Enebarn....er det så forfærdeligt??

Godaften Ladies og de mænd der måtte læse med

Vi høre rigtig ofte folk udbryde "Gud, det er da synd for hende at hun ikke skal have en lille søskende"

Og så er det at jeg undre mig. Hvorfor er det så forfærdeligt at vælge kun at få ét barn? Synes du også at det er synd og i så fald hvorfor?
Kan man ikke godt give sit barn en dejlig, tryg, god og begivenhedsrig barndom selvom at det ikke har søskende?

Vi har valgt at vores datter ikke skal have nogle søskende og dette er vi næsten, NÆSTEN helt sikre på forstået på den måde at vi har prøvet i mange mange mange år at få børn før det endelig lykkedes og jeg har besluttet at jeg ikke vil igennem samme omgang for set i bakspejlet så var det ultra hårdt at gennemgå In Vitro forløbet i så mange år.
Men skulle jeg blive gravid helt ad naturens vej så vil vi selvfølgelig have dette barn og glæde os over det!!

God aften til Jer alle

Vi er heller ikke sikre på at Elias får nogen søskende og går med samme tanker, vi tænker overhovedet ikke på at få en lille ny i den nærmeste fremtid og er kun måske omkring fremtiden, men vi er begge fra børnerige familier, så vi har det også lidt mærkeligt med at han måske ikke får en søskende.. vi har dog ikke været i noget forløb, men er stadigvæk i tvivl om hvorvidt han får een. Men som du, skulle det alligevel ske vi bliver gravide igen, så beholder vi den lille. Men vi arbejder og satser ikke på det, som det er nu. Har ingen erfaring med enebørn, men syntes umiddelbart ikke det er synd.

Sasja77 skriver:

Godaften Ladies og de mænd der måtte læse med

Vi høre rigtig ofte folk udbryde "Gud, det er da synd for hende at hun ikke skal have en lille søskende"

Og så er det at jeg undre mig. Hvorfor er det så forfærdeligt at vælge kun at få ét barn? Synes du også at det er synd og i så fald hvorfor?
Kan man ikke godt give sit barn en dejlig, tryg, god og begivenhedsrig barndom selvom at det ikke har søskende?

Vi har valgt at vores datter ikke skal have nogle søskende og dette er vi næsten, NÆSTEN helt sikre på forstået på den måde at vi har prøvet i mange mange mange år at få børn før det endelig lykkedes og jeg har besluttet at jeg ikke vil igennem samme omgang for set i bakspejlet så var det ultra hårdt at gennemgå In Vitro forløbet i så mange år.
Men skulle jeg blive gravid helt ad naturens vej så vil vi selvfølgelig have dette barn og glæde os over det!!

God aften til Jer alle

Jeg tror ofte, at det er hårdt at være enebarn både for barnet og forældrene socialt set.

Man kan ikke have de samme glæder med to forældre, som man kan sammen med en søskend. Sådan er det bare! De kan opfinde lege sammen, forstå hinanden, fortælle hemmeligheder til hinanden, snakke om 'dumme mor' eller 'dumme far' sammen, dele de dejlige øjeblikke i familien... og så videre. Der er tusind ting, som er godt ved søskende - faktisk KUN gode ting. Men det betyder ikke, at det er dårligt kun at være en.... jeg vil give min søn mindst to søskende mere, for jeg VED selv, at søskende er det bedste i verden

Jeg er selv enebarn, og har ikke rigtig haft noget problem med det. Self ville det da ha været rart, med en bror/søster at drille, eller at gå til, hvis man ville snakke om noget, som man f.eks. ikke kan snakke med forældre eller veninder med.. 
Min stedfar har 3 børn, men dem har vi aldrig boet med, så kalder dem ikke rigtig for søskende..
Har pt heller ingen planer om, at Simon skal være storebror.. Ikke fra min side i hvert fald. Hans far har fået en datter, men ser hende desværre ikke :/ Og hans kæreste, har en dreng der er 1 år ældre end Simon, så dér har han jo "søskende"  

Nej, det er ikke så forfærdeligt at være enebarn :-)

Jeg har haft en dejlig barndom med nogle fantastiske forældre. Har aldrig savnet søskende.

