Hvorfor er det et tabu?

Når jeg tænker "unge forældre" så er det ikke dem på 22 eller 23, men dem på 16,17 og 18. Kan godt være man er ung når man er 23, men man er trods alt voksen - eller nogen er

For mit vedkommende må folk helt selv bestemme, hvornår de ønsker at få børn, om de er 17, 23 eller 45 år. Men må da indrømme, at jeg nogle gange tænker, om de helt unge ikke går glip af en masse ting, måske mere fordi jeg selv som eks. 17-årig bestemt ikke tænkte på at være mor, men på skole, venner, fester og fritidsarbejde.

Så unge forældre er ikke et tabu fra min side - det må folk helt selv styre

/Fenja

Jeg var 25 da jeg blev gravid med vores ældste datter.
Jeg nåede dog, at fylde 26 år, inden hun kom til verden.
Vi havde så deværre også haft en ufrivillig abort et halvt år inden det lykkedes os, at blive gravide igen og få hende.

Jeg fødte vores andet barn som 27-årig.

Idag er mine piger hhv. 2 år og 3½ år. Jeg fylder 30 år om en måneds tid

Jeg var 22 da han blev født, fyldte 23 da han blev 4 måneder. Jeg føler mig kun ung mor mht. mit udseende, ellers er vores lille familie som så mange andre jeg er på intet tidspunkt blevet mødt med følelsen af at jeg er ung mor..

ciepige skriver:

Halløj de damer! 

 

Jeg sad lige og tænkte lidt over, hvorfor det er, at det er sådan et tabu at være ung mor/far? Med ung mor/far mener jeg under 22-23 år. 

Hvorfor skulle der være forskel på mennekser, bare pga. alderen? Jeg ved da, at rigtig mange mennesker, inklusive mig selv, er meget mere moden i forhold til min alder! 

Hvad synes I? Skab lidt debat  

Det skyldes jo nok, at når man bliver ældre, så indser man selv, hvis man var meget ung, da man fik den første, at man i virkeligheden ville have været en bedre mor/far, hvis man havde haft blot lidt flere år på bagen.
Sådan har jeg det da selv.

Jeg var 18 da jeg blev gravid med min den første, som jeg så mistede + nr 2 og 3, og jeg fik så min den ældste da jeg var 22.
I dag erkender jeg blankt, at hvis jeg havde ventet bare 4-5 år til jeg var over 25, så ville jeg have været en langt bedre mor.
Det handler IKKE om at man ikke har ansvarsfølelse, slet ikke og man elsker sin unge overalt, men man har mere ro og mere tid, når man lige er de år ældre.
Når man er helt ung, så har man så travlt med at leve sit eget liv, og derfor ikke har det samme focus på barnets liv, medens når man er lidt ældre, så lever man mere på barnets præmisser og ikke sine egne.

Da jeg var i begyndelsen af tyverne ville jeg flå hovedet af enhver der påstod det jeg siger nu, men...senere..ja der indså jeg, at det jeg siger nu og som andre har sagt før mig, er rigtigt.
NEJ man er IKKE en dårlig mor blot fordi man er meget ung, det vil jeg lige understrege med fede streger og i tykt sort, men man er en anden type mor.
Jeg tror flere piger herinde, der har prøvet begge dele, nok vil give mig ret.

Når jeg tænker tilbage, så var mit første barn noget der fulgte med, som en del af livet...en gave ja..og det største og mest vidunderlige mirakel, ja...men ikke desto mindre en selvfølgelighed.
Men de næste to, som jeg først fik, da jeg havde passeret de 30, de var det vigtigste, og ikke bare noget, der fulgte med.
Man kan sige det billedligt, at som helt ung, der den ældste traileren, der hængte på bilen, medens de to næste, der var bil og trailer væk, men var blevet byttet ud med en bus 

Kærligst
Sussie

ciepige skriver:

Halløj de damer! 

 

Jeg sad lige og tænkte lidt over, hvorfor det er, at det er sådan et tabu at være ung mor/far? Med ung mor/far mener jeg under 22-23 år. 

