Enebarn....er det så forfærdeligt??

Personligt har jeg følgende årsager til at mit barn skal have søskende:

Jeg tror på at søskende, modner hinanden og hærder hinanden til livets strabadser på godt og ondt. Et mini samfund, hvor man oplever kærlighed, jalousi osv.

Søskende kærlighed er ubeskrivelig (for de fleste) og er noget jeg selv synes er en STOR gave jeg har fået. Det vil jeg gerne mine børn skal opleve og jeg vil gerne opleve mine børns kærlighed til hinanden, hvilket jeg kan se er noget af det største for mine forældre.

Sorg opleves halvt så svært og glæden dobbelt, når man er to til at dele. Min nabo, som er enebarn har i dag 4 børn, han har direkte sat at han ikke ønskede for hans børn at de skal være ene om familiære problemer og sorger (forældres død) det har han selv været.

Men alfa omega er jo, at der skal jo være plads, lyst og et ønske om endnu et barn før end mange af ovenstående argumenter går i opfyldelse

Problemet for TS er jo netop ikke om der er plads,lyst etc. men at det at blive gravid ikke er en selvfølgelighed. Deres nuværende barn er kommet igennem behandling, og derfor er det ikke lige så enkelt at lave de søskende.

Dejlige svar i kommer med! jeg forstår sagtens Jer der siger at det måske kunne være kedeligt. jeg har selv en lillebror der er 4 år yngre en mig og jeg må sige for mit eget vedkommende at jeg var sgu ikke vild med ham da vi var små for jeg skulle jo altid lige passe ham eller lige se efter ham osv... og det gjorde at jeg synes jo at han var møg irriterende Men må dog også sige at jeg ville simpelthen ikke undvære ham for noget i verden og idag taler vi sammen mindst 4 gange om ugen og jeg elsker ham uendeligt!

Jeg kan sagtens se at søskende der ikke er langt imellem aldersmæssigt -dem der nærmest er pseudo tvillinger har rigtig rigtig meget glæde af hinanden, dermed ikke sagt at andre søskende ikke har glæde af hinanden!

hej

jeg har en veninde hvis forældre begge var enebørn og det blev hun så også selv og den dag i dag er hun helt alen har ingenfamilie. jeg kommer fra en stor famile og mener at søskende er noget af det bedste. elsker min bror og søster. jeg tror da helt sikker at man kan gi sine børn et godt liv som enebørn men den dag ens forældre ik er her mere er det dejligt at man har nogen at dele livet med udover sin mand og børn.

hilsen b onnie

nielsen80 skriver:

Problemet for TS er jo netop ikke om der er plads,lyst etc. men at det at blive gravid ikke er en selvfølgelighed. Deres nuværende barn er kommet igennem behandling, og derfor er det ikke lige så enkelt at lave de søskende.

Det var bestemt heller ikke myntet på TS, men mere en generel forklaring på mine årsager/argumenter og for at sige mine argumenter jo ikke er den ophøjede eneste sandhed for alle.

Hver sin baggrund for sine egne beslutninger

Mussen2 skriver:

Det var bestemt heller ikke myntet på TS, men mere en generel forklaring på mine årsager/argumenter og for at sige mine argumenter jo ikke er den ophøjede eneste sandhed for alle.

Hver sin baggrund for sine egne beslutninger

Det ved jeg godt, det var heller ikke ment mod dit argument overhovedet. Tro mig hvis jeg kunne ville jeg også helst have to-tre børn af netop de årsager, du skrev. Tror dog stadig på, man sagtens kan give sit barn en fantastisk barndom selvom, at det barn er enebarn. Så synes ikke det er synd at være enebarn, der kan bare være nogle ulemper ved det....ligesom der kan være ulemper ved at have søskende.

nielsen80 skriver:

Det ved jeg godt, det var heller ikke ment mod dit argument overhovedet. Tro mig hvis jeg kunne ville jeg også helst have to-tre børn af netop de årsager, du skrev. Tror dog stadig på, man sagtens kan give sit barn en fantastisk barndom selvom, at det barn er enebarn. Så synes ikke det er synd at være enebarn, der kan bare være nogle ulemper ved det....ligesom der kan være ulemper ved at have søskende.

Jamen det er jeg da helt enig i. Jeg har en niece, som er enebarn og hun har da de bedste kår overhovedet og en fantastisk barndom, så selvfølgelig kan man give enebørn en skøn barndom.

Jeg håber for dig at det lykkedes dig at få de børn du måtte ønske

SussieThyssen skriver:

Jeg er enebarn og jeg har stort set 3 enebørn.
Og nej, det er bestemt ikke synd at være enebarn..men det er ret trist når man først bliver voksen.

Det du skal tænke over er, at dit barn, vil stå meget ene, når du og dit barns far engang falder bort.
Så har du et MEGET ensomt barn.

