Sikke mange svar der er kommet siden igår. Dejligt 
Jeg er ikke som sådan primært bange for smerten, og egentlig er smerten ved fødslen heller ikke det mest skræmmende for mig. For jeg har altid haft voldsomme menses smerter, som jeg har levet med siden jeg var 11 år og fik min første menstruation. Det har været så slemt, at jeg har kastet op til tider og bare har ligget en hel dag og jamret og grædt - indtil jeg gav op med sundhedsidealet og begyndte at tage gigtmedicin som smertestillende i 20'erne ca. Så jeg har svært ved at forestille mig, at en fødsel er SÅ meget værre. Det KAN næsten ikke blive værre. Det er måske en anden form for smerte, men alle siger jo, at det minder om menses smerter. Så det går nok.
Og at sprække i kødet, ja, som mange siger, der sker så meget og man er så udspilet, at det mærker man nok ikke så meget. Det er mere tanken om at revne dernede 
og at man så skal syes/opereres bagefter og måske er ødelagt for livstid - det er der jo nogle kvinder, der oplever.
Jeg synes, det er meget ubehageligt at tænke på, hvordan min krop måske bliver ødelagt pga. en fødsel. Ikke nok med at man får strækmærker - og nogle kan virkelig være grimme - eller får ar, hvis man får kejsersnit, et ar der måske aldrig forsvinder. Jeg har set et og det var godt nok grimt. Slap skede får man også, får måske sværere ved at holde på vandet fremover, ens sexliv blir måske aldrig det samme - nogle kvinder vælger faktisk en skede opstramnings operation efterfølgende 
Og så kan man oven i hatten også risikere at sprække forneden og måske ødelægge evnen til at holde på afføringen, hvis ringmusklen sprækker og ikke blir syet ordentlig sammen 
For slet ikke at snakke om de gener, man har efterfølgende en sådan operation - hvordan kan man fx komme af med afføringen, tænker jeg, hvis man blir syet dernede ?
Synes godt nok det er hårde odds for at blive mor. Derfor har det bl.a. også taget mig så mange år at springe ud i. Synes godt nok de potentielle eller måske nærmere sandsynlige konsekvenser er mange og voldsomme. Man sku undre sig over, at der overhovedet er nogen kvinder, der vælger at blive mor og ødelægge deres krop.
Du får medicin for at holde afføringen lind i starten, og så må man ikke presse, får en fin flaske med en slange i, som så kan skylle området dernede, jeg måtte ikke sidde de to første døgn (og det var faktisk det værste for mig), grundet til at det ikke helt var som det skulle være dernede (til tros for operation) det skal jeg ikke gisne om, men jeg startede til fys, som fortalte at jeg der 10 uger efter fødslen var en meget lille 1, i hvor god jeg var til at knibe, 5 uger senere havde jeg oparbejdet mig til en lille 4 (5 var i følge hende der hvor kvinder var normalt inden de fik børn - hun sagde endvidere at de fleste kvinder oplever en smule nedgang i styrken de kan "klemme" med, men det var helt normalt), det eneste sted hvor jeg har et problem i dag er desværre at jeg (under sygdom) ikke kan holde mig helt hvis jeg hoster eller nyser, det kan jeg normalt, og jeg fik at vide at en 5 blev jeg aldrig igen, men en god fire, var bestemt godt nok, mht sex har der ingen forskel været ifølge N's far, og jeg kan heller ikke selv mærke en forskel, så for mig har det bare krævet en del genoptræning og masser og masser af knibeøvelser, så det bedste råd må være - lav efterfødselsøvelserne, det er dem der skal træne dig op igen uanset hvor meget man er gået i stykker..
Vil lige tilføje at jeg brugte præcis den samme olie som Zafir skriver om til at blødgøre mellemkødet op til fødslen, men det havde jo i mit tilfælde ingen virkning.. så det er fint nok at gøre som en ekstra sikkerhed, men man ved aldrig om det rent faktisk virker..
