Enebarn....er det så forfærdeligt??

Jeg er oz enebarn og har det ganske fint med det, har aldrig tænkt over eller ligefrem ønsket mig søskende...og jeg kan vist oz begå mig socialt

Jeg tænker ofte på hvis behov det er at få flere børn...jeg hører mange sige at de syns deres barn skal ha en søskende????

altså nu kan jeg jo kun tale på egne vegne

jeg kunne på ingen måder tænke mig selv at være enebarn. Jeg elsker min bror over alt på denne klode, vi har et kanon godt forhold til hinanden. vi kan snakke med hinanden om alt, og bakke hinanden op når noget er galt.. vi kan se hinanden i øjnene når vi er kede af det og på den måde fortælle hinanden at alt nok skal gå.

der er tre år imellem min bror og jeg, og det ønsker jeg også for mine børn. Jeg synes ikke det er forfærdeligt som sådan at nogen vælger kun at få et barn, men jeg synes ligesom Sussie nævner at det må blive ret ensomt. Husk på at der er INGEN som en bror eller søster der kan forstå en eller lytte til en ( hvis man har et bånd imellem sig vel og mærke).

Slet ikke forfærdigeligt. Jeg er enebarn og har været super glad for det hele min barndom...
DOG - savner jeg en søster eller bror som voksen, men jeg har været glad for at have det hele for mig selv i min opvæskt...

Jeg har dog valgt at jeg gerne vil have mine børn har en søster (blev det jo så). Men at de ikke var alene...

Men syntes SLET ikke det er børnemishandling.

(Jeg er også vokset op i kbh, men har selv valgt at flytte på landet. Ikke fordi jeg syntes det er skrækkeligt at være barn i kbh, jeg vil bare noget andet....)

SussieThyssen skriver:

Generelt ja.

Jeg har set alt, alt for mange eksempler på, at børn der er tæt på hinanden bliver trætte af hinanden, og derfor intet sammenhold har som voksne..hvor søskende med stor afstand, har et enormt sammenhold som netop voksne.

Selvfølgelig findes der OGSÅ søskendeforhold hvor det ikke gør sig gældende..men..min generelle observation af søskendeforhold..der må jeg sige, at det handler om at have glæde af hinanden som voksne og ikke som børn, og den glæde kan ofte blive slidt op fordi man i barndommen ødelægger forholdet, hvis man er for tæt på hinanden.

Den betragtning forstår jeg slet ikke, hvor du finder belæg for, altså udover dine egne observationer - som måske også kan være lidt farvede af, hvordan din egen børneflok er faldet ud? Eftersom langt de fleste søskendeflokke har en relativt kort aldersspredning, skulle størstedelen af voksne søskende ikke have noget sammenhold, hvis din filosofi holdt stik, og sådan forholder det sig vel ikke.

Bortset fra det, så vil jeg til enhver tid vægte det højere, at søskende har et fællesskab som børn og unge, end at de evt. har/får det som voksne. Selvfølgelig håber og tror jeg, at mine børn vil bevare et tæt bånd som voksne, men den ballast og støtte og lærdom, de får af at have hinanden, mens de er børn, er efter min mening væsentligst - det er jo immervæk barndommen, der er den vigtigste grundsten i deres identitet og dannelse, og hvad de så end som voksne måtte rode sig ud i af konflikter og uenigheder, kan det ikke - i min optik - nedtone eller devaluere det fællesskab, de har haft sammen som børn. Med andre ord ville jeg ALDRIG opfatte det som mere værdifuldt, at de som voksne har et nært forhold, end at de har det som børn - på godt og ondt.

Jeg mener nu slet ikke, man kan drage så vidtrækkende konklusioner om noget som helst, der involverer menneskelige relationer - og på sin vis er dit udsagn jo præcis lige så kategorisk og firkantet som opfattelsen af, at det er synd for enebørn.

En helt generel betragtning over emnet søskende - og ikke-søskende: I bund og grund bryder jeg mig slet ikke om tendensen til at afgøre, hvad der er "bedst" for børn - enebarn/to børn/seks børn, søskende tæt på hinanden eller langt fra hinanden - for slet ikke at tale om den forskning i søskendeforhold, der byder på konklusioner i retning af, at det er bedst for en søskendeflok, hvis den ældste er en pige, den næste er en dreng - og helst med x antal måneders forskel. (Jeg kan ikke huske den præcise konklusion, men jo - så detaljeret er den faktisk!)

Jeg synes, at det kommer til at ligne en manual over den optimale familieplanlægning - og at man overser, at noget så håbløst gammeldags som tilfælde, skæbne eller biologi spiller de allerstørste roller, når mennesker får børn. Nogle mennesker får enebørn, fordi de kun KAN få det ene barn - andre, fordi de kun VIL. Nogle får fire børn i rap, fordi de ønsker det, andre, fordi præventionen svigter, og nogle får - uha uha - en søn først, selvom forskningen viser, det er bedst med en pige. Too bad...