Hvorfor skulle der være forskel på mennekser, bare pga. alderen? Jeg ved da, at rigtig mange mennesker, inklusive mig selv, er meget mere moden i forhold til min alder! 

Hvad synes I? Skab lidt debat  

Jeg tror det handler om samfundet - og måde unge vokser op på i dag. Det er ikke første gang i historien at fødselsalderen er det samme som den er nu, men andre samfundsforudsætninger.

Og jeg har ingen fordomme om unge mødres forældreevner overhovedet, men om der anskuelse af forhold/ægteskab.

Men forskellen for mig personligt på da mine forældre var unge og mange fik børn som unge og til i dag - handler udelukkende om vores selvcentrering, mange af de unge som får børn i dag - kommer selv fra brudte familier, med det mener jeg at vores forældres forældre sjældent blev skilt, og undersøgelser har vist at hvis man kommer fra et brudt hjem er der større risiko for at ens eget ægteskab ikke vil holde, så når unge tror at de skal være sammen resten af livet som 18 årig - 20 årig og vælger at få børn på det grundlag, så syntes jeg det er en smule naivt i betragtning af skilsmisse procenten og den selvcentrering som foregår i alle alder i samfundet, alt handler om selvrealisering og hvis ens partner´/familie ikke kan opfylde det behov så skifter man det ud (dette gælder på ingen måde kun unge, men ALLE)

Så egentlig handler mine fordomme mere om samfundets måde at anskue familier/ægteskab på, der hvor jeg har en fordom er når folk får børn bevidst efter kun at have kendt hinanden i et halvt år eller mindre - og så er det ligegyldigt om man er ung eller gammel, man kan ikke nå og komme sig over den forelskelse der jo er og faktisk lære hinandens "rigtige" hverdagspersoner at kende efter et halvt år, hvor man ikke har boet sammen mere et et mdr eller lign. - så der har jeg helt klart en fordom om at det forhold sjældent holder, men det må folk jo selv om. (og når jeg skriver holder, mener jeg efter 10 år, ikke et eller to), men igen det er jo ikke mig der skal være i forholdet, nå ja og så har jeg helt klart en fordom om at forhold der begynder når man er ung sjældent holder i længden, men det har intet med forældreevne at gøre, men om statestik - og det kan jo ikke rigtig debatteres.

Fødte Izabella da jeg var 22, samme alder som min mor

Jeg var 18 da jeg blev gravid med Daniella og nåede lige at blive 19 inden jeg fødte - jeg er MEGET stolt af at være ung mor og jeg nyder det...!

Jeg tror også det er godt at få børn i en ung alder, fordi man har energien, om man vil det eller ej! Desuden er man jo også i sin mest fertile alder, så tror også det er derfor mange får børn i en tidligere alder end gennemsnittet.. Selvom jeg ikke forstår det, for synes riiiigtig mange får børn i min omgangskreds. Men det er så også hvad det er. 

Jeg er selv rigtig glad for, at det er nu jeg er gravid, og ikke om 10 år. For det første fordi der er 10 års forskel på mig og manden, men også fordi jeg ikke har lyst til at vente. Føler det er helt rigtigt nu, og hvorfor så vente?

WiitrioeN skriver:

Jeg var 18 da jeg blev gravid med Daniella og nåede lige at blive 19 inden jeg fødte - jeg er MEGET stolt af at være ung mor og jeg nyder det...!

Og mine forældre er ikke skilt, og min far er min mors første og eneste kæreste...

Jeg skal ikke kunne udtale mig om om min mand og jeg bliver sammen forevigt, for forevigt er meget lang tid men jeg håber det da men hvis jeg skulle have børn sammen med nogen så ser jeg ikke nogen beder far til min børn end min mand og hvis jeg skulle kunne være sammen med nogen for evigt så syntes jeg min mand er et rigtig godt bud for har det lidt sådan at hvis det ikke kan funger med ham så er chancen for at det kommer til at funger med andre meget lille...

Men jeg valgte ikke at få børn med min mand fordi jeg tror vi er sammen forevigt men pga. jeg elsker ham og fordi der ikke findes en beder mand eller far til MINE børn, og det syntes jeg er grundlag nok for mig!