Enebarn....er det så forfærdeligt??

Anna bliver det, da jeg ikke må blive gravid igen. Hun har to store halvsøstre, som nu er flyttet fast hjem hos os, så i den optik er hun ikke enebarn, men der er så stor aldersforskel, at hun kommer til, at være alene.
Jeg har været meget ked af det,  især fordi der er rigeligt med mennesker som nok skal fortælle hvor forfææææærdeligt det er - men jeg er sikker på, at hun nok skal få et fantastisk liv. Også selvom hun ikke havde sine to søstre.

Jeg har to søskende, der er under et år imellem os hver især, og vi har intet med hinanden at gøre! Jeg kunne lige så godt være enebarn, så bare fordi man har søskende, som endda er nogenlunde jvænaldrende, så er det ingen garanti for, at man får glæde af hinanden i livet.

Det det har givet Anna er en fantastisk evne til, at træde ind i et rum, og vupti så har hun et par legekammerater. Så jeg tvivler på, at hun kommer til at kede sig i livet.
Så drop den dårlige samvittighed, som andre skaber. Du er en fantastisk mor, og derfor bliver dit barn også helt fantastisk!Enebarn eller ej!

Min mand er enebarn og har udtalt at han syntes det bliver hårdt når livets når sin ende. For sine forældre, vel at mærke.

Så står han helt alene med såvel oprydning som planlægning og ikke mindst sorgen.

Inden det når dertil er han også helt alene om at skulle besøge, hjælpe og gøre ting for hans forældre. Det havde nok været rarere om man havde en eller flere at dele opgaverne med også i tidligere eksempel.

Det er jo ikke sikkert at han har/ville få (stadig har) kone og børn til den tid. (håber og tror jeg da, men man ved jo aldrig) og en kone er altså heller ikke det samme som en evt. søskende.

Så i hverdagen og i hans opvækst har han ikke rigtig klaget, men fra nu af og frem kan det godt blive lidt ensomt. Og det giver jeg ham faktisk ret i - de synspunkter 

Sasja77 skriver:

Godaften Ladies og de mænd der måtte læse med

Vi høre rigtig ofte folk udbryde "Gud, det er da synd for hende at hun ikke skal have en lille søskende"

Og så er det at jeg undre mig. Hvorfor er det så forfærdeligt at vælge kun at få ét barn? Synes du også at det er synd og i så fald hvorfor?
Kan man ikke godt give sit barn en dejlig, tryg, god og begivenhedsrig barndom selvom at det ikke har søskende?

Vi har valgt at vores datter ikke skal have nogle søskende og dette er vi næsten, NÆSTEN helt sikre på forstået på den måde at vi har prøvet i mange mange mange år at få børn før det endelig lykkedes og jeg har besluttet at jeg ikke vil igennem samme omgang for set i bakspejlet så var det ultra hårdt at gennemgå In Vitro forløbet i så mange år.
Men skulle jeg blive gravid helt ad naturens vej så vil vi selvfølgelig have dette barn og glæde os over det!!

God aften til Jer alle

Jeg er på en måde ene barn selv om min mor fik 5 børn med mig og min far 4 med mig men har ingen hele søsken hvis du forstå.Så Nej syntes jeg slet ikke når du skriver som du gør og jeg har altid sagt jeg skulle have mere ind et barn men 2 og det skulle være hele søsken nu har jeg 3 med 3 forskelig mænd.Måske lyder det ulækkert og vildt.Men de er også de 3 ud af kun 6 kærster og kun haft sex med 5 ud af de 6 mænd/fyr jeg har haft på mine 34 år og den første var jeg sammen med i 3 år før vi prøve af få et barn og ende med 7 år sammen med nummer 2 han var min ungsoms kæreste og var sammen i 1½ år før jeg var gravid og med nummer 3 her steen vi var samme i tæt på 2 år før jeg blev gravid prøve kun i 4 mdr så var den de med de andre 2 børn tog det skam 12 mdr med min den stor søn og min datter tog det 10 mdr og hun var min 10 gravidite igellem de 9 år de fleste var med min stor søns far/nr 1 og en sa med min datters far/nr 2 der tabte jeg jo den 19 feb 2005 og teste positiv den 1 dec.

Men jeg har også sagt pga jeg har tabt mange gang af så skulle jeg bare kun have 1 eller 2 børn også inden jeg fik nummer 2 så skulle jeg bare kun have ham.Jeg regne endelig ikke med flere børn efter ham og pga sa i feb mdr sagde gynækologen jeg kun have 15 % chance for af holde på et foster uden progestan som er stik piller jeg skulle  tag fra den dag jeg test positiv til 10-12 uge henne. Men det er jo ikke alle der kan klar 2-3-4-5 børn men har nok med 1.Hvorfor så ikke bare den ene der og nyd den og manden og live....

Men jeg ville da sige det ville da være fedt hvis du bang blever gravid så ville jeg da hvis det var mig helt klart beholde den nu da du skriver det har været svært med nr 1.Men det tro jeg da også selv du gør hvis det skete.

Men nej nyd dog det ene barn og sker det. Så sker det jo bare af der kommer en nr 2 så er det jo bare en dejlig ting mere i dit liv/jeres liv.

Henriette

Jeg kan godt se hvad der menes og er helt med, men tænker også at selvom et barn ville få søskende, så er det ikke nødvendigvis sådan at de omtalte eventuelle søskende er i live til den tid hvor forældrene går eller er gået bort. Der er ikke nogen sikkerhed i at unge lever længere end de ældre. Og så er der alligevel ingen at dele minder, sorg osv. med..

Men spændende og tilmed rørende debat, for den rammer godt nok tangenterne lige på.

Min mand er enebarn og har udtalt at han syntes det bliver hårdt når livets når sin ende. For sine forældre, vel at mærke.

