Gider ikke være mor mere :'((

Åh søde Jeg forstår dig fuldt ud! 
Jeg er selv 18 år. Jeg fandt ud af at jeg var gravid på min 18 års fødselsdag. Jeg gik ud af skolen, og hele mit 'normale' liv blev lavet om, så jeg forstår dig virkelig.
Jeg elsker også Emma af hele mit hjerte!  Men hvis jeg havde valget nu, så tror jeg også, at jeg nok havde ventet. I hvert fald til, at jeg var færdig med min uddannelse! Faren til barnet - min mand, han er rigtig god til at tage over, hvis jeg lige har brug for en pause. Det samme er mine og hans forældre!
Nu ved jeg ikke, om du har prøvet det, men lad dine forældre passe din datter i en weekend måske, så du kan få sovet, slappet af, set dine venner og få lidt styr på dine følelser. Det tror jeg, kunne hjælpe, og jeg er sikker på, at omverdenen forstår dig, hvis du ber' om hjælp!  

kære TS.

Ved du hvad, den følelse du sidder med der, er altså ikke noget, der er reserveret unge mødre. Jeg tror at alle, der har fået en baby, uanset alder, ind imellem er ved at køre træt i det hele. Manglende nattesøvn, de samme rutiner hver dag, man føler man mangler nærvær alene med barnets far (hvis altså han er inde i billedet), man føler man aldrig kommer ud blandt andre mennesker, man er bare træt af det hele. Det kan hænge en langt ud af halsen med flasker, bleer, gylp, skrål og ikke mindst at alle syntes det er så fantastisk at blive mor!!

Og jo, det er da fantastisk. Bare ikke altid lige meget, og bestemt ikke hver dag.

Så op med humøret. Ja, det er smadder træls ind imellem. Men det at du skriver, at du får dårlig samvittighed over dine tanker, er da et bevis på at du sætter din baby højere end dig selv, og jeg er sikker på du er en super mor.

Og glem du bare den dårlige samvittighed, alle har det sådan ind imellem, - og som de andre siger, få lidt familie til at aflaste dig, det er også noget, vi alle sammen kan få brug for når det hele bliver lidt for meget.

De kærligste  fra Charlotte

Stéphanie skriver:

Det lyder bestemt ikke rart at du har det sådan, har du ikke noget familie der kan hjælpe dig lidt?? Har du snakket med nogle om hvordan du har det? Kan godt forstå at hvis/at sådan noget må være svært at snakke om, men tænker lidt at hvis du får sat direkte ord på dine følelser, til nogle dejlige mennesker i din hverdag, at så bliver det nemmere at håndterer, og evt. at få noget hjælp?

Håber det giver mening.

 fra Stéphanie

det er også alt andet end rart

nej jeg kan ikke snakke om det her, det er pinligt. Jeg bør ku klare det, jeg skal klare det! Jeg har ikke rigtig nogle dejlige mennesker i min hverdag.

Huset flyder, kæresten er enten sur eller ligeglad og jeg gider/orker/kan bare ikke gøre noget jeg vil bare gerne være fri for alt mit ansvar  

celkt skriver:

kære TS.

 

Ved du hvad, den følelse du sidder med der, er altså ikke noget, der er reserveret unge mødre. Jeg tror at alle, der har fået en baby, uanset alder, ind imellem er ved at køre træt i det hele. Manglende nattesøvn, de samme rutiner hver dag, man føler man mangler nærvær alene med barnets far (hvis altså han er inde i billedet), man føler man aldrig kommer ud blandt andre mennesker, man er bare træt af det hele. Det kan hænge en langt ud af halsen med flasker, bleer, gylp, skrål og ikke mindst at alle syntes det er så fantastisk at blive mor!!

Og jo, det er da fantastisk. Bare ikke altid lige meget, og bestemt ikke hver dag.

Så op med humøret. Ja, det er smadder træls ind imellem. Men det at du skriver, at du får dårlig samvittighed over dine tanker, er da et bevis på at du sætter din baby højere end dig selv, og jeg er sikker på du er en super mor.

Og glem du bare den dårlige samvittighed, alle har det sådan ind imellem, - og som de andre siger, få lidt familie til at aflaste dig, det er også noget, vi alle sammen kan få brug for når det hele bliver lidt for meget.

 

De kærligste  fra Charlotte

ts. hvor gammel er din datter..?

Du får lige en stor krammer af mig!!!

Op med humøret, det skal nok blive bedre - det lover jeg dig.

Jeg fik selv min ældste datter i en meget tidlig alder af kun 18 år, og jeg kan sagtens nikke genkendende til nogle af de aspekter du beskriver omkring det at være ung mor, hvor man netop ikke kan gøre som man lyster, da børnene kommer i første række.

Se lyst på det (selvom jeg ved det er lettere sagt end gjort). Dit barn vokser op, og bliver efterhånden mere og mere selvstændig - derefter vil du jo automatisk få mere frihed. Men omvendt vil jeg også bare sige: NYD TIDEN! For de bliver ALT for hurtigt store...

Op med hovedet... Jeg håber du klarer dig, og at det kun er en træls periode du skal igennem.

Hvor lyder det bare rigtig hårdt! Jeg kan sagtens genkende dine tanker som jeg også har haft af og til når det har været rigtig hårdt, og jeg er endda ikke det man kalder ung mor.

