Enebarn....er det så forfærdeligt??

SussieThyssen skriver:

Jeg er enebarn og jeg har stort set 3 enebørn.
Og nej, det er bestemt ikke synd at være enebarn..men det er ret trist når man først bliver voksen.

Det du skal tænke over er, at dit barn, vil stå meget ene, når du og dit barns far engang falder bort.
Så har du et MEGET ensomt barn.

Jeg er 52 år, min mor er 76, min far døde for 5 år siden.
Når min mor er væk, har jeg ingen uden mine børn.
Ja, det er vidunderligt med børn, og jeg VED mine børn har hinanden, men hvem har jeg? INGEN!
Ingen at snakke med om barndommen, mine forældre, mit barndomshjem, minder om onkler, tanter, ting som eksisterede da jeg var barn.
Jeg har kun mig.
Og jeg ville give millioner, for at have en bror eller søster, som jeg kunne dele minderne med...men det har jeg ikke.

Det har passet mig fint at være enebarn..indtil jeg blev midt i 30'erne, så gik det op for mig, hvor ensom jeg ville blive, når mine forældre var borte.
Jeg har sørget for, at mine børn har fået en god afstand imellem sig..eller rettere naturen har, så de ikke har slidt hinanden op som børn, men nu hvor de er voksne eller ved at være det, så kan jeg se, hvor meget glæde de vil få af hinanden.
De vil have hinanden, når jeg engang ikke er mere, og det glæder mig. De behøver ikke at blive ensomme.

Kærligst
Sussie

Har det på samme måde  er også enebarn og det er først nu her hvor jeg nærmer mig de 30 jeg savner søskende

Sophie26 skriver:

Har det på samme måde  er også enebarn og det er først nu her hvor jeg nærmer mig de 30 jeg savner søskende

Ja, ikke??

Det er en meget tom følelse, som vi desværre bare må leve med.

SussieThyssen skriver:

Ja, ikke??

Det er en meget tom følelse, som vi desværre bare må leve med.

Ja det er sku lidt trist når man ser folk på facebook skriver at de har den bedste søster i verden og sådan

En undersøgelse har vist, at børn som har to børn er mindre "lykkelige" (hvad end det er) end folk som kun har ét barn. Jeg var meget overrasket da jeg læste dette. Men jeg tænker, at det måske lidt bunder i, at mange får barn nr. 2 fordi det skal MAN. Det er forventet af omgivelserne, familie og venner. Selv om man ved hvor hårdt det kan være, og at det faktisk ikke altid ender med at søskende bliver de bedste venner (hverken som børn eller voksne) så SKAL man altså have to, for med 1 barn er det ikke en rigtig familie (ligger der ligesom i det) Parforhold forliser hvis ikke begge er klar på at tage en tørn mere osv osv. Vi har 3 og jeg er glad for det. Men hvis jeg ikke havde lyst til mere end 1 (eller som i dit TS tilfælde skulle igennem behandling igen) så ville jeg slet ikke synes var synd. Det gælder om (når det er barn) at give massere af legekammerater osv. Man skal altid huske på, at søskende ikke er garanti for at man som voksen er tætte. Nogle bor langt fra hinanden og mister kontakten, nogle kan ikke sammen osv osv. Jeg synes man skal få et barn hvis man (og manden) har lyst til et til og ikke få et barn udelukkende for det andet barns skyld. Det er trods alt mindst 18 år af ens liv der går med et barn og det synes jeg kun man skal gøre, hvis man virkelig har lysten til to børn.

Umiddelbart nej, så er det ikke synd.

MEN jeg er enebarn...eller min far fik kun mig og min mor fik en søn med en ny mand, da jeg var 10år. Min far er lige død og jeg står HELT alene med sorgen, tankerne, minderne, det praktiske osv. Hvor ville jeg ønske jeg havde en bror eller søster, at dele det med!

I de 10år min mor kun havde mig, ønskede jeg mig en bror eller søster over alt i hele verden og jeg vil ikke undvære ham.

Jeg havde også tænkt, at Celina skulle være enebarn, men nu vil jeg bestemt gøre hvad jeg kan, så hun ikke skal stå alene. Måske endda to børn mere.

Sasja77 skriver:

Godaften Ladies og de mænd der måtte læse med

Vi høre rigtig ofte folk udbryde "Gud, det er da synd for hende at hun ikke skal have en lille søskende"

Og så er det at jeg undre mig. Hvorfor er det så forfærdeligt at vælge kun at få ét barn? Synes du også at det er synd og i så fald hvorfor?
Kan man ikke godt give sit barn en dejlig, tryg, god og begivenhedsrig barndom selvom at det ikke har søskende?

Vi har valgt at vores datter ikke skal have nogle søskende og dette er vi næsten, NÆSTEN helt sikre på forstået på den måde at vi har prøvet i mange mange mange år at få børn før det endelig lykkedes og jeg har besluttet at jeg ikke vil igennem samme omgang for set i bakspejlet så var det ultra hårdt at gennemgå In Vitro forløbet i så mange år.
Men skulle jeg blive gravid helt ad naturens vej så vil vi selvfølgelig have dette barn og glæde os over det!!

God aften til Jer alle

Jeg er enebarn og jeg må sige det har været både positivt og negativt

Min mor og far kæmpede virkelig for jeg kunne få en bror eller søster, men det lykkedes ikke. De blev senere skilt, og min mor sprang ud som lesbisk, så det er måske et sjældent tilfælde jeg er.

Men der har altid væree masser af kærlighed, både min mor og far har nok kærlighed til en kæmpe børneflok, men ja, den gik ikke, og den kærlighed gik så til mig i stedet.

