også nok sige, jeg hæver stemmen en del mere på den mindste på 7½, end jeg gør på de store. Det er som om, de er "opdraget". De skal "bare" guides nu.

Også håber vi bare..............

Ja netop...min knægt på 14 er også bare så skøn..og siden han var 11 er der bare blevet mere og mere ro på opdragelsesfronten, så nu er det kun sjældent jeg hæver stemmen..det er mest, hvis han får en eller anden sær ide, som jeg bliver godt og grundigt træt af

Jeg fladt lige over en artikel som jeg synes sidder lige i skabet!! Den ramte i hvert fald mig, og det er lige præcis sådan jeg vil opdrage min datter; med respekt for hende, uden skæld ud!

Jeg bliver SÅ  ked af det, på børns vegne, når jeg ser en mor/far stå og skælde og smælde, og hive fat i armen, nede i Fakta osv.   Selvfølgelig kender man ik historien og årsagen til at mor/far reagerer som de gør, men jeg synes stadigvæk at der er andre måder at gøre det på!! 

http://voresborn.dk/barn-familieliv/7462-drop-skaeldud-det-hjaelper-ikke?page=1

Stine og Lisa.

Selvfølgelig skal man ikke skælde ud hele tiden og være unfair

overfor barnet, men jeg synes nu det er nødvendigt at få

skæld ud hvis man har været meget uartig, og samtidig har

været klar over man gjorde noget forkert. Det er en anden sag

hvis barnet vitterligt ikke vidste det var galt, så må man tale

om det i stedet.

Der skal være respekt begge veje, dvs barnet skal også

respektere at der er noget man ikke gør når man har fået

besked på det. Men samtidig vil jeg sige at barnet skal have

en vis alder før end skæld ud har den ønskede effekt.

Og skæld ud er ikke råben og skrige og hiven i barnet, det er

kort, kontant og bestemt. Evt lige sidde alene (barnet) og

tænke over hvad man har gjort og så kan den voksnelige køle

af imens så der ikke bliver sagt noget forkert, og bagefter går

den voksne ind og taler med (ikke til) barnet om hvad der er

sket og om barnet fostår. Sådan gør vi her, med den store,

der går nogle år før den lille kan forstå så meget, så den

metode virker.

Da den store var lille var det en helt anden måde hun fik

"skæld ud" på end nu. Det var mere "nej" men stadig bestemt,

og "det gør av" osv.

Og sådan er det nok bare, at skæld ud skal være i sådan en

grad som barnet kan tackle og forstå.

Til gengæld synes jeg man idag forklare børn alt for meget.

Nogle gange er et nej altså nok. Tror barnet bliver mere

forvirret end afklaret af alt den forklaring.

Og iøvrigt virker det enormt provokerende og flabet når børn

svare igen med "hvorfor ikke" og "det bestemmer du ikke"

eller lign. For jo der er noget voksne bestemmer og ved bedre

end børn, vi skal passe på dem og vejlede dem, og ikke

forklare dem alt og lade dem styret showet. De skal også selv

have lov at tænke og erfare.

Det bliver for anstrengene både for børn og forældre og

skaber mange flere konflikter end nødvendigt med debatering

forklaringer og kompromier i en pærevælling. Tror det føles

tryggere at sådan er det bare når mor/far siger det hun/han

passer på dig. Det må være en stor beslutning for det lille pus

at skulle tage stilling til "nå nu siger mor/far nej, skal jeg

kræve en forklaring og trække den ud og måske få lov, eller

skal jeg bare være rolig og stole på mor/far vil mig det bedste"

tror at, vi behøver ikke diskutere, for mor/far har sagt nej,

virker meget tryggere for barnet. 

Når vi har skældt ud at den ligesom ude bagefter, de voksne

bærer ikke nag, når barnet har forstået og fået besked er den

ikke længere og vi starter på en frisk. Ikke noget med at blive

endnu mere sur næste gang fordi den er taget en gang. Men

skæld d det får man altså her hvis man er uartig.

Tilmeldt skriver:

Jeg fladt lige over en artikel som jeg synes sidder lige i skabet!! Den ramte i hvert fald mig, og det er lige præcis sådan jeg vil opdrage min datter; med respekt for hende, uden skæld ud!

Jeg bliver SÅ  ked af det, på børns vegne, når jeg ser en mor/far stå og skælde og smælde, og hive fat i armen, nede i Fakta osv.   Selvfølgelig kender man ik historien og årsagen til at mor/far reagerer som de gør, men jeg synes stadigvæk at der er andre måder at gøre det på!! 

http://voresborn.dk/barn-familieliv/7462-drop-skaeldud-det-hjaelper-ikke?page=1

Stine og Lisa.

Vil lige tilføje at der altså også er skæld ud når man kommer i

skole arbejde osv. og hvis man ikke har fået skæld ud før, så

bliver man bange og forskrækket når man en dag oplever det.

Derfor synes jeg også at man som forældre har et ansvar for

at lære barnet at det kan man altså komme ud for hvis man

opfører sig uacceptabelt.

Rsa skriver:

Jeg tror, det man skal hukse er, at vi allesammen kun er mennesker....

