Tin skriver:
Det er da en underlig forhånds indtagelse......
Herhjemme er der ingen af de store der passer de små, tilgengæld hjælper de dem gerne uden at blive bedt om det.
Mine børn har noget andres børn ikke har, nemlig lært at tage hensyn, vise omsorg og hjælpe til uden at blive spurgt.
De 2 store er super stolte over at have så mange søskende, og jeg føler faktisk ikke at 5 børn er mange. De små er ser op til de store, og mine de mindste er langt længere fremme i undvikling end andre der ikke har flere søskende.
Min datter på 6 kan feks læse lette bøger og skrive lette historie, og drengen på 3 klare selv af og påklædning (incl strømper) og derudover er han efterhånden blevet helt god til at cykle (uden støttehjul) Alt det har de lært ved at se på deres søskende og fordi de altid har nogle der interresere sig for dem.
Tilgengæld forstår jeg ikke at folk med 1 eller 2 børn har det svært, travlt mv......jeg synes nemlig ikke at jeg er overbelastet! Og det er selvom at vores miderste dreng er handicappet!
Mht økonomien.....ja det er ikke nemt at rejse med 5....eller 9 børn, men det kan da sagtens lade sig gøre, hvis man vil som forældre. Det er ihvertfald ikke børnenes skyld hvis det ikke kan lade sig gøre, men forældrene der ikke formår at planlægge en rejse til alles glæde.
Vi er hvert år i sommerhus eller på camping. Vi tager i legoland mv som alle andre......og må jeg endnu engang tilføje, at jeg ikke begriber alle de børn der hvert år er blevet væk for deres forældre......mine bliver aldrig væk, og jeg har dog 5 at holde øje med.
Nogle vil have mange, nogle vil ikke have nogen og andre vil have få, ja vi er forskellige, men jeg synes ikke at man kan tillade sig at sige at man ikke har noget liv. Jeg har masser af liv, ellers ville min mand og jeg jo heller ikke have holdt sammen i 19 år.
Og må jeg lige tilføje...her er der kun 2 der opdrager og det er mig og min mand, og jeg må sige, at hvis jeg kunne fik jeg 5 mere, men min krop vil det desværre anderledes, så min drøm om den store familie bliver desværre ikke ført ud i livet...
Men det her er mit liv, og jeg ville ikke bytte det for flere penge, store rejser, fine middage, et fint job mv.......
Det er da super dejligt at du har det godt med de fem børn du har fået, og dejligt at de følger med i udviklingen og mere til. Men udviklingen kan også gå for hurtig.
Jeg er selv ud af én søskendeflok på fem så jeg har selv været søskende i sådan noget. Jeg nød da også at hjælpe og gjorde det ofte. Men samtidig kan det godt føles som én pligt at man skal hjælpe. Uden forældrene selv spørg.
Jeg ville på ingen måde synes det var hyggeligt med én tur i legoland med fem børn. Det vil aldrig ske. Og nej. Det er ikk alle der kan planlægge så der er penge til legoland, is og én souvinir (staves) til så mange børn plus ferie, hvis vi fx taler sommerferie, hvor der for mig at se SKAL være ferie hvor man ikk sidder derhjemme og glor men tager i sommerhus og oplever én masse.
Tror aldrig vi bliver enige for heldigvis, så går det jo tydeligvis godt for jer. Men jeg er sikker på, at det er ved langt de færreste hvor det ikke er én kamp.