Det eneste punkt hvor jeg vil sige at det måske kan være en ulempe, er at jeg her som voksen nogle gange har følt en smule pres fordi jeg jo er den eneste der kan gøre mine forældre stolte. Ved at få en god karriere, give dem børnebørn o.s.v. Men det er en mindre detalje, og jeg har hørt folk med søskende snakke meget om indbyrdes konkurrencer, jalousi o.s.v. som man jo helt undgår som enebarn. Så jeg er sikker på at det ene er lige så godt som det andet.

Der er noget helt specielt over altid at være nummer 1, altid at få sine forældres udelte opmærksomhed. Så sig til folk at de skal blande sig udenom ;-)

Jeg har det på samme måde som dig. Har også gennemgået et længerevarende IVF forløb og er i tvivl om jeg har lyst til at gennemgå det én gang til. Jeg har dog ikke taget beslutningen endnu... Har ikke født nummer 1 endnu, så vil lige vente og se hvordan vi klarer det og hvor stor/lille trangen til en nummer 2 er, før vi tager den endelige beslutning :-)

Nej altså, forfærdeligt syntes jeg måske ikke det er, men måske kedeligt?

Selv er jeg vokset op med en bror med kun 14 mdrs mellemrum og det var faktastisk at der altid var en at lege med, tale med, fortælle ting til og i det hele taget bare var der, vi havde/har de samme kammerater, og det var tit en stor flok unger der legede sammen.

Min mand er hans bror er der 10 års mellemrum og min mand har altid haft hans forældre alene (hans bror var flyttet rimelig tidligt) og han røvkedet sig, han blev så meldt i SFO også videre, men når han var hjemme var han jo altid alene...

Nu har vi selv to drenge med 11 mdrs mellemrum og jeg er da helt sikker på der kommer en mere engang

Men forfærdeligt syntes jeg ikke det er, men jeg vil faktisk tro det er hårdt bvåde at være enebarn, men også at være forældre til et enebarn, altså igen bare min teori

Jeg har aldrig kedet mig som enebarn i min barndom. Selvom jeg ovenikøbet aldrig har været på fritidshjem. Det handler selvfølgelig om, om man selv er i stand til at underholde sig selv. Men også om hvor gode forældrene er til at stimulere, underholde og opfordre barnet til at bruge sin fantasi, tegne, læse o.s.v.

Sasja77 skriver:

Godaften Ladies og de mænd der måtte læse med

Vi høre rigtig ofte folk udbryde "Gud, det er da synd for hende at hun ikke skal have en lille søskende"

Og så er det at jeg undre mig. Hvorfor er det så forfærdeligt at vælge kun at få ét barn? Synes du også at det er synd og i så fald hvorfor?
Kan man ikke godt give sit barn en dejlig, tryg, god og begivenhedsrig barndom selvom at det ikke har søskende?

Vi har valgt at vores datter ikke skal have nogle søskende og dette er vi næsten, NÆSTEN helt sikre på forstået på den måde at vi har prøvet i mange mange mange år at få børn før det endelig lykkedes og jeg har besluttet at jeg ikke vil igennem samme omgang for set i bakspejlet så var det ultra hårdt at gennemgå In Vitro forløbet i så mange år.
Men skulle jeg blive gravid helt ad naturens vej så vil vi selvfølgelig have dette barn og glæde os over det!!

God aften til Jer alle

Synes ikke det er synd, tror det vigtigste er, at man som forældre er i stand at håndtere den kontekst som ens barn er i . uanset om man har flere eller et barn.

