Hej 
Har selv kæmpet med det i mange år, da vi har en søn der er 8 som har været enebarn indtil nu. Nu er jeg godt nok gravid med termin her til september, men oprindeligt har der ingen planer været om et barn til pga en masse forskellige omstændigheder. I de år der er gået er jeg blevet spurgt mange gange hvornår nr. 2 mon skulle komme og hvorfor han ingen søskende havde. Synes faktisk det er ret provokerende. Der kan jo være ufatteligt mange grunde til, at man har et barn og i sidste ende er der jo ingen regler for, at når man får et barn, så er man nødt til at få et mere. Jeg er dog lykkelig for at vente endnu et barn, men det har først passet ind nu og er glad for det er nu og ikke for flere år siden. Men man skal jo heller ikke bare få børn for at få børn. Så vores beslutning om at vente og håbe det lykkes igen har været af hensyn til barnet, det barn vi har i forvejen og vores egne liv, så det hele kunne hænge sammen.
Det med at det er synd for enebørn forstår jeg dog ikke. Min kæreste er vokset op som enebarn og er ganske harmonisk og har været glad for sin tilværelse. Hans mor kunne ikke få flere børn. Selv har jeg mange søskende både på min mors og fars side. På trods er vi spredt for alle vinde geografisk og mentalt og selvom vi ses nogle gange om året alle sammen, så har vi da ikke vildt meget til fælles og det er meget overordnet, det vi taler om. Så man har ikke nødvendigvis et kæmpe sammenhold af den grund og kender da også mange andre, der har et afdæmpet forhold til deres søskende. Vi opbygger jo selv vores relationer idag og det er andre ting end fælles blodlinjer, der afgør hvem vi vil bruge tid sammen med. Man kan jo som søskende være fuldstændige forskellige og ligge langt fra hinanden interessemæssigt.
Samtidigt vil jeg også sige at jeg læste om en britisk undersøgelse på et tidspunkt der viste, at enebørn er gladere børn. Har kopieret artiklens indhold her og den har været i mange aviser:
"Søskende er ikke nødvendigvis lykken, viser en ny undersøgelse. Enebørn er ikke bare selvoptagede og forkælede, men også ensomme. Sådan lyder fordommen i hvert fald, men nu viser en ny britisk undersøgelse, at enebørn rent faktisk trives overordentligt godt og generelt er gladere og mere tilfredse end de børn, der må dele deres forældre med en eller flere søskende.
Det er det statsstøttede, britiske forskningsråd The Economic and Social Research Council, der står bag undersøgelsen, hvor forskere fra flere universiteter har spurgt 2500 unge briter om, hvor glade og tilfredse de egentlig er.
Undersøgelsen afslører, at jo flere søskende man har, des mere ulykkelig er man generelt. Det skyldes blandt andet, at man må kæmpe med andre søskende om forældrenes opmærksomhed og anerkendelse, og at der er langt flere konflikter i familier med flere end et barn.
31 procent af de adspurgte, som havde en eller flere søskende, svarede eksempelvis, at de "ofte" eller "ret ofte" blev sparket eller slået af en af deres søskende, og 18 procent af de adspurgte havde oplevet, at deres brødre eller søstre havde hugget nogle af deres ting. Samtidig afslørede undersøgelsen, at næsten hver tredje var blevet kaldt "ubehagelige øgenavne" af deres søskende.
Forskerne understreger, at det ikke kun er det enkelte barn, der bliver påvirket af en søskendekonflikt, men at resten af familien også bliver ramt, når to søskende har problemer med hinanden. Nogle forældre bøjer af og dropper helt at blande sig, og det baner vejen for mere drilleri og – mener forskerne – en mindre lykkelig barndom."
Så ja man behøver altså ikke at føle det er dårligt, at have et enebarn. Så sort/hvidt er det heldigvis ikke. 