Jeg er af hjertet overbevist om, at der ikke findes garantier eller sikre parametre for kvaliteten af et menneskeliv, uanset, hvor grundigt, man følger "reglerne" for, hvad der er bedst for børn. Og så synes jeg dybest set, det er SÅ kendetegnende for vores tid, at vi bilder os ind, alt kan styres og tilrettelægges til det optimale.

Vi har langt bedre muligheder for at "time og tilrettelægge" vores børneflokke i dag pga. prævention og muligheden for abort, end man havde det for blot 40 år siden - og i mine øjne er det altså udtryk for snæversyn og en kunstig tilgang til familiedannelse, når man laver en rangliste over, hvad der er hhv. godt, middelmådigt og dårligt for børn at blive født til.

Livet er vidunderligt uforudsigeligt, men tendensen til at tro, man kan planlægge sig til den ideelle familie ved brug af bestemte normer og retningslinjer, sniger sig mere og mere ind - og det bliver da det rene smagsdommeri, når fx enebørnsforældre skal høre for deres valg - eller den ene mulighed, de nu engang havde.

Kan man i øvrigt få "pengene tilbage", hvis man følger ekspertrådene og alligevel får en disharmonisk familie?

Mor og meget mere skriver:

Den betragtning forstår jeg slet ikke, hvor du finder belæg for, altså udover dine egne observationer - som måske også kan være lidt farvede af, hvordan din egen børneflok er faldet ud? Eftersom langt de fleste søskendeflokke har en relativt kort aldersspredning, skulle størstedelen af voksne søskende ikke have noget sammenhold, hvis din filosofi holdt stik, og sådan forholder det sig vel ikke.

Bortset fra det, så vil jeg til enhver tid vægte det højere, at søskende har et fællesskab som børn og unge, end at de evt. har/får det som voksne. Selvfølgelig håber og tror jeg, at mine børn vil bevare et tæt bånd som voksne, men den ballast og støtte og lærdom, de får af at have hinanden, mens de er børn, er efter min mening væsentligst - det er jo immervæk barndommen, der er den vigtigste grundsten i deres identitet og dannelse, og hvad de så end som voksne måtte rode sig ud i af konflikter og uenigheder, kan det ikke - i min optik - nedtone eller devaluere det fællesskab, de har haft sammen som børn. Med andre ord ville jeg ALDRIG opfatte det som mere værdifuldt, at de som voksne har et nært forhold, end at de har det som børn - på godt og ondt.

Jeg mener nu slet ikke, man kan drage så vidtrækkende konklusioner om noget som helst, der involverer menneskelige relationer - og på sin vis er dit udsagn jo præcis lige så kategorisk og firkantet som opfattelsen af, at det er synd for enebørn.

Jeg udtaler mig KUN ud fra mine egne betragtninger, erfaringer og meninger, som allerede eksisterede inden jeg fik børn...det vil jeg lige understrege
Og de er kun blevet bekræftet gennem mit liv.
Din mening er vel lige så kategorisk som min idet du mener at søskende HAR stor glæde af hinaden hvis de er tæt på hinanden, og at det ikke er vigtigt at have glæde af hinanden som voksne, men som børn.

Men du må hjertens gerne have din mening om tingene og jeg formoder, at jeg også må have min.
Desuden hvis du læser mit indlæg igennem igen, så skriver jeg ret kraftigt, at det ikke altid er sådan, men at jeg meget ofte har oplevet min påstand.
Havde det stået til mig, havde jeg fået 6 børn fordelt over lad os sige ca 22 år, men jeg fik så 3 over 16 år, og det er jeg bestemt ikke spor ked af.
Jeg kan se hvor meget glæde mine unger har af hinanden, og jeg ved at de vil holde sammen som ærtehalm...og det er vel også det vigtigste i det lange løb.

SussieThyssen skriver:

Jeg udtaler mig KUN ud fra mine egne betragtninger, erfaringer og meninger, som allerede eksisterede inden jeg fik børn...det vil jeg lige understrege
Og de er kun blevet bekræftet gennem mit liv.
Din mening er vel lige så kategorisk som min idet du mener at søskende HAR stor glæde af hinaden hvis de er tæt på hinanden, og at det ikke er vigtigt at have glæde af hinanden som voksne, men som børn.

Men du må hjertens gerne have din mening om tingene og jeg formoder, at jeg også må have min.
Desuden hvis du læser mit indlæg igennem igen, så skriver jeg ret kraftigt, at det ikke altid er sådan, men at jeg meget ofte har oplevet min påstand.
Havde det stået til mig, havde jeg fået 6 børn fordelt over lad os sige ca 22 år, men jeg fik så 3 over 16 år, og det er jeg bestemt ikke spor ked af.
Jeg kan se hvor meget glæde mine unger har af hinanden, og jeg ved at de vil holde sammen som ærtehalm...og det er vel også det vigtigste i det lange løb.

