Der er al mulig grund til at fortsætte amningen, selvom du begynder på arbejde, for dit barn har stadig gavn af din mælk. Modermælk kan beskytte barnet mod de bakterier og vira, som det møder i daginstitutionen.
Kombinationen amning og udearbejde er alligevel noget, som får mange nybagte mødre til at bæve. Det kan være svært at overskue, hvordan det skal kunne lade sig gøre at holde mælkeproduktionen i gang, eller måske holde den nede, imens man er hjemmefra i mange timer. Mange mødre spekulerer også over, hvordan deres barn skal klare sig uden bryst, hvis det normalt er meget afhængigt af det.
De fleste børn befinder sig fint med at blive ammet, når mor er der og klarer sig uden, når hun er på arbejde. Hvis man begynder på udearbejde før barnet er afvænnet og ikke kan have barnet hos sig, kan man eventuelt malke ud og gemme mælken på køl, så barnet kan få sin mors mælk alligevel. Denne løsning bruges især af kvinder, der begynder at arbejde, inden deres barn fylder seks måneder, hvor det er særlig vigtigt, at barnet får mors mælk, og hvor det måske er den eneste mad, barnet endnu vil have. Mælken kan gives af kop eller flaske, men hvis barnet ikke har brugt sutteflaske tidligere, er der ingen grund til at tilvænne det i så sen en alder, hvor det sagtens kan lære at drikke mælk af et lille glas eller krus. Måske kræves det, at måltiderne gives særlig hyppigt for at barnet får den mængde mælk, det har brug for.
Hvis barnet allerede er begyndt på overgangskost, og hvis man ikke har lyst til at skulle malke ud, er det også en mulighed at lade være. Det betyder nemlig ikke, at man ikke kan amme, når man er sammen med barnet. En pludselig jobstart og adskillelse vil selvfølgelig kunne mærkes på brysterne, så tag godt med ammeindlæg med på arbejde og vær forberedt på, at du nok skal trække dig tilbage til toilettet og malke en lille smule ud indimelllem i de første dage.
Mange overvejer at nedtrappe amningen før jobstart, men der er faktisk ingen grund til at tage sorgerne på forskud. Dels vil barnet finde det underligt, at det pludselig ikke må få bryst, som det plejer, dels er der ingen grund til at gøre det hele mere besværligt for sig selv. Man kan lige så godt nyde barselsorloven og amningen fuldt ud.
Mange børn savner deres mor, når hun er på arbejde, og derfor er det en god ting at holde fast i amningen for at have et fælles, ”gammelkendt” holdepunkt, når man genforenes om eftermiddagen. Om amningen skal foregå i vuggestuen, hjemme eller i bussen er egentlig lige meget, bare der sættes tid af til det og begge parter hygger sig med det.
Lange ”ammepauser”Selvom man har skiftende vagter eller skal være væk i flere dage, er der ingen grund til at stoppe amningen, hvis mor ogbarnan har lyst til at fortsætte. Produktionen regulerer sig i de fleste tilfælde efter efterspørgslen. De dage, man arbejder, vil man måske amme lidt ekstra om aftenen, og når man har fri og har barnet hjemme hos sig, vil det måske være mest naturligt at amme, som før man startede på job. Andre nøjes med kun at amme om morgenen og aftenen, og der er ikke noget, der er mere korrekt end andet, kun lysten og sætter grænserne.
Nogle mødre mærker også, at deres børn selv siger fra og pludselig ikke er så interesserede i brysterne mere. Det kan opleves som en afvisning, og det kan være nødvendigt at bearbejde følelserne. Andre føler, at det er en lettelse, at barnet selv siger fra og nyder samværet på an anden måde, fx ved at læse en bog, imens man sidder tæt sammen, en kildetur, der giver grin og lidt sved på panden eller en lille sanglektion, hvor man lærer en ny børnesang sammen.
Det vigtige er, at barnet ikke føler, at det både mister brystet og en stor del af mors
tilstedeværelse på samme tid, så giv dig god tid til hygge med dit barn, også selvom du er træt efter en lang arbejdsdag. Hellere spise fastfood take away indimellem eller samme ret tre dage i træk, når bare der er plads til nærhed og opmærksomhed.
I Norge og Sverige har ammende mødre ret til amme- eller udmalkningspauser, når de går på arbejde. Sådan en lovgivning har vi stadig til gode i Danmark, men det plejer ikke være et problem at kunne holde amme- eller udmalkningspauser, så det skal ikke være det, der holder dig tilbage fra at bede om det!
Denne artikel stammer fa bogen "Alt om amning" af Stine Roldgaard og Christina Tatarczuk, fra forlaget Iris.