Jeg har summet og pivet, og også smågrædt og stille sagt nej nej nej, åh nej, av, åh nej ikke igen (når næste ve meldte sig)
Men jeg har ikke råbt og skreget som død og helvede gennem hele forløbet.
Jeg har brøøøølet som en anden urkvinde når jeg har haft presseveer, og især når jeg har fået lov at presse (ved den første havde jeg presseveer i 2 timer før jeg fik lov at presse, fordi de startede ved 8 cm - og nr. 2 holdt jeg tilbage på presseveerne i bilen i en halv time inden vi nåede sygehuset og jeg kunne blive undersøgt)
For mig har det hjulpet at jeg har råbt højt for ligesom at komme af med smerten og tvinge mig selv til at presse ordentligt med. Så altså, mankan godt sige at i den allersidste fase, med presseveerne, der holder den lille note faktisk for mig.
Det svarer til, for mit vedkommende, at skrige når man sidder i rutsjebanen på bakken, for at komme af med suset i maven 
Anmeld