Jeg savner også sommetider den frihed jeg havde før, det at jeg kun skulle tage ansvar for mig selv og følge min impulsive side.

Det er stærkt at du fik formuleret dig sådan - de flest unge mødre benægter jo fuldstændigt at de har disse tanker, fordi de skal bevise for alle andre og sig selv at det var det rigtige valg de tog da de blev forældre tidligt. De nægter at indrømme hvor hårdt det faktisk kan være, fordi de ikke orker at høre folk sige "hvad sagde jeg", og det er synd, for det ER bare pishamrendes hårdt!!!! 

Jeg håber du ved at du absolut ikke er alene, og så synes jeg som de andre at du skulle få den lille passet noget mere. Min søn blev passet ca. hver 14.dag hos min mor fra han var 5 uger gammel og frem til nu og det var SÅÅÅ dejligt!!!

Mvh

Rosa

MichelleLjungberg skriver:

Åh søde Jeg forstår dig fuldt ud! 
Jeg er selv 18 år. Jeg fandt ud af at jeg var gravid på min 18 års fødselsdag. Jeg gik ud af skolen, og hele mit 'normale' liv blev lavet om, så jeg forstår dig virkelig.
Jeg elsker også Emma af hele mit hjerte!  Men hvis jeg havde valget nu, så tror jeg også, at jeg nok havde ventet. I hvert fald til, at jeg var færdig med min uddannelse! Faren til barnet - min mand, han er rigtig god til at tage over, hvis jeg lige har brug for en pause. Det samme er mine og hans forældre!
Nu ved jeg ikke, om du har prøvet det, men lad dine forældre passe din datter i en weekend måske, så du kan få sovet, slappet af, set dine venner og få lidt styr på dine følelser. Det tror jeg, kunne hjælpe, og jeg er sikker på, at omverdenen forstår dig, hvis du ber' om hjælp!  

Du fik mig lige til at tude, tak for dit svar

det betyder virkelig meget for mig, at vide at jeg ikke er den eneste! jeg har det så dårligt med mig selv.

Og jeg ville ønske min kæreste også var god til at tage over Mine forældre har aldrig tid, og hans forældre besøger os ikke engang, så jeg er overhovedet ikke tryg ved at de skulle have hende ..

signe. skriver:

Er det lige for nylig der er kommet problemer mellem dig og kæresten? for det kan jo også være rent psykisk, at du tænker at hvis i aldrig hvde fået hende, så havde i stadig været sammen for så havde jeres liv været som før..

du skal i hvert fald nok overveje at få en eller anden form for hjælp.. også for at komme problemerne i forkøbet, så du pludselig bare siger " nu gider jeg ikke mere"...

nej, det er efter vi har fået hende. Vi skændtes aldrig! før vi fik hende ..

jamen jeg har det virkelig dårligt med at sige at jeg har brug for hjælp. Jeg synes det er så tydeligt at jeg har brug for hjælp. Huset ligner noget der er løgn, jeg ligner noget der er løgn jeg gider intet og sidder bare ved comp. hele dagen

Anonym skriver:

det er også alt andet end rart

nej jeg kan ikke snakke om det her, det er pinligt. Jeg bør ku klare det, jeg skal klare det! Jeg har ikke rigtig nogle dejlige mennesker i min hverdag.

Huset flyder, kæresten er enten sur eller ligeglad og jeg gider/orker/kan bare ikke gøre noget jeg vil bare gerne være fri for alt mit ansvar  

Det er præcis det jeg taler om - det er så tabuiseret at føle som du gør BARE fordi man er ung. Hvorfor? Det er urimeligt at fordi man har valgt at få et barn som ung, så er man "selv ude om det" hvis man så synes det er ligeså hårdt som os der var lidt ældre...

Jeg synes absolut ikke du skal skamme dig! Nogle af de mødre jeg kender som har haft det ALLERhårdest i starten er over 30, og jeg tror det hænger sammen med at de unge simpelthen ikke tør indrømme det. 

celkt skriver:

kære TS.

 

Ved du hvad, den følelse du sidder med der, er altså ikke noget, der er reserveret unge mødre. Jeg tror at alle, der har fået en baby, uanset alder, ind imellem er ved at køre træt i det hele. Manglende nattesøvn, de samme rutiner hver dag, man føler man mangler nærvær alene med barnets far (hvis altså han er inde i billedet), man føler man aldrig kommer ud blandt andre mennesker, man er bare træt af det hele. Det kan hænge en langt ud af halsen med flasker, bleer, gylp, skrål og ikke mindst at alle syntes det er så fantastisk at blive mor!!

Og jo, det er da fantastisk. Bare ikke altid lige meget, og bestemt ikke hver dag.

Så op med humøret. Ja, det er smadder træls ind imellem. Men det at du skriver, at du får dårlig samvittighed over dine tanker, er da et bevis på at du sætter din baby højere end dig selv, og jeg er sikker på du er en super mor.

Og glem du bare den dårlige samvittighed, alle har det sådan ind imellem, - og som de andre siger, få lidt familie til at aflaste dig, det er også noget, vi alle sammen kan få brug for når det hele bliver lidt for meget.

 

De kærligste  fra Charlotte