Jeg overlevede fordi ilden i mig brændte stærkere end ilden omkring mig
Jeg skrev i 2008 speciale i Historie omkring spædbarnspleje i 1880-1900 (netop i disse år skete der en massiv ændring i vejledningen af mødre, den blev mere proffessionel og lægernes viden om spædbørn blev udvidet kraftigt).
Netop amning, kunstig ernæring og spædbarnskost var en stor del af projektet. Kunstig ernæring, når den var bedst, var en meget nøjsom blanding af sødmælk (eller gede/æselmælk), sukker og vand. Københavns Mælkeforsyning satte i 1878 et mål om at levere kvalitetsmælk til især småbørn, kaldet børnemælk. Kunne børnene ikke tåle mælken, var der en alternativ flødeblanding, og var denne heller ikke brugbar, var der udviklet en kunstig flødeblanding.
Denne form for ernæring, samt diverse flasker og andet påkrævet udstyr var dog rigtig dyrt, og derfor forbeholdt de velstillede. Omgangen og tilberedningen af mælken var en tidskrævende proces, som ligeledes var urealistisk for arbejderfamilier, hvor alle medlemmer af husstanden måtte arbejde hele dagen. Disse familier - og især familier på landet - anvendte i stedet melpap eller tvebaksmad (mel og tvebakker blødt op med vand eller ren mælk).
Generelt var rådgivningen dengang - og ikke kun ift. kosten - rettet mod de kvinder, der havde en hel gruppe af tjenestefolk omkring sig, og ikke skulle arbejde for føden hver dag. Der var ikke megen føling med de fattige familiers livsvilkår, og der er heller ingen tvivl om, i hvilke samfundsklasser, at spædbarnsdødeligheden var størst.
Før 1870-1880´erne brugte man oftest ammer som det næstbedste alternativ til modermælken - igen kun en oplagt mulighed for de velstillede - eller ko- eller gedemælk i forskellige opblandinger.
Anmeld