Hvordan straffer i jeres børn?

Shibby skriver:

Sidder og ser et barnepigeprogram på kanal5.. Det var fra det program jeg fik fiffet om at sidde barnet på en stol og kigge ind i væggen-det kaldes timeout  

Timeout virker faktisk..Elsker det program

Hvad gør i?

Jeg har aldrig brugt timeout. Ved faktisk ikke hvorfor, for jeg har ikke noget imod det. Vil ikke lyde hellig eller noget, men jeg tror ikke jeg har haft brug for det

Nu har min søn også været ret nem, dog med et voldsomt temprement. Jeg tror egentlig bare jeg har fortalt ham, når noget var uacceptabelt, og så har det været nok.

Men man skal jo huske på, at det er ikke nok for alle børn

Vi bruge os det med en time out.   Startede med det inde på værelset på en stol, men så var det jo bare sjovt at starte en ny leg og så glemte man faktisk hvorfor det var at man var blevet sendt derind   ..Så nu er det ud og sidde i gangen indtil man er glad igen og kan sige undskyld.

Shibby skriver:

Timeout er anbefalet af prof. barnepiger,børnehavepædagoger af hvad jeg har oplevet og familiekonsulenter samt småbørnskonsulenter i brug af marte meo hvor der bliver set en forskel på barnets reaktionsmønster med og uden timeout. Det er anbefalet,de har sgu ret og det virker

Alle børn er forskellige,så hvad der virker for vores virker ikke nødvendigvis for naboens

Jeg tror desværre folk har misforstået hvad den anbefalede timeout handler om.

En "god" timeput for mig drejer sig om at få barnet ud af en situation som ikke er god for barnet, hvis denne ikke selv magter at få det ud af systemet under de pågældende omstændigheder. Det handler ikke om at fjerne barnet fordi forældrene ikke mener at man det er passende at få et raserianfald i den pågældende situaion.

Jeg kan give nogle eksempler:

-Kender en dreng der er fortidligt født og derfor kan have utroligt svært ved at rumme for mange indtryk og dermed også ofte konflikter hvis der fx er mange mennesker tilstede. I en situation hvor han kører helt op og ikke selv magter at få lukket ned igen, synes jeg det er fint at hans forældre siger kom nu skal du lige sidde lidt på værelset indtil du lige har fået ro i dit hoved. Jeg forestiller mig at "almindelige" børn kan komme i lignende situationer.

-Et barn kommer ud i køkkenet og vil gerne have rosiner. Kl er lidt i aftensmad og forældrene siger "nej, vi skal snart spise". Barnet bliver ked af det, det eskalerer og han/hun ender med at ligge sig på gulvet og hyle i arrigskab. Højst sandsynligt fordi han/hun er sulten/træt og simpelthen ikke kan rumme følelsen af afmagt over ikke at få sin vilje. Her mener jeg ikke en timeout er passende. Barnet viser hvad han/hun føler med de værktøjer han/hun har, og det skal man vel ikke straffes for bare fordi vi voksne mener at det vil være upassende når han/hun bliver ældre.

Men jeg skal ikke kunne sige det - bruger ikke selv timeouts

pokulati skriver:

Jeg tror Tin mener at han får fred til at rase af der hvor han har "valgt" at være sur, og altså ikke bliver sendt på værelset eller hvor man nu vælger at lave timeouts. Det synes jeg er en stor forskel

Nemlig ja.

Han får fred til at rase, der hvor han er.....jeg løfter ham ikke fysisk ind på et værelse......så jeg kan få ro!!

Jeg er helt med på at vi har forskellige metoder til opdragelse, men derfor kan jeg jo godt være indædt modstander til timeout-metoden......Og jeg er helt med på at en 2-årig kan være noget af en mundfuld.....men det er jo netop derfor at vi som de voksne skal være rumlige nok til at kunne magte det.....for hvis vi ikke kan, hvordan skal vi så kræve at barnet skal kunne magte en stor verden med krav og alt muligt.

Og netop som ordet siger, så er TIME-OUT altså en STRAF, og det er netop det tråden handler om, og som jeg klart er modstander af, at man giver til børn der er så sårbare som en 2-årig er!

Nemlig ja.

 

Han får fred til at rase, der hvor han er.....jeg løfter ham ikke fysisk ind på et værelse......så jeg kan få ro!!

 

Jeg er helt med på at vi har forskellige metoder til opdragelse, men derfor kan jeg jo godt være indædt modstander til timeout-metoden......Og jeg er helt med på at en 2-årig kan være noget af en mundfuld.....men det er jo netop derfor at vi som de voksne skal være rumlige nok til at kunne magte det.....for hvis vi ikke kan, hvordan skal vi så kræve at barnet skal kunne magte en stor verden med krav og alt muligt.

Og netop som ordet siger, så er TIME-OUT altså en STRAF, og det er netop det tråden handler om, og som jeg klart er modstander af, at man giver til børn der er så sårbare som en 2-årig er!

Kunne se du var offline, så tillod mig lige at svare

Som jeg har skrevet lidt højere oppe, tror jeg faktisk godt at man kan bruge timeouten nyttigt, hvis man stopper med at (mis)bruge den som strafmiddel. I ordet timeout ligger der jo faktisk ikke en straf, men mere at man lige skal have ro til at samle tropperne/tankerne

her hjemme er det en time-out på trappen i 1 min ( hun er 1½ år) og det virker hver gang. hun bliver for det meste siddende hele tiden ( for det meste)

knus rikke

Shibby skriver:

Hun er heller ikke ret gammel Er faktisk imponeret over børn i den alder der forstår timeout  Ville heller ikke lade der gå 10 min hvis der var tale om et lille barn

Jeg straffer ikke mine børn, jeg snakker med dem. 

Vi bruger osse time-out herhjemme .. det gør de desuden osse i børnehaven .

Eva. skriver:

Jeg har aldrig brugt straf og kommer aldrig til det..kan ikke se nødvendigheden og tror ikke på det gør noget godt for børn eller forældre og deres relation.

 

Puha nej... "At straffe børn" er altså heller ikke noget der spiller i mit hovede

Men omvendt har jeg den holdning til fx time-out som lyder til at være populært herinde, at en timeout som sådan ikke er straf i og med det for det første heller ikke er rart for børn at blive gale og vrede (det er jo som regel bare et symptom på at de er kede af noget) men en timeout er for mig (i nogle situationer!) en mulighed for børnene at få plads/rum til at være sure, men også lære at at give andre i familien rum når man er sur og træls.

Vi kender det jo selv? Jeg skrider også ind på kontoret derhjemme når jeg kan mærke at jeg nok ikke har så meget at byde min kæreste andet en bitcheri osv... Børn skal vide det er i orden at være sur, glad, øv, ærgerlig osv, men hvis de ender med at råbe og skrige af frustration så må de finde ud af at der ikke altid er nogen der kan forstå dem. (puuuh prøvede at formulere det bedre, men endte alligevel med at lyde frygteligt???)

Pointen er, at mine unger aldrig "skaber" sig for de ved jeg ikke kan kommunikerer med skrigeri (og det vil de færreste) - tilgengæld kan de rase ud inde på værelset, og så er jeg der ALTID til at snakke om det der virkelig går dem på... Men ikke noget skaberi hér. Det er naturligt - men stadig ikke en måde jeg vil snakke med mine børn (eller andre) på.