Nu har jeg altid haft et tæt forhold til hele min familie med fætre og kusiner, og mine forældre snakker godt sammen, så tanken om ikke at kunne blive moster eller faster og ikke at kunne give mine børn nogen fætre eller kusiner på min side har gået mig lidt på, også da jeg var yngre.

Min kæreste har samtidig kun en lillebror, og jeg tror der går en del år før han "slår sig ned", så det hele bliver for vores barn / børn ""min mors og fars fætre og kusiners børn".. 

Men det er der jo ikke noget at gøre ved.

Og jeg må sige jeg også er fuldt ud forstående overfor de der ikke vil igennem et behandlingsforløb, for det må sgu gøre ondt, og skal vi igennem det for at kunne give vores barn søskende, så vil jeg heller ikke udelukke der så vil være en vis sandsynlighed for vores barn bliver enebarn.

Vi vil dog gerne begge have en stor børneflok

Sasja77 skriver:

Godaften Ladies og de mænd der måtte læse med

Vi høre rigtig ofte folk udbryde "Gud, det er da synd for hende at hun ikke skal have en lille søskende"

Og så er det at jeg undre mig. Hvorfor er det så forfærdeligt at vælge kun at få ét barn? Synes du også at det er synd og i så fald hvorfor?
Kan man ikke godt give sit barn en dejlig, tryg, god og begivenhedsrig barndom selvom at det ikke har søskende?

Vi har valgt at vores datter ikke skal have nogle søskende og dette er vi næsten, NÆSTEN helt sikre på forstået på den måde at vi har prøvet i mange mange mange år at få børn før det endelig lykkedes og jeg har besluttet at jeg ikke vil igennem samme omgang for set i bakspejlet så var det ultra hårdt at gennemgå In Vitro forløbet i så mange år.
Men skulle jeg blive gravid helt ad naturens vej så vil vi selvfølgelig have dette barn og glæde os over det!!

God aften til Jer alle

Jeg var enebarn indtil jeg var 12 år (der kom min søster) og jeg havde en skøn barndom. Jeg har aldrig følt mig ensom på nogen måde. Jeg har jo så altid skulle lege med mig selv og sådan, og det har nok gjort mig til den jeg er i dag: En type der ikke omgiver sig med mange bekendte. Jeg har kun få gode venner omkring mig, fordi jeg godt kan lide at være alene og aldrig har været vant til at have "andre" ved mig hele tiden Ikke fordi at andre med søskende ikke kan have det på samme måde, men det er nok min barndom der har gjort at JEG er sådan

Jeg vil på ingen måde gå så langt som til at sige, at det er forfærdeligt at være enebarn. Især ikke, når der som hos jer er en grund til det.

Men jeg har en veninde som er enebarn, og nu som voksen savner hun en at dele barndommens minder med. Som hun siger, så står hun alene med alt omkring hendes forældre, og når de engang er væk, så har hun ikke en at mindes dem sammen med. Det er hårdt tror jeg, og det ville jeg ikke ønske for mine børn.

Jeg har en søster som bor tæt på mig, vi har børn som er jævnaldrene. Min mand har tre brødre som alle bor tæt på os, og kusinerne og fætrene har utrolig meget ud af hinanden. Hele min familie og svigerfamilie, på nær min storesøster, bor i en radius af 5 km fra os, og det er en kæmpe gave i vores og vores børns liv

Sasja77 skriver:

Godaften Ladies og de mænd der måtte læse med

Vi høre rigtig ofte folk udbryde "Gud, det er da synd for hende at hun ikke skal have en lille søskende"

Og så er det at jeg undre mig. Hvorfor er det så forfærdeligt at vælge kun at få ét barn? Synes du også at det er synd og i så fald hvorfor?
Kan man ikke godt give sit barn en dejlig, tryg, god og begivenhedsrig barndom selvom at det ikke har søskende?

Vi har valgt at vores datter ikke skal have nogle søskende og dette er vi næsten, NÆSTEN helt sikre på forstået på den måde at vi har prøvet i mange mange mange år at få børn før det endelig lykkedes og jeg har besluttet at jeg ikke vil igennem samme omgang for set i bakspejlet så var det ultra hårdt at gennemgå In Vitro forløbet i så mange år.
Men skulle jeg blive gravid helt ad naturens vej så vil vi selvfølgelig have dette barn og glæde os over det!!

God aften til Jer alle

Ikke forfærdeligt.

Men min mand som er enebarn er idag ked af ikke at have nogen søskende han kan sige til "kan du huske da vi var på ferie og...." eller "var det ikke skægt da far...."

Han føler ikke han har manker noget i sin barndom, men frygter idag det at skulle stå alene om begravelser osv. efter sine forældre. Ligesom han er ked af de minder han har fra sin barndom måske ikke vil blir husket så let, når der engang ikke er nogen at kunne mindes med....

Så ja, på sigt er det måske lidt synd. Men jeg mener bestemt ikke at kvaliteten af barndommen skulle blive bedre/værre af at være enebarn.

Gav det mening?

jeg synes børn der er enebørn er nogle af de mest priviligerede og heldige på denne skønne jord så jeg satser absolut på kun at få min søn og ikke flere...

vi er dog absolut ikke enige herhjemme - nemt for en mand ikke at være enig han skal ikke være gravid eller føde

 

Men jeg er selv enebarn hos min mor og jeg har nydt det.. virkelig... jeg elskede det som barn og jeg elsker det nu.. jeg elsker dog også de brødre jeg har hos min far, havde jeg ikke dem  ja så var han heller ikke en del af mit liv meget kort sagt  

Så nej jeg synes absolut ikke det er forfærdeligt at være enebarn