Vi har samme aftale som jer, når et af vores behandlingsforsøg ender ud i en lille bebs, så stopper vi også. Kan slet ikke forstille mig, at jeg kunne have energi til både at være en god mor for mit barn, samtidig med at jeg gik igennem et behandlingsforsøg. Så skulle det i hvert fald første være når barnet var lidt ældre, også kan man jo diskutere om man får fordelene ud af at være søskende i barndommen alligevel.

Er sikker på, at dig og din mand giver jeres barn alt det det har brug for

Personligt har jeg følgende årsager til at mit barn skal have søskende:

Jeg tror på at søskende, modner hinanden og hærder hinanden til livets strabadser på godt og ondt. Et mini samfund, hvor man oplever kærlighed, jalousi osv.

Søskende kærlighed er ubeskrivelig (for de fleste) og er noget jeg selv synes er en STOR gave jeg har fået. Det vil jeg gerne mine børn skal opleve og jeg vil gerne opleve mine børns kærlighed til hinanden, hvilket jeg kan se er noget af det største for mine forældre.

Sorg opleves halvt så svært og glæden dobbelt, når man er to til at dele. Min nabo, som er enebarn har i dag 4 børn, han har direkte sat at han ikke ønskede for hans børn at de skal være ene om familiære problemer og sorger (forældres død) det har han selv været.

Men alfa omega er jo, at der skal jo være plads, lyst og et ønske om endnu et barn før end mange af ovenstående argumenter går i opfyldelse

Sasja77 skriver:

Godaften Ladies og de mænd der måtte læse med

Vi høre rigtig ofte folk udbryde "Gud, det er da synd for hende at hun ikke skal have en lille søskende"

Og så er det at jeg undre mig. Hvorfor er det så forfærdeligt at vælge kun at få ét barn? Synes du også at det er synd og i så fald hvorfor?
Kan man ikke godt give sit barn en dejlig, tryg, god og begivenhedsrig barndom selvom at det ikke har søskende?

Vi har valgt at vores datter ikke skal have nogle søskende og dette er vi næsten, NÆSTEN helt sikre på forstået på den måde at vi har prøvet i mange mange mange år at få børn før det endelig lykkedes og jeg har besluttet at jeg ikke vil igennem samme omgang for set i bakspejlet så var det ultra hårdt at gennemgå In Vitro forløbet i så mange år.
Men skulle jeg blive gravid helt ad naturens vej så vil vi selvfølgelig have dette barn og glæde os over det!!

God aften til Jer alle

Jeg er enebarn og jeg har stort set 3 enebørn.
Og nej, det er bestemt ikke synd at være enebarn..men det er ret trist når man først bliver voksen.

Det du skal tænke over er, at dit barn, vil stå meget ene, når du og dit barns far engang falder bort.
Så har du et MEGET ensomt barn.

Jeg er 52 år, min mor er 76, min far døde for 5 år siden.
Når min mor er væk, har jeg ingen uden mine børn.
Ja, det er vidunderligt med børn, og jeg VED mine børn har hinanden, men hvem har jeg? INGEN!
Ingen at snakke med om barndommen, mine forældre, mit barndomshjem, minder om onkler, tanter, ting som eksisterede da jeg var barn.
Jeg har kun mig.
Og jeg ville give millioner, for at have en bror eller søster, som jeg kunne dele minderne med...men det har jeg ikke.

Det har passet mig fint at være enebarn..indtil jeg blev midt i 30'erne, så gik det op for mig, hvor ensom jeg ville blive, når mine forældre var borte.
Jeg har sørget for, at mine børn har fået en god afstand imellem sig..eller rettere naturen har, så de ikke har slidt hinanden op som børn, men nu hvor de er voksne eller ved at være det, så kan jeg se, hvor meget glæde de vil få af hinanden.
De vil have hinanden, når jeg engang ikke er mere, og det glæder mig. De behøver ikke at blive ensomme.

Kærligst
Sussie