Jeg mener nu ikke, der er nogen garanti for, at børn tæt på hinanden har glæde af hinanden -  jeg mener blot, at det har en større værdi for mig, hvis det falder sådan ud, end hvis de ikke har det som børn, men får det som voksne. Håber, jeg gør forskellen forståelig - det bliver lidt knudret.

I øvrigt tror jeg ikke nødvendigvis, man som forældre helt kan vurdere "kvaliteten" af sine børns forhold. Nogle søskende råber af hinanden og skændes, så det brager, men oplever selv, at de har et nært og uundværligt forhold - andre er søde og rare ved hinanden, men egentlig ikke så tætte, som det ser ud til. Om det så er, når de bliver voksne, vi kan "vurdere", om vores børn har haft reel glæde af hinanden, ved jeg ikke - der kan komme så mange andre omstændigheder i spil, som knytter dem til hinanden eller skiller dem ad.

Men altså, helt generelt tror jeg nok bare lige så lidt på generelle tendenser inden for søskendeforhold, som jeg tror på det inden for fx ægteskaber - altså i retning af, at det er bedst, hvis manden er x år ældre end kvinden eller omvendt. Jeg tror meget mere på, at vores individuelle personligheder - som søskende eller ægtepar - spiller en rolle for, hvordan vi fungerer sammen, end på aldersforskellens betydning.

Lisbeth85 skriver:

Jeg tror ofte, at det er hårdt at være enebarn både for barnet og forældrene socialt set.

Man kan ikke have de samme glæder med to forældre, som man kan sammen med en søskend. Sådan er det bare! De kan opfinde lege sammen, forstå hinanden, fortælle hemmeligheder til hinanden, snakke om 'dumme mor' eller 'dumme far' sammen, dele de dejlige øjeblikke i familien... og så videre. Der er tusind ting, som er godt ved søskende - faktisk KUN gode ting. Men det betyder ikke, at det er dårligt kun at være en.... jeg vil give min søn mindst to søskende mere, for jeg VED selv, at søskende er det bedste i verden

Min mor har så valgt selv at få 7 børn hehe

 

MEN MEN når det er sagt kan jeg super godt forstå at du ikke orker sådan et forløb igen ! Og synes ærgligt folk burde holde deres mund overfor jer for de ved ikke hvor pisse hårdt det er.. Og er sikker på dit barn nok skal få det godt

Tvillingemor90 skriver:

Min mor har så valgt selv at få 7 børn hehe

 

MEN MEN når det er sagt kan jeg super godt forstå at du ikke orker sådan et forløb igen ! Og synes ærgligt folk burde holde deres mund overfor jer for de ved ikke hvor pisse hårdt det er.. Og er sikker på dit barn nok skal få det godt

HOV mangler ½ delen af mit indlæg .. det gir ikke super meget mening som det står der :/

Kort resume :

Min mor og far er enebørn og synes begge det har været ret ensomt.

Min mor frygter også den dag hendes forældre dør, fordi hun ligesom er "alene" om sin barndom, minder mm. Hun har ikke en ligesom at være sammen med det om .

Hun har også savnet en søskende når mor og far har været "dumme"..

Min mor har selv valgt at få 7 børn!

MEN synes ikke din situation er så sort hvid, for du har svært ved at få børn så det er vel ikke så meget dit valg som det er "naturens", og så synes jeg folk burde holde deres mund..

Og selvfølgelig skal dit barn nok få det godt uanset hvad ..

Min søn er 8½ år gammel og har altid troet han ville blive ene barn da forholdene ikke var til et barn til men nu skete der så det at jeg mødte min kæreste for 1 år siden og vi nu er 19 uger gravide

Min søn er opvokset som ene barn indtil videre hvilket vil sige med min udelte opmærksomhed, tid og hengivenhed.

Jeg har altid sat mit eget liv en smule på stand by således at han har kunne dyrke hans interesser, noget min kæreste ikke helt forstår idag.

Som enebarn har min søn kedet sig utrolig meget og derfor har han en del fritids aktiviteter bla. teater hvor han optræder hver dag og det hænger min kærester langt ud af halsen med alt den kørsel men det er svært for mig pludselig at skulle omstille min opmærksomhed til en person til- snart 2 personer til, når babyen kommer

Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal klare at være mor til 2 når jeg føler mig som mor til 1 men det kommer vel helt naturligt

For at svare på spørgsmålet så synes jeg ikke der er noget galt i at være ene barn men nok lidt kedeligt og jeg glæder mig til at min søn får en lille bror og håber jeg kan hjælpe dem på vej til at få et dejligt forhold sammen