Så står han helt alene med såvel oprydning som planlægning og ikke mindst sorgen.

Inden det når dertil er han også helt alene om at skulle besøge, hjælpe og gøre ting for hans forældre. Det havde nok været rarere om man havde en eller flere at dele opgaverne med også i tidligere eksempel.

Det er jo ikke sikkert at han har/ville få (stadig har) kone og børn til den tid. (håber og tror jeg da, men man ved jo aldrig) og en kone er altså heller ikke det samme som en evt. søskende.

 

Så i hverdagen og i hans opvækst har han ikke rigtig klaget, men fra nu af og frem kan det godt blive lidt ensomt. Og det giver jeg ham faktisk ret i - de synspunkter 

Der kan jeg sgu godt forstå din mand det er et - hved af være ene barn den tænkte jeg ikke lige over.......Øv øv så heller 2 børn hvis man kan få det...

 Henriette

P.s medmindre du teste positiv som 50-70 år *SS*.

Men nyd nu live og lad være med af tænke for meget over om du i skal have en mere eller ej sker det så sker det hvis ikke så fik i skam et dejligt skønt barn.Men ok hvis du slet ikke kan bleve gravid uden ivf osv så løber tiden måske også i af få en mere.Jeg hved det ikke men den tænkte jeg også lige.Men tro bare hvis du mener i ikke skal have flere medmindre det blever bang gravid uden hjælp eller ikke blever gravid  så var det jo bare sådan det er.

 Henriette

Sasja77 skriver:

Jeg ved det og jeg tænker virkelig meget over lige præcis dén del af at være enebarn! For ja, hun vil måske være helt alene når vi engang falder bort og den har jeg det rigtig skidt med! Samtidig kan jeg heller ikke forestille mig måske at skulle igennem 6 års kamp igen for at give hende en søskende men det kan jo selvfølgelig være at lysten lige pludselig melder sig og at jeg bliver villig til at tage kampen op med projekt baby igen Og så gør jeg det, det er der ingen tvivl om! Men lige nu.......så tror jeg at hun bliver enebarn men igen hvis naturen vil at vi skal have en til så vil jeg uden indsigelser tage imod endnu et mirakel

........det er måske også lettere at sige at man ikke vil når man nu ikke så godt selv kan....

Jeg ved ikke om det kan give dig lidt mod..men det tog mig ti år og utallige aborter at få nr 2, og det samme og 6 år at få nr 3.

Hvis man vil, skal man ikke give op...håbet er altid lysegrønt.

Lisbeth85 skriver:

Jeg tror ofte, at det er hårdt at være enebarn både for barnet og forældrene socialt set.

Man kan ikke have de samme glæder med to forældre, som man kan sammen med en søskend. Sådan er det bare! De kan opfinde lege sammen, forstå hinanden, fortælle hemmeligheder til hinanden, snakke om 'dumme mor' eller 'dumme far' sammen, dele de dejlige øjeblikke i familien... og så videre. Der er tusind ting, som er godt ved søskende - faktisk KUN gode ting. Men det betyder ikke, at det er dårligt kun at være en.... jeg vil give min søn mindst to søskende mere, for jeg VED selv, at søskende er det bedste i verden

 Jeg hopper med på din holdning til søskende 

Sasja77 skriver:

Godaften Ladies og de mænd der måtte læse med

Vi høre rigtig ofte folk udbryde "Gud, det er da synd for hende at hun ikke skal have en lille søskende"

Og så er det at jeg undre mig. Hvorfor er det så forfærdeligt at vælge kun at få ét barn? Synes du også at det er synd og i så fald hvorfor?
Kan man ikke godt give sit barn en dejlig, tryg, god og begivenhedsrig barndom selvom at det ikke har søskende?

Vi har valgt at vores datter ikke skal have nogle søskende og dette er vi næsten, NÆSTEN helt sikre på forstået på den måde at vi har prøvet i mange mange mange år at få børn før det endelig lykkedes og jeg har besluttet at jeg ikke vil igennem samme omgang for set i bakspejlet så var det ultra hårdt at gennemgå In Vitro forløbet i så mange år.
Men skulle jeg blive gravid helt ad naturens vej så vil vi selvfølgelig have dette barn og glæde os over det!!

God aften til Jer alle

vi har os besluttet, at Anna ikke skal have søskende. og jeg er sååå sindsyg træt af den kommentar, at det er synd for hende!!! 

"når i dør vil hun stå alene" det er da noget pis.. hun har da hele familien.. fætre, kusiner, fastre og onkler.. venner og veninder.. jeg er ikke bekymret. og jeg er sikker på, at Anna får et fantastisk liv uden søskende..  

så nej, det er ikke slemt. 

Anonym skriver:

Mener du generelt, børn slider hinanden op, når de er tæt på hinanden aldersmæssigt? Jeg mener, der er en million omstændigheder i spil, når det handler om, hvordan en søskendeflok fungerer sammen - og jeg kan slet ikke se nogen "rød tråd" i retning af, at det skulle være hverken et særligt plus eller et særligt minus med kort afstand imellem børnene.

 

Generelt ja.

Jeg har set alt, alt for mange eksempler på, at børn der er tæt på hinanden bliver trætte af hinanden, og derfor intet sammenhold har som voksne..hvor søskende med stor afstand, har et enormt sammenhold som netop voksne.

Selvfølgelig findes der OGSÅ søskendeforhold hvor det ikke gør sig gældende..men..min generelle observation af søskendeforhold..der må jeg sige, at det handler om at have glæde af hinanden som voksne og ikke som børn, og den glæde kan ofte blive slidt op fordi man i barndommen ødelægger forholdet, hvis man er for tæt på hinanden.