Jeg er 52 år, min mor er 76, min far døde for 5 år siden.
Når min mor er væk, har jeg ingen uden mine børn.
Ja, det er vidunderligt med børn, og jeg VED mine børn har hinanden, men hvem har jeg? INGEN!
Ingen at snakke med om barndommen, mine forældre, mit barndomshjem, minder om onkler, tanter, ting som eksisterede da jeg var barn.
Jeg har kun mig.
Og jeg ville give millioner, for at have en bror eller søster, som jeg kunne dele minderne med...men det har jeg ikke.

Det har passet mig fint at være enebarn..indtil jeg blev midt i 30'erne, så gik det op for mig, hvor ensom jeg ville blive, når mine forældre var borte.
Jeg har sørget for, at mine børn har fået en god afstand imellem sig..eller rettere naturen har, så de ikke har slidt hinanden op som børn, men nu hvor de er voksne eller ved at være det, så kan jeg se, hvor meget glæde de vil få af hinanden.
De vil have hinanden, når jeg engang ikke er mere, og det glæder mig. De behøver ikke at blive ensomme.

Kærligst
Sussie

Jeg ved det og jeg tænker virkelig meget over lige præcis dén del af at være enebarn! For ja, hun vil måske være helt alene når vi engang falder bort og den har jeg det rigtig skidt med! Samtidig kan jeg heller ikke forestille mig måske at skulle igennem 6 års kamp igen for at give hende en søskende men det kan jo selvfølgelig være at lysten lige pludselig melder sig og at jeg bliver villig til at tage kampen op med projekt baby igen Og så gør jeg det, det er der ingen tvivl om! Men lige nu.......så tror jeg at hun bliver enebarn men igen hvis naturen vil at vi skal have en til så vil jeg uden indsigelser tage imod endnu et mirakel

........det er måske også lettere at sige at man ikke vil når man nu ikke så godt selv kan....

Det kan være rigtig skønt at være enebarn, man er altid/ofte centrum og bliver forkælt en del og det er da skønt. MEN det kan også være ganske ensomt til tider at man ikke har nogen at "dele" sin barndom med og lege med indefor på en regnvejrs dag.

Det med centrum osv. kan dog have sine bagdele, selv er jeg enebarn og har aldrig lært at samarbejde (i skolen og på job) og jeg elsker måske rampelyset lidt for meget så har været en "konkurent" for mange piger i mine teenage år, hvilket har kostet mig korte venskaber.

Alt det er jo noget man som forældre kan være opmærksom på og forebygge så ens børn hverken bliver ensomme eller selvorienterede.

SussieThyssen skriver:

Jeg har sørget for, at mine børn har fået en god afstand imellem sig..eller rettere naturen har, så de ikke har slidt hinanden op som børn

Mener du generelt, børn slider hinanden op, når de er tæt på hinanden aldersmæssigt? Jeg mener, der er en million omstændigheder i spil, når det handler om, hvordan en søskendeflok fungerer sammen - og jeg kan slet ikke se nogen "rød tråd" i retning af, at det skulle være hverken et særligt plus eller et særligt minus med kort afstand imellem børnene.

 

Anonym skriver:

Det kan være rigtig skønt at være enebarn, man er altid/ofte centrum og bliver forkælt en del og det er da skønt. MEN det kan også være ganske ensomt til tider at man ikke har nogen at "dele" sin barndom med og lege med indefor på en regnvejrs dag.

Det med centrum osv. kan dog have sine bagdele, selv er jeg enebarn og har aldrig lært at samarbejde (i skolen og på job) og jeg elsker måske rampelyset lidt for meget så har været en "konkurent" for mange piger i mine teenage år, hvilket har kostet mig korte venskaber.

Alt det er jo noget man som forældre kan være opmærksom på og forebygge så ens børn hverken bliver ensomme eller selvorienterede.

Lige præcis! Vi er virkelig meget bevidste om det her med ikke at gøre hende til en -undskyld jeg siger det- lille snothvalp der ikke kan se andet end sin egen navle ( det ved jeg godt var meget hårdt sagt og det var altså IKKE myntet på dig!! -aner jo ikke hvem du er) Men vi tænker og taler virkelig meget om det og er meget enige om hvilke værdier vi gerne vil lære/give hende. At vi som forældre har et ansvar i at sørge for at hun bliver et socialt individ som kan begå sig med andre med alt hvad det høre sig til. At hun skal lære og forstå at man ikke altid kan få alt hvad hjertet ønsker og at hun ikke altid kan være i centrum. Og så skal vi jo også sørge for at opsøge playdates og sørge for at hun får et netværk og nogle gode legekammerater endnu mere

Jeg synes at både min mand og jeg er meget bevidste om at vi jo nok skal arbejde lidt mere på de punkter end forældre med flere børn....giver det mening?

Altså nu lyder det som om at vi køre kæft, trit og retning herhjemme .....hun er "kun" 18 måneder