Oftest er min erfaring, fra min egne rolle som mor og i mit job som pædagog, at det er manglende overskud eller frustrationer og magtesløshed der udløser den reaktion, at man råber/skælder ud på sit/sne børn...
Vi kan hurtigt blive enige om, at det absolut ikke er den rette løsning, men hvad skal man gøre når man har prøvet alt der står i ens magt, sagt tingene på en stille og rolig måde og det fortsat ikke har nogen effekt...?

Man burde ikke gør andet end at fortsætte og sætte sine grænser... Men jeg oplever selv, at jeg godt kan blive vred - ikke på min lille datter på 9 måneder, men på min store dreng på 9 år..

Hertil mener jeg også, at der er væsentlig forskel på om man  har store eller små børn, i henhold til det frustrationsniveauet man kan opnå og oveni hatten er vi allesammen sammensat af et temperament, som veksler fra menneske til menneske.

Jeg er enormt temperamentsfuld, det samme er min store dreng. Vi ligner hinanden meget af natur og forstår hver især virkelig at trykke på hinandens knapper... Så jov, jeg skælder ud, men kun om nødvendigt. Ikke min lille pige, men min store dreng på 9 år, hvor problemstillingerne er nogle ganske andre.  Jeg råber ikke, men siger tingene meget bestemt og bliver vred. For mig handler det om at man er tydelig og viser, at mennesket består af mange følelser - alle er lige og derfor må man også godt vise, når man er vred! Er ikke nedsættende, men konkret og kontant.

 

 

Engang imellem bliver man nu nødt til at løfte stemmen og sige fra, for det er ikke i alle situationer man kan argumentere sig ud af tingene med børn..og det vil du selv finde ud af
Så er det, at man kan blive nødt til at hæve stemmen og sige: NU er det nok!!! Og så gøre kort proces

Men nej..jeg hader at skælde ud..det skal jeg lige sige..og det er ikke noget vi praktiserer her i huset, hvis vi kan undgå det.
Men de fleste børn har bare en periode eller to igennem opvæksten, hvor man netop kan blive fanget i den onde udskælds-cirkel, og man havner i den rolle uden at ville det.
Så er det, at man bliver nødt til at tage fat i sig selv og få vendt bøtten.
De fleste forældre med større børn, vil uden tvivl nikke genkendende til det jeg siger her..de har alle sammen været igennem den.

Men ja, det er vigtigt, at man prøver at styre livet for sig selv og sine børn, så man ikke skælder ud fra morgen til aften, men at det kun bliver brugt meget sjældent, og så kan man godt skælde ud med lav stemme..det er nemlig måden tingene bliver sagt og tonelejets eftertryk, der har virkning.

I vores familie har vi nogle ret stride gener, der gør at vi som små kan være nogle møgutålelige bavianer, og der er et velplaceret brøl, så ungen hopper en gang, yderst virkningsfuldt..men kun i ekstreme tilfælde. Og så virker det ofte bedre hvis bedsteforældrene opdrager på børnebørnene...selvfølgelig i fælles forståelse med forældrene.
Min farmor opdragede på mig med velsignelse fra mine forældre, mine forældre har opdraget på mine unger, og...jeg opdrager på mine børnebørn..og faktisk er det tit en velsignelse for forældrene, at der rent faktisk kan være en bufferzone, så de store dramatiske konflikter undgåes mellem forældre og børn.
Selvfølgelig kræver det at forældre og bedsteforældre er enige om de store grundtræk i hvordan børn netop skal opdrages, men det har vi nu ingen problemer med.
Masser af kærlighed, respekt for den enkeltes individualitet, få men enkle regler, og viden om at det er de voksne der bestemmer.
Og så det at man altid taler pænt til hinanden og er højt elsket..også hvis man får skæld ud

Kærligst
Sussie

lige netop det jeg har lavet med fed skrift er så rigtigt, jeg kan sige noget til mine drenge 5 gange uden resultat men når min mormor på 83 siger stop eller lign så bliver der sgu hørt efter og hun siger det på en helt almindelig stille og rolig måde (tror ikke min momse kan hæve stemmen hehe har ihvertfald aldrig hørt det) og da min mor var i live der var jeg tit sammen med hende og hun opdragede lige så meget på min store dreng som jeg selv, og jeg nød det for han hørte efter og min mor nød det også

men til ts, jo herhjemme skælder vi ud, til min dreng på 3 år er det mere stop og lign hvorimod den store dreng på 9 virkelig prøver grænser af for tiden så der kan også blive smækket med nogle døre, jeg prøver dog altid at sige tingene på en ordentlig måde men jeg gider ikke gentage mig selv 20 gange eller forklare hvorfor man ikke lige må de ene eller det andet, efter et skænderi køler vi lige ned og så snakker jeg med min søn om hvorfor jeg blev sur osv.

selvfølgelig skal man ikke råbe og skrige af sit barn men skæld ud er for mig meget anderledes, børn har også brug for at blive sat på plads og vide når noget ikke er ok længere.

nej jeg hiver ikke fat i armen på mine drenge.