Carina1977 skriver:
Ok jeg synes heller ikke man skal give en 13-årig så mange penge. Så må hun ud og vise ansvar selv, og få sig et fritidsjob
jeg synes så ikke din mor kan tillade sig at brokke sig over at din søster bruger så mange penge, for hun kan jo bare lade være med at give hende dem. Jeg regnede nu heller ikke med at du lod det gå ud over din søster......man kan bare meget nemt komme til det, når der er en forskelsbehandling 
Jeg synes det er en god ide at du får en god lang alvorlig snak med din mor. Hun SKAL vide, hvordan du har haft det og stadig har det. Jeg synes ikke det er fair at hun ignorerer dine følelser sådan, og lader som om at intet et hændt. For den barndom har påvirket dit liv. Selvfølgelig var din mor ung, men det er ingen undskyldning. Så må man være fornuftig nok og tænke på, hvad der er bedst for sine børn.....at tage forældre-ansvaret eller frasige sig det, så ens børn kan komme hen et sted, hvor de får lov at være børn. Jeg ved godt at alle børn helst vil være hos sine forældre, men når de lever på den måde, kan det ikke andet end ende med at børnene bliver påvirket af det. Du vil nok aldrig glemme dine oplevelser, og ville nok også helst have været dem foruden.
Tag den snak med din mor....du kan tro det hjælper at komme ud med det, og få fortalt modparten hvordan man har haft det, og hvad det har gjort ved en. Jeg har selv haft en idiot af en far, og den dag jeg konfronterede ham med det, blev også den dag, hvor jeg fik mere ro indeni mig selv.

Jeg ved ikke hvem jeg kan stole på af dem to. Fordi min søster er en forkælet pige og bruger mange penge på mærketøj, mobil og andet. Det er nok også svært for hende at sige nej til min mor når min mor tilbyder hende en masse godt.
jeg synes bare det er utrolig klamt at min mor gør sig selv til et offer overfor andre med at brokke sig over at hendes børn er udulige og udnytter hende for penge!
hun har løjet om mig til hendes kæreste og venner. Hun har fortalt dem at jeg har været på knæ og tigget og bedt om kørekort, bil osv. Hun fortalte at hun betalte mig og min kærestes regninger. Det fandt jeg ud af da jeg en aften modtog et meget ubehageligt opkald fra hendes kæreste der kaldte mig alverdens ting: Social taber! Du og din røvhul af en kæreste duer ikke til en skid! I er en belastning for samfundet!
Jeg har aldrig snakket med hende om det fordi hun undgår mig.
Men jeg har skrevet en sms til hende, jeg vil have hende til at ringe så jeg kan lette mit hjerte. Jeg vil bagefter give hende et ultimatum! Lev som en løgner og offer og mist mig og muligheden for at se hendes fremtidige børnebørn!
Eller indrøm at hun ikke er offeret her, lad være med at lyve sig til kærlighed og medlidenhed, begynde at opføre sig som en mor istedet for en rebelsk teenager, tag noget ansvar og vær med til at se sin datter og fremtidige børnebarns udvikling.
Valget er hendes og kun hendes. Hun må ringe når hun er klar til at bestemme sig, men jeg vil intet have med hende at gøre